fredag den 4. oktober 2013

Vejen mod vest


Nykøbing den 2. oktober 2013

 

Kære Lise

Du har fuldstændig ret i, at næringsbrev og næringsprøve slet ikke dengang kunne slås op i den vestjyske ordbog. Også begreberne var os ukendte og fremmede. Vi vidste til nøds, hvad velnærede betød, men det rammer ikke helt skiven.
Vores forskellige tilgang til blogskriveriet bliver mere og mere tydelig. I dit sidste skriv erklærer du dig færdig med dit arbejdsliv - på bloggen forstås, mens du ude i virkeligheden knokler videre. På min side af papiret er jeg snart klar til det job, der har udstrakt sig over de fleste af mine arbejdsår, mens jeg i real life er en velnæret (der var ordet!) pensionist med ret og lyst til varmtvands-gymnastik i korte bukser mandag formiddag.
Siden det sidst var min tur i skrivekarusellen, har jeg været til klassetræf med de gamle realister fra 1959. Vi mødtes igen hos Marie Elisabeth i sommerhuset på Nordkystvejen 59. Igen var vejret perfekt og gensynet skønt. Det er lige før, jeg nu tror, at vi engang har gået i samme klasse på samme skole på samme tid. Jeg lader som om - og har det godt dermed. Odden/Ebeltoft var nærmeste og billigste vej derover. Efter en skøn dag tog jeg brovejen hjem. Der var ingen billige afgange over vandet.
Og så har Lise fyldt år. Hun lader som om, hun ikke har helt styr på første ciffer, men det har jeg.
Med hendes mange netværk har det taget tid at afvikle. Nu mangler vi kun farmakonomerne til spis tirsdag aften. Så kan vi returnere det tretårnede til bestikudlejeren.
En stille digital tak til Bill Gates og hans Microsoft-gutter, der har gjort det muligt for pensionister at betjene en management-kalender. Der så jeg endnu en overstået aktivitet. Vi var forleden aften af Historisk forening inviteret til visitats i den her liggende bispegård. En virkelig spændende aften. Biskop Steen Skovsgaard inviterede på rundvisning i den flotte bispegård med efterfølgende foredrag om politikeren og teologen Ditlev Gothard Monrad (24.11.1811 - 28.3.1887). Den gode Monrad er grundlovsfader og biskop i Maribo stift i 1800-tallet i to omgange. Han lod bispegården opføre i Nykøbing omkring 1850, selv om domkirken ligger i Maribo. Lidt pudsigt, men Monrad kunne mere end sit fadervor. Han og bispegården er værd at undersøge nærmere. Biskoppen er værd at gæste. Vi vekslede også et par ord om hans nylige besøg hos Jane I NZ. Artiklen i den lokale avis om hans besøg downunder får du ved lejlighed. Billedet er med på bloggen.

Biskop Steen Skovsgaard med frue til middag hos Jane sammen med andre VIP'er i området. Billedet er fra Folketidende fredag den 6. september 2013. 
 
Den lange indledning var vedkommende. Dels knytter den tråde til fortiden, dels optræder din datter og min niece i den, og endelig indeholder den spændende oplevelser for nysgerrige pensionister.
Nu er der heller ikke andre muligheder end vejen tilbage til Herning i 1970’erne.
Året er 1972. Peter er døbt og går i vuggestue, Morten går i børnehave, Astrid går på arbejde på skjortefabrikken Bosweel, hvor hun har fået job. Frisørsalonen kastede for mange lange arbejdsdage og for få kroner af sig. Ingen ville købe en brugt frisørsalon, så vi lukkede butikken, og Astrid genstartede som lønmodtager på Bosweel, hvor hun lagde skjorter sammen og gjorde dem salgsklare. Alt sammen på akkord, som var udbredt på den tid i tekstilbranchen i Herning - og formentlig også andre steder. Jeg passer min lærereuddannelse på Herning Seminarium og kører aviser for Herning Folkeblad to - tre gange om ugen. Jobbet bestod i at smide Folkebladet plastikindpakket ud gennem sideruden på den lille Morris til landabonnenter. 5 timer og mere end 200 kilometer tog en sådan tur.
3½ år på seminariet var nok til det lille lærerjob, jeg efterstræbte, så jeg planlagde at afslutte alle eksaminer pr. 1. februar 1973. Men først skulle alle danskere tage stilling til et eventuelt medlemskab af EF, som det hed dengang. Det skulle ske gennem en folkeafstemning om Ja eller Nej til medlemskab af EF. Jens Otto Krag havde som statsminister forhandlet medlemsskabet på plads med EF myndighederne i januar 1972, men Grundloven forlangte folkeafstemning, fordi vi ville afgive suverænitet, som det hedder i det sprog. Både Astrid og jeg var glødende tilhængere af et Nej og gik med faste skridt til afstemning i Herning Hallen mandag den 2. oktober 1972. Vores Nej-kryds ændrede ikke ved det ja, som 63,3% af vælgerne stemte medlemsskabet hjem med. Heldigvis! har jeg mange gange siden sagt til mig selv og andre. Den historiske dato står knivskarpt i min erindring.
Statsminister Jens Otto Krag underskriver i januar 1972 aftalen om Danmarks optagelse i EF.
 

Jeg begyndte så småt at kigge jobannoncer i Folkeskolen, men lærermanglen var usynlig. I Herningområdet var der faktisk alt for mange lærere og alt for få jobs. Astrid kunne sagtens se dilemmaet, færdiguddannet men uden job. Jeg bestod de nødvendige eksaminer per. 1. februar 1973 og fik vikarjob dagen efter, men godt nok i Ringkøbing. Jeg kunne køre med en studiekammerat, som også havde fået job på de kanter. Han havde en lille Morris Mascot, så transporten var på plads. Vikarlønnen var foreløbig sikret. Ringkøbing var dog ikke et sted, man frivilligt bosatte sig, mente Astrid. Jeg søgte andre job og var til samtale et par steder, uden fornødent held. Det ene sted var et job som fodboldtræner med i pakken. Det var jeg ikke begejstret for. Skoleinspektør Ejvind Madsen på Ringkøbing Skole opfordrede mig til at søge job hos ham. En tjenestemandsstilling sågar. Med de rigtige fag, de store elever og gode kolleger, havde jeg erfaret. Jeg kom begejstret hjem og aflagde beretning. Ringkøbing stod ikke på hendes ”Where to go” liste. Tjenestemandslønnen trak dog i modsat retning. Og den gode inspektør havde med overbevisning garanteret en god bolig for os. Det hjalp. Astrid besluttede at gøre en dyd af nødvendigheden og spurgte næsten dagligt til den nye bolig. Mine svar var undvigende og nedslående. Jeg var i mellemtiden blevet ansat som lærer på prøve af selveste skoledirektør Christian Christensen, den senere mangeårige MF og miljøminister for Kristeligt Folkeparti. Han så ingen svagheder i mit lidet prangende resultat i psykologi, hvor jeg opnåede 03.
Men hvor var boligen? Ejvind Madsen måtte slå blikket ned og fortælle, at det ikke var lykkedes ham at overholde sit løfte. Astrid var rasende, og jeg var rådvild. Vores forældre blev inddraget i boligjagten. De mødtes i Ringkøbing for at bese en ejendom med henblik på et evt. køb. De vendte begge tommelfingeren nedad. Ejendommen var slidt og forfalden, men kontakten med ejeren åbnede mulighed for et midlertidigt lejemål uden kontrakt og papirer.
Ikke de bedste betingelser for en nyt tjenestemandsliv i Ringkøbing med hjemmegående hustru. Men sådan var det! Flytningen blev som så ofte før aftalt med Herning Gods. Den del var der styr på, troede vi. Uheldigvis blev Eva og Knud inviteret til en fest, de ikke kunne sige nej til. Men bare rolig forsikrede Knud, jeg kunne selv køre flyttebilen, Knud ville hjælpe med at stable flyttelæsset, og Ingrids mellemste datter Anette skulle køre med som barnepige til Peter. Lørdag den 4. eller den 11. august forlod vi Herning med børn, barnepige og møbler. Så snart vi efter Snejbjerg var kommet i højt gear faldt der ro over styrehuset og det gik mod Ringkøbing. Helt indtil sidste ejendom på højre hånd før Brejning Kro. Så gik det slet ikke længere. Der var opstået en alvorlig fejl, der bragte flyttelæsset til standsning. Rådne dyr var gode! Vi kontaktede bondemanden og fremlagde vores noget vanskelige situation. Han var et venligt og imødekommende menneske med godt lokalkendskab.
Han vidste, det det var umuligt den lørdag aften at få en taxa fra Ringkøbing på grund af byfest i staden, men, hvis købmanden lidt længere nede ad vejen var hjemme, så han kunne tanke Folkevognen straks, da hans kone søndag morgen tidligt skulle køre på arbejde i Ringkøbing, så ville han gerne fragte os og en smule af flyttelæsset til Ringkøbing lørdag aften. Han var hjemme, købmanden, og derfor ankom vi til vores nye by sent lørdag med det mest nødvendige udstyr. Vi fik takket for turen, læsset af og gik i seng uden mod på morgendagen. Den kom, og kort efter lagde Herning Godstransport til ved kantstenen med Eva og Knud i cockpittet på en anden af firmaets lastbiler.
De to havde tidligt søndag morgen omladet flyttelæsset og ankom med morgenbrød. Det hjalp på humøret. Alligevel blev kun det allermest nødvendige pakket ud, præcis som Astrid havde sagt hele tiden. På den lidt skæve måde bød Ringkøbing velkommen til 4 nye borgere.
Fra en ydmyg skodstart i august 1973 kunne det kun gå fremad. Og det var præcis hvad det gjorde. Det vil jeg uddybe i mit næste skriv.


Billedet øverst: Min 30 års fødselsdag bliver fejret i festlokalet i Brændgårdsparken.Knud Christensen sider længst væk fra kameraet til højre med slips. Hans kone Eva sidder ved samme side i sort kjole og med rødt hår. Dejlige mennesker var de dengang.
Billedet i midten: På besøg hos Gerda og Johannes i det gule hus på Søndermarksvej i Vivild. Svoger Per gemmer sig for bordenden. Claus er ikke meget ældre end end pose friske rundstykker.
Billedet nederst: Julebesøg samme sted. Peter er en bid yngre. Det må være julen 1973?

Billeddokumentation til dette skriv er nærmest fraværende. Alligevel har jeg medtaget et par stykker fra den periode. Jeg kan desværre ikke sætte årstal på. En stor fejl, som ikke nu kan rettes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar