torsdag den 28. november 2013

Frisøren, køkkenassistenten og pædagogen


Nykøbing torsdag den 28. november 2013

Kære Lise

 
Jeg ved, at du har travlt med at pakke kufferter, at I glæder jer meget til gensynet med familien på New Zealand. Jeg vil ønske hele familien endnu en god periode sammen med Jane, Vaughan, India og Ashton. Vi vil glæde os til at læse nyt om jeres udvidede julebesøg på din blog liselegarth.blogspot.dk. Har I plads i kufferten til en stor hilsen fra os to i Systofte?
Da far døde i 2003 kan jeg huske, at Marianne og Jørgen, Elisabeth og Bjarne snakkede om, at for deres børn vores far den ”eneste bedstefar” de havde kendt i deres liv. Derfor betød han meget for dem. På samme måde, bare omvendt, er Oda den ”bedstemor” Ane har kendt på min side af vores familie. Derfor skal der også på min del af papiret et par gode billeder af de to og en enkelt episode med for at illustrere deres lange og aktive liv sammen.

Øverst. I en årrække fejrede Oda og far deres fødselsdage i pavillonen i Løvenholmskoven, hvortil de inviterede børn og børnebørn.
Nederst. Oda, vores far og svigerinde Esther ved vores sølvbryllupsfest lørdag den 16. marts 1991 i Velling Foprsamlingshus.
 
Da Ane fødte Rebekka på Skejby sygehus torsdag den 10. juli 2003 var vi med vores campingvogn af ældre model på plads i den nordlige kant af Aarhus. Så var vi tæt på begivenhederne, uden at være i vejen. Selvfølgelig skulle Oda og far se deres nyfødte oldebarn på Skejby. Vi aftalte besøget med Ane og Ole, og inviterede Oda og far på en udvidet kiggetur til Aarhus. De kørte ikke længere selv bil, og skulle kun spørges en gang. Vejret var højsommer varmt den dag. For varmt til biltur. Men vi havde lovet det og kunne ikke aflyse. Heldigvis for det. De stod turklar med barselsbuket, da vi ankom. De aflagde oldeforældrebesøg og udtrykte deres glæde over den nyfødte. Senere på dagen kørte vi en rundtur i Aarhus. Vi nød alle fire oplevelserne og samværet. Ved dagens slutning returnerede vi til Vivild med de to, fyldt op med gode indtryk og trætte efter en varm dag i bil. Ved afskeden takkede de overstrømmende. Som et synligt udtryk herfor fik vi med retur til campingpladsen to grydeklare duer. Næste dags campingmiddag ventede i køleskabet. De smagte pragtfuldt efter en lang dag foran tv med Tour de France.
Tilbage til tiden dengang. Til Ringkøbing i 70’erne. Også i Vestjylland blev der afholdt folketingsvalg i december 1973. Jordskredsvalget blev det kaldt. Det bragte de forvildede Fremskridtsfolk, de lyserøde Centrumsdemokrater og de sagtmodige Kristendemokrater i Folketinget. Rod i regeringsarbejdet, stigende arbejdsløshed, underskud på betalingsbalancen og en statsminister ved navn Anker Jørgensen blev markante for den periode.  Det lod Astrid sig ikke påvirke af. Hun skiftede serveringsjobbet på hotel Hindø ud med et fuldtidsjob i køkkenet på Ringkøbing Plejehjem. Der indgik mange weekendvagter i hendes arbejdsplan. De gav frihed på andre dage. Senere flyttede hun ud eller ind i plejen samme sted. For at prøve andre facetter af arbejdet med beboere på et plejehjem. Ane var avanceret til børnehavebarn i den lokale børnehave. Gennem Thora, nabo til Kirsten Madsen, fik Astrid en fod inden for på Thoras arbejdsplads. På den måde blev Astrid ikke-uddannet pædagogmedhjælper på Ringkøbing Ungdomsgård.  Her arbejdede hun i en periode et par gange om ugen i aftenvagt sammen med heldagsjobbet på Ringkøbing Plejehjem. Jobbet med unge mennesker passede godt til Astrid og Astrid passede godt til arbejdet med unge i skolealderen. Hun var rummelig, idérig og med passende kant som svar på unges grænseprøvende adfærd. På et tidspunkt skiftede hun jobbet på plejehjemmet ud med et heltidsjob på Ringkøbing Ungdomsgård. Her var typisk 2 aftenvagter om ugen i arbejdsplanen. Og sene mødetider. Ungdomsgården lukkede ikke op, før skoleeleverne fik fri fra skole. Nu havde vi nogenlunde samme referencer, når vi snakkede oplevelser fra vores respektive arbejdspladser. Ledere har man, for at skælde ud over dem og deres mærkelige beslutninger. Vi var dog ofte enige om, at fraværet af en synlig leder var værre end ingen leder at have. Vi kunne også skælde ud over nogle af vores kolleger, men var også enige om, at det var skønt at have gode kolleger. Og det havde vi begge.
I mange år var vi begge offentligt ansatte lønmodtagere og havde det godt dermed.
Nogle sommerferier brugte vi i London, som jeg før har omtalt. Nogle gange var jeg alene afsted. Charterferie var pengepungen ikke indrettet til. Bilferie til Sverige og Tyskland var lettere at overkomme. Hvert år lånte vi også Brinken, sommerhuset i Skovgårde. Her var Ingrids Lise Lotte (i dag Lise) ofte med, og vi følte, at hun hørte med til familien. Den følelse havde hun vist nok også selv.
Ladaen er ankommet til Brinken, sommerhuset i Skovgårde, hvor vi holdt mange ferier. Ofte var Ingrids Lise Lotte (i dag Lise) med på de ophold.
Astrid har aldrig været god til at fejre sig selv. Hun havde ingen ønsker om selv at være i centrum for festivitas. Men elskede til gengæld at planlægge fester for andre. Det har jeg nydt godt af flere gange. Hendes 40 års fødselsdag ville hun dog fejre. Derfor planlagde vi en sjov sommerfest, som skulle afholdes i RIF’s (den lokale fodboldklub) klubhus lørdag den 9. juni 1984, pinselørdag. Astrid havde inviteret til en udvidet damefrokost med svoger Willy og mig som tjenere. Lørdagsluften var tyk af kvindehumor og kvindesange. Senere på dagen stødte ægtemændene til for sammen at fejre pinsen og se solen danse. En fremragende fest blev det til, inden solen stod op.
Vores gode venner Teddy og Tove havde i nogle år været på ferie i Ungarn, på en campingplads ved Balatonsøen ikke langt fra grænsen til Østrig. Vi havde i 1986, tror jeg det var, købt en helt ny campingvogn og dertil en ret ny Lada 1600. I vores optik en flot og campingegnet personbil i en markant gul farve. Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at komme med på en sådan ferie. Meget længere væk end vi før havde været, og turen derned skulle gå gennem det hedengangne DDR og Tjekkoslovakiet. Vi sagde ja til det tilbud, og begyndte under Tove og Teddys ledelse at forberede turen. Booking på campingpladsen, visum til Østtyskland, Tjekkoslovakiet og Ungarn. En vanskelig og omstændelig affære med megen korrespondance.  I 1987 eksisterede jerntæppet i bedste velgående med et adskilt Europa delt op i Øst- og Vesteuropa. Det var svært at komme både ind og ud af Østeuropa. Der skulle mange stempler i passet for at overskride de grænser. Set i bakspejlet var det på høje tid at foretage den rejse. I november 1989 skvattede Østeuropa bogstavelig talt sammen og efterlod Europa i en fuldstændig anderledes forfatning. Vi havde aldrig tidligere været på den anden side af muren eller tæppet. Derfor gjorde mødet med den østtyske grænsekontrol ved Gudow-Zarrentin et fantastisk indtryk. Herfra var der en transitautobahn til Berlin opført for vesttyske mark.
Selv om de østtyske grænsevagter minutiøst undersøgte både bil og campingvogn med spejle og andet højteknologisk udstyr, undlod de ikke at kommentere vores ”store” og - i deres øjne - meget flotte russisk producerede Lada med en funklende ny campingvogn efter. Efter grænsekontrollen kørte vi transit til Berlin med stop ved en af de dengang meget omtalte ”dollarbutikker” ved motorvejen. Her var betalingsmidlet vestlig valuta, helst mark eller dollars. Det var en meget spændende køretur, næsten som at køre i en privat park, hvor vi ikke havde noget at gøre og ikke måtte være.
Da vi senere på dagen skulle køre ind i Vestberlin kom spejlene atter frem, samme cirkus - bare spillet baglæns.
Overnatning på campingplads i Vestberlin med gåtur til et murkig. Det var i høj grad surrealistisk. Dagen efter gik turen videre mod Tjekkoslovakiet. Vi kørte ud i Østberlin gennem checkpoint Charlie. Lige siden har det været en god følelse at have været der, da det fungerede som en rigtig grænseovergang mellem øst og vest. I dag er checkpointet et af stederne, man skal besøge i Berlin.
På den østtyske motorvej mod Tjekkoslovakiet mod grænseovergangen ved Zinnwald gik det strygende i vores ”vesteuropæiske” biler. Vi blev nogle gange overhalet af en familietrabant med herrn Frits og mutti Hannelore foran og på bagsædet deres søn Helmut. Nogle kilometer længere fremme var Trabanten gået kold. Motoren lå adskilt på et tæppe i vejsiden. Helmut var lidt rastløs. 4 liter benzin længere fremme var de igen på forkant og cruisede forbi os.
Zinnwald var det samme som Gudow, bare på tjekkisk. Men på campingpladsen ved Prag havde de lokale læst markedsøkonomi. Derfor havde de en blomstrende vekselforretning. Både de og vi (hvis vi ikke blev snydt) tjente på den transaktion.
Passagen mellem Tjekkoslovakiet og Ungarn blev til ren rutine inden vi kunne line op ved indkørslen til Kemping Balaton Füred. En stor og meget velindrettet campingplads ved kanten af Balatonsøens bred.
Her fik vi alt det, vi var kørt så langt efter. Billig, solsikker ferie ved vandet med et mylder af forskellige mennesker. Et typisk mødested for slægtninge fra Øst- og Vest Europa. Trabanten ved siden af Merceren. Onkler og tanter, kusiner og fætre i et kærligt gensyn.
Vi nød livet på pladsen med en togtur til Budapest lagt ind.  Anderledes at køre med et ”østtog”, og spændende at gæste en stor hovedstad i dekadent forfald. Peter og Ane nød turen sammen med os.
Vi var på pladsen i en halv snes dage, inden vi kørte hjem gennem Østrig og Vesttyskland.
Grænsekontrollen mellem Ungarn og Østrig var nærmest lemfældig. Kun et par colaer kostede det at fremskynde eftersynet.

 



Ferie ved Balatonsøen i Ungarn. Langt at køre med campingvogn, men en meget spændende tur. Set med nutidens briller var det nærmest en historisk tur.
Teddy og Tove havde deres yngste med, Pierre. Vi havde Ane, Peter, Morten og Tina med det ene år.

Året efter kørte vi igen til Balaton, denne gang gennem Vesttyskland. Morten og Tina var med denne gang i egen bil.
Vel hjemme i Ringkøbing fortsatte vi vores kommunale jobs og Ane fortsatte sin skolegang. I syvende klasse blev det hendes tur til konfirmation. Det skete søndag den 28. april 1991. Præsten var denne gang Alice Normann Andersen, hjælpepræst ved Ringkøbing Kirke. Festen holdt vi i Fjordkredsens ny opførte fagforeningshus i Nørregade. Her var rammerne for en mindre fest perfekte. Medlemmerne af Fjordkredsen kunne efter regulativ herom låne lokalerne til f.eks. konfirmationsfest. Tæt på vores byhus i Østergade. Det kunne ikke være meget bedre.

Anes konfirmation søndag den 28. april 1991. Festen blev holdt i Fjordkredsens lokaler i Nørregade. Ane er midtpunkt omgivet af sine forældre, Oda og Stinne
Heldigvis havde vi ikke tømt pungen helt lidt tidligere det år, da vi fejrede vores sølvbryllup.
Vi blev gift i Hvidbjerg lørdag den 12. marts 1966, og fejrede derfor sølvbryllup tirsdag den 12. marts 1991. Efter en del snak om fest eller ikke-fest, valgte vi at invitere temmelig mange af vore venner, kolleger, naboer og familie til en stor fest i Velling Forsamlingshus lørdag den 16. marts 1991, altså ikke på dagen. Grundene dertil var flere. Vi skulle mandag den 11. marts til sølvbryllup i Ørnhøj ved Olga og Tage, vore venner fra min soldatertid i Holstebro. Festen holdt de på hotellet i Ørnhøj, og vi overnattede sammen med de øvrige soldatervenner på hotellet. Vi ville gerne feste på en dag, hvor vi og vore gæster ikke skulle på arbejde dagen efter. Og Velling Forsamlingshus var ledig lørdag den 16. marts.
Den fest blev efter vores egen mening den bedste fest, vi overhovedet har holdt i vores liv sammen. Rigtig glade gæster, flotte indslag, lækker mad og liflig musik trak festen ud på de små timer, inden vi trætte kunne blive kørt hjem af Byens Taxi, det firma jeg selv kørte for i mine taxiår.




 









Øverst. Vi bliver vækket af morgensang på hotellet i Ørnhøj efter sølvbryllup hos Olga og Tage mandag den 11. marts 1991 på hotellet i Ørnhøj. Vores soldaterkammerater overraskede os på dagen.
Resten af billederne. Billedkavalkade fra vores sølvbryllupsfest lørdag den 16. marts 1991 i Velling Forsamlingshus. Rigtig mange glade gæster. Flotte taler, sjove indslag, liflig musik og en lidt "trikky" bordplan.

Der mangler stadigvæk redegørelse for vores år i Telegramhallen, for Astrids 50 års og 60 års fødselsdag, for vore seneste år sammen plus lidt småting. Det må komme, hvis man venter….

Ingen kommentarer:

Send en kommentar