onsdag den 4. december 2013

At rejse er at leve

                                                                                                     5.12.2013

Kære Kaj



Kufferterne står klar til afgang. De er pakket med forventninger om glædeligt gensyn og gode fællesoplevelser. Vinklet ind i metervis af bobleplast er frokosttallerkener og små ting med affektionsværdi for en dansk immigrant. Der er julegaver til store, men mest til små. Mellem få, nødvendige beklædningsdele er der fundet plads til danske ugeblade og i den mere højkulturelle ende også et udvalg af  H.C.Andersens eventyr indlæst af Gitta Nørby. Mere dansk bliver det ikke. Den gode eventyrdigter vidste nok, hvad det betød at rejse. ”At rejse er at leve”, sagde han.
Jeg fik behov for at smide dette blokindlæg i luften, da jeg læste dit sidste indlæg, som netop fortæller om fortidens ferierejser til fremmede og lukkede lande i en lille gul Lada. Det afføder respekt at læse om, hvordan I overskred grænser og betrådte veje, som ellers var lukkede for de fleste. Det har krævet mod, vilje og nysgerrighed – og måske også en portion risikovillighed at gøre DDR og Tjekkoslovakiet i en Lada af ikke nyere model. I har aldrig manglet nogen af delene.
Formålet med rejsen var en stræben efter udvikling og modenhed og den findes blandt menneskene ude i verdenen, mente Andersen.. At rejse er ikke kun for at leve, at elske, men også for at lære.Sådan udtrykte H.C.Andersen sig i forbindelse med sin første Italiens rejse i 1833-1834
At udvikles og modnes gennem en rejse og at lære af andre, kræver nysgerrighed og vilje til at slippe sig selv og stille sig åben for andres måde at tænke og leve på. At bruge ens egen målestok for normer er både dumt og begrænsende, når nu der ”blandt menneskene ude i verden” er så meget at lære.
Når jeg følte trang til at en tur til tasterne med dette rejseindlæg, så var det fordi dit skriv affødte flere refleksioner: Det slog mig, at vi to aldrig som søskende har været på ferie sammen. De fleste søskende har da fælles ferieoplevelser. Det ramte mig som et tab, faktisk. Sammenlignet med Johan, så er jeg fattig på barndomsferieoplevelser.  Hans forældre arrangerede hvert år en bilferie til sydeuropa. Der findes adskillige fotos og smalfilm fra ferie med fire drenge i bagsædet og bagagerummet fyldt op med dåsemad fra den lille købmand. Det slog mig derefter, at jeg faktisk heller ikke har ferieoplevelser med vores forældre. Tog man bare ikke på ferie dengang? Eller skulle det have noget at gøre med købmandens mådehold? Det har næppe været mor, der ikke har ønsket at komme ud og se. Jeg har gravet lidt i gamle fotoalbum og genset en række billeder, som jeg har identificeret til at stamme fra Hamburg og Harzen. Det foresvæver mig, at mor tog den tur alene. Hvis det er korrekt, må det have været en smule atypisk i hendes kredse. Gifte fruer i mors omgangskreds tog vel ikke dengang i begyndelsen af 60érne på ferie alene og da slet ikke til udlandet. Hvad drev Gerda? At rejse er at leve og at lære. Jeg tror – og det kan jeg slet ikke vide, men jeg tror, at hun var tiltrukket af den smukke natur i Harzen. Billederne i albummet tyder på en fascination af noget anderledes. Huse og landskaber som skilte sig ud fra det hun fandt i Vivild og omegn. Jeg tror, mor vendte beriget hjem med minder fra den rejse. I kufferten havde hun et lille skilderi af en bro. Jeg husker billedet fra min barndom, men har aldrig hæftet mig ved dets betydning. Du havde billedet hængende på væggen i Ringkøbing og jeg husker, hvordan Else duperede os ved at forklare os, at mor havde billedet med hjem fra sin ferie i Harzen. Pudsigt nok finder jeg i albummet et foto af den samme bro. Bagpå står Okertalsperre Harz.


At rejse er ikke noget, jeg har med i bagagen hjemmefra. Det er ikke en tradition, som blev grundlagt i mig hjemmefra. Som ung småbørnsfamilie begrænsede vores ferier sig til en uge i et sommerhus på en dansk ø. Begrænsede sig er ikke negativt ment. Vores sommerhusferier var indbegrebet af dansk familieferie og det er vi stolte af. Vores første udenlands flyrejse gik til Grækenland omkring midten af 90èrne. Siden blev det til et endnu par stykker, mens børnene ville med.
Der er stor forskel på mine barndomsferiereferencer og mine børns. Der er selvfølgelig også løbet meget vand i åen i den mellemliggende 40 år. Men det er alligevel tankevækkende, at man på bare en generation kan få så fuldstændig nye normer, at det slet ikke kalder på refleksioner OM, man skal på ferie, men kun HVORHEN.
Verden er blevet mindre, hører vi ofte. Det vil med barneøre lyde helt ulogisk. Alligevel er det rigtigt, for der er jo stort set ikke det sted i verden, man ikke kan komme. Selv på den anden side af jorden. Det tager godt nok 36 timer i vores tilfælde, men det er muligt. Vores børnebørn tilbagelægger den tur, mens de stadig er børn. Deres mormor var i den alder ikke nået længere end til Esbjerg.

At rejse er at leve (opleve). Kufferterne er pakket og nu bliver de også stillet ud i bilen. Stormen Bodil, som metrologerne med vanlig begejstring for dramatik, malende beskriver, har fået os til at fremrykke vores afrejse mod Odense.  Vi er klar til nye rejseoplevelser i tre generationer.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar