mandag den 16. december 2013

Telegramhallen - godt og vel


Nykøbing fredag den 13. december 2013
Kære Lise
 
Den sidste rejsemail fra dig antyder, at I forventer at ankomme til Lufthavnen i Kastrup senere fredag eftermiddag. Vi har ikke fået grund til at tro, at I ikke ankom som forventet og at I derfra rejste planmæssigt videre på den længste del af jeres store juletur. ”So far so good”, som du selv udtrykker det.
Jeg har senere på din blog kunnet konstatere, at den videre rejse forløb uden problemer, og at I landede det rigtige sted. Og nyder opholdet der med jeres børn og børnebørn.
Det ”lille skilderi af en bro” som du udtrykker det, genkender jeg med stor veneration. Jeg ved, at jeg har det med i flyttegodset til Falster. Lise spurgte ved pakningen, om det skulle med. Jeg fortalte kort, hvorfor det absolut skulle flytte til Nykøbing. Jeg ville have fotograferet skilderiet og medtaget det på bloggen. Men kunne ikke finde det ophængt på en væg. Det må være på loftet. Endnu har tiden ikke været til en eftersøgning.
Det er jo rigtigt som du skriver. Vi har aldrig som familie rejst på ferie sammen, vores forældre på forsædet og vi børn ind bag i bilen. Jeg har aldrig tænkt på det som en mangel. De ”ferieture” vi som familie kunne drive det til, har jeg tidligere omtalt i et indlæg af 25. februar 2013 I Renault til Egtved. Set i tilbageblik var det en rigtig ”købmandsferie”. Den var ultra kort og kostede ikke en formue. Jeg vender senere i dette skriv tilbage hertil. Du har tidligere beskrevet, at vores mor nogle gange smuttede en tur til Brinken, sommerhuset ved Skovgårde, når hun havde brug for at ”komme hjemmefra”. Turen til Harzen var unægtelig længere end smutturen til Brinken. Hun rejste med Vivild Turistfart i 1962, tror jeg nok det var. Købmandskonen var alene afsted. Nogle har nok løftet et øjenbryn i den forbindelse. Hun har haft brug for at komme langt væk fra gryn, melis og købmand? Jeg husker sløret, at jeg koblede vores mors lange tur udenlands med Cubakrisen. Og jeg tænkte dystert, om det kunne gå godt. Ville Gerda vende uskadt hjem til Vivild igen?
I det kolde og mørke Nordeuropa fejrer vi i dag Luciadag. Lysene er velkomne. De giver lysstriber i de mørke dage.
Og så har vi fået (købt i Aldi) nye stationære pc’ere. Lækre indretninger med Windows 8. Det giver lidt udfordringer.
Efter en del svinkeærinder er det på tide at vende tilbage til fortidsværkstedet. Jeg har før nævnt, at Astrid ikke var meget for selv at blive fejret. Dog med hendes 40 års fødselsdag som en undtagelse.
Hendes 50 års fødselsdag fredag den 10. juni 1994 fejrede hun med en tur til København med DSB. Detaljerne er, at hun selvfølgelig havde fri på sin 50 års fødselsdag. Kollegerne på Ungdomsgården havde gjort rigtig meget ud af at fejre hende på en anderledes måde. Hun skulle rejse fra Ringkøbing fredag formiddag. Her var personalet fra Ungdomsgården mødt talstærkt op for at sende hende afsted. I standere og lygtepæle i nærheden var der ophængt plakater med hendes kontrafej og fødselsdagshilsen. Hun havde kort før fødselsdagen modtaget et mystisk brev fra Amalienborg, fra dronningens adjudant B. Lund Hansen, med et indhold, som hun ikke helt forstod. Forklaringen fik hun, da hun atter mødte på arbejde.
 
 
Hun rejste alene, lige som Gerda gjorde det, men Johannes stod ikke i Hahnenklee og ventede på Gerda. Jeg stod på hovedbanegården i København og ventede på Astrid, da hun ankom med 4-toget. Jeg havde den uge været censor i dansk på københavnske skoler. Jeg var færdig fredag over middag. Vi havde aftalt, at jeg forlængede mit ophold på hotellet, for egen regning forstås. Og så nød vi ellers en weekend i hovedstaden med sommervejr og fødselsdagsmiddag fredag aften. Lørdag formiddag hilste vi på prins Henrik, der i åben karet kom gennem strøget med dronningen ved sin side. Han lod sig fejre, fordi han den lørdag fyldte 60 år. Senere den lørdag besøgte vi Tivoli og spiste spareribs.
Søndag over middag returnerede vi med DSB til Ringkøbing. Mandag morgen var festen forbi. Det var atter arbejdsdag.
Astrid ville godt uddanne sig til det job i Ungdomsgården, som hun godt kunne lide. På et tidspunkt i slutfirserne fik hun gennem sit job mulighed for en klubpædagoguddannelse i Ringe på Fyn. Hendes fagforening arrangerede nogle uddannelser af nogle ugers varighed over et par år. Kurset var et internat. Astrid var hjemme hver weekend. Uddannelsen gav et par løntrin, det var også værd at tage med. Kurserne blev afholdt om sommeren. Det ene år kørte jeg en weekend til Fyn, så vi på den måde kunne være med på Midtfyns Festival. Astrid vendte senere den sommer hjem til Ringkøbing som nyuddannet klubpædagog.
I mit skriv Arbejde fylder i perioder meget i ens liv af 20. november, slutter jeg med at nævne købet af Telegramhallen i foråret 1995.
Jeg var ikke vant til at komme i Telegramhallen, kun en gang hver femte uge, når jeg skulle indlevere tipskupon for kortklubben. Jeg var kun på hilsefod med indehaveren, kendte ham ellers ikke. Og kendte ikke hans og hans kones baggrund. Da jeg i det lokale dagblad tilfældigt så, at kiosken var sat til salg, blev jeg straks interesseret. Jeg vendte det med Astrid i køkkenet, inden jeg smuttede om i gågaden for at høre nærmere. Den var ganske rigtigt til salg. Ejerne var nået til den alder, hvor de ikke længere ville være på arbejdsmarkedet. Jeg havde nået den alder, hvor jeg ikke længere ville være offentligt ansat. Jeg havde i mange år ofte hørt, at ude på det ”rigtige arbejdsmarked”, der skete tingene. Og det kendte vi offentligt ansatte ikke noget som helst til. Astrid og jeg blev hurtigt enige om, at det ville være en spændende udfordring, og et godt sted at være de sidste år på det meget omtalte arbejdsmarked.
 
 
 
 
Øverste 2 billeder er fra Østergade 21. Den nye garage, som bror Juhl fik bygget. Rigtig lækker blev den både ude og inde.
Et kig fra haven ind mod huset. Kældernedgangen er lukket til. Det skete i forbindelse med byggeriet af den nye garage.
De sidste tre billeder er fra vores tid i Telegramhallen. Det ligner Jonas på det midterste billede. Kan det være rigtigt? Han har i så fald købt godt ind. Nederst er det Astrid og Kaj der skænker Gammel Dansk, formentlig en late night aften.
 
Penge, pris og overtagelsestidspunkt blev aftalt og underskrevet. Vi skulle overtage biksen pr. 1. april 1995. I første omgang søgte jeg om orlov fra min tjenestemandsstilling. Svaret var uldent og med flere forbehold. Det kunne jeg ikke bruge i vores videre planlægning, så jeg opsagde mit job med kortest mulig varsel. Så kunne de lære det!
Astrid beholdt sit job, så der var til det daglige rugbrød, hvis jeg ikke kunne skaffe brød på bordet, og gerne smør på brødet.
Den sidste måned på Ringkøbing Skole kørte på auto, forberedelse blev til elev hos Egon Rohde, den hidtidige ejer af Telegramhallen. Her lærte jeg en hel del om drift af en blad-, magasin- og spillekiosk. Et kursus hos Dansk Tipstjeneste (Danske Spil) på deres kursusejendom i Skanderborg var et must, for at få forhandlingen af deres spilprodukter.
Al Astrids frie tid blev så rigeligt brugt i Telegramhallen. Overtagelsen skulle ske lørdag den 1. april 1995. Samme dag havde vi planlagt overtagelsesreception. En mega spændende dag at se frem til, og ikke mindre spændende at afholde. Den tidligere ejer lukkede lørdag klokken 14.00 og åbnede ikke igen før mandag morgen. Vi havde besluttet at ændre på dette. Der var mange spilmuligheder lørdag eftermiddag og hele søndag. Samtidig kunne vi vel score lidt plussalg, til turister, spillefolk og strøgkunder i al almindelighed.
Ville vi prøve kræfter med en biks i kiosksegmentet, måtte vi udnytte hele det potentiale, som en sådan lille detailforretning rummede.
Fra det øjeblik vi åbnede, havde vi aldrig tid til at kede os. Vi havde faktisk slet ikke tid nok. Al vores energi og tid brugte vi i Telegramhallen. Revisoren fra den forrige ejer havde vi beholdt. Han var hundedyr, og slet ikke god til at skrive store tal. Ydermere var den medarbejder, vi fik tilknyttet, en tidligere medarbejder fra Told og Skat. Vi havde ofte det indtryk, at han stadig arbejdede der. Fakta er, at det første trekvarte års regnskab var bedrøvelig læsning. Omsætningen var steget ok, men nettoresultatet var faldet. Noget måtte gøres for at sikre fremtiden. Vi skiftede revisor. Fik en langt bedre en af slagsen, en der vidste, hvem der betalte hans regning, en man kunne snakke med om evt. ændringer i driften, en der kunne forhandle med Told og Skat for at få fastlagt en fornuftig fordeling af momspligtig omsætning og anden omsætning. Det skridt hjalp os ret meget. Samtidig begyndte vores stigende omsætning at vise bedre bundlinjer. Det uudnyttede potentiale i onlinespil og i Klasselotteriomsætning blev aktiveret med et langt større kundeflow til følge.
Vi skulle på et tidspunkt have mere manpower til at klare kundestrømmen. Vi snakkede om mulighederne og besluttede, at Astrid skulle opsige sit job i Ungdomsgården og blive ”medhjælpende hustru” - som det hedder - i Telegramhallen. Mindre end et år efter overtagelsen var biksen forvandlet til en mand/kone forretning. Vi havde hver vores arbejdsopgaver. Astrid var især god til ugeblade, magasiner og aviser. Til rettidig returnering og bestilling. Vi udvidede vores souvenirudvalg. Også noget Astrid var chef for. Samtidig fik hun gang i et salg af kioskvarer på byens sygehus. 2 gange om ugen kørte hun med sin salgsvogn gennem sygestuerne og solgte lystigt, hvad kunderne efterspurgte.
Jeg fokuserede mere på spilomsætning og udvikling heraf. Med god brug af computer til styring af salg af Klasselotteri og til generering af systemspil fra Dansk Tipstjeneste.
Lønmodtagerferierne på omkring 5 uger blev konverteret til kioskejerferier på max. 5 dage.
En naturlig pris, vi måtte betale for at være selvstændig erhvervsdrivende. Det første år tog vi fri nogle dage, fordi vi havde lovet at hente Ane hjem fra et au pair-ophold i Zürich, hvor hun havde strøget skjorter og passet børn et års tid. Min gode ven og lærerkollega Ingvard Andreasen var i de dage forretningsfører. Han havde fornøjelsen af at indløse en lottokupon med 6 rigtige. Noget der selvfølgelig ikke skete hver dag. Ellers brugte vi flere af de ”lange ferier” til en smuttur til Gøteborg. Hurtigfærgen fra Frederikshavn, to overnatninger på et godt hotel i byen og derefter retur til aviserne og lottokuponerne.
Jeg troede, da jeg startede dette skriv, at jeg kunne færdiggøre fortællingen om Telegramhal og Astrids fødselsdage i et skriv. Det lykkedes ikke. Heldigvis kan jeg blot skrive endnu et afsnit, da du ikke lige nu har de store muligheder for at blande dig.
Vi følger levende med i din blog fra NZ. Har lige læst om albatrosser. Nogle store havelåger at have flyvende.
 
 
 

Jeg slutter med en lille billedkavalkade.
Øverst er det fra Christinas barnedåb, som må have foregået i Vivild. Billedet er taget hjemme hos Oda og far.
I midten er der søskendetræf i Østergade. Jeg husker ikke anledningen.
Nederst. En af festerne som Oda og far holdt i Løvenholmskoven.
 
 
 
 





 
 
 
 



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar