fredag den 6. september 2013

Sporskifte


                     
                                                                                    Første lørdag i september 2013

                     Kære Kaj

Engang imellem kan jeg få en politisk ukorrekte trang til en hot dog med det hele. Det er slet ikke usandsynligt, at det ikke så meget er smagen af grillpølser pakket ind i næringsfattigt hvidt brød, der fremmer appetitten, som det er stemningen, der er forbundet med spisen. Da jeg læste dit sidste indlæg med afsnittet om den minderige sommer ved Søndervig i 1970, væltede billeder, følelser, dufte og stemninger frem. Jeg var 15 – i dag ville man tænke: en farlig alder at slippe en teenager fri i det danske sommerland. Sådan var det ikke. Jeg var muligvis en underudviklet 15 årig. I hvert fald havde jeg en barnlig glæde ved sammen med Inge Lis at tilbringe en hel sommerferie sammen med jer i den lille træhytte uden nogen som helst luksus. Vi passede Morten, mens hans forældre langede røde pølser over disken eller vi byttede med Astrid og fik lov at føle os betydningsfulde bag disken. I min bevidsthed var det en sommer med konstant sol, glade sommergæster, sene lukketider, sjovt samvær og masser af friture. Det er rigtig, at mor ikke oplevede seancen helt så rosenrødt. Fritureduften fyldte luften i bilen tilbage til Djursland og fremkaldte en lidt stram mine. Det var så i øvrigt ikke første gang du og Astrid udfordrede mor ved at tilbyde hendes datter forhold, der ikke helt levede op til mors standard. Du har tidligere nævnt jeres første bolig i det vestjyske. Måske var det på et ferieophold der, jeg udviklede min fobi for mus. Der var i hvert fald god anledning til det.
Flere ting slår mig i dit sidste indlæg. I har flyttet meget.  Jeg husker ikke alle adresser. Måske dukker billederne frem, når du går i detaljer med det emne. Men de mange flytninger optager mig, fordi det er så stor en kontrast til min egen situation. Johan og jeg har på snart 40 år ”kun” boet på tre adresser. I mit 58 år lange liv har jeg kun boet i to byer: Vivild og Rønde. Noget andet, der bliver tydeligt er dit ukuelige gå på mod. Faktisk er det en egenskab eller et karaktertræk ved dig, som jeg altid har beundret. Viljen til at kaste sig ud i de mest umulige projekter. Jeg mener, det kræver ikke alene vilje og arbejdsomhed at sætte sig for at blive lærer, når man stort set skal begynde ved Søren og Mette. Det fordrer nok også en vis: ”det går nok attitude” og det er den attitude, jeg kan lide. Der er heller ikke megen livrem og seler over pølsevognsprojektet. ”Det går nok. Vi har godt nok et lille barn. Vi har godt nok ingen bolig. Vi har godt nok heller ingen bil. Vi ved godt nok heller ikke, hvor man skaffer de nødvendige leverandører. Vi ved godt nok heller ikke, om det vil blive en god forretning. Men det går nok”. Sådan kan jeg lide det. Jeg er sikker på, at sommeren 1970 blev så minderig for mig, fordi jeg blev en del af den måde at gå til livet på. Vi tager det som det kommer, vi løser problemerne hen af vejen, vi er åbne for mulighederne, vi anskuer det som en udfordring.
Måske ligner vi på det felt hinanden. Jeg kan også lide udfordringer. Faktisk keder jeg mig hurtigt, hvis jeg mangler udfordringer. Sådan også i jobsammenhæng. I sidste skriv stod jeg ved et skiftespor. Min tid i Aktivitetscenter Lillerup var til ende. Det havde været en dejlig udfordring at etablere et aktivitetshus, at finde frivillige samarbejdsparter, at igangsætte aktiviteter som rakte langt ud over matriklen og ind i nye sammenhænge lokalt og internationalt. Sideløbende med jobbet underviste jeg i 2 semestre på Social og sundhedsuddannelsen i faget: kreativitet. Den aftale kom i hus, fordi jeg overfor rektor på den nye uddannelses på skolen i Århus udtrykte kritik af og bekymring over, at uddannelsen, som blev oprettet i 1990 som en sammenlægning af flere uddannelser, herunder beskæftigelsesvejlederuddannelsen, ikke i tilstrækkelig grad uddannede eleverne til at se på det hele menneske og betydningen af socialt samvær og meningsfuld aktivitet. Den slags siger man ikke ustraffet, så i stedet for at kritisere, kunne jeg tage del i udviklingen af uddannelsen og indgå som underviser, var svaret. Det gjorde jeg så en periode.
Onsdag den 9. december 1998 havde jeg en fridag. Sådan en dag, hvor man glæder sig til selv at sætte dagsordnen, at nyde en kop formiddagskaffe og læse avisen. Da jeg nåede til Jyllands Postens Erhvervssektion var jeg ved at få rundstykket i den gale hals. Jeg så et stillingsopslag, som ramte mig lige ind i maven eller hjertet eller hovedet eller hvor det er, man bliver ramt, når en følelse af noget stort rammer en.

Ældremobiliseringen søgte en konsulent til et frivilligprojekt. Jo længere jeg kom ned i annoncen, jo mere klart stod det for mig, at det job lige var mig. Den 22. december sad jeg i SID´s lokaler i Silkeborg til jobsamtale. Om aftenen blev jeg ringet op af sekretariatslederen, som tilbød mig jobbet som konsulent i Ringkøbing og Århus Amter med dagligt kontor i Ikast. Detaljen om kontorlokaliteter 98 km fra Rønde fik mig til at takke nej til stillingen. Uden at have clearet med baglandet lovede chefen på stedet at flytte kontoret til Århus, hvis jeg bare en kort begynderperiode ville tage turen til det midtjyske. Sådan blev det. De næste 2½ år opsøgte jeg foreninger, klubber, organisationer og kommunale myndigheder for sammen med lokale ildsjæle at oprette seniorbutikker, datastuer, demensaflastergrupper, selvhjælpsgrupper og praktiske ældre hjælper ældregrupper. Min drivkraft i arbejdet var en personlig holdning om at velfærdssamfundet styrkes, når civilsamfundet tager medansvar. Jeg mødte et hav af engagerede borgere, som ønskede at gøre en forskel. Konsulentrollen var lige mig. Fordelen ved den position er, at man kommer som inspirator og katalysator, hvorefter man tager afsted og overlader arbejdet til aktørerne selv. 


Det var ikke småting, vi fik sat i gang i det regi. Ældre hjælper ældre var et projekt støttet af socialministeriet. Ulempen ved projekter er usikkerhed i ansættelsen. Selv om jeg kunne lide mit job, var jeg dog ikke sen til at tage imod en opfordring til at søge en nyoprettet stilling i Århus Kommune som koordinator af et nyt frivillighus for ældre i Skt. Paulsgade.

1.november 2001 tiltrådte jeg jobbet og oplevede lidt af et déjà vu. Forfra med indretning, etablering, beskrivelse af idegrundlag og målsætning, rekruttering af frivillige og igangsætning af nye aktiviteter, headhunting af ressourcepersoner og foredrag om engagement og medansvar som drivkraft for livskvalitet.

 Kortlægning af foreningslivet og udbygning af samarbejdsrelationer og berøringsflader. Mere viden og ny læring havde givet min arbejdsmetode et navn: sundhedsfremmearbejde. Siden min spæde start på arbejdet med mennesker i Rønde kommune, havde kloge folk skrevet tykke lærebøger om den sundhedsfremmende effekt af som menneske at have selvtillid og selvværd og at føle sig ansvarlig for sig selv. Det er forskellen på liv og død eller i hvert fald på lysten til at leve og at tage livets udfordringer op eller at gå til grunde, når forandringernes vinde blæser. I arbejdet i Skt. Paulsgade var det min fornemmeste opgave at finde og udvikle brugergruppens ressourcer til gavn for det frivillige arbejde og til glæde for den enkelte selv og for fællesskabet.
Arbejdslivet fylder meget. Jeg må se at blive færdig med det kapitel. Måske er det ikke så mærkeligt at arbejdslivet har en stor plads i disse erindringer. Det er trods alt et ikke ubetydeligt antal timer, man gennem livet lægger i arbejdet. Dertil kan jeg så lægge, at jeg altid har brændt for mine jobs og brugt mig selv 100 % . Grænsen mellem arbejde og fritid har været flydende og i flere situationer kan man næsten sige: betal for en ta` to, for ikke så få gange er Johan blevet ”tvangsindlagt” til at give et nap med eller han har gjort den som  sparringsparter og coach. Jeg har på engang oplevet at føle mig brugt og at hente energi på arbejde. Jeg har nydt rollen som igangsætter, inspirator og tovholder.
Jeg lover at jeg afslutter kapitlet om arbejde i næste indlæg. Det er nødvendigt for mig at blive a jour, før jeg kan kaste min energi i andre emner. Uden at foregribe begivenhederne alt for meget, kan jeg sige at jeg var koordinator i Skt. Pulsgade indtil januar 2007


Du kender stedet fordi du deltog i et åbent hus arrangement på min arbejdsplads i forbindelse med min 50 års fødselsdag den 26.maj 2005

I, mine søskende var sammen med min nære familie og en masse andre gæster inviteret til min 50 års fødselsdagsfejring i Frivillighuset Skt. Paulsgade. Jeg var også selv inviteret. Festen var de frivilliges gave til mig.

Fødselaren og hendes storesøster

Ingen kommentarer:

Send en kommentar