torsdag den 23. januar 2014

De store forandringer - når livet kan mærkes


Nykøbing torsdag den 23. januar 2014

Kære Lise

 

Godt at læse, at du igen er tilbage på Lillerupvej i Rønde og tilbage på bloggen. Du har så ikke helt glemt vores projekt, selv om du på mere end en måde har været rigtig langt væk fra taster og kommaregler. Jeg vil glæde mig til din historie om Sivestedodde og sommerhuset i Dejret. Men først vil jeg nævne en begivenhed i forbindelse med jeres husbyggeri i Rønde. Vi var alle søskende samlet i Vivild hos Oda og far på et weekendbesøg, måske en pinse, måske en anden begivenhed, anledningen er underordnet for historien. I havde påbegyndt jeres husprojekt i Rønde. I havde selvfølgelig begejstret snakket om sagen, og den dag besluttede vi - hele familien - at køre på besigtigelsestur til byggepladsen for ved selvsyn at tjekke op på tingene. Vi kørte kolonnekørsel ad de snoede og bakkede veje til Rønde. Vejret var dansk standard sommervejr. Jo tættere vi kom på de gule mursten, der skulle blive til jeres skønne hus, jo mørkere blev himlen. Da vi ankom til Lillerupvej 72, var presset på himlenes porte blevet for voldsomt. Da vi parkerede ved byggepladsen, der var trangt og pløret, gav sluserne efter og vandet væltede ned. Der var ikke mange læmuligheder i det ufærdige byggerod, så vi var måske mere optaget af at undgå regnen, end af at kigge på murstensforbandt og andre byggetekniske detaljer. Men en god oplevelse, der lagrede sig i hukommelsen i mappen med sjove minder.
Ofte i denne skriveproces har jeg erfaret, at man må begrænse sig. At man skal holde sig på ”den smalle vej” for ikke at komme alt for langt ud ad vildveje og andre spændende stier. Således også nu. Derfor tilbage til hovedvejen, tilbage til 2006 til julen 2006. Det blev den sidste jul, vi fejrede i Østergade. Astrid havde kræfter og energi til at pynte op med alt, hvad der signalerede jul. Astrid vidste inde i sig selv, at det måske var den sidste jul, hun kunne fejre. Heldigvis blev det ikke sådan. Også julen året efter i 2007 i Mellemgade havde hun kræfter og livsmod til endnu en jul med alle børn på besøg i den nye lejlighed.


Øverst: Julen 2006 i Østergade. Astrid strålede og nød julehyggen og besøg af børn.
I midten: Lejligheden i Mellemgade 21 A kort efter vi flyttede ind.
Nederst: Nu er der kommet stakit op til adskillelse af lejlighedernes udearealer. Ole og Thomas nyder vand og sommervejr. 

I den tidlige sommer 2007 vendte hendes sygdom tilbage. Hun var til flere undersøgelser. På kommunehospitalet i Aarhus var jeg med til en undersøgelse, hvor planen var, at hun skulle have en strålebehandling. Men, og det er min og Astrids udlægning, på grund af en urimelig lang ventetid på behandling i Aarhus, havde sygdommen bredt sig så meget, at strålebehandling ikke længere var mulig. Hun skulle derfor afvente en kemobehandling i Herning. Jeg husker tydeligt hendes samtale med sygehuset i Herning. Den samtale resulterede i, at hun allerede næste dag skulle møde i Herning for at påbegynde kemobehandling. Det blev nogle hektiske dage og uger. Astrid var den, der klarede den livssituation bedst af os to. Derfor var hun de fleste gange alene afsted. Mit tuderi var for meget i de situationer. Jeg husker meget detaljeret en bestemt dag, en fredag, hvor hun med bussen kom hjem fra en undersøgelse og samtale med læger. Vi skulle samme aften i byen, til middag hos Inger og Willy. Men først skulle vi have klaret noget, der lå Astrid stærkt på sinde. Hun var meget åben over for mig om sin sygdom, og hendes prognoser for helbredelse var dystre. Derfor insisterede hun på, at vi skulle have vores hus i Østergade solgt. Det kunne kun gå for langsomt. Hun ville ikke have, at jeg blev ladt tilbage alene i det store og uoverskuelige hus. For hende var det også uholdbart at blive boende i et hus, hun ikke kunne passe, som hun gerne ville. Hun havde nogle gange nævnt, at hun troede, at Per Green, en lokal iværksætter, ville købe vores hus, fordi han i forvejen ejede naboejendommene. Vi ringede straks til Per Green, forelagde ham vores hensigter og spurgte, om han måske ville være interesseret. Det var han, han ville komme med det samme for at kigge og for at snakke. Inden han kørte igen havde vi solgt og han købt ejendommen Østergade 21. En del af handlen var, at vi kunne blive boende i huset i 6 måneder, så vi havde tid til at finde en anden bolig.
Derefter kørte vi - lidt forsinkede - til middag hos Inger og Willy. Det blev en meget anderledes aften. Vi snakkede ikke om, hvad der havde forsinket vores ankomst.
Nu kom der nye elementer ind i vores liv, der ellers føltes tilstrækkeligt intensivt i forvejen. Vi begyndte vores jagt på en ny bolig, en lejebolig var vi helt sikre på, det skulle være. Et par ture rundt i byen blev det til. Men løsningen kom af sig selv. Vi havde observeret, at en ejendom i Mellemgade var under renovering. Vi kunne følge med i byggeriet fra førstesalens vinduer i Østergade. Og havde så ikke tænkt mere over det. Nu blev det pludselig interessant og nærværende. Hvad var det i grunden, der var gang i omme i Mellemgade? Det fandt vi ud af ved at snakke med vores bagnabo, forhenværende bagermester Hvidberg, der boede i Mellemgade over for byggeriet. Med den nye viden ringede vi til ejeren, købmanden i Stadil. Han ejede 3 ejendomme i en samlet lille bebyggelse i gaden. Bente hedder købmandskonen. Det var med hende jeg snakkede den første gang. Jeg præsenterede mit ærinde. Hun mente, at vi kendte hinanden lidt gennem Astrids søsters datter. Det lød rimeligt, da jeg fattede sammenhængen. Hun ville forelægge sagen for købmanden, hendes mand Niels Lodberg. Et par samtaler mere med Niels, der var ude med tankvognen for at levere olie til en kunde, og den ged var barberet. Nu vidste vi, hvor vi skulle flytte hen og hvornår vi skulle flytte. Der var god tid til at rydde op, sortere og køre på genbrugspladsen. Det blev til mange læs, inden vores indbo var trimmet til de nye og mindre boomstændigheder.
Astrid var i gang med sin kemobehandling, som hun klarede overraskende godt uden mange besværligheder. Hun anlagde hovedbeklædninger i mange farver i stedet for en kedelig paryk, hendes opfattelse.
Ketty og bror Juhl skulle i august endnu en gang på campingtur til Nordstrand Camping i Frederikshavn. Snakken herom endte med, at de inviterede os til et besøg på pladsen hos dem og sammen med Ingrid og Willy. De ville gerne med på en sådan tur. Vi lejede en hytte på pladsen og skulle så være sammen med Ketty og Juhl. Det blev en skøn tur med flere uventede elementer. Vi kørte sammen i vores blå Peugeot 406. Straks vi ankom til pladsen og holdt for at tjekke ind, fik Ingrid øje på en plakat, hvoraf det fremgik at Lars Lilholt band samme aften lørdag den 11. august gav koncert i Frederikshavn, på Knivholt. Det lød fristende. Ingrid havde forbindelserne. Et par timer senere var vi sammen med flere tusinde andre midt i en Lars Lilholt koncert på Knivholt lidt uden for Frederikshavn. Billetterne lå klar ved indgangen. Efterfølgende var vi backstage med Lars, Nina og deres børn. Det blev en skøn aften, hvor Lars anbefalede os på hjemvejen at køre omkring Svinkløv Badehotel for at prøve deres berømte søndagskaffe med lagkage. En suveræn oplevelse på tilbagevejen over Thisted til Ringkøbing. Men inden da nød vi samværet med Ketty og Juhl, et besøg på palmestranden i Frederikshavn, og om lørdagen en skagenstur med frokost på en god fiskerestaurant.


Øverst: Med Ingrid og Willy på besøg hos Ketty og Juhl på Nordstrand Camping i Frederikshavn. Astrid med "kemohat".
I midten: Ketty sms'er fra campingpladsen i Frederikshavn.
Nederst: Lars Lilholt koncerten på Knivholt. Perfekt vejr og besøg backstage efterfølgende.

En weekend med gode oplevelser i en svær tid. Vi nærmede os flyttedato. Hvordan ordnede vi den forretning? Vi besluttede at ringe til Ingrid og Willy for at spørge om deres assistance. De stod stand by i flyttetøj og ventede kun på vores opringning. Morten var også i arbejdstøj, og jeg havde lejet en stor lukket flyttebil i Tarm. Intet kunne holde os tilbage. Et nyt skoleår var startet inden vores flytning. Jeg beholdt mit job, mens Astrid blev hjemme. Hun blev over tid mere mærket af sin sygdom. Også jeg vidste nu, hvordan det ville ende.
Men først skulle vi fejre søster Ingrids fødselsdag lørdag den 17. maj 2008. Ingrid og Willy havde inviteret til stor fest i Ry. Astrid ville fejre sin søster med et festligt indslag. Det gennemførte hun til ug. Vi var efterfølgende en tur i Göteborg med Ingrid og Willy, fødselsdagsgaven til Ingrid. Det blev en skøn tur med tre overnatninger på hotel Scandic Europa, Köbmansgatan 38 midt i den flotte by. Vi kørte sammen til Frederikshavn og derfra uden bil med hurtigfærgen til og fra Göteborg. Astrid og Ingrid tilpassede programmet til Astrids kræfter. Men sammen var vi alle fire en dag i Liseberg, den berømte forlystelsespark.






Øverste billeder: Fra Ingrids 70 års fødselsdag. En dejlig fest, som også Astrid nød.
De næste tre billeder er fra vores tur til Göteborg med Ingrid og Willy samme sommer (2008). Ingrid og Astrid synger fødselsdagssang for Nina. Det næste er fra besøget i Trægårdshaven i Göteborg. Og endelig fremviser vi stolte vores gevinst i Liseberg. Den kostede mange forsøg.
Dernæst et billede fra flytningen til Mellemgade 21A.
Nederst: Et billede fra sommeren 2009. Vi har besøg af Mads William. Astrid har ikke mange kræfter tilbage.
Den første kemokur hjalp i en periode, men sygdommen kom igen, og lægerne tilbød endnu en omgang kemo. Astrid var i tvivl. Vi var begge kede af det, rigtig kede af det. Hun påbegyndte tappert den næste kur, men havde mistet troen på et godt resultat. Vi begyndte at snakke om tiden efter hendes død. Jeg modstræbende i starten, men takket være Astrids vedholdende forsøg blev jeg langsomt bedre til at forholde mig til kendsgerningerne. I den periode blev dagligdagene mere intense. Hver ny dag blev en lille sejr. På mange måder en livsperiode med en intensitet og nærvær, jeg ikke tidligere havde oplevet. Der var mange af den slags dage. Jeg husker en morgen med solskin og forårsvejr. Vi drak son vanligt kaffe i køkkenet. Vi havde netop den dag fået brev om udbetaling af nogle indefrosne penge, jeg husker ikke præcis sammenhængen, men en rigtig god nyhed var det. Solen ramte os ved morgenkaffen, vi snakkede om Astrids begravelse, det skulle være i kirken, om salmerne, om efterfølgende mindesammenkomst, som Astrid heldigvis gik med til, om andre ting i forbindelse med begravelsen. Det var helt fantastisk. På vej til mit job i Holstebro var jeg ved at sprænges af taknemmelighed og bagudrettet glæde over et liv med Astrid.
Den sidste fest, som Astrid havde kræfter til at deltage i, var hendes veninde Thoras 60 års fødselsdagsfest. Thora og dronning Margrethe deler fødselsdag, den 16. april. Festen blev holdt på Lystbækgård vist nok lørdag den 25. april 2009. Astrid ville være med til festen, og ville have fejret Thora, men kræfterne slog ikke til. Hun måtte nøjes med at være med.
En weekend i foråret samme år var du og Johan på besøg i Ringkøbing. Det blev til en lang frokost med en lang snak om livets mere alvorlige sider, men i en let stemning. Astrid og jeg snakkede om tiden efter, og især Astrid mente, at jeg efter mit stop som lærer op til sommerferien samme år, skulle have et pensionistjob til at fylde min tid ud med. Det lå hende meget på sinde, at jeg ikke gik til i en kæmpebunke af kleenexer, når jeg var blevet alene. Der kom du, eller var det Johan, med en mulighed som hjemis sælger. Det lød spændende og ikke fremmedartet. Jeg kontaktede depotindehaveren i Holstebro, Lars Snejberg, besøgte ham og havde et job med hjem i bilen. Det nye job påbegyndte jeg, inden jeg var helt færdig med lærerjobbet. Så længe Astrid levede var det superskønt at komme hjem til hende og stuens varme. Da hun var død, var det godt at skulle hjemmefra for at passe pligterne.

Astrid var blevet visiteret til et ophold på Anker Fjord hospice i Hvide Sande. Det var aftalt, at hun skulle indlægges der mandag den 11. juli 2009. Måske var hun sådan indstillet, at hun ikke ville gennem en overflytning dertil kort inden sin død, det fik vi aldrig svar på. Hun havde kort forinden været indlagt nogle dage på sygehuset i Herning. Her blomstrede hun en smule op, men da jeg hentede hende hjem onsdag før hun døde natten til mandag i ugen efter, var der ikke meget tilbage af hende. Livsmod og kræfter var taget fra hende. Fredag aftalte vi, at vi ville orientere vores børn om hendes tilstand. Morten var på job i USA for Vestas. Rikke og Peter var på ferie i Østrig og faktisk på vej til Italien, da vi kontaktede dem. Ane var hjemme i Træden. Alle kom de hjem, så vi mødtes hos os i Mellemgade søndag den 5. juni 2009. Her tog Astrid afsked med sine børn og svigerbørn. Endnu en intens dag med store følelser. Rikke og Peter kørte i sommerhus oppe ved Vemb, Morten kørte i Alkjærparken, hvor han boede. Ane og Ole kørte til Træden. Men Ane kom igen senere på aftenen. Heldigvis var Ane hjemme, da Astrid døde samme nat, efter hun var blevet tilset af vagtlægen.
Nu var det sket, som i lang tid havde ligget som en ond og uafvendelig hændelse. Astrid kom i kapel om mandagen. Hun blev fulgt af sine søskende, nogle nære venner og mine søskende samt vores børn og svigerbørn.
Begravelsen skete fra Ringkøbing Kirke fredag den 10. juli 2009, på Rebekkas fødselsdag.
Nu var livet blevet markant anderledes. Det onde var sket fyldest. Astrid var blevet udfriet af sine mange smerter. Mine smerter var anderledes, blandet med en vis lettelse over, at hun havde fået fred.
Astrids gravsted på Ringkøbing Kirkegård. Astrid er urnebegravet med en navnesten. Hun accepterede navnestenen efter mit ønske.
Jeg skal bruge endnu et lille indlæg for at færdiggøre et langt og godt liv i Ringkøbing. Håber det går an.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar