onsdag den 29. januar 2014

Fra Ringkøbing til Nykøbing. En ny rejse begynder


Nykøbing torsdag den 30. januar 2014


Kære Lise

Så kom vi også forbi Sivested Odde og sommerhuset i Dejret. Især Sivested Odde lærte vi at kende som stedet, hvor I kunne samle familien i ferier og til jeres fester, som vi ofte var med til. Jeg har mange gode minder fra landstedet i Kolind Sund. I erindringen var vejret altid godt, når vi besøgte jer der. Sommerhuset i Dejret besøgte vi også nogle gange. Senest da du fejrede din 50 års fødselsdag i sommeren 2005. Vi kom til jeres fest direkte fra vores campingvogn i Kruså. Senere det år begyndte Astrids sygdom. Jeg tror ikke, vi har været på besøg i Dejret siden den dag, hvor vi overnattede til næste dag.
Jeg må tilbage til Ringkøbing. Til sommeren 2009. Jeg var nu blevet enkemand, men heldigvis med et godt pensionistjob, med et fremragende netværk, med kortklub torsdag aften og nu også med bridge på spilleplanen. Jeg havde gået til undervisning i det ædle spil, mens Astrid levede, opmuntret af hende. Men også af min gode ven og tidligere kollega Willy Madsen. Det var Willy, der blev min makker både om eftermiddagen, når vi spillede bridge i Ældresagen, men også mandag aften, hvor vi spillede turneringsbridge i Ringkøbing Bridgeklub. Dagene var helt fyldt op med aktiviteter ud af huset. 2 aftener solgte jeg Hjem is, 2 aftener og en eftermiddag spillede jeg kort. Det var ok i starten at skulle meget. Men året efter blev det for meget. Jeg havde brug for mere fri tid, hvor jeg nød at være hjemme uden at skulle noget. Dog var det svært de første gange, jeg skulle noget alene. Jeg husker stadig første gang, jeg skulle køre alene hjem efter et besøg hos Rikke og Peter i Odense, eller fra Ane og Ole i Træden. Eller alene hjem fra Ry efter en efterårstur til Berlin med tog fra og til Skanderborg sammen med Ingrid og Willy. Vi havde sammen med Ketty og Juhl været på en togtur til Berlin i efteråret 2009. Det var svært og en voldsom Palle Alene I Verden oplevelse. Første jul efter var 2009. Heldigvis kom Morten og hans kæreste hjem for at være sammen med mig den jul. Allerede i efteråret 2009 kom jeg med i en udvalg af pensionister fra Ringkøbing Skole. Skoleleder Margit havde besluttet, at de gamle hoveder ikke kun skulle drikke kaffe på skolen. De skulle også være aktive. Skolen skulle lukke i august 2010. Hele menageriet skulle flytte til en funklende flot nybygget skole sammen med Rindum Skole. Den begivenhed skulle fejres. Jeg var heldig at komme med i udvalget, måske havde jeg ikke noget imod at komme med.






 Øverste 3 billeder: Fra vores parisertur i foråret 2010. Fantastisk vejr. Montmartre, hvor jeg købte et lille skilderi. Foran glaskuben ved Louvre. På trappen ved den nye Sprechelsen bue i La Defence.
Dernæst jubilæumsbogen Spred dine vinger, som jeg har skrevet tre historier til.
Göteborg sommer 2010 med Rebekka og familie.
Damtoften 38 under indflytning.

 Vi endte med at planlægge et kæmpe arrangement bestående af et Åbent Hus på den gamle skole lørdag eftermiddag den 28. august 2010. Dette arrangement var for alle interesserede og med en stor og yderst velbesøgt udstilling om skolen i gamle dage. Om aftenen planlagde vi en kæmpe fest i ROFI-centeret for alle tidligere elever og ansatte. Et stort aftenarrangement med spisning og levende musik. Til dette arrangement var der tilmelding på vores dertil oprettede hjemmeside med betaling tilknyttet. Alle deltagere fik ved festen en nyudgivet bog om Ringkøbing Skole. Der var tilmeldt mere end 700 mennesker til denne fest, som var en super begivenhed. Et så stort arrangement krævede mange penge, som skolen ikke havde. Derfor måtte vi skaffe sponsorer, mange sponsorer med vilje til at poste en del penge i projektet. Bogudgivelsen kostede alene mange penge. De øvrige aktiviteter var også omkostningstunge, men skulle finansieres. Hjemmesiden skulle holdes opdateret, så alle kunne se, hvad der skete og hvornår, og ikke mindst, hvilke tidligere elever, der havde tilmeldt sig. Til aftenfesten i ROFI skulle der være en konferencier. Alt det var jeg dybt involveret i.
Jeg havde derfor meget travlt med forberedelserne til denne ret store begivenhed. Festen blev som tidligere nævnt afholdt lørdag den 28. august 2010, præcis samme dag, som Ketty og Juhl holdt stor bryllupsfest for Christina og hendes mand. Jeg måtte desværre sende afbud til den fest, da jeg havde mere end rigeligt med det førnævnte arrangement. Deres fest var kort efter, Juhl havde fået konstateret sin sygdom. De gennemførte festen i skyggen af den viden, at en stor operation ventede. Jeg husker tydeligt en dag ikke lang tid før. Jeg var på vej ud med min isbil. Det øsregnede, da telefonen ringede i Give, hvor jeg holdt pause. Ketty fortalte den lammende nyhed. Jeg havde mest lyst til at vende om og køre hjem. Det blev en lang og trist dag med tankerne hos Ketty og Juhl. Heldigvis kom lillebror godt igennem alle strabadserne. Men han var ikke mange kroner værd, den dag efter operationen, hvor jeg besøgte ham i Skejby sammen med Claus, Anders og Julie.
I foråret samme år havde vi, Ketty, Juhl og mig, været på en super tur til Paris. Vejret var fantastisk. Det samme var Paris. Senere samme år inviterede jeg Peter, Rikke, Mads og Rasmus med til Berlin. Det var i pinsen 2010. Senere samme sommer inviterede jeg Ane, Ole, Rebekka og Thomas med til Göteborg nogle dage. Også en fantastisk tur, igen med flot vejr til en storbyferie.
Det var så småt blevet tid til at tørre øjnene og gemme kleenexerne væk. Livet gik jo trods alt videre, kunne jeg konstatere.
År 2010 blev et meget travlt og, på trods af Astrids død, et spændende og aktivt år.
Den livscyklus fortsatte ind i det nye år. Jeg fejrede overgangen hos min skønne nabo, Eva, der havde inviteret på nytårsaften sammen med nogle andre venner af hende. En forårslørdag i 1011 var jeg med Eva til lørdagsmusik på Torvet. Vejret var pragtfuldt. Vi sad og nød musikken og en øl, da Eva nævnte, at hun aldrig havde været i Berlin fulgte op med at spørge, om jeg havde lyst til at age med hende senere på sommeren. Den lå lige til højrebenet. Jeg holder virkelig meget af Berlin og ville gerne vise Eva nogle af byens herligheder. Som sagt, så gjort. I juli tror jeg det var, smuttede vi en tur til Berlin i min lille diesel Peugeot. Vi boede på et lækkert hotel, hvor jeg tidligere havde boet, tæt på Zoo. Skønne dage i Berlin sammen med Eva. Vi oplevede en del af byen og dens mega mange muligheder.
Eva snakkede jeg i tiden efter Astrid meget med. Jeg hældte vand ud af ørerne, hun lyttede og trøstede. Hun ansporede mig til at gå på nettet, på netdating. Tanken var i starten fremmed og lidt skræmmende. Jeg så ikke mig selv som netdater. Men fik da oprettet en profil på Dating.dk. Den var i starten lidt tynget af sorg, men blev efterhånden mere lys og opsøgende. Det blev til enkelte telefoniske kontakter, før den ”rigtige” dukkede op. Hun havde til gengæld en alvorlig ”fejl”. Hun boede på Falster. Jeg vidste knap nok, hvor Falster lå henne, og var endnu mindre sikker på, at min lille Peugeot kunne køre helt til Falster. Efter at Lise, sådan hedder hun, den skønne kvinde, havde besøgt mig i Ringkøbing, måtte jeg tage turen til Falster for at gense hende. Mange samtaler, 10 timer hos Telmore slog ikke til, og kort tid efter aftalte vi at tage på en tur til Hamborg for at finde ud af, om det kunne være os to sammen for fremtiden. Jeg skulle afhente Lise på banegården i Fredericia og var tæt på at brænde hende af, da jeg kørte forkert på grund af omkørsel i byen. Jeg fandt hende, vi kørte til Hamborg og havde nogle skønne dage der i oktober 2011. På hjemvejen var vi sikre på, at vi gerne ville bo sammen for resten af livet. Lises mand Jack var død 8 måneder før Astrid døde. Derfor havde vi nogenlunde samme baggrund, da vi mødtes. Tilsammen 88 års ægteskab kunne vi lægge ind som basis for vores liv sammen. Blot skulle vi lige finde ud af, hvor det skulle være henne. Lises gamle mor på 91 bor i Rødbyhavn. Lise bor i parcelhus i Systofte 3 kilometer uden for Nykøbing. Huse her er svære at sælge. Jeg boede i lejlighed i Ringkøbing og var meget lettere at flytte med.
Lise, som jeg mødte på nettet. Men især på Falster. Billedet her er fra mit første besøg hos Lise den 2. oktober 2010.
 Vi besluttede, at første flytning skulle være fra den dyre lejlighed i midtbyen i Ringkøbing til en meget billigere lejlighed i en boligforeningsbolig lidt længere ude mod øst i byen. Planen var, at det skulle være en mellemstation, inden jeg flyttede definitivt fra Vestjylland til en anden udkant i den modsatte ende af kongeriget. Det var en fornuftig beslutning. Der var tid til eftertanke, til at udvælge det bohave, der skulle med til Falster og til at sælge eller forære væk, det som ikke skulle gøre rejsen med. Morten havde fået fat i et par flyttekammerater og en stor trailer. Den 11. september 2011, blev dagen, hvor jeg rykkede mine rødder op fra Ringkøbing og flyttede mit liv til en hel anden og dengang ukendt del af Danmark. Jeg havde inden flytningen gjort op, hvad jeg ville rejse væk fra, hvad jeg ville miste, og hvad jeg fik i stedet. Der var flest plusser ved at rejse, mente jeg. Og det har vist sig at være rigtigt. Jeg rejste fra et godt netværk, fra en dejlig sommerby. Men jeg flyttede til en egn med andre kvaliteter, en skøn natur en god by og blev overvældende godt modtaget af Lises børn, familie og venner. Og så er det jo ikke så ringe at få østenvind i håret i stedet for den stride vestenvind.
Sidste sommer holdt vi en sommerfest, som du jo ved. Her mødtes Lises venner og familie med mine venner og familie. For os beseglede denne fest vores nye status som samlevende. Vi nød samværet med alle i fulde drag.





Sommerfesten 13. juli 2013. Gruppebilledet øverst. Dernæst stemninger fra festen.

Her ender min del af den blog, som vi to i snart et år har haft gang i. Det har været en meget spændende rejse. Helt fra bakken i Vejlby, over Vivild, videre til Ringkøbing og derfra til Falster. En livsrejse formet lidt som de tv-udsendelser, der i efteråret var på DR1. Må vi komme med hed de. Ideen var, at de to rejsende ikke anede, hvorhen et nyt afsnit ville bringe dem. De oplevede forskellige egne af vores lille kongerige og mødte mange forskellige mennesker. De rummede det hele, og nød det tilligemed.
Her på målstregen er der grund til at nævne, at mine indlæg er et udtryk for, hvad der i gerningsøjeblikket løb i pennen. Hvad hukommelsen den dag lagde op til formidling. ”Her Kaj. Det er dit materiale i dag. Gå blot i gang! ” På andre dage ville der have været andre tilbud.
Det er mit håb, at ikke kun vi to har haft glæde af vores skriverier, men at også vore efterkommere ville kunne bruge historierne fremadrettet i deres liv. Måske har en og anden lyst til at skrive videre. Det ville da være rigtig dejligt.
Til slut skal du have et kæmpe knus og en stor tak for samværet på denne lidt anderledes måde. Det er din fortjeneste, at jeg nu har skrevet mere end 30 blogindlæg for at redegøre kort og fragmentarisk for et levet liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar