søndag den 26. januar 2014

Sivested Odde og Rastestedet

                                                                                         søndag  26. januar 2014


Kære Kaj

Ikke alle livsperioder er lige nemme at tackle – hverken i real life eller på bloggen. Du har netop færdiggjort en meget smuk beskrivelse af et meget svært emne. Med indlægget om Astrids sygdom og død, har du fuldendt det billede, vi andre havde konturerne til  - af Astrid, som en stærk, viljestærk og handlekraftig kvinde lige til det sidste. Vi vidste godt, at Astrid var uheldbredelig syg. Vi vidste det, fordi hun selv sagde det, men alligevel kom hendes død bag på mig. Jeg husker rigtig godt den forårsdag, Johan og jeg var på frokostbesøg hos dig og Astrid. Snakken var usædvanlig åben, ærlig og dyb. Der blev ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Astrid sagde direkte, at det var vigtigt, at du fik noget at rive i til tiden efter hendes død. Astrid var den dag snakkesalig og livsbekræftende at være sammen med. Jeg havde slet ikke set, at hun var så tæt på livets afslutning. Det blev imidlertid sidste gang, vi snakkede med Astrid.  Næste gang vi tog turen til Ringkøbing var det for at være med til at føre Astrid i kapellet. En sommerdag med truende skyer var det. Himlen holdt tæt, mens følget til fods fulgte efter rustvognen fra jeres hjem til kapellet. Det gjorde den til gengæld ikke den dag, Astrid blev begravet. Regnen væltede ud af himlens sluser og det tordnede som var det en måde at udtrykke mismod med situationen på. Verden, især din verden, så herefter anderledes ud.
Der forekommer at være uovervindelig langt i tid og tanke fra den livssituation, du blotlagde i dit sidste indlæg til det kapitel, jeg har besluttet mig for at skrive denne gang.

Det er nødvendigt med en akklimatisering før dette sceneskifte.  Det er søndag eftermiddag – den sidste søndag i januar. Fra min plads ved computeren kigger jeg ud over snehvide hustage. Udenfor er det bidende koldt og vejrudsigten varsler sne – endda snestorm i Nordjylland. Johan og jeg er lige kommet hjem fra et weekendophold på Hotel Kolding Fjord. Det var luksus og forkælelse i to dage. I dine skriverier nævner du tilsvarende ophold, som du og Astrid gennem tiden har været på, så du kender følelsen af at sætte tiden og pligterne på stand by og lade sig varte og fylde op. Med til historien hører, at jeg havde arrangeret dette ophold som en overraskelse til Johan i forbindelse med hans 60 års fødselsdag. Jeg havde booket hotellet og aftalt med Johans chef, at jeg ville hente og ”bortføre” han en fredag formiddag og køre afsted med ham uden at han anede, hvor vi skulle hen. Det blev ikke til noget. Johan sagde ja til at passe en hund for nogle venner. Jeg prøvede ellers med alle mulige forklaringer at sige til ham, at vi ikke kunne, men han holdt fast i sit løfte. Derfor blev vores weekendophold på Kolding Fjord afviklet her i bidende vinterkulde i stedet for i smukt septembervejr. Koldt har det været men smukt.
Dagen er tiltaget med 1 time og 16 minutter. Det går mod lysere tider. Det er i hvert fald, hvad kalenderen siger. Med sidste års lange vinter i erindring, håber vi at slippe nemmere i år. En god ting, er der at sige om januars kolde vejr: det er ikke vanskeligt at holde sig inden døre og hygge sig med erindringsglimt og blogskrivning. Så kan man jo prøve at lade tankerne spadsere til mere lune minderige dage.
Luk øjnene og forestil dig, at sommerferien står for døren, bilen er ved at blive pakket ud. Bagagen rummer tøj til al salgs vejr – fra badetøj til gummistøvler og regnfrakker. Mens vi voksne bærer tøj og proviant ind, leger tre børn og to hunde på gårdspladsen. De har allerede været over i karlekamrene og fundet de gamle legevogne frem. Scenen er sat til en uges sommerferie på Sivested Odde.


Som antydet i sidste skriv, skal dette indlæg handle om Sivested Odde. Gården i Kolind Sund MÅ med i mine erindringer. Ganske vist har jeg ikke personlige ”aktier” i Sivested Odde. Det er eller rettere var en sidegevinst, som jeg så at sige fik i tilgift (eller medgift) med Johan. Jeg har i dette erindringsskriveri haft fokus på min egen familiehistorie og kun i det omfang, det har været nødvendigt for sammenhængen og meningen, har jeg bevæget mig ind på Johans slægt. Den historie må han selv fortælle. Med den tilgang kan man sige, at jeg skulle holde fingrene væk fra Sivested Odde. Når jeg alligevel dedikerer et skriv til familiegården i Kolind Sund, er det fordi den helt frem til 2004 spillede en central rolle - ikke bare generelt i Legarthfamiliens liv, men også specifikt i vores lille kernefamilie. Gården har haft stor betydning for vore børns ferieoplevelser, så derfor.

Sivested Odde var min svigermors barndomshjem. Da gården i 2005 blev solgt, havde den været i familiens eje i 80 år. Gården havde stået ubeboet siden 1966, hvor Johans mormor døde. Efter Ingeborg Pedersens død blev gården brugt til feriebolig. Og hvilken feriebolig. Alene stuehuset med sine 400 møblerede m2 var et eldorado. Det meste stod uforandret og man fornemmede historiens vingesus – ikke mindst i det store, gamle køkken med stålbordene, hvor adskillige kokkepiger gennem tiden har stået for madlavningen.
Store som små holdt af ferierne på Sivested Odde. Her var helt bogstaveligt plads til udfoldelse og afslapning. Fra det øjeblik vi drejede fra landevejen og kørte over broen og ned af grusvejen, faldt skuldrene ned og en anden tidsregning blev gældende. Det føltes som at køre ind i en tidslomme eller en filmscene, som fordrede nye måder at spille sin tildelte livsrolle på. Kreativitet, afslapning, samvær, leg, kulinarisk udfoldelse og markeringer af livsbegivenheder er nøgleord i beskrivelsen af Sivested Oddes betydning for vores familie. Ikke alene har vi brugt stedet til ferie – og weekendophold. Barnedåb, konfirmationer, runde fødselsdage, fester og endda to bryllupper har været afviklet med gården som helt speciel kulisse. To gange har vi fejret jul på gården. Den ene gang var i 2001 da Jane og Vaughan blev gift.

Der er i havestuen dækket op til min 30 års fødselsdag, som blev fejret som en pigefrokost, hvor alle skulle bære hat

Spisestuen er dækket op til julemiddag

Bålhygge en sommeraften.
Sine siddende på hug, Jane i grøn jakke og mig med Jonas

Kanalen blev flittigt brugt til fiskeri eller kanosejllads

Sine og Jane på kanosejlads på kanalen ved Sivested Odde


Alting har sin tid. Og i 2005 var tiden med Sivested Odde som familiegård til ende. Johans mor var den eneste overlevende af de fire søskende fra Sivested Odde og tiden var moden til at afhænde gården. Det kunne have været meget vemodigt, men sådan oplevede vi det ikke. Det kom ikke som nogen stor overraskelse og det var ikke en beslutning truffet over night. Vi havde set tegnene og indstillet os på nye tider. Rettidig omhu kan man måske kalde det. Et lille års tid før Sivested Odde blev solgt, havde vi investeret i vores eget lille sommerhus. I flere år havde jeg haft en sommerhusdrøm – mors hus, hed det feriested, vi i familien fantaserede om. Eller rettere: jeg fantaserede om. Johan delte ikke min sommerhusdrøm. Han havde mange argumenter imod at blive sommerhusejere. Det væsentligste hed økonomi. Nu har jeg aldrig ladet mine ideer bremse af andres manglende opbakning. Jeg besøgte dagligt www.boligsiden.dk  hvor jeg havde et fast søgekriterium der hed sommerhus. Det blev til temmelig mange klik, før jeg fandt mors hus.

Boligannoncen på sommerhuset på Mols

Fornemmelsen af, at HER var det, ramte mig helt ned i maven. Det er en helt fantastisk fornemmelse, når noget mærkes rigtig og man bare ikke er i tvivl. Udfordringen ville helt klart blive at få Johan til at mærke det samme. Jeg vidste godt det ville blive vanskeligt. Den eneste grund til, at han gik med til at mødes med ejendomsmægleren på Rastestedet nr 6 i Dejret på Mols en oktober søndag, var prisen på sommerhuset. Hans økonomiske sans sagde, at det nok ikke kunne gå helt galt. Og der kunne vel ikke ske noget ved at komme mig i møde og mødes med ejendomsmægleren. Jeg husker stadig den efterårs- regnfulde, kolde søndag. Vi ankom til åstedet et kvarter før ejendomsmægleren, tids nok til at nå en tur rundt om huset og tids nok til, at Johan havde besluttet sig: ring til ejendomsmægleren og aflys. Han var forfærdet over det, han så. Der var en åbenlys grund til prisen. Var huset afskrækkende udefra, var det intet imod, hvad der ventede os inden døre. Jeg var begejstret. Kunne mærke sjælen og se mulighederne. Jeg var solgt. Det er mig stadig en gåde, hvordan jeg fik Johan overtalt, men fakta er, at vi fra den 1.3.2004 var sommerhusejere og at vi brugte de næste par år på at gøre skrot til slot, sådan lidt populært sagt. Der ventede et KÆMPE arbejde, før huset blev, som vi – med mig som indretningsarkitekt – gerne ville have det.


 Her følger i bedste boligbladstil en rækker før og efterbilleder.

Gæsteværelse

Johan og Johan besigtiger nyerhvervelsen

Stuen
Det hvide på lædermøblerne er mug !

Stuen fra en anden vinkel. Tobaksrøg hang i alt - møbler, gulvtæpper, gardiner.
Vi kørte på lossepladsen noget, der kunne føles som en mill gange.


Godt med gode venner, der er parate til at give en hånd med. Det nød vi godt af.



Rastestedet 6 havde i flere år sovet Tornerosesøvn. Huset lå "pakket" ind i høje grantræer. Godt vi kendte en mand med en motorsav.

Det arbejdende folk fanget i en kort pause i den tidlige forårssol


Sine og Johan svinger malerpenslen.


Mange, mange liter maling og mange, mange arbejdstimer senere, så resultatet sådan ud.

Soveværelse

Nyanlagt morgenmadsterrasse. Træværket er skiftet og malet

Gæsteværelse

Stue



Børneværelse

Køkken med de gamle elementer, som bare er rengjorte og malet






Med tiden opstod ideen om et anneks. Vi havde ikke bestemt hvilken type, det skulle være, da vi i påskedagene begyndte at grave ud til sokkel. Vi manglede åbenbart noget at rive i, i de dage, så uden at kende dimenssionerne, kastede vi os ud i gravearbejdet. Vi kom selvfølgelig til at dække noget til og grave nyt, men hvad....


Det sjove ved hele sommerhusprojektet var, at vi opdagede, at vi faktisk godt kunne lide skabelsesprocessen og desuden, at vi ikke egner os til at sidde stille, så længe der er noget, der skal laves. Vi holdt meget få og aldrig ret lange pause under hele ombygningsfasen. Vi havde hele tiden lige et eller andet, der skulle laves. Hvis vi ikke havde været fælles om den tilgang til arbejdet, ville det have været en prøvelse. Vi lagde megen energi i projektet, men specielt jeg fik energi af det. Jeg stortrivedes med at skabe, forandre og indrette.
Sommerhuset blev rammen om dejlige weekender og ferie for os to gamle alene og med børn og børnebørn eller med venner.
De første dage i påsken 2010 tilbragte vi i sommerhuset sammen med et par gode venner. Anden påskedag besluttede jeg mig for en alenetur til Ringkøbing for at besøge Else. Jeg havde brug for en tænkepause. I løbet af påsken var den tanke opstået i mit hoved, at sommerhustiden var forbi. Jeg sagde ikke noget til Johan, før jeg på vejen hjem fra Ringkøbing havde besluttet mig. Hans overraskelse over min udmelding var stor. Sommerhusdrømmen havde været min med behørig opbakning fra Johan. Han mente, det også skulle være min beslutning, hvis vi skulle sælge. Dagen efter gik jeg til ejendomsmægleren og den 1.august blev huset overtaget af den første køber, der havde reageret på annoncen. Beslutningen føltes rigtig helt ned i maven og jeg har aldrig et øjeblik siden savnet stedet. Et godt eksempel på, hvordan ønsker og drømme forandrer sig. Jeg er meget, meget glad for, at jeg fik lov at leve min sommerhusdrøm ud. Efter salget fik Johan mulighed for at udleve en tilsvarende gammel drøm om båd. Han solgte båden året efter, men han gjorde det – levede drømmen ud.

Johan med tre af vores børnebørn på en af de få sejlture i egen båd. Fra venstre er det Johan, i midten Jeppe og dernæst Karen. Billedet er taget 24.september 2011 ved Kalø



At afhænde sommerhuset frigav ressourcer – både økonomisk og praktisk. Der kunne rejses mere og længere og med flere og weekenderne skulle ikke bruges til at slå græs og male træværk. Vi fik pludselig tid i overskud. Vi kunne teoretisk have valgt at tage sæde i sofa eller liggestol alt efter årstiden, men det duer vi bare ikke til. Så aldig så snart havde vi skrevet under på slutsedlen, før det helt store gårdhaveprojekt på Lillerupvej blev søsat. Selvom vi købte os til det tungeste arbejde, så brugte vi megen tid på projektet. Især Johan trives med haveprojekter. Jeg trives mere med boligprojekter. Her sagt i en lukket kreds, vil jeg godt afsløre, at jeg stadig jævnligt er på www.boligsiden.dk . Mine søgekriterier er ændret til ejerlejlighed eller villalejlighed i en fynsk storby.  " trænger til en opfriskning" , må der gerne stå. Desværre virker Johan meget principfast og afvisende, når jeg forsigtig tager temperaturen på hans opbakning til et muligt nyt boligrenoveringsprojekt.

Du har mere på sinde, inden du for alvor tager afsked med Ringkøbing. Jeg vil overlade dig sendeflade og imens overveje, om jeg har mere at fortælle.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar