fredag den 22. november 2013

Julemik og New Zealand

                                                                  23.11. november 2013

Kære Kaj


Det var noget af en presser, jeg fik afsendt sidste gang ved at lade det være op til dig, om jeg kunne nå endnu et skriv, inden den lange juleferie/skrivepause. Du tog udfordringen op og satte dig fluks til tastaturet og har afleveret endnu et godt beskrevet livsafsnit. Der er flere ting i dit skriv, der kalder på en kommentar. ”Arbejde fylder i perioder meget i ens liv”, har du kaldt dit indlæg. Det har du meget ret i. Det er nogle indlæg siden, jeg i skrivesammenhæng gjorde mit arbejdsliv færdigt. Det fyldte vist tre afsnit. Du mestre bedre end jeg begrænsningens kunst. Og det er, skal jeg da lige love for, ikke fordi, du ikke har noget at fortælle. Det er et imponerende cv, du lægger for dagen i forbindelse med din lærergerning. Der er, som du skriver langt fra Ringkøbing til Vivild og vise versa, men der er ikke længere, end at jeg vidste, at jeg i Ringkøbing havde en bror, der var en meget velanskrevet, meget faglig dygtig og meget afholdt lærer. Du er tilstrækkelig ydmyg til ikke selv at komme ind på den side af din gerning. Du var dedikeret. Det læses tydeligt. Hvad var din drivkraft? Hvad motiverede dig til for det første at være den berigende og positive lærer, du var overfor – vel ikke altid lige håbefulde, unge mennesker og for det andet at have overskud nok til både at skrive lærebøger og være faglig aktiv.  Den slags ildhu kommer af mere end det, der falder ned i lønningsposen. Arbejdet fylder meget i perioder og i perioder kan man som ildsjæl klare meget arbejde.


Det knivskarpe foto af far som glad pensionist, har Johan taget. Det er et ”rasende” godt billede. Rasende godt, er et udtryk lånt fra far. Det afspejler meget godt den milde og lattermilde person, han var.
Der kunne bringes mange andre fotos af såvel far som Oda

Oda og far for bordenden ved julemik 2000

Far holder den traditionsrige tale inden vi kaster os over andestegen

Tidspunktet på året taget i betragtning, må det være naturligt at vælge et par stykker fra fortids så sagnomspundne julemik. Stavekontrollen brokker sig. Julemik findes ikke. Det gør det sådan set heller ikke mere, men engang var det intet mindre end årets familiebegivenhed over dem alle. Første julemikinvitation dumpede på gammeldags facon med Post Danmarks røde brevomdelere ind i Thomasen slægtens postkasse i 1988. Dengang blev I inviteret til en tur med nisserne på rumfart. Det foregik i Løvenholmskoven og var en forholdsvis uskyldig, børnevenlig skovtur med indtagelse af kaffe og varme æbleskiver undervejs. De efterfølgende 10 år – den anden søndag i advent – tog løjerne fart. Konceptet var stort set det samme. Revl og krat, d.v.s. stor og små, unge og gamle ankom med pakkegave under armen og plads i maven til andesteg med det hele incl ris a la mande. Vi lagde hus til, mens far og Oda betalte gildet. Det som begyndte som en fredelig skovtur, udviklede sig med årene til noget, der med lidt gradbøjning kan sammenlignes med afgangseksamen i frømandskorpset. Det, der begyndte med en fælles travetur, blev med tiden til et orienteringsløb med indlagte forhindringer og gaggede indslag. Til at hjælpe hukommelsen på vej, kan jeg nævne dengang løbsruten var henlagt til Rygårde Strand og en af posterne var placeret 20 meter ude i vandet. Hvordan man ville få den i land, var op til deltagerne selv. Allerede dengang kunne man måske ane noget vinterbadeblod i årene, for Sine smed resolut lige netop så meget tøj, at hun kunne vade ud efter posten, hvilket sikrede hendes hold sejren det år. Eller jeg nævner i flæng dengang vi havde bestilt en hestevogn til at køre hele selskabet iført nissehuer og julemusik på bagsmækken ind gennem Vivild. Vi der sad i arrangementskomiteen havde det sjovt ikke kun mens løjerne stod på, men i mange uger forud for selve sammenkomsten. Det var tider. Julemiktraditionen døde ved årtusindskiftet. Jeg erindrer ikke nogen specifik dødsårsag. Der var flere. Vi blev efterhånden for mange, og vel også for gamle og det blev vanskeligere og vanskeligere at overgå sidste års succes. Vi sluttede med at overgive stafetten til den nye generation. Vi venter stadig på, at de tager udfordringen op.

Invitationen til julemik i 2000. Det blev det hidtil sidste.

Det er ikke småting familien har været udsat for til julemik gennem tiden
Her skriver vi 1995
Hvad stigen skal bruges til ses nedenfor


Her er du, Kaj i forklædning som Gertrud Sand fra julekalenderen - eller hvad det nu er du skal illustrere

I 1998 opførte en del af selskabet et skuespil i flere akter

Den arkitekt som tegnede vores hus, foreslog en halvvæg i midten af stuen. Det satte jeg mig imod, for vi skulle jo kunne dække op til julemik

Vi lader julemikken ligge i mølposen og runder af med et lille kig fremad.
Allerede i sidste skriv antydede jeg noget om en forestående skrivepause. Det er måske kun delvis sandt. Jeg håber også i den kommende måned at få lejlighed til at lave et par blogindlæg, men på en anden blog end denne (liselegarth.blogspot.dk). Når hele den herboende del af vores nære familie den 6.12. rejser down under er der ikke tid til at dvæle ved fortiden. Så gælder det om at leve i nuet og suge øjeblikket til sig. Ikke siden 2002 har vi været samlet alle sammen i julen. Specielt hårdt for en familiejuletraditionselsker som mig.
Forældre, søskende og bedsteforældre er med i Tirstrup for at sende Jane til England, hvor planen var at hun kun skulle være et par måneder. Hun kom sådan set aldrig rigtig tilbage til Danmark efter den tur - i hvert fald ikke for at bo.
Året er 1998

 Hvorfor vælger ens datter dog også at bosætte sig på den anden side af jorden, kan man spørge. Det enkle svar er kærlighed. Til det fulde svar hører også historien om en ungdomsuddannelse til skovbruger, der førte til fåreavl på Krenkerup Gods og derfra via England i lemningsperioden til fåreklipning på Falklandsøerne blandt andet sammen med en vis kiwiboy med udstråling og stor tiltrækningskraft. Summa summarum. Nu går to små kiwibørnebørn rundt mellem 14.000 får på Rocklands Station og venter sammen med deres danske mor og new zealandske far på, at vi flyver forbi til juleand.  Det gør vi så og vi glæder os.

Et par fotos må være på sin plads for at tydeliggøre hvor forskellig en juleaften kan udspille sig alt efter om den tilbringes i det kolde nord - iført brudekjole - eller under varmere himmelstrøg på den anden side af jorden.


Ikke siden 2001 har familien været samlet i Danmark juleaften.
Det var så til gengæld en helt særlig juleaften, for det var den dag Jane og Vaughan blev gift
Da vi en lille uge efter brylluppet sagde farvel til de unge mennesker i Tirstrup var det en tårevæddet afsked. New Zealand lå helt udenfor min rækkevidde og jeg troede nærmest aldrig, jeg/vi skulle se landet, min datter havde valgt at bosætte sig i. Sådan gik det heldigvis ikke. Allerede året efter skulle vi have den glæde at fejre jul sammen på deres hjemmebane.

Juleaften 2002 New Zealand
Vi ser frem til igen at fejre julen sammen down under



Ingen kommentarer:

Send en kommentar