lørdag den 1. februar 2014

Dette er hvad vi valgte at bringe.

Kære Kaj                                                        Lørdag den 1.februar 2014

“ ” Let it grow, let it grow. Let it blossom, let it flow”, hvorfor ikke tage Eric Clapton på ordet og lade det frø gro, som jeg forsøgsvis plantede I dine tanker for et livskapitel og en flytning siden.”
Sådan skrev jeg tilbage til dig lørdag den 2. februar 2013 som svar på dit første spæde indlæg i det, som hen over det næste år skulle blive vores fælles erindringsprojekt.
Omstændighederne omkring det frø, husker jeg tydeligt. Du boede stadig i Mellemgade i Ringkøbing. Johan og jeg var på besøg. Hen over frokosten fremviste du med stor begejstring og velbegrundet stolthed den jubilæumsbog, som du i forbindelse med Ringkøbing Skoles jubilæum havde været meget aktiv omkring og medforfatter til. Jeg fornemmede din begejstring ved at skrive og kunne af det jeg læste se, at du også mestrede disciplinen, så det var interessant for andre.
Du var ikke straks med på ideen. Var lidt forbeholden og nølende omkring formen: breve til hinanden? Ja, jo, ved ikke, måske. Frøet fik lov at ligge. Jeg lod dig dog ikke slippe så let. Vi tog jævnligt snakken op. Du forsikrede mig om, at vi ville komme i gang en dag med et eller andet. Men tiden var ikke lige moden. Det forstår sig. Du stod midt i at flytte dig et andet sted hen. Mentalt og fysisk. Lise var kommet på banen, livet tog en ny drejning. Du havde fokus på nuet. Til din 70 års fødselsdag pustede jeg igen lidt til ilden ved at give dig en hjemmelavet billede-/erindringsbog om vores hjem.
Heldigvis var jorden i løbet af januar 2013 gødet tilstrækkelig til, at du var klar. Hurtig fandt vi ud af, at mail ikke var den perfekte form. Brevveksling var ok, men hvordan holde styr på det? Jeg introducerede dig til bloggen og SÅ kørte det for os.
Vi kastede os ud i processen uden at planlægge struktur og retning. Vi skrev, hvad der faldt os ind. Undervejs blev det tydeligt, at vi var styret af forskellige input og der tegnede sig et billede af to på en gang meget forskellige søskende og alligevel på andre områder to søskende med fælles karaktertræk.
Vi er nået i mål. Vi er opdateret og der er ikke mere at fortælle. Og dog. Som du skriver, er indlæggene udtryk for det, der i gerningsøjeblikket løb i pennen. Vi kunne have valgt andre emner, andre ord. Vi kunne have udeladt noget og uddybet andet. Dette er, hvad vi valgte at bringe.
Det er ikke uden vemod, jeg sender dette sidste indlæg i luften. Skriveriet har for mig været en afstressende og livgivende proces. Jeg har altid kunnet lide at skrive, men det unikke ved dette skriveri er, at der har været en interesseret og lydhør modtager.
Og hvad så nu? Du har hele vejen igennem puslet med tanken om at redigere materialet til en bogudgivelse til vore nærmeste (og hvem, der ellers kunne være interesseret. Mon der er nogen af dem?). Den tanke ligger stadig som et frø hos mig. Her er rollerne byttet om J. Jeg har puslet med tanken om, at vi med foredrag i sognegårde og pensionistforeninger, kunne inspirere andre til at kaste sig ud i erindringsskriveriet (som der tilsyneladende er stor interesse for). Lad os se, hvor det ender.
Jeg ved, du skriver på en erindringsbog om Astrid. Selv har jeg besluttet mig for at skrive en (lukket) blog til og om mine børnebørn. Vi kan åbenbart ingen af os undvære skriveriet.
De sidste ord fra mig på denne erindringsblog skal være en stor tak til dig, brormand


Tak at du lod frøet spire og vokse, tak for processen og for resultatet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar