søndag den 13. oktober 2013

Fra kvistlejlighed til eget hus med have

                                                                                       1. efterårsferieweekend 2013

Kære Kaj

At modtage et blogindlæg fra dig er som at få en brik til et stort puslespil. Den afslører nye vinkler af dig og din færden og denne gang også ny viden om Astrid. Det er interessant at lægge den nye brik på plads og få et bedre og bedre helhedsbillede. Jeg vidste ikke, at Astrid havde arbejdet på skjotefabrik. Det har altid været mig en gåde, hvordan de mange knappenåle, der holder folderne på plads i en kvalitetsskjorte, er kommet der. Det kunne umuligt være maskinarbejde. På den anden side ville det vel gøre beklædningen ubetalelig, hvis det foregår manuelt, har jeg tænkt. Og så er det Bette Astrid, der har sat nålene i. Hold da op. Respekt.
De små nakkehår rejste sig næste, da jeg så billedet af Jane og din biskop og læste, at du havde været til foredrag i Bispegården og ved den lejlighed berørt bispens besøg hos Jane i Langtbortistand. ”Verden er lille”, siger vi med et fortærsket udtryk. Men der er da noget om det, når spor krydses hen over generationer og verdensdele på den måde.

Du har helt ret i, at vi har forskellig tilgang til blogskriveriet eller rettere til rækkefølgen af vores livsfortællinger. De sidste par indlæg fra min side har været afstikkere fra den kronologiske familiekrønike. Naturligt havde det vel været, at jeg efter beskrivelse af vores bryllup fortalte om redebyggeriet, vores hjem og familieliv i årene med små børn. Den helt enkle forklaring på min prioritering er, at jeg i øjeblikket er meget optaget af at finde den røde tråd i mit arbejde og at prøve at blive klogere på mine valg og motivation. At anskue arbejdslivet i sin helhed har givet mig selv et ganske godt indblik i min egen personlighed og min måde at reagere på. For snart mange år siden blev jeg i forbindelse med et kursusforløb udsat for en personlighedstest. I karakteristikken af mig stod blandt andet: ” nysgerrig efter nye ideer og stimuleres ved muligheden for at bidrage til menneskehedens bedste. Er fantasirig og kan lide afveksling og nye udfordringer ”. Jeg vidste ikke dengang tilbage i forrige århundrede, da jeg udfyldte Belbins spørgeskema, at det var de karaktertræk, der blev bestemmende for mine jobvalg. I dag kan jeg jo se, at der var noget om snakken.

Så er den ged barberet og jeg kan koncentrer energien om andre og vigtigere emner.

Du er i din historie nået til 1972/73 Vi er dermed næsten på omdrejningshøjde. I et tidligere afsnit har jeg beskæftiget mig med vores bryllup i september 1974. Her kommer fortsættelsen. I stedet for at flytte ind i den lejlighed i Skansebo i Randers, som vi havde fået på hånden, valgte vi at blive i Vivild. Mor var død få måneder forinden. Johans far var ikke rask. De to faktorer blev bestemmende for vores valg. Nogen havde brug for os. Siden har vi ofte tænkt, at det var et stort hensyn af tage, men på den anden side, fik børnene en nærhed til bedsteforældrene, som ikke er alle børn forundt. Mere herom i et andet kapitel. Der er ikke mange leje-lejligheder i Vivild. Den vi flyttede ind i var faktisk heller ikke en lejlighed. Det var bare øverste etage af frk. Skrivers hus på Østervangsvej. Lejligheden bestod af to rum og et meget lille toilet. Der var intet køkken. En bordplade blev sat op på den ene væg. Et hjemmesyet gardin fra gulv til loft blev skillevæggen til stuen (det var før køkkenalrum blev moderne). Møblementet var sparsomt: en hjemmelavet sofa flækket sammen af spånplader, malet grøn og med en krøluldsmadras på toppen, et arbejdsbord bygget op af brunmalede ølkasser med en bordplade henover udgjorde basisindretningen. Af frk Skriver lånte vi et lille ovalt spisebord og fire stole. Det var vores første hjem og vi var glade. Tøjvask forgik hos far 200 m væk. Praktisk. Så kunne jeg jo også vaske for ham samtidig.


En endnu ikke færdigindrettet kvistlejlighed med skrivebord af ølkasser og en interimistisk bordplade

Efter et års tid begyndte tanken om at blive husejere at rumstere i hovedet. 1. november 1975 blev den til virkelighed. For den formidable sum af 210.000 kr købte vi et mindre parcelhus, fuldmuret, med godt 900 m2 stor have beliggende på H.C.Elgårdsvej 4, en parallelvej til Søndermarksvej, hvor far boede. På intet tidspunkt overvejede vi at bosætte os andre steder. Far var bekymret for den handel. 210.000 ”jamen de skal jo kunne bli`v ve`t”, som han sagde. Vi tog skridtet og bukserne holdt. Der blev endda råd til efter en tid at erstatte den hjemmelavede sofa med en flot ny i fyrretræ med brunt stof. Med svoger Pers hjælp lavede vi en unik bogreol. Væggene malede vi mørkebrune. Af lagenlærred syede jeg gardiner til hele huset. På køkkengardinerne lavede jeg brunt stoftryk. Det stod godt til det gule Atlaskøkkenet og vores jernporcelæn med den brune kant.
H.C.Elgårdsvej 4, Vivild, vores første hus købt for 210.000 kr

Den hjemmegjort reol, som vi var meget stolte over og glade for.
Brun var 70èrnes sorte. Bemærk den grønne spånpladesofa med indbygget bord i hver side
Der er spores velstand og grøde. Sofaen er skiftet og maven er voksende. December 1976

Johan havde efterhånden fået fast fod under eget skrivebord i Rougsø kommune. Jeg var flyttet fra Amtsplejehjemmet i Ørsted til fysioterapeuten i Allingåbro og Sine var lige om hjørnet.
Det er lige op over - maven fylder meget. Det gør fjernsynet til gengæld ikke. Det var tider.

 En smuk søndag i maj 1977 ankom hun og som om navlesnoren var en fane holdt hun den ved ankomsten i et fast greb med højre hånd. Få timer forinden havde svigermor været forbi H.C.Elgårdsvej for at se, om der ikke var optræk til veer. Jeg var gået 10 dage over termin og var temmelig træt af egen og omverdenens utålmodighed. Der var ikke antydning af veer – eller det var i hvert fald, hvad jeg prøvede at signalere, da vi gik en runde i haven for at hilse forårsbebuderne velkomne. Det ændrede sig og sidst på eftermiddagen gik turen til Randers Centralsygehus. Om aftenen tog Johan forbi sin mor for at drikke en kop kaffe. Da han skulle til at gå sagde han: ”jeg har for resten fået en datter.”  Typisk underspillet joke fra Johans side.

Tilbygning under opførelse i sommeren/efteråret 1979

Med familieforøgelsen blev det aktuelt at overveje udvidelsesmulighederne. Vi besluttede os for en tilbygning med et soveværelse, et børneværelse og et badeværelse. Det stod færdigt, da Jane kom til verden den 20.september 1979. Mens vi byggede til, gik diskussionerne landet over højt både om ligestilling, ligeløn og bedre barselsorlov. HK og KAD stillede på LOs kongres i 1979 krav om en bedre barselsorlov og også om at orlov til fædre skulle indgå i overenskomsterne. I Folketinget havde stort set alle partier i løbet af 70érne stillet forslag om bedre barselsorlov. Det med fædre på barsel var ikke nået til Vivild. Det gjorde nu heller ikke mig noget. Jeg nød i fulde drag de 14 ugers barsel efter hver af pigernes fødsel.
En stolt, ung far med sine to døtre i hjemmesyede kjoler december 1979


Vi har tidligere på denne blog været inde på forskellen i vores tiltag til stoffet og vores vægtning af emner. Vi har antydet en udokumenteret tese om, at forskellen ligger i dreng/pigegener. Den forklaring køber jeg og underbygger den med en påstand om, at hvad soldatertiden er for mænd, er barnefødsler for kvinder. Det er mit indtryk, at mænd kan huske noget nær alle detaljer fra deres soldatertid og kunne, hvis der var lydhørhed for det, tale om det i mange timer. Sådan tror jeg de fleste kvinder har det med deres graviditeter og fødsler. Jeg skal skåne dig for at praktisere det, men kun slå fast, at det er fuldstændig fantastisk at bringe et barn til verden.  Jeg har haft glæden tre gange. Samtidig med at pigerne var store og selvstændige eller i hvert fald skolesøgende, var barselsorloven i 1985 blevet forlænget til 24 uger og uden at antyde at det var grunden til beslutningen om det tredje barn, så var det en dejlig sidegevinst, da jeg i august 1985 fødte Jonas.
Jonas`dåbsdag 13.10.1985



Reden var fuld, lykken var fuldbommen. To piger og en dreng til sidst. Pigerne var mega stolte over at have fået en lillebror

Helt efter søskendebogen blev stoltheden til tider afløst af irritation over altid af have en lillebror i hælene.


Fra Sine blev født i 1979 til Jonas i 1990 var fyldt 5 år, var jeg kun deltids på arbejdsmarkedet. Det var dengang mere almindeligt, end det er i dag. Mig bekendt findes der ikke mulighed for en deltidsbørnehaveplads nu om stunder. Det var ikke hver dag, børnene synes det var fedt at blive hentet kl 13.00 lige på det tidspunkt efter frokost, hvor der var fri leg på legepladsen. Utilfredsheden kunne dog hurtig vendes, hvis der blev indgået en legeaftale med en af de andre ”deltidsbørn”. En legeaftale betød ofte en kaffeaftale for de voksne. Der opstod et stærkt netværk os semi hjemmegående imellem. Flere af de bånd holder stadig.
At skrive har altid været en fornøjelse for mig. Indtil børnene blev konfirmeret lavede jeg for hver af dem en halvårlig rapport om deres gøren og laden, om deres udvikling og om hvad der optog os som familie. På reolen her på kontoret står 6 grønne læderindbundne Maylands dagbøger. I perioden 1989 til og med 1992 skrev jeg dagbog. En hyggelig beskæftigelse og en værdifuld dokumentation af hverdagslivet i vores familie på det tidspunkt. Dagbøgerne udgør sammen med skriverierne om og til børnene (de fik hver sin udgave i konfirmationsgave) grundlaget for, at de, hvis det ønske opstår, selv kan skrive videre på denne familiekrønike.


En enkelt episode, vil jeg referere fra dagbøgerne:
Tirsdag den 12. september 1989


Tænk. Hvor heldig kan man være. Vi har holdt så megen sjov med det digt, jeg indsendte til Schulstad om Skovmandsbrød. Selv om vi har talt meget om, når vi vandt og ikke hvis, vi vandt, så har jeg alligevel ikke regnet med, at det blev aktuelt. Men sandelig om ikke produktchefen ringede i dag og fortalte, at jeg har vundet 1.præmien til en værdi af kr 15.000 Det var godt nok en overraskelse. Johan ved ikke noget, for pigerne og jeg har besluttet af det skal være en overraskelse på hans fødselsdag. Han har længe ønsket sig en racercykel og da de 13.000 kr er et gavekort på cykler, er det jo meget passende. Men hvor er det svært ikke at fortælle det.


Den 37 årige fødselar læser et kort, hvorpå der står:
En cykel, du har ønsket dig.
Nu får du en af mig.
For Skovmandsbrød, det smager godt
og verset var så ekstra flot,
at det har tryllet cykler frem
ej blot til dig, men til os alle fem.

Og her kommer så Cykel Hans med fire Kildemos cykler og en lille blå til Jonas
Nu får du ikke mere i denne omgang. Når jeg får bolden igen, vil jeg komme mere ind på, hvad det betød for os, at have bedsteforældre så tæt på. Men inden da ses vi på torsdag i Ringkøbing til fejring af Elses runde fødselsdag.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar