mandag den 11. november 2013

Bosteder i Ringkøbing, familieforøgelse og konfirmationer


Nykøbing mandag den 11. november 2013

Kære Lise

 
Deleteknapper kan være et gode. Nogle gange har jeg ønsket at kunne gøre brug af en delete - men kun for en enkelt dag, en episode, en hændelse. Slet ikke for et levet liv. I din situation kan jeg tydeligt se, at det er rigtig træls at ramme den tast. Alligevel fik du leveret et langt, overraskende, uventet, velskrevet og meget spændende afsnit om livet og alternativet. Allehelgensdag kaldte på et indhold, som du præsterede, selv om det ikke var tilsigtet, skriver du.
Da vi startede, havde jeg en ret klar tidshorisont. Fra bedstemor og bedstefar til her og nu, med de svinkeærinder, der nødvendigvis må klemme sig ind, lidt som en sten i skoen, eller et bistik, der kræver en smule opmærksomhed og en reaktion.
Måske er jeg blevet inspireret af din tilgang, måske er det blog- og dagbogsformen, der tillader sidehistorier af forskellig art og indhold. Men aktuelle begivenheder og påtrængende erindringer fra fortiden er blevet mere nødvendige som skriveprocessen forløber.
I forrige uge ringede Astrids søster Ingrid for at fortælle, at deres søster Esther var død. Hun havde åbenbart været uhelbredeligt syg i længere tid og med et hospiceophold på Anker Fjord i Hvide Sande inden hun døde på sygehus forrige mandag. Esther var nummer tre i søskendeflokken, født i 1932. Hun blev begravet lørdag den 2. november fra Herning Kirke. Vi var med til begravelsen. En trist og sorgfyldt ramme, men også på samme tid et varmt og hjerteligt gensyn med familie, pårørende og venner til Esther. Præsten nævnte Allehelgen i sin prædiken over Esther og tilføjede, at hun som en af de sidste ville blive nævnt i søndagens Allehelgens gudstjeneste i kirken.









Astrids søster Esther. Her fotograferet da Stinne fejrede 100 års fødselsdag i Jernbanegade i Hvidbjerg lørdag den 21. januar 2006.

I tankebanerne er der ikke langt fra Allehelgen og svigerinde Esthers død til vores egen mors død. I tid er der temmelig langt fra 2013 tilbage til 1974. Du var meget tæt på mor og hendes sygdom. Du har endda for mange år siden skrevet om hendes sidste tid, om hendes åbenbart klare forudsigelse om hendes død i året 1974. Du har efterfølgende talt om det nogle gange, og jeg har flere gange læst, hvad du dengang skrev derom. I perioden op til hendes død var vi i Ringkøbing ganske uvidende om, hvor syg hun egentlig var. Vi besøgte hende på sygehuset i Ørsted efter operationen. Få dage senere skrev jeg et langt og optimistisk brev til hende i sikker forvisning om, at hun snart ville være rask igen. Far var meget tilbageholdende med nyheder om hendes tilstand. Vi skulle nærmest trække ordene ud af munden på ham. Derfor kom det for os som en lammende nyhed, da han onsdag den 22. maj om morgenen eller tidligt på formiddagen ringede og fortalte, at mor var ved at dø, og at vi skulle komme hjem straks, hvis vi ville nå at tage afsked med hende.
Selv om jeg har grublet meget og forsøgt at hente erindring frem for onsdag den 22. maj 1974, er det ikke lykkedes. En har i utide trykket på delete.
Derfor må jeg hellere gengive 2 varianter af den skæbnebestemte dag.
Den første version er, at vi havde boet i Ringkøbing i mindre end et år. Vores netværk der var ikke udviklet. Vi kørte så hurtigt som muligt til Vivild. Jeg er ret sikker på, at vi ikke havde vores drenge med. Morten var på det tidspunkt knap 8 år, Peter var godt 2 år. Så små børn involverede man ikke dengang i begivenheder af den art. Jeg tror måske, at Kirsten, Astrids senere veninde, eller Astrids søster Ingrid, der boede i Herning, har tilbudt at passe dem.
Vi ankom til Ørsted sygehus og talte kort med far om mors situation. Efterfølgende sad jeg ved mors seng og holdt hende i hånden. Hun var klar over, at jeg var på besøg, men kunne ellers ikke sige noget. Efter et stykke tid tog jeg afsked med hende. Derefter ventede vi på sygehuset, mens far sad ved hende. Jeg er ret sikker på, at du og Else også var til stede. Senere kom bror Juhl. Ikke længe efter kom far og sagde, at nu var mor død. Vi kørte tilbage til Vivild, overvældede af sorg og tab.
De efterfølgende timer blev til varme samtaler med minder om mor i centrum. Hendes begravelse blev bestemt til lørdag den 25. maj. Mellem far, vi børn og svigerbørn blev de praktiske ting vedrørende begravelse, salmer, mindesammenkomst og andet tilrettelagt. Efter en lang og sorgfuld dag kørte vi retur til Ringkøbing.
Den anden version er kun forskellig fra den første ved, at jeg måske kørte alene. De øvrige elementer er, som min erindring forlanger dem fremstillet.
Begravelsen var lørdag den 25. maj. Igen har jeg ikke styr på, om vores børn var med. Jeg tror det ikke. Det gjorde man ikke den gang. Og der var mere tid til at få arrangeret pasning, selv om vi blev i Vivild til lørdag aften med en overnatning fra fredag til lørdag.
Du har omtalt begravelse og efterfølgende mindesamvær. Jeg husker, at jeg omhyggeligt havde forberedt og skrevet en lille mindetale om min mor. Jeg fik sagt de ord, der stod på papiret og sluttede med et Æret være mindet om vores mor.

 
Øverst. Vores mor hos fotograf - inden hun blev mor. Jeg kan ikke bestemme hendes alder. Hun føler sig åbenlyst godt tilpas med situationen. Har hun mødt Johannes?
I midten. Her fejrer hun sølvbryllup med ham - tror jeg.
Nederst. Symbolsk er stolen tom. Det var ikke hendes yndlingsstol. Men hun var stolt af det hjemmebroderede betræk. Og hun var god til det.

Efter mindesammenkomsten i bagerens sal, var fars søskende inviteret på aftensmad hjemme på Søndermarksvej. Der foregik i en sorgfuld, men også varm ramme. Først da gæsterne brød op, og far blev mere og mere alene, ramte sorgen mig på en anden måde. Jeg kunne næsten ikke bære at tage afsked med ham. Han havde mistet sin kære hustru. Han var ubehjælpsom i et køkken, kunne ikke vaske og stryge tøj. Han var kun 57 år og i min opfattelse den mest ensomme mand i hele Vivild. Der var udsigt til mange dage alene.
Vi kørte atter mod Ringkøbing. Og næste morgen stod solen alligevel op, og livet gik videre.
Far bearbejdede sorgen og genvandt i nogen grad sit optimistiske livssyn. Det blev anderledes at komme på besøg i Vivild. Der blev mere at gøre for os børn og svigerbørn, når vi besøgte den forhenværende købmand.
Han havde tydeligvis fået mere rastløs tid, som han kunne bruge til at hjælpe os. Da vi senere på året 1974 ville købe parcelhus på Markledet i Ringkøbing, var han rigtig glad for at kunne være med til at handle huset hjem. Det gjorde det absolut ikke ringere, at ejendomsmægleren var forhenværende købmand på Ringkøbing-egnen.
Humoren havde han fortsat i behold, hvilket en historie, som han fortalte på en køretur samme år fra Esbjerg til Ringkøbing i lygtetændingstiden. Jeg var vist nok chauffør, da han tørt spurgte, om jeg vidste, hvorfor de hvide selvlysende standere i vejsiden blev kaldt præster? Min viden rakte ikke til det svar, han fortsatte med. ”De viser vejen, men de går den ikke selv!”
Den 1. januar 1975 blev vi parcelhusejere. Hvor meget højere kunne en murermesterdatter fra Hvidbjerg og en købmandssøn fra Vivild kravle op ad den sociale stige? Vi var nu en familie med eget rentefradrag. De renter, vi kunne trække fra var godt nok betænkeligt store i forhold til de indtægter, de skulle trækkes fra. Vi opstillede budgetter - ikke på regneark - men i små kolonnebøger. Det var små tal, der var tilbage på bundlinjen. De fleste måneder var de dog sorte. Vi anlagde selv haven i forventning om selv at dyrke en stor del af familiens grøntsager.
Projektet kuldsejlede, og haven blev aldrig en prydhave. Hen over sommeren det år og det følgende lærte jeg visdommen i fyndordet ”Kun en tåbe frygter ikke haven”. Men for vores børn og nabobørn var den en rigtig god tumleplads med muligheder for fantasiudfoldelse. Ret mange matadorpenge er som skatte blevet gravet ned, hvor kartoflerne skulle have sikret familiens overlevelse. Det gav en del muld på bukseknæene, men vi havde egen vaskemaskine, og børnene havde det spændende og var trætte ved aftenstid. Især Peter blev ekspert til at omdanne stuen til kombineret indendørs fodbold- og traktorbane.
Mandag den 7. marts 1977 blev Ane født på Ringkøbing Sygehus. Første pige og stor glæde. Hun blev fra start en del forkælet af de halvgamle forældre, de to store brødre, bedsteforældre og andre. Ane blev døbt i Ringkøbing kirke søndag den 29. maj 1977 af pastor Hillersborg. Festen holdt vi hjemme på Markledet. Pengepungen var til en hjemmefest. På sin vis, var det Anes ankomst, der fik Astrid til at tage kørekort. Det kunne hun nu se det hensigtsmæssige i. Det lidt barokke i situationen var, at på samme tid tilsagde vores økonomi at pille pladerne af vores bil. Den dille varede dog ikke længe, og snart var Astrid kørende med eget kørekort og i vores egen bil. Kirsten Madsen blev Anes barnepige, indtil hun kunne begynde i børnehaven.
 
 


 
 
 
De to øverste bileder viser Ane som ret nyfødt på Markledet.
De to næste må være fra Anes barnedåb. Festen holdt vi hjemme på Markledet.
De 3 efterfølgende er fra Mortens konfirmation, hvor festen blev holdt i Laugsbygningen på I. C. Christensens Allé.
Og endelig det sidste fra Peters konfirmation søndag den 27. april 1986. Vi havde lige fået lagt nye fliser i indkørslen og andet vedligeholdelse på Markledet.
 
Markledet 49 blev vores base fra januar 1975 til september 1987. Det var et nyt boligområde i den østlige del af byen med store grønne områder, legeplads, boldbaner og cykelstisystem til skole og daginstitutioner. Et perfekt bosted for børnefamilier.
Ane blev født i 1977. Knap 3 år senere,søndag den 23. marts 1980 blev Morten konfirmeret i Ringkøbing kirke. Præsten var sognepræst Ejner Hillersborg. Konfirmationsfesten holdt vi i Håndværkerforeningens laugshus på I. C. Christensens Allé.
Peter blev ligeledes konfirmeret, mens vi boede på Markledet. Det skete dagen efter den voldsomme eksplosion på Tjernobylværket og var søndag den 27. april 1986. Præsten var Tage Rossel.
I1987 var de to store børn færdige med grundskole og børnehave, og Astrid og jeg trængte til nye rammer for vores samliv. Derfor købte vi et gammelt byhus i centrum af byen. Huset var i to etager plus en lille og ret ubrugelig kælder. Her boede vi i 20 år, værdsatte at bo i centrum i gåafstand til byens liv, som det udspillede sig især om sommeren, og nød en lille, overskuelig have. Vi havde ofte gang i murerspand og malerpensler. Vi nød den bynære bolig i fulde drag. Bror Juhl byggede i 2005 en ny lækker garage med ringe hjælp fra ejeren af matriklen.
Efter Astrid var blevet syg, kom hun en dag i foråret 2007 hjem fra Aarhus kommunehospital - hun ville som regel ikke have mig med til behandling og samtale - og fortalte, at hendes prognoser ikke var gode, og at vi derfor skulle have solgt vores hus. Hun mente, at hun havde en køber. Det var rigtigt! Inden vi gik i byen samme fredag aften havde vi solgt Østergade 21 til Per Green, en lokal iværksætter, med fraflytning pr. 30. september samme år. Astrid lærte mig at samtale om sygdom på en måde, som jeg aldrig havde troet mulig. Det vender jeg senere tilbage til. En intens periode var vi pludselig kommet ind i. Jagten på en ny bolig, denne gang en lejebolig, startede, og sluttede kort efter med et lejemål i en funklende nyrenoveret, men mega dyr lejlighed på ca. 110 kvadratmeter, stadigvæk i centrum af byen. Adressen hed nu Mellemgade 21 A. Et lille stenkast tættere på torvet. Lejligheden var ejet af købmanden i Stadil, der ejede 3 ejendomme i en sammenhængende  lille, lækker enklave i Mellemgade. Købmanden var gift med Bente fra Hvidbjerg, som var veninde med Astrids niece. Så det blev næsten i familien!
Sidste bosted i Ringkøbing blev Damtoften. Ringen var sluttet. Vores første rigtige bolig hed Damtoften 34. Den sidste rigtige bolig, jeg havde i Ringkøbing, hed Damtoften 38. Her boede jeg i ca. et halvt år, inden jeg blev udsendt til Falster. Også den historie vender jeg tilbage til i et senere indlæg. Anes konfirmation og vores sølvbryllup må vente til senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar