søndag den 12. januar 2014

Fra Vivild til Rønde

Så er jeg landet. Det er godt en uge siden, vi kom hjem fra vores store familietur til New Zealand, men det er først nu, sjælen har indhentet mig og først nu, jetlagget er ved at slippe sit tag. Måske er jeg en særlig sensibel type. Andre klarer meget bedre end jeg at få det indre ur omstillet til lokal tid. Min bodyclock er de første 10 dage total i udu og kalder på mad og søvn på uhensigtsmæssige tider.
Jetlaggen skal ikke alene have skylden for ”den svære hjemkomst”. Vi havde en på alle måder fantastisk tur. Samværet, oplevelserne, naturen, vejret, erfaringerne – alt gik op i en højere enhed og fylder os med glæde og taknemmelig og en følelse af at have deltaget i noget helt unikt sammen med hele vores familie. Vi er på en gang høje og samtidig lettede – måske lidt som efter et maratonløb. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke løbet maratonløb. Men man fortsætter efter sådan en præstation ikke bare med den påtrængende hverdag. Oplevelser og følelser skal have lov at bundfælde sig og glæden skal have plads side om side med lettelsen. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på vores rejse, som for os var REJSEN. Det er en helt anden sag og det har jeg beskrevet et helt andet sted, på en helt anden blog.

Hele den samlede familie fotograferet en af juledagene hos Jane og Vaughan på Rocklands Station, New Zealand 2013

Nu er jeg tilbage ved skrivepulten klar til nye tilbageblik.
Du har ikke ligget på den lade side, mens jeg har været væk. Ikke alene har du og Lise bespist – jeg ved ikke hvor mange julegæster. Du har også fundet tid til midt i juletravlheden at smide ikke mindre end tre blogindlæg ud. Hvis jeg ikke skal komme helt bagud, er det på høje tid, jeg melder mig på banen.
Jeg skal indrømme, at min jordomrejse den sidste månedstid har sat andre dagsordner og at det har krævet lidt genlæsning af bloggen at blive opdateret på, hvor jeg egentlig var nået til i genfortællingen om mit liv, før Stormen Bodil så at sige skubbede os afsted over hals og hoved mod nye og absolut nærværende og nutidige oplevelser. I mine overvejelser om indholdet i dette indlæg, har jeg måttet sande, at vi kan se til ende af denne skriveproces. Det er på en gang en tilfredsstillende og en skræmmende tanke. Tilfredsstillende fordi, vi dermed kan sige: yes, vi gjorde det. Vi har skrevet os gennem vores liv, fået tegnet et historiebillede med os som verdens navle og skrevet os til større indsigt? eller i hvert fald til en form for helhedsbillede.  Det er da mega tilfredsstillende. Vemodigt er det at tænke på at skulle undvære glæden ved fællesskabet i skriveprocessen og udfordringen i at formidle sit liv, så at sige.
Vi har været inde på det flere gange: Vi har forskellig tilgang til stoffet. Ikke bare til disposition, men også til emnevalg og graden af detaljer. Jeg mener, det er en kvalitet ved vores skriverier, fordi det siger noget om os hver især. Du er helt klart dokumentaristen, historikeren og den mest detaljeorienterede, hvorimod jeg springer i tid og emner og styres af impulser og mangler i høj grad selvdisciplin i forhold til kronologi og sammenhæng. Et par emner trænger sig fra min side på, inden vi om overskuelig tid lukker bloggen ned eller hvad vi nu gør. Et af emnerne har indirekte noget med vores nylig gennemførte familietur at gøre. Det handler om salget af vores sommerhus. Men inden salget kan finde sted, skal sommerhuset introduceres og inden det kan ske, må jeg bruge et kapitel på at fortælle, om et vist familiested beliggende i Kolind Sund.

Måske er det udtryk for oversprinsghandlinger – det er lidt svært at komme i gang igen. Har en vis skriveblokering (det har jeg hørt ”rigtige” forfattere kan få) Men jeg har lige brug for at komme med et par kommentarer til dine indlæg. Jeg vil (endnu engang) komplimentere dig – og ikke i mindre grad Astrid, for jeres omstillingsparathed og risikovillighed livet igennem. I har aldrig været bange for at kaste jer ud i nye eventyr og der har været utrolig kort vej fra tanke til handling. I historien om købet af Telegramhallen var der reelt kun få hundrede meter fra køkkensnakken i hjemmet til en indledende forhandling to gader væk. Vupti var I kioskejere og vupti var I begge mere end fuldtidsarbejdende i det fællesprojekt. Modig og berundringsværdig selvrespektfuld tilgang til livet. Sygdom er hver mands herre, er der vist et gammelt mundheld, der siger. Den lektie måtte I også lære. Jeg husker ganske godt din indlæggelse til bypass i Skejby. Jeg var mere end med på sidelinjen. Godt du kom tilbage på banen. Klar til at gå nye veje.

Og nu til min historie. Det er gået op for mig, at jeg ikke har beskrevet  vores flytning fra Vivild til Rønde. Det er dog en ret væsentlig ting i mit liv, så nu skal vi lige have den ged barberet.

Resume: Johan og jeg blev gift i 1974. Vi flyttede i en lille loftslejlighed tæt på far, som få måneder tidligere var blevet alene. I 1976 købt vi hus på H.C.Elgårdsvej, hvor vi boede de næste mange år. Vi trivedes egentlig i Vivild, selvom vi til at begynde med hellere ville være flyttet til Randers. Fordelene i Vivild var åbenlyse med flere bedsteforældrebarnepiger, et godt netværk, nærhed i lokalbefolkningen og let adgang til børnehave og skole og ikke mindst til arbejde. Vi var meget aktive i kirkelivet og i bestyrelsesarbejde i børnehave og skole. Johans fritidsinteresser var jagt og fiskeri og mine var håndarbejde og husholdning. Vi nød naturen i omegnen hvad enten det var ved vandet eller i skoven, hvor vi flittigt luftede vores hunde. Vi var glade for vores hus og have og levede på mange måder et enkelt hjemmeliv med vores familie som omdrejningspunkt. Med årene opstod behovet for luftforandring. Vi havde i den periode mange overvejelser, som gik på en lille nedlagt landejendom i Sorvad, et hus i udkanten af Løvenholmskoven eller et boligbytte med farmor. Heldigvis, kan man sige set i bakspejlet, blev ingen af delene til noget for pludselig tog min karriere en drejning og med Rønde som omdrejningspunkt blev prioriteringerne ændret. Den lille nedlagte landejendom var ikke en god kombination med to fuldtidsjobs og heldigvis, tørjeg godt indrømme, så vandt karrieren. Jeg ville ikke have gjort nogen god figur på landet. Jeg er bange for mus og hånden på hjertet, så er jeg mere bypige end bondepige.
Indtil jeg fandt disse interiørbilleder i fotoalbummet, havde jeg glemt at der var en periode,
hvor kulør på væggene var trendy



Kort tid før vi flyttede havde vi fået nyt køkken. Måske var det medvirkende til et forholdsvis hurtigt salg

Tøs og Fie holder sig velopdragent i køkkenet

Efter jobskiftet faldt der i nogle år ro på flytteplanerne, eller rettere, de blev lagt i skrivebordsskuffen for engang imellem at blive støvet af og revurderet. I en sommerferieuge på Sivested Odde valgte Johan og jeg at tage på cykeltur rundt i Rønde. Vi ville ”mærke” om den by var noget for os. Behovet for nye horisonter var igen dukket op og flere muligheder blev nævnt. Ebeltoft eller Århus, nyt eller gammelt? Johan ville ikke det første. Jeg ikke det sidste. Rønde lå lige midt i mellem. Ideen med at cykle rundt var rigtig god. Vi fornemmede begge en atmosfære, et miljø, en natur og ikke mindst en størrelse som tiltalte os. Det blev startskuddet til en boligjagt i Rønde. Vi kiggede efter en muremestervilla, men fandt ingen. De huse, der var til salg var dyre i forhold til alder og m2, så efter mange overvejelser og tællen på knapperne købte vi en byggegrund. Det var vildt og et helt usædvanligt skridt for sådan nogle som os, der gik med økonomisk livrem og seler. Bukserne holdt og i august 1998 flyttede vi ind i et spritnyt hus, som vi selv havde sat et arkitektonisk fingerpræg på. Jeg var 43 og havde aldrig boet udenfor Vivild. Det var vildt – altså at jeg aldrig havde boet andre steder. Ikke sært at behovet for forandring meldte sig. Sine og Jane var på det tidspunkt flyttet hjemmefra. Jonas begyndte i 7. klasse på Rønde skole. Det var ikke entydigt nemt at flytte.  Vi blev klar over, hvor meget ydre rammer betyder for ens trivsel. Huset var ligesom vi gerne ville have det, men det lå fuldstændig åbent og nøgent på en muddergrund, som langt fra matchede den dejlige, lukkede have, vi kom fra. Vi flyttede de næste mange, mange måneder tonsvis af ler, jord, muld, sand og fliser og vi plantede metervis af liguster – og bøgehæk og langsomt formede vi vores base.

Vores nybyggede hus på noget, der ligner et månekrater af en grund.
Vi byggede ikke bogstaveligt selv med.
Men hver weekend havde vi for at spare penge påtaget os at køre byggeaffald væk.
Det er hårdt arbejde at rydde op efter håndværkere.
Vi fik også lært at lægge terrassesten

En veninde i Rønde anbefalede os til en kolonihave på toppen af Rønde. Vi blev begejstrede for udsigten over Kalø Slotsruin, bugten og Mols og begejstrede  over udsigten til egne økologiske gulerødder. Vi overså i vores begejstring helt hvilket arbejde, det er at passe en kolonihave. Uheldigvis var Johans mor den samme sommer indlagt på Sygehuset i Randers, og samtidig knoklede vi med at anlægge Lillerupvej 72, så vi havde hænderne fulde af mere jord end, vi kunne holde. Efter et par venlige, men bestemte henstillinger fra formanden for kolonihaverne, indså vi, at vi havde overvurderet eller rettere fejlvurderet vores evner for og interesse i havearbejde og vi opsagde aftalen. Den historie har vi moret os over mange gange siden.
Efterhånden fik vi på Lillerupvej skabt et fundament for vores liv og trivsel. At haven flere gange siden er lagt om og forandret skyldes udelukkende vores evige jagt på nye projekter kombineret med glæden ved at skabe. Det er vi lige gode om, vil jeg mene. Vi nærmer os afsnittet om Rastestedet, vores sommerhus i Dejret på Mols, men som antydet skal vi først en tur omkring Kolind Sund. Der er stadig stof til et par indlæg herfra.
p.s. Blogindlægget kaldte på yderligere et par billeder til dokumentation af flytning og husbyggeri, men vi har fået ny printer/scanner, som jeg lige skal lære at kende. Jeg har foreløbig haft held til at indstallere den og endog at få den på wifi, men tiden er ikke lige nu her før søndagsaftensmaden også at sætte mig ind i scanningsprogrammet, så det må vente.

pps. Så kom der gang i scanneren og dermed flere billeder på bloggen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar