onsdag den 18. september 2013

Næringsbrev til direktøren


                                                                      18.september 2013
Kære Kaj

Du slutter dit sidste indlæg med at henlede opmærksomheden på datoen for dit skriv – 11. september og du nævner, at de fleste voksne kan huske, hvor de befandt sig hin skæbnesvangre dag i 2001, da ikke alene de to tårne i New York blev ramt, men hvor hele verden blev ramt af en kollektiv frygt ved udsigten til at skulle forholde sig til et nyt verdensbillede. Også jeg husker, hvor jeg var. En almindelig kop kaffe på en almindelig cafe en almindelig eftermiddag blev pludselig usædvanlig, da tjeneren tydelig chokeret kom og refererede fra de første ufuldkomne meldinger i en ekstra nyhedsudsendelse, som kom til at køre resten af dagen og natten. Den 11.september blev en uforglemmelig dato. 11. september er stadig en dato, jeg ikke glemmer, men i 2008 blev billederne af død og terror afløst af helt andre glædelige og livsbekræftende associationer. Jane fødte den dag, på den anden side af jordkloden, vores fjerde barnebarn. India vandt over Bin Laden. Sådan skal det være.
11. september er gået over i historien. I princippet går dagligt en ny dag over i historien og eksisterer dermed kun i erindringen. Det betyder, at dagen i går er relevant stof til erindringsblokken. Eller er der noget om, hvad en engang sagde, at en hændelse skal være mindst 15 år for at kunne beskrives i et erindringsskrift. Findes der en manual for erindringsskriveri, så har jeg ikke kendskab til den og er derfor ikke i stand til at afgøre rigtigheden af påstanden. Og dog mærker jeg en anden tilgang til emnerne, jo tættere, de kommer nutiden. Det var som om fingrene løb lettere hen over tastaturet, da vi færdedes i barndommens land og brugte bakspejlet eller måske endda så gennem lettere dukkede ruder, som ikke afslørede alle detaljer, men tillod os som soluret kun at tælle de lyse timer og måske i passende mængde at fortrænge, hvis noget skulle fortrænges.
Nu har jeg imidlertid stillet i udsigt at jeg gør mit arbejdsliv færdigt- det arbejdsliv, som jeg stadig står i og bogstaveligt lige er kommet hjem fra denne onsdag eftermiddag. I modsætning til dig, så er jeg ikke kronologitro. Min historie springer hen over tid og går ud og ind af livsfaser og stemninger. Det er nok meget symptomatisk for mig. Jeg er impulsiv og styres af følelser. Jeg har – måske tillært gennem et langt arbejdsliv – dog også en evne til at sætte mig et mål og forfølge det. Mit mål har været at belyse mit arbejdsliv i nogenlunde sammenhæng. Derfor har jeg angrebet det som et emne. Det emne skal afsluttes i dette indlæg. Færdig med arbejdslivet  - og hvad så, kunne man tilføje. Hvis vi holder gang i blokken længe nok, bliver det spørgsmål muligvis besvaret. Hvor længe holder vi egentlig gang i blokken? Det gør vi vel indtil vi på alle emner er opdateret. ”Så bli`r vi aldrig færdige”, kan du indvende med min filosofi om, at dagen i dag er blevet til en erindring i morgen, i tankerne.
Ikke flere overspringshandlinger. Jeg skal fortælle om mit nuværende arbejde som koordinator i KlostergadeCentret i Aarhus. Der var og er ikke langt fra det kommunale frivillighus Skt. Paulsgade i det sydlige Aarhus til det foreningsbaserede KlostergadeCenter  i midtbyen. 15 minutter i rask trav, men en meget lang tur målt i arbejdstimer, indsats og udvikling. KlostergadeCentret, som ved min tiltræden i januar 2007 hed Århus Pensionistsamråd, ”kaldte” på mig og tilbød mig et job, som jeg i første omgang sagde nej tak til, men som jeg alligevel i anden omgang tog til mig som en ny udfordring. Mit nej tak bundede i mit kendskab til huset og dets organisation, mit senere ja bundede i en stor respekt for og anerkendelse af de mennesker, som hidtil havde lagt en meget stor frivillig indsats i huset. De bad om min hjælp og jeg troede på, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg blev fristet af udfordringen. Udfordringer har jeg fået. Hvornår har jeg fået udfordringer nok?
Den største udfordring hed økonomi. Ved min samtale med bestyrelsen, hvor vi følte hinanden på tænderne, ridsede jeg op, at det jeg kunne bidrage med var at udvikle stedet til et moderne foreningshus, hvor frivillighed blev omdrejningspunktet. Jeg gjorde klart, at min force ikke ligger på regnskabssiden, at jeg ikke er uddannet til at arbejde med tal og at det vil tage mig alt for lang tid. Derfor aftalte vi, at der skulle ansættes en timelønnet bogholder til den del af arbejdet. Det nikkede man ja til og den 2. januar 2007 gik jeg i gang med at kortlægge og udrede, hvad det var for en organisation, jeg var blevet daglig leder for. Selv om jeg ikke skulle have fingrene ned i bogholderiet, så var ansvaret for økonomien mit. Jeg må være blevet en smule bleg, da det gik op for mig, at det kommunale tilskud, som var eksistensgrundlaget for foreningen, i løbet af de to foregående år var blevet halveret fra 1.4 mill til 700.000 Der røg den bogholder og flere andre ansatte fulgte efter. Derefter fulgte en kamp for økonomisk overlevelse. Projektmidler blev trylleordet. Kun ved at opfinde projekter og beskrive dem kvalificeret og overbevisende, kunne vi hente eksterne midler, som kunne sikre vores fremtidige eksistens. For at gøre en lang og tung historie kort, kan jeg kun sige, at vi – mine kollegaer og jeg – siden 2007 og frem til i dag har hentet omkring 4 millioner hjem. Jeg har ikke tal på hvor mange ansøgninger, vi har sendt og jeg har ikke overblik over, hvor mange søvnløse nætter, jeg har haft ved tanken om konsekvenserne ved ikke at skaffe midler til vores overlevelse.
Den altafgørende sum penge fik vi fra Social- og Integrationsministeriet, som i 2009 bevilligede knap 2 millioner til oprettelse af en cafe, som havde det ædle mål at medvirke til nedbringelse af selvmordsraten blandt mænd over 65 år. Vi to piger, der havde opfundet og beskrevet projekt KlosterCaféen var jublende glade og meget høje, da vi fik bevilligen. Selv synes vi, hvad ministeriet tilsyneladende var enige i, at vi havde fået en fantastik ide. Meget forenklet var ræsonnementet følgende. Hvis selvmordsraten blandt mænd over 65 har noget at gøre med, at mændene mister livslysten ved tab af ægtefælle, så skal vi opfinde en måde at komme i kontakt med målgruppen på uden, at det virker anmassende og uden, at man italesætter problemet. At gå på cafe er en naturlig ting. Enhver kan købe en kop kaffe eller et måltid mad uden at udstille sin ensomhed. Maden blev vores lokkemad. I cafeen mødes gæsten af frivillige værter og værtinder, som har tid at snakke. Ikke så få cafegæster er gennem tiden blevet en del af det fællesskab, som frivilliggruppen i KlostergadeCentret er kendetegnet ved. Vi har skabt en frivillig arbejdsplads med rummelighed og omsorg og mange nye netværk er opstået. Bevilligen var brugt i sommeren 2012, så nu driver vi en cafè uden offentligt tilskud.



Sommeren i Søndervig var ikke helt nok til at lære mig, hvordan man driver virksomhed. Set i bakspejlet var det godt, at jeg/vi ikke vidste, hvad det kræver at etablere og drive en cafè. Der må være faldet nogle  ”det går nok” gener af til mig også.
 Da ministeriet bevilligede os pengene til en cafe, havde vi intet køkken. ”Vi har godt nok intet køkken. Vi har godt nok heller ingen penge til at indrette et produktionskøkken for. Vi ved godt nok heller ikke noget om, hvordan man får godkendt sin virksomhed, eller om moms eller om spiritusbevilling eller om dækningsbidrag eller hygiejnecertifikat eller…..” 1000 spørgsmål opstod hen af vejen. Vidste du for eksempel, at man for at drive en cafe skal have næringsbrev ( den slags brugte man vist ikke ude i det vilde vest i 70èrne) og for at få et næringsbrev skal man aflægge næringsprøve. Sådan en kan aflægges på ganske bestemte dage efter at man har sat sig ind i, hvor tunge løft medarbejdere må foretage i strakt arm og hvordan man skal opbevare mel og gryn og en masse andre relevante og mindre relevante ting. Da jeg blev klar over sammenhængen mellem næringsprøven og vores mulighed for at oprette en cafe, var der 6 dage til prøven. Kristi Himmelfartsdagene kom belejliget det år. Jeg bestod og fik bevis på, at jeg nu er direktør-uden direktørløn.
Mens vi stadig var et projekt knoklede vi for at få cafeen op at stå og for at få succes med projektet. Nu, hvor vi ikke er et projekt mere, knokler vi for at få økonomi i virksomheden og fortsætte succesen. Vi har succes, men mangler bestemt ikke udfordringer.


Mit arbejdsliv har budt på mange udfordringer. Jeg har ønsket udfordringer og jeg har opsøgt dem. Nu er jeg imidlertid begyndt at spørge mig selv, om jeg behøver flere udfordringer. Om jeg ikke synes, det er nok nu. Et ønskescenarie kunne være at tilbringe de sidste år på arbejdsmarkedet i et roligere tempo med færre bekymringer og på nedsat tid. Jeg er begyndt at forestille mig, hvordan det vil være at have tid til at traske langs et brombærhegn med plovmuld under fødder og have overskud til at plukke de sorte bær for at gå hjem og lave brombærsyltetøj, som jeg kunne servere til hjemmelavede vafler næste gang børnebørnene kommer på besøg. Jeg er begyndt at forberede mig på den opgave, der ligger i at skulle ommøblere i mit hoved, når der bliver plads til andet end arbejde. Du ved om nogen, at enhver flytning kræver sine forberedelser. Der skal ryddes op, pakkes ned og findes nye muligheder. Det er en proces. Sådan en proces har jeg i mit stille sind indledt. Arbejdslivet er hermed et overstået kapitel – i hvert fald på bloggen.

Spændende at se, hvad det betyder for næste kapitel.  





Ingen kommentarer:

Send en kommentar