mandag den 6. januar 2014

Fra Telegramhallen retur til overenskomstansat lærer


Nykøbing fredag den 3. januar 2014

Kære Lise

 
Mens I har været på jeres, som du selv udrykker det, ”once in a life” tur til NZ, har vi nordboer fejret traditionel jul, som det er skik og brug i Luthers hjemlande. Sneen undlod vi, den er også meget flottere på postkort, ligger ikke vejen og skal ikke skovles væk. Her i Systofte var vi 14 juleaften. Vi stegte ænder og flæskesteg i flere dage, snittede rødkål og kogte risengrød mens ænderne brunede sig ovnen. Lise pyntede juletræet efter hendes opskrift for juletræspyntning. Lises drenge med koner og børn og Ane og Ole med børn holdt juleaften sammen med vi to gamle. Ane og Ole overnattede på Vandrehjemmet, mens Lises børn kørte hjem samme aften. Første juledag kom Ane og Ole til morgenmad og senere frokost og aftensmad. Lises mor fra Rødbyhavn kom til frokost. Også første juledag var komfuret på fuld gas. Vi to gamle havde ved aftenstid ikke så meget tilbage i tanken at køre med. Da vi ved tv-avis tid var blevet alene overfaldt vi sofaen og pustede ud. 2. juledag gik vi så småt i gang med at forberede næste besøg. Carina og Peter ville komme på julebesøg 3. juledag med deres i alt 4 børn til en julefrokost. Igen skruede vi op for komfuret og gik i gang med madlavning. Frokost og aftensmad blev det til, inden de returnerede til Allerød efter en hyggelig dag.
Femte juledag, den 29. december, fyldte Herdis, Lises mor, 91 år. Den fejrede vi med dele af familien hos hende. Nytårsaftensdag, tirsdag den 31. december, fylder Lises ældste søn Peter år. Han blev 50 år. Også den dag fejrede vi om eftermiddagen. Senere fulgte Maiken og Per (søster og svoger) samt Henrik, Dorthe og deres yngste, Jacob, med her til Systofte, hvor vi fejrede nytårsaften med kogt torsk med hele udtrækket. Nytårsdag stod vi op og lavede ingen ting resten af den dag - det der var tilbage af den. Det bedste ved julen er, at der nu er et helt år til den næste. Det positive midt i mørket er, at der er blevet 10 minutter mere lys på en god dag.
Dronningen holdt sin nytårstale, Helle Thorning holdt sin dronningetale. Kongeriget består, og vi går mod lysere tider økonomisk set forstås. I seneste nummer af Her og Der har en horoskopmager forudset, at dronningen i år vil abdicere. Det ville klæde hende, men jeg vil se det, før jeg hejser flaget.
Tilbage til mit egentlige ærinde. Telegramhallen var nu kommet i et højere gear. Omsætningen steg voldsomt, indtjeningen blev også en del bedre. Hos Dansk Tipstjeneste blev vi opgraderet til at være A-forhandler. Det betød flere kampagner, oftere konsulentbesøg og flere marketingsaktiviteter. Det begyndte at ligne et levebrød for to. På et tidspunkt ansatte vi en dygtig ung mand til at arbejde, i starten hver anden søndag, senere blev hans vagter udvidet. Karsten hed den dygtige unge mand, som vi var mægtig glade for. Han kunne sit kram, man kunne regne med ham og der manglede ingen penge i kassen. Senere igen blev han suppleret med en af hans kammerater, Jakob. Han var af samme slags. Der blev brug for ham, da vi igen gav åbningstiderne et yderligere drej. Det skete i forbindelse med, at vi fik forhandling af Dansk Tipstjenestes online hestespil. Heste løber om kap hver aften. Skulle man tiltrække spillere helt fra Tarm, Skjern, Videbæk og Hvide Sande, skulle biksen være åben, så spillerne online kunne følge løbene på tv, spille før løbsstart, hæve eventuelle gevinster og spille på næste løb. De åbningstider svarer nogenlunde til dem, Netto og kompagni har i dag. De var ikke for midaldrende kioskejere.
Vi købte Telegramhallen i den tro, at vi der skulle slutte vores tid på arbejdsmarkedet. Vi trivedes godt med det liv, følte at vi havde styr på fremtiden også. Blot havde vi glemt at banke under bordet. En lørdag, jeg tror det var i august 2000, var vi til begravelse i Velling Kirke. Teddys kone Tove var død af den sukkersyge, hun længe havde haft. Det var i sig selv et hårdt slag. Vi kom meget sammen med Tove og Teddy, havde været i Ungarn et par gange sammen med dem. Tove og Astrid havde det godt sammen. Selvfølgelig var vi med til begravelse. Mens vi sad i kirken dukkede nogle smerter op, som jeg ikke plejede at have. I starten ikke voldsomme, lidt on and off. Jeg beklagede mig lidt, men gik på arbejde søndag morgen, som jeg plejede at gøre det. Smerterne generede mig lidt den dag. Også mandag var de der. Så meget, at jeg besøgte vagtlægen på sygehuset mandag aften. Han undersøgte mig nødtørftigt, konstaterede et for højt blodtryk, og tilrådede mig at gå til læge næste dag tirsdag. Jeg tog fri fra Telegramhallen og kørte til min egen læge Merete Agentoft for at blive tjekket reglementeret. Hun kiggede, lyttede og satte elektroder på mig. Da de havde siddet et cardiogramstid, kom hun tilbage og fortale mig blidt, at jeg havde en blodprop i hjertet. Jeg skulle øjeblikkelig direkte fra lægekonsultationen indlægges på vores lokale sygehus. Den besked ramte mig der, hvor det gør ondt. Hun ville rekvirere en ambulance. Jeg snakkede for at få lov til selv at køre hjem for at få bilen med og for selv at overbringe Astrid de triste nyheder. Det lykkedes. Så jeg fik et indlæggelsesbrev med til sygehuset, når jeg selv til fods ankom der. Astrid var selvfølgelig noget rystet, men handlede som sædvanligt på situationen. Jeg gav hende et kys og gik mod sygehuset. Her var de ikke vant til, at patienter med blodprop selv kom spadserende og bad om at blive behandlet for en blodprop i hjertet. Først da jeg fik fat i en sygeplejerske, jeg kendte som tidligere elev, kom der for alvor skred i deres rutiner.
Jeg fik den foreskrevne behandling og restituerede uden problemer. Jeg var i forløbet i behandling med blodfortyndende medicin, der blev ”vacineret ind”. Jeg var selv sprøjtefører. Cykeltest og gåtest var ok, men takket være en ny behandlingsstrategi, også ved mindre blodpropper, skulle jeg gennem en såkaldt KAG-undersøgelse (Koronar-Arterio-Grafi). Den var dengang ny, og kunne foretages i Herning ambulant. Der var lidt ventetid. Jeg genoptog i den tid arbejdet sammen med Astrid. Jeg havde fået Egon Rohde (tidligere ejer) til på dagen at køre mig. Man måtte ikke selv køre til og fra denne undersøgelse. Jeg husker tydeligt forløbet. En meget kompetent læge assisteret af en dygtig sygeplejerske forestod showet. Jeg var vågen under hele forløbet. Efter seancen kom overlægen retur. Mens hun pressede ned på åren for at standse blødningen fra stikket, fortalte hun klart og præcist, at jeg akut skulle bypass-opereres i Skejby. Efter tre måneders rekreation, ville jeg kunne vende tilbage til Telegramhallen. Næste chok i den trælse historie. Jeg skulle forblive på sygehuset i Herning, indtil jeg kunne transporteres til Skejby. Endnu en nedtur. Jeg skulle have været hjem for at klargøre fornyelse af Klasselotteri. En forretning, vi havde fået rigtig god gang i. Og som jeg styrede på pc. Astrid holdt helt fingrene fra den del. Jeg brændte hende af, og fik ikke lov at tage hjem.
I det kaotiske forløb var vi heldige, at Morten boede i Lem og havde natarbejde på Vestas Vingefabrik. Han trådte til som tobaks- og bladhandler. Det samme gjorde Egon Rohde, den tidligere ejer. Den unge Karsten tog også ekstravagter, når han havde tid. Han havde dog et andet job at passe samtidig. Endelig gav søster Else en hånd med i perioder. Takket være deres hjælp, kom vi helskindede gennem den periode.
Astrid var den, der knoklede mest. Alligevel havde hun overskud til at køre til Herning for at besøge mig, efter hun havde lukket biksen. Jeg husker hendes ventetidsbesøg, som dejlige afbræk i en turbulent tid.
Jeg blev kørt til Skejby, fik en tredobbelt bypass, kom retur til Herning efter få dage og efter yderligere et par dage blev jeg sendt hjem. Nu begyndte en sej genoptræning. På sygehuset følte jeg, at jeg kunne det meste. Hjemkommet følte jeg, at jeg ikke kunne noget som helst.

I vores nye pc'er har jeg ikke helt styr på billeddelen. Derfor må jeg nøjes. Øverst billede er fra kampen Westham - Tottenham i London. Ingvard, Peter og jeg var af sted sammen udsendt af Telegramhallen. Året kan være 1996 - 1997. Kampen endte vist nok 2 - 1 til Westham.
Nederst er fra en sidste skoledag i min anden lærerperiode. Eleverne afhenter deres klasselærer i Østergade. Flot udklædte er de.

Men det blev hurtigt bedre. Med kommunen og deres sygepengeafdeling fik jeg den aftale, at jeg gerne måtte genoptage arbejdet i det omfang, jeg selv syntes var overkommeligt. Uden at de rørte ved sygedagpengene.
Kort før jul år 2000 var jeg igen på fuld tid klar til at betjene kunderne med de sidste lottokuponer og cigarer til juledagene.
Efter de oplevelser, tog vi vores status som selvstændigt erhvervsdrivende op til overvejelse. Det havde været en temmelig skræmmende oplevelse for os begge. Især for Astrid var det på alle måder en belastende periode at holde så mange bolde i luften. Vi vurderede i fuldstændig enighed, at den situation ville vi ikke bringe os selv i en gang til. Derfor besluttede vi at sælge biksen. Vi tilrettelagde det som en mund til mund handel uden mægler og/eller savskærer. Allerede dagen efter, vi offentliggjorde vores planer stod den første køber klar. En ganske uventet køber for os. Vi kendte ham godt, en lokal købmandsuddannet yngre (i forhold til os) mand. Han insisterede på at købe biksen. Vi lovede ikke at sælge til andre, før han var kontaktet og forelagt købspris. Kort efter ringede en anden interesseret fra Herning-kanten, men med lokale rødder. Han var også meget interesseret, og efter at have kigget regnskaber ville han købe. Han bød sågar mere end vi oprindeligt havde sat som salgspris. Han ville være den nye ejer af Telegramhallen.
Vi havde lovet den første interesserede ikke at sælge uden han blev spurgt igen. Det blev han, og han ville gå op i pris. Han købte. Vi fik travlt med at skrive papirer og med at tælle varelager op sammen med den nye ejer og hans kone.
Den første maj 2001 var vi forhenværende. Vi fejrede den nye status med en dejlig tur til København. 4 overnatninger på et hotel ved Rådhuspladsen blev det til. En dejlig tur til hovedstaden. I de dage oplevede vi byen som turister og brugte ikke mange tanker på fremtiden. Da vi vendte hjem til Ringkøbing, lå fremtiden der stadig. Nu begyndte spekulationerne med at fylde den ud. Vi var begge med i A-kasse og undersøgte mulighederne for understøttelse. De var ikke fristende. Astrid havde sit efterlønsbevis. Hun var ikke heldig at finde nyt job, men måtte gå på dagpenge, indtil hun skulle gå på efterløn som 60-årig. Jeg havde ingen ret til efterløn og skulle finde et nyt job.
Jeg havde et seniorjob i udsigt og skulle til samtaler herom. Men inden da ringede skolelederen fra Ringkøbing Skole og sagde, at han havde hørt, at jeg var ledig på arbejdsmarkedet. Han ville gerne give en kop kaffe, hvis jeg ville komme forbi. Det aftalte vi, at jeg ville, men hvor var lige rygsækken med alle pædagogikbøgerne? Den var lagt langt væk. Jeg ville jo aldrig igen få brug for det, der stod i de bøger, troede jeg. Resultatet af den kop kaffe blev, at jeg pr. 1. august igen var ansat som lærer, nu overenskomstansat og på slutløn godt og vel. Jeg var ikke overlykkelig for den nye jobsituation, kun lønnen var fristende. Og noget bedre end lønniveauet i det andet job.
I perioden til august pakkede jeg ikke mange bøger om pædagogik ud, men var ret spændt på, hvordan jeg ville møde mit nye job.
Der skal et indlæg mere til for at færdiggøre den sidste tid i Ringkøbing. Det må komme, men nu vil jeg give dig tid til at finde på plads efter jeres lange tur til NZ, og tid til at komme til bloggen.

Til slut et par bonusbilleder. Øverst er murermester William og hans lærling ved at bygge sommerhus. Nederst er Stinne i haven i Jernbanegade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar