onsdag den 20. november 2013

Arbejde fylder i perioder meget i ens liv


Nykøbing onsdag den 20. november 2013

Kære Lise

 

Et fantastisk billede du denne gang har medtaget af den forhenværende købmand. Er det ikke Johan, der er mesterfotograf? Billedet af en meget livfuld pensionist, der har tydelige reminiscenser fra købmandstiden, måske fra forsikringstiden og politikertiden. Jeg tænker på skjorten med slipset - næsten på plads, en tweedjakke, et ustyrligt hvidt hår i ukontrolleret vækst, en godt tilrøget pibe i venstre hånd og et glad og tilfreds smil. Gid man kunne se sådan ud på et snapshot, når man har rundet de 80 år.
Den fjerne fortid bliver stadig mere påtrængende. For nogle dage siden kom vores nabo Gerda med en hilsen fra en Anne Lis. Gerda kender ikke min fortid i detaljer, og jeg forventede ikke, at hun bragte hilsner helt tilbage fra de uskyldige drengedage i Vivild. Jeg mente, at historien måske skulle flyttes til Ringkøbing for at give mening. Gerda bragte orden i de uafklarede forhold og kom med en kort skriftlig redegørelse fra Anne Lis. Hun var fra Vivild, var datter af lillebilvognmanden Svend Simonsen. Han havde et folkevognsrugbrød til lillebilkørsel. Konen hed Karen. Hun strikkede for folk. Familien boede i Grønnegade, vejen op langs Dahlerups have oppe på hjørnet. De havde 4 børn, Anne Lis, Sonja, Per og Jan, født i henholdsvis 1942, 1944, 1946 og 1956. Rigtig sjovt, at du næsten samtidig ”løb ind i” Sonja. Svend har jeg kørt med mange gange, når et af VIF’s ungdomshold skulle spille på udebane.
Karen Simonsen var gift med Svend Simonsen, lillebilvognmand. Svend døde i 1959. Her fotograferet foran huset i Grønnegade, hvortil familien var flyttet i 1958. Karen strikkede for folk.

Som jeg før har nævnt, var der - det gælder stadig - langt fra Ringkøbing til Vivild, en tur på tværs af hovedlandet. Derfor kunne vi ikke i detaljer følge med i vor fars gøren og laden. Men jeg husker tydeligt et besøg hos ham i påsken 1976. Den faldt det år fra den 11. til den 19. april. Vi troede, vi skulle opmuntre enkemanden en smule med vores besøg, men blev hurtigt klar over, at der blæste andre vinde på Søndermarksvej den påske. Der var påskebryg på bordet til måltidet, og far havde svært ved at skjule sin tilfredshed med tilværelsen - uden dog præcist at begrunde humørskiftet. Hen over sommeren blev det klart for os også, at Oda var på vej ind i hans liv.
Når man eftertænker deres liv, bliver jeg imponeret og glad. Ført et sølvbryllup med Gerda i 1966. Derefter et par års enkestand. Et nyt bryllup og 25 år senere endnu et sølvbryllup, denne gang med Oda. Det er da livsbekræftende.
Nu vi er ved Oda og Johannes trænger en sjov episode sig på fra Ketty og bror Juhls bryllup. Den 6. november 1976 var det vist nok, i Tinglev. Vi skulle overnatte på bryllupshotellet. Det samme skulle Oda og far, men i to enkeltværelser, når man er ugift! Der skulle være orden i reglementet forstås!
Og så hastigt tilbage til Ringkøbing. I 70’erne var Ringkøbing Skole en stor og gammel byskole med elever fra 1. til 10. klassetrin. Lærerkollegiet var stort og i alder meget spredt med ret mange yngre lærere. Der var mange spændende faglige udfordringer i det primære lærerjob, men også omegnen af undervisning. Det var mit held, at en yngre lærer rejste fra Ringkøbing til et andet job. Han var ansat på deltid i det, der dengang i de gamle dage hed Amtscentralen for Undervisningsmidler på afdelingen i Ringkøbing. Amtscentralen var en institution, der præsenterede nye undervisningsmetoder og nye undervisningsmaterialer. Det ledige job søgte jeg - og fik det. Spændende ny viden og lidt flere kroner i kassen. Et godt job, som jeg beholdt til butikken lukkede, da amtet begyndte at spare. Også en anden lærer fik nyt job, som skoleleder i Ikast. Han var med i en kortklub, som dyrkede det sociale samvær. Kortklubben manglede ved hans afrejse en femte mand. Jeg var heldig at blive spurgt. Og tøvede ikke længe med at sige ja. Vi spillede gammeldags whist hver torsdag aften fra klokken 20.00 til klokken 24.00 med en kaffepause midtvejs. Økonomisk var det ganske fredeligt. 25 øres whist tømmer ikke pungen. Inden den første melding tippede vi en systemkupon i tips. Det skete, at vi vandt. Et par gange har vi haft en lille 12’er eller senere en 13’er, da det blev moderne. I starten var vores koner med, men over årene valgte de at blive hjemme. I stedet indførte vi, på Astrids initiativ, i kortklubben at tage på en årlig hoteltur for det overskud, som vi skabte gennem vores aktiviteter med tips og kortspil plus en ekstra indbetaling hver torsdag.
Den udvidelse af vores forretninger har ført os mange spændende steder hen. Vi valgte helst at rejse med tog, for at understrege det sociale i turen.
 

På Astrids initiativ indførte vi i kortklubben en årlig weekendtur med hotelophold et sted i Jylland. Var det muligt rejste vi med DSB. Dette år gik turen til Ry.
Øverst: Tove Petersen og Lene Nielsen hygger sig i egen kupé på vej mod Ry.
I midten: Vi blev overdådigt modtaget på hovedbanegården i Ry af Astrids søster Ingrid og svoger Willy.
Nederst: Hyggeligt samvær i Ry. Forrest til venstre er det Willy Madsen, Christian Stenderup (død) og Lene Nielsen. Forrest til højre sidder Kirsten Madsen (død), Tove Petersen (død) og Teddy Petersen.

På skolen dengang var der en yngre, initiativrig og meget dygtig viceskoleinspektør ved navn Sven Beiter. Han og hans kone Birgit var headhuntet af salig Christian Christensen, der havde tætte forbindelser til indre missionske miljøer i blandt andet Haslev. Derfra Kom den tidligere premierløjtnant og hans hustru.
Han var i en længere periode byrådsmedlem, valgt på den socialdemokratiske liste. Han overkom det meste og var igangsætter af et projekt, der var langt forud for sin tid. Han ville gerne selv rejse og opleve - og meget gerne med elever. Derfor organiserede han, at elever i 9. årgang ved skoleårets start kunne melde sig til et års frivilligt arbejde, der havde til hensigt at samle så mange penge sammen som muligt for at bruge hele beløbet på en tur til London i sommerferien efter 9. skoleår. En tur på ca. 10 dage med alt betalt. I mange år boede vi på campingplads i medbragte telte, senere blev det til hotelophold, men da var jeg holdt op. Lørdage samlede vi papir i hele byen, andre lørdage ryddede vi tilgroede hedearealer. Nogle aftener gik elever ud med reklamer, enkelte elever var besøgsvenner på plejehjem eller gik ærinder for pensionister. Vi afholdt regelmæssigt bankospil. En gang om året havde vi et gigantisk bogmarked. For blot at nævne nogle af de mange aktiviteter, han formåede at gafle til det projekt, som i hele byen var kendt som Englandsfarerne. Der var selvfølgelig mange lærere fra skolen med i aktiviteterne. Skolen var den fælles ramme. Derfra kom elever og lærere. Men ellers havde det ikke noget med skolen at gøre. Det var pædagogisk spændende, men også ret arbejdskrævende. Dog kunne vi tage vores børn og koner med på turen til London uden udgifter for os.


Lodsbåden bringer lodsen ombord på Dana Regina ved indsejlingen til Harwich. Vi rejste som regel med DFDS fra Esbjerg til Harwich. Derfra i bus til Grange Farm, en campingplads i det nordlige London.
I midten: Morten med bowler på Grange Farm. Vi er ved at pakke sammen efter gode dage i London. Telte og andet campingudstyr kørte vi i en lånt lastbil til London.
Nederst: Astrid og Leif Nielsen snapshottet i en park i London. Som leder kunne man tage børn og kone med på turen. Ingen lagde skjul på, at de fik turen betalt af fælleskassen.

Den nye folkeskolelov fra 1976 stillede andre krav til undervisningsmetoder og former i en række fag. Også i dansk. Til det skriftlige arbejde i faget manglede der undervisningsmaterialer. De eksisterede ikke. Sammen med en god kollega på amtscentralen i Herning, Leif Nyby, begyndte vi to at snakke om at producere sådanne materialer. Vi fik et samarbejde i stand med en konsulent fra forlaget Gad. Inden længe var vi dybt involveret i produktion og udgivelse af materialesæt til brug for skriftlig fremstilling i dansk. Spændende udfordring, ny viden og kroner i kassen, hvis materialet solgte. Og det gjorde det.
Måske var det springet til næste jobudfordring. Jeg blev beskikket censor i dansk. Ansat af undervisningsministeriet. I en årrække vidste jeg, at jeg skulle afsætte et par uger i maj, lige efter den skriftlige prøvetermin, til at vurdere skriftlige opgaver fra elever i 9. og 10. klasse. Mange hundrede stile (det kom til at hedde skriftlig fremstilling i den nye skolelov) har jeg vurderet og sendt retur til lærere. Endnu flere diktater. Hvert år var der lærere, der ringede for at brokke sig over den hjernetomme censor, der ikke formåede at se de sande værdier i elevpræstationer. Altid når karakteren var for lav, sjovt nok! Hvert år blev den beskikkede censor sendt ud til uskyldige kolleger rundt om i kongeriget for at opretholde et ensartet niveau i bedømmelsen af elevpræstationer. Igen var det en spændende og lærerrig del af jobbet som folkeskolelærer.
Også i den kommunale ungdomsskole var jeg i en årrække aktiv. Et ugentligt job i ungdomsskolens fritidsaktiviteter blev det til. Ungdomsskolen havde et værested for eleverne med musik, coladrikning, spil og nogle gange besøg af ”kloge voksne”.
Endelig vil jeg nævne yderligere en faglig aktivitet. Næsten alle lærere var dengang i 1970’erne, og frem til jeg stoppede som lærer i 2008, medlem af Danmarks Lærerforening. Således også lærerne på Ringkøbing Skole. Vi så nok lidt skævt på en kollega, indtil vedkommende fik medlemsskabet på plads. I Ringkøbing var man medlem af Fjordkredsen, den lokale afdeling af DLF. Jeg har i et par perioder været med i bestyrelsen for Fjordkredsen. I sidste omgang, fra slutfirserne til 1995. Da var jeg kongresdelegeret sammen med den lokale formand og en mere fra Fjordkredsen. Det betød deltagelse i kongresser i Lærerforeningen plus mange faglige kurser på foreningens kursusejendomme, ikke mindst Skarrildhus ved Skarrild. Et skønt sted i ganske dejlige rammer og skønne omgivelser. Og styrtende mange møder i den lokale kreds. Lærere elsker møder, og var man kongresdelegeret, skulle man deltage, sådan var det.


Fra DLF kongressen i 1990. Hvert andet år var København hjemby for kongressen. Ofte Falkonércenteret på Frederiksberg. Andre gange blev Ålborg valgt.
Øverst: Ankomst til årets kongres, der som regel lå i efteråret (ofte november). Bjarne Skaarup skjuler ikke sin herkomst.
Midten: Pause i de ofte langhårede forhandlinger inde i salen. Lærere elsker at vedtage kryptiske resolutioner og buldrende opråb.
Fra venstre er det formand Preben Vils, sekretær Gurli Dyrvig, kasserer Bjarne Skaarup og med ryggen til er det Kaj.
Endnu en pause. Vi ser lidt trætte ud, og trænger til afslapning.

Ind i mellem var det lidt for meget arbejde, og for lidt hjemmeliv. Især når Astrid brokkede sig. Det skete ikke ofte. Hun var fantastisk forstående, og kunne selv godt lide engagement.
I halvfemserne blæste nye vinde. Politikere begyndte at stille spørgsmål ved det rigtige i tjenestemandsansættelsen. Det var svært for en kommune at slippe af med en lærer, der var i udu. Martin Rømer var i 1984 blevet formand for DLF. Med ham i formandsstolen flyttede tingene sig. Han formåede at få vedtaget en ny tjenestetidsaftale, og senere gik han med til at overflytte lærernes ansættelse til kommunerne samtidig med, at nye lærere blev overenskomstansatte i kommunerne. Hans kritikere beskyldte ham for at ”sælge ud af arvesølvet” i den manøvre. Der rejste sig en ganske voldsom kritik internt i foreningen af hans gøren og laden. Surheden bredte sig på lærerværelserne, og blev i nogen grad lammende for arbejdet med undervisning. Lugten af surdej bredte sig i bageriet. Det fik mig til at tænke i nye baner. Og da jeg en dag kom hjem fra arbejde og så i avisen, at der var en kiosk i gågaden i Ringkøbing til salg, spurgte jeg Astrid, om vi skulle købe den og dermed skifte job. Hun var nok træt af mit tiltagende brok. Og sagde måske derfor ja til min uigennemtænkte idé.
Vores bank var med på den forandring, og kort efter sagde jeg mit fede og sikre job op og blev kioskejer på godt og vel fuld tid.
Den historie og Astrids karrierehistorie gør jeg færdig i et senere skriv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar