onsdag den 30. oktober 2013

Familiens første år i Ringkøbing og tjenestemanden Kaj


Nykøbing onsdag den 30. oktober 2013

Kære Lise

 
Meget trænger sig på for at komme ned på papiret i dette skriv. Vores Jyllandsturné med besøg hos Ketty og Juhl, Elses fødselsdag, besøg på Aros og Den gamle By i Aarhus og Teddys fødselsdag for at nævne vigtige tildragelser på den tur.
Skønt at tilbringe en god dag sammen med søskende for at fejre den ene af dem. Vi var begge glade for dagen i Ringkøbing. Det var Else vist nok også. Pragtfuldt efterårsvejr til en gåtur i Ringkøbings gader. Sine, Johan og Jeppe var et plusindslag.
En gåtur i Ringkøbing med et besøg hos Astrid på kirkegården blev det også til på den skønne efterårsdag. Lise er utilfreds med fotoggrafen. Hun er fanget i en oprydning.
"De voksne" snapshottet lige inden for hegnet ved kirkegårdslågen.

En god dag hos søster Else, der stolt viser sin alder frem. Bøjet i kransekage.
PAS DE DEUX ROYAL. På Aros. Prins Henrik var en skulptur bedre end majestæten - efter min ringe mening.

Efter mere familiesamvær hos Ketty og Juhl kørte vi fredag til Aarhus. Vi havde booket et hotelværelse i centrum af byen, og besøgte Aros, hvor vi beså særudstillingen PAS DE DEUX ROYAL, Margrethe og Henrik iført henholdsvis pensel, limstift og skulptørværktøj. Efter min smag scorede Henrik mest. Den gamle By var ikke opvarmet lørdag, men alligevel spændende at dykke ned i sammen med Ane, Ole, Rebekka og Thomas. Søndag formiddag pakkede vi kufferten og kørte til Skarrildhus, Lærerforeningens kursus og konferenceejendom ikke langt fra Arnborg og nabo til Lars Tyndskids yderste mark. Jeg har været der mange gange. Skønt med et gensyn med stedet og mennesker fra dengang. Teddy fejrede der sin 70 års fødselsdag den dag. Efter nogle gode fyldte dage aktiverede vi Brobizzen og returnerede til Falster.
Færdig med nutiden og tilbage til fortiden. Her venter mindst to notater. Det ene er om grisen hos Petrea og Rasmus Kristian. Du har engang for længe siden sendt mig nogle billeder fra fortiden. Her i blandt et med grisen og bedstemor på havevandring. Jeg skrev om grisen i Storfamilien i Vejlby og kernefamilien Down Town, dateret medio marts 2013. Billeddokumentation får du nu - med en smule forsinkelse.
Øverst. Bedstemor og grisen på havevandring. Fra den gang bedstemor kunne styre en gris og tilse afgrøder på samme tid.
I midten. Farbror Åge i sin flotte officersuniform. Han var ikke spor undseelig.
Nederst. Menig sømand Åge. Med søster Else. De ser begge tilfredse ud.

En anden udsat sag er en lidt mere fyldig udredning af farbror Åge. Fætter Eigil har aldrig leveret de lovede noter om sin far, så jeg må klare mig med mine egne brudstykker om yngste farbror. I mit skriv Kajs flid lader noget tilbage at ønske, dateret 11. april 2013 nævner jeg, at farbror Åge ”tog realen med”, som Niels Hausgaard synger. Åge er født i 1927, 10 år senere end vores far. Blot 10 år kan ændre børns grundlæggende skoleuddannelse. De samme forældre, men en ”ny tid”. Og en betalingsskole vel at mærke. Faktum er, at Åge kom i lære med en realeksamen i habitten. Hos byens førende herreekviperingsforretning Marcussen, som lå nabo til den ejendom, hvor vores forældre startede deres liv sammen. Nye veje var betrådt. Det vedblev Åge at gøre, da han skulle aftjene sin værnepligt. Åge valgte marinen, eller var det den, der valgte ham? Han blev endog officer, af reserven forstås, men dog. Uniformen var flot og prangende. I min erindring var farbror godt tilfreds med det syn, der mødte ham i spejlet i de år. Søster Else så op til den flotte farbror. Han var god at blive fotograferet sammen med. Det var også kun Else, der var inviteret med til sønderjysk bryllup i - hed det Bolderslev??
Langt senere - efter flere år i England på sømandshjemmet i Grimsby og Esbjerg - flyttede familien tilbage til Allingåbro. Åge blev forsikringsmand der, og familien købte huset, som vores bedsteforældre havde boet i. Men det er en helt anden historie, som ikke skal fortælles her.
Endnu et tidshop frem mod vor tid. Til Herning i august 1973. Her forlod jeg kernefamilien i mit sidste skriv. Vi havde fået morgenkaffe med rundstykker leveret af Eva og Knud i vores midlertidige og ikke-udpakkede bolig på Kongshøjvej 8 i Ringkøbing. Selvfølgelig var heller ikke jeg tilfreds med boligsituationen. Derfor gik jagten på en forbedring straks ind. Vi var blevet medlem af Ringkøbing Boligforening. De var i gang med at opføre en ny blok i Damtoften med store (ca100kvm) boliger beliggende meget tæt ved Alkjærskolen, hvor Morten skulle starte i første klasse om få dage. Her tror jeg den gode Ejvind Madsen (min skoleleder) hjalp notarius publikum med at udvælge de heldige boligsøgere. Vores medlemsnummer var ikke lavt nok til at være med i puljen, men det var vi - og vi blev udtrukket. Resultatet var en rigtig lækker lejlighed på 1. sal i Damtoften nr. 34. Lejligheden var indflytningsklar 1. december 1973. Vi skulle blot udholde endnu godt 3 måneder uden skjortevask og nystrøgne bukser. Der var tændt et lys i mørket forude.
Astrids plan om at blive hjemmegående brast, der var jo ikke noget hjem at gå i, så hun fik et deltids aftenjob som servitrice på hotel Hindø. På den måde skulle vi ikke finde pasning til Peter. Astrid trivedes i jobbet, og hun beholdt det, da vi i december flyttede i Damtoften. Nu kunne vi pakke ud, sætte på plads og hænge julepynt op. Nummer 34 betragtede vi som vores permanente bolig. For sidste gang var Eva og Knud med i vores flytteforretninger, Ingrid var fortsat med. Hun har holdt ud hele vejen! I Damtoften blev vi en familie med bolig, bil, to børn og to indtægter. Toget var på skinner, og der var fløjtet afgang til fremtiden. Den brugte bil, en Ford Cortina, blev vi ejere af, da vi i sommeren 73 var på besøg hos Stinne og William i Hvidbjerg. Vi var rejst ud med DSB med bleer og børn, men William mente ikke, at en rigtig familie skulle lade sig nøje med offentlig transport. Derfor handlede han resolut på situationen. Murermesteren var kernekunde hos Opel i Hurup. Hertil kørte vi (han og jeg) lørdag eftermiddag i murermesterens funklende Opel Rekord. Hensigten var at købe en respektabel brugt vogn til familien fra Ringkøbing.
”Mission accomplished”. Vi kørte hjem i selvejerbil fra besøget i Hvidbjerg - og følte os ret betydningsfulde hele vejen.
Nederst i højre hjørne på min pc-skærm er der et lille ikon. Når jeg kører musen hen over det, står der ”træge taster”. Det er lige nu meget mærkbart. Tasterne er træge. 39 års levet liv i Ringkøbing skal igennem tasterne ind på bloggen. De mange år skal skæres til og deles op i overskuelige dele for at få den historie til at lykkes uden at tabe den røde tråd og interessen for det fortalte.
                                    Der mangler datering på billedet. Men gardinernes
                                    kartofffeltryk fortæller om Markledet 49. Peter er i
                                    førskolealderen. Bror Juhl er i efterskolealderen. Vi
                                    flyttede på Markledet januar 1975. Mere herom i næste
                                    skriv.
Havde jobannoncen for mit job i Ringkøbing indeholdt følgende passage ”...dygtig ung lærer søges, dog ikke for dygtig og ikke for ung…” havde jeg til fulde kunnet opfylde de to kriterier. Jeg var rundet de 30 år, og jeg anede ikke en hujende fis om at undervise og opdrage unge mennesker. Alderen gjorde mig en smule mere robust i mødet med unge kundskabshungrende elever, der ikke altid var bevidste om den tilstand. At finde og beslutte sig for en bestemt lærerprofil kostede energi, tilpasning og justering af rollen. Og det krævede timers grundig faglig forberedelse og eftertænksomhed. Men langsomt fandt jeg min måde at være lærer på. Erfaringen og alderen gjorde det efterhånden lettere for mig at se mig selv som en mervidende voksen, der kunne transformere en del af min ”overskudsviden” over i elever med mindre viden i udgangspunktet. Mødet med de unge mennesker skulle være båret af respekt, menneskelig ligeværd og humor.
Tiltaleformen for elever til lærere var normalt dengang efternavn og du, selv om enkelte kolleger med stort besvær fastholdt De i tiltaleformen. Heldigvis hørte det snart op. Det kom helt af sig selv.
Det var med en smule usikker visdom, jeg besluttede at ændre tiltaleformen og samværsformen mellem mine elever og mig. Jeg valgte tøvende at elever skulle bruge mit fornavn i tiltalen af deres lærer. De skulle bruge ”Kaj”, når de ville mig noget. Jeg havde det fint dermed, men det gav lidt uro i sofaen hos nogle kolleger. ”Er det nu velovervejet?”, ”ødelægger det ikke autoriteten?” var nogle af kommentarerne. Jeg fastholdt min beslutning og mente ikke, at jeg på det plan havde autoritet at miste.
Spændende var det også som forældre at blive inviteret til forældremøde og forældrekonsultation i ens eget barns klasse, og samtidig være den, der skulle planlægge og invitere til de samme begivenheder på Ringkøbing Skole.
Forældrekonsultationer - ordet oser af merviden og møde på to planer. Heldigvis blev det ord hurtigt udskiftet med andre og langt bedre beskrivelser af mødet mellem lærer og forældre. Ikke længe efter blev eleverne også inviteret med. Det var i høj grad dem det hele drejede sig om. Forældresamtaler, skole-hjem samtaler, lærer-elev samtaler er nogle af de ord, der efterfølgende blev brugt om begivenheder af den slags.
De første par år i jobbet, var der lidt slinger i fag og klasser. Det kom der ret hurtigt styr på. Mine kompetencer lå udpræget i undervisning af folkeskolens store elever, 8. - 10. klasse.
Og gerne i realafdelingen. En sådan var der, indtil sidste i 70’erne. Ritt Bjerregaards reform af 1975 ændrede dramatisk på folkeskolens måde at virke på.
I folkeskolens ældste årgange skulle man ikke pædagogisk forklare, hvad en spade var. Der var ingen snørebånd at binde og ingen snotnæser at tørre.
I mit næste skriv vil jeg fortælle mere om lærerjobbet og bijobbene i tilknytning dertil. Og jeg vil udfolde vores familieliv og vores boligomstændigheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar