søndag den 17. november 2013

Fars pige

Midten af november 2013

Kære Kaj

Tillykke med fødselsdagen forleden. På din runde dag sidste år besøgte Juhl og Ketty og Johan og jeg dig og Lise i dit nye hjem på Falster. Det var en dejlig dag, hvor vi blev forvisset om, at du har det godt i din nye tilværelse. Specielt var jeg, som det er en lillesøster tilladt at være, noget bekymret, da du besluttede dig for efter 40 år i Ringkøbing at rykke teltpælene op og flytte til noget nær udlandet. Du ved, fordi vi har talt om det, at min bekymring ikke alene gik på springet ved at sige farvel til venner og netværk, men ligeså meget bundede i de erfaringer, jeg fik, da far to år efter mors død blev gift igen. Mere herom senere.
Dit sidste indlæg er et godt eksempel på en af mine bevæggrunde til at foreslå denne fælles erindringsudveksling. Jeg har tidligere påpeget, at vi er søskende med de samme forældre, delvis opvokset i det samme hjem, men uden dermed nødvendigvis at have oplevet det samme. Om det er aldersforskellen og dermed den kendsgerning, at du var voksen med egen familie bosiddende i Ringkøbing. Om det er dreng/pige problematikken, som vi tidligere har været inde på – udvidet til i denne sammenhæng at omfatte far/søn, far/datterforholdet, skal jeg ikke kunne sige. Men det er tankevækkende, at læse, at mors død i den grad kom bag på dig og at du ikke fik svar på dine spørgsmål til far om hendes tilstand. Det afføder en række refleksioner: Var far, var vi generelt dårlige til at snakke om det svære? Så /hørte vi ikke signalerne. Er man som ung bare pr definition ”et andet sted”, hvor redebyggeriet og ens undgommelige livslyst skygger for udsigten til livets barske realiteter. Måske en blanding af det hele krydret med det naturstridige i, at man kan miste sin mor på kun 56 år.
Fars ensomhed ramte dig ligesom den ramte mig og blev grunden til, at Johan og jeg ikke som planlagt flyttede i lejlighed i Randers, men blev boende i Vivild. At vi så først rykkede derfra 24 år senere, er en helt anden historie. Det er ikke, hvad dette blogindlæg skal handle om. Det føles naturligt i forlængelse af dit skriv at vende blikket mod far.

 ”Fars pige, mors skat, hele husets abekat” Den remse hørte jeg ikke så få gange i mine tidligste barneår fra far og ordene fæstnede sig som en sandhed i min bevidsthed. Fars temperament og sindelag passede nok bedre end mors til at håndtere mig. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan mor synes, hun ved min fødsel oplevede det som om, hun fik tvillinger. Jeg havde krudt i bagen og var temmelig nysgerrig og kunne lide at være med, hvor tingene skete. Derfor var købmandsbutikken lige et sted for mig. Far kunne ikke alene rumme mig, men havde overskud til at involvere mig. Jeg har aldrig følt mig i vejen. Tvært imod gav far mig oplevelsen af at være skattet og værdsat. Måske hænger det lidt sammen med en oplevelse, han havde, hvor det efter hans eget udsagn kunne være gået rigtig, rigtig galt. Jeg har måske været omkring 4 år. Som så mange gange før løb jeg ud til far i butikken. Han tog mig på armen og ville bære mig ind i køkkenet, så vi kunne spise frokost sammen. Husker du, hvordan man i den gamle købmandsbutik, før den blev lavet om til moderne selvbetjening, kunne gå fra disken ud i bagbutikken og den vej ind i køkkenet. Lige før køkkendøren var der en lem til kælderen. Med mig på armen kunne far ikke se, at kælderlemmen stod åben. Han opdagede det i samme øjeblik, han løftede foden. I sidste sekund inden vi begge ville være faldet de 8 trin ned i kælderen, fik far sat den frie hånd over på køkkendøren, så vi stod i spænd henover den åbne kælderskakt. Jeg kan forestille mig, at oplevelsen har sat sig dybe spor og efterladt en taknemmelighed over, at det ikke gik galt. Han fortalte den historie mange gange livet igennem som et bevis på et usynligt bånd imellem os.  
Mors død, mens jeg stadig var hjemmeboende knyttede os sammen i sorgen og overvindelsen af de praktiske udfordringer. Selv efter jeg blev gift og flyttede hjemmefra, kom jeg hjem flere gange om ugen. Far var, som du også nævner, ikke skolet i husførelse og madlavning. Ikke fordi han ikke ville, men det lå ikke i tiden og mor har vel også ment, at det var hendes gebet og at hun var bedst til det huslige. Da han stod der alene tilbage, måtte han tage forklædet på og kaste sig ud i kogekunsten. Jeg husker, at han pudsigt nok, fandt det interessant at lære at bage marengskager. Måske ikke den mest oplagte disciplin at begynde med, men det var ikke desto mindre der, han tog fat. Han blev ret god til at piske hviderne over vandbad til skålen kunne vendes på hovedet uden det hvide klisterstads faldt ud. Han lærte også på madkursus på ældrecentret at lave mere almindeligt og lidt sundere hverdagsmad. Han overlevede, men han levede nok ikke fuldt ud. Han må have været omkring 56 år, da mor døde. Den kendsgerning rammer mig mere nu i skrivende stund, end den har gjort før. Endnu et eksempel på, at man ser anderledes på alder med alderen.
To år efter mors død kom Oda ind i billedet. Jeg har ladet mig fortælle, at Louise havde en finger med i spillet som Kirsten Giftekniv. Hvorvidt det er sandt eller ej, har jeg aldrig fået afklaret, men sandt er det, at far og Oda kom til at sidde ved siden af hinanden ”helt tilfældigt” ved et møde i Ørsted Missionshus. De blev viet i Estruplund Kirke den 27. november 1976. De nåede at være gift i 27 år. Far opnåede dermed at fejre to sølvbryllupper. Ret godt klaret.



At far fandt Oda – eller var det omvendt? – var en stor glæde. Vi kunne tydeligt mærke at fars livslyst vendte tilbage og uden det skal misforstås, så mener jeg godt man kan sige, at der faldt en sten fra vore hjerter. Enhver der har en sørgende forældre, som gode venner og mange aktiviteter til trods, virker modløs og ensom, vil føle en snert af dårlig samvittighed over ikke at kunne være nok for vedkommende. Sådan havde vi det også. Oda var helt klart den livgivende vitaminpiller, far trængte til.
Oda flyttede ind i hjemmet på Søndermarksvej og her er det, jeg høstede erfaringer, som førte til mit statement: hvis du møder en ny partner sent i livet, så skab jeres eget hjem sammen i nye rammer. (ak ja, sådan kan man jo have et standpunkt og blive klog nok til at indtage et nyt. Godt at vi var til din fødselsdag sidste år )
Hjemmet på Søndermarksvej forblev efter jeg var blevet gift og flyttet hjemmefra ved med at være mit hjem. Som sagt kom jeg hjem flere gange om ugen, havde nøgle til huset og gik ud og ind, som det passede sig. Jeg vaskede for far, jeg brugte hans elektriske rulle (dengang rullede jeg sengetøj og duge!) Jeg opførte mig i hjemmet, som man som barn gør: åbnede køkkenskabe og køleskab, satte kaffe over, lagde en ren dug på, når det var tiltrængt, smækkede benene op i sofaen og følte mig hjemme.
Første gang jeg kom i hjemmet efter Odas indtog blev jeg ramt at et stort tab og måske var det først der, jeg for alvor oplevede den fulde afsked med mor. Oda skal ikke bebrejdes, at jeg fik de følelser. Oda gjorde kun, hvad enhver anden kvinde i hendes situation ville have gjort. Hun flyttede om på møblementet, hun satte sine egne kopper i skabene. Hun rykke ind og overtog mors plads og det var ikke længere mit hjem. Jeg husker hvordan den følelse ramte mig som en praktisk konsekvens, da jeg efter gammel vane gik i køkkenet for at dække bord til kaffe og der, med køkkenlågen halvt åben tænkte: hov, stop. Det her kan du ikke tillade dig. Du er gæst i huset.
Når jeg i dag ser tilbage på den hændelse, kan den forekomme en smule latterlig. For vi ved jo alle, at det på ingen måde var sådan Oda ville opfattes. Senere kom jeg igen til at åbne køkkenskabe uden at føle, at jeg overtrådte en grænse. Men dengang, lige efter brylluppet, var Oda fars nye kone og mit hjem var blevet hendes og jeg fik pladsen som gæst. Det har givetvis heller ikke været nemt for Oda at rykke ind i ”mit” hjem. Jeg er sikker på, at hun har balanceret mellem at gøre det til sit eget og stadig lade Gerda ”overleve” i hjemmet. Mon ikke det var de overvejelser, der lå bag beslutningen om at lægge mors smukke selvbroderede juledug på sofabordet. Mit råd i den situation ville være: giv børnene det som de har følelser bundet i og skab dit eget image.
Derfor Kaj, måtte du, inden du flyttede ind i Lises hjem i Nykøbing gennem en næsten forhørslignende samtale med din lillesøster om de faldgrubber, der er forbundet med et sådant valg.

En stolt morfar med Sine på 2½ og nyfødte Jane 1979

To skolepiger sammen med morfar

Heldigvis kunne Oda også lide at tage kaffekurven med ud i naturen

Sine og morfar sommeren 1998

Morfar og Jonas stod hinanden nær. Jonas var lærermester for morfar ud i EDB

Oda, far og Fie, den ene af vores labradorhunde. De to gamle er på besøg i vores nye hjem i Rønde
Familien var altid samlet den sidste søndag i august for at fejre fars fødselsdag


Dans om juletræet julen 1977 Sine med morfar og Oda i hånden

Far og Oda fik som sagt 27 gode år sammen på Søndermarksvej. I 13 år boede vi på parallelvejen med en gangsti i mellem os og dem. Det gav en uvurderlig tæt kontakt og unikke muligheder for vores børn for nærvær og samvær med Oda og morfar. Da børnene begyndte i skolen, gik de om til morfar og Oda efter skoletid. Der var altid hjemmebag og saft af egen avl. Oda og morfar blev et billede på den slags bedsteforældre, alle børn burde have adgang til og som jeg gerne selv ville have været. Vi var heldige, at bor så tæt på. Vi var heldige, at de to havde forladt arbejdsmarkedet, da vore børn var i den alder, hvor bedsteforældre er gode at have ved hånden. Vi var heldige, at Oda tog vores børn til sig som sine egne børnebørn. Vi var heldige, at de havde et godt helbred. A pro pos helbred, så falder det mig ind, at vi faktisk flere gange troede, at vi skulle miste far. Mere end en gang er det sket, at vi er blevet kaldt hjem fra ferie fordi far var blevet indlagt i Ørsted. Specielt husker jeg en gang hvor en alvorlig samtale med overlægen gav dystre prognoser. Far var indlagt med, så vidt jeg husker det, betændelse i bugspytkirtlen. Medicinen havde ikke den ønskede effekt. Vi troppede alle op og i løbet af det efterfølgende døgn vendte situationen. Hvad er det, der bestemmer om det går op eller ned, om man ”vælger” livet til igen og tager kampen op. Det er der muligvis kloge folk, der har forsket i. Jeg tror helt banalt, at den omsorg, kærlighed, opbakning og nærvær, vi viser hinanden i livets svære situationer kan virke motiverende for livslysten og kampgejsten. Far fortalte efter den indlæggelse, at han husker, at Sine på 3 år kravlede op i sengen, lagde hovedet helt hen til hans øre og hviskede: morfar jeg kan godt li dig. Det er sådan set meget sigende og man behøver ikke være forsker for at regne ud, at sådan en bemærkning fra et barnebarn på 3 har stor betydning.
Selv om far fra tid til anden var forbi sygehussystemet, så var han i store træk sund og rask indtil han i en alder af 86 år sov stille ind – ganske uventet.
Du, Kaj var den, der overbragte mig budskabet om fars død. Jeg sad sammen med Johan, Sine og Jane i bilen på motorvejen mellem Kastrup og Odense. Vi havde lige hentet Jane i lufthavnen og gensynsglæden fyldte hele kabinen. Jeppe på 3 måneder var med og var den egentlige årsag til Janes besøg i utide. Søsters nedkomst havde affødt en akut hjemve. Det skulle vise sig at være temmelig godt timet. Far havde, som vi alle, glædet sig til et gensyn med Jane. Det nåede han ikke. Til gengæld havde Jane mulighed for at være med til morfars begravelse.
Du holdet tale til mindesamværet med mor. Jeg gjorde det til far.
Ved morfars begravelse 27.8.2003


“ Alt har sin stund og hver en ting under himlen sin tid:
Tid til at fødes og tid til at dø
Tid til at plante og tid til at rydde
tid til at dræbe og tid til at læge
tid til at nedrive og tid til at opbygge
tid til at græde og tid til at le
tid til at sørge og tid til at danse
Så vidt Prædikerens Bog.
Vores tid er nu kommet til at græde og sørge.
I mandags døde vores far, svigerfar, morfar, farfar og oldefar. Han fik en stille og værdig død.
Tilbage står Oda og vi andre med et savn. Et menneske som far efterlader et stort savn. Han var et godt menneske, et omsorgsfuldt, kærligt og varmt menneske, som kærede sig meget om os alle hver især.
Desuden var han et givende, troende, positivt, humoristisk og glad menneske, hvem vi skylder megen respekt og hvem vi kan lære meget af.
Da vi derhjemme i aftes sad og lagde en fælles mosaik af minder om far, var der en, der nævnte hans hænder som noget specielt.
Far havde en stor og varm hånd. Som barn holdt jeg meget af at gå med min far i hånden. Min barnehånd lå trygt i hans store næve. De samme hænder har utallige gange givet varme til et par små forfrosne barnehænder. Fars hånd på skulderen har i både glædelige og sorgfyldte eller bekymrede stunder signaleret solidaritet og samhørighed og har indgydt een en følelse af at være elsket. De samme hænder har dagligt foldet sig i forbøn for os børn.
Der kunne trækkes mange minder og karaktertræk frem om far. Det vil vi gøre i en anden sammenhæng.
Her har mit budskab været at udtrykke stor taknemlighed overfor vores far og det han har givet os. Jeg er forvisset om, at han nu er i Guds hænder. Jeg vil bede jer rejse jer og sammen med mig udtrykke et: Æret være fars minde – tak

Oda sammen med Sines børn: Karen Kamille, Johan og Jeppe. Billedet er taget på Gjesing Plejehjem sommeren 2009 

Efter fars død valgte Oda at sælge huset på Søndermarksvej og flytte til en mindre, mere ældrevenlig bolig i Lejerbo. At miste en ægtefælle er et stort tab. At miste en ægtefælle sent i livet er på ingen måde nemmere. Det er som at blive amputeret, har en af ”mine” gamle mænd på arbejde udtrykt det. Sådan tror jeg også Oda oplevede det. Da Oda tre år senere døde på Gjesing Plejehjem var hun en træt, gammel kone, mæt af dage og tilpas med at skulle herfra.
Endnu et kapitel – et livskapitel blev føjet til denne status-/erindringsblog. Det føles godt at få samlet mosaikkerne. Vi har nævnt det før: for hvert indlæg dukker nye vinkler op, som kalder på sit eget afsnit. Bliver vi nogensinde færdige? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at der under skriveprocessen denne gang er dukket emner op, som må nævnes – om ikke andet, så med bare et lille afsnit. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre, at det handler om julemik og New Zealand. Håber at nå endnu et indlæg inden min nødvendige julepause. Det er op til dig, brormand, så ind til tastaturet.
Den gamle By venter. Johan og jeg har bestilt billetter til denne smukke søndag eftermiddag at besøge museets nyeste attraktion – huset fra 74. Det er meget tankevækkende, at det år, vi blev gift ligger så langt tilbage, at det nu har så stor tiltrækningskraft på museum, at man må forudbestille billetter.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar