mandag den 2. september 2013

Livet i Herning og pølsemand i Søndervig


Nykøbing primo september 2013

 

Kære Lise

Godt jeg fik afsendt en fliserapport, så du ikke pakkede bloggen sammen. Det er mandag den 2. september i skrivende stund. Jeg har planlagt, at dette skriv ikke skal være længe i ovnen. Vejret i dag er mere til skriverier end til havearbejde. Det er det næsten altid!
I dit skriv Et skridt frem og to tilbage genkaldte du min erindring om fars rygproblemer gennem omtalen af hans stramt snørede rygkorset. Du kaster nyt lys over den periode i deres liv, hvor de skifter den travle købmandstilværelse ud med en ”rentiertilværelse i lavere gear”. Hel ny for mig var historien om salget af forretning til Just, førstemand i Kroen var han vel? og byttet med fætter Allans parcelhus på Søndermarksvej 7. Den detalje giver god mening og forklarer deres flytning til netop Søndermarksvej 7. Vores liv foregik med base i Herning. Jeg flyttede hjemmefra i 1960 og havde ikke længere den tætte fornemmelse med vore forældres og deres efternølers gøren og laden i hverdagen.
Nyt er det også at læse om din ambulance-uddannelse i Aarhus. Jeg har nok vidst det, du har selvfølgelig omtalt det, men det har ligget på nederste hylde, hvor jeg ikke ofte kommer for at finde spor af fortiden. Også det efterlader brikker til puslespillet om et søsterliv, der bliver stadig mere facetteret.
I min fliserapport nævnte jeg, at jeg ville vende tilbage til livet i Herning og pølsemand i Søndervig. Det sker nu. Som nævnt tidligere blev HF etableret som en gymnasial uddannelse for alle os tabere, der ikke i tide lærte at spise med kniv og gaffel. Vi udgjorde en meget blandet og ganske uhomogen flok at putte ind i et klasseværelse. En stor del var halvgamle og kom med mange forskellige faglige uddannelser i rygsækken. Fælles for os var, at vi var ganske studie-uegnede, men samtidig ønskede os et andet sted hen, end der hvor vi kom fra. På vejen dertil kom vi forbi lærebøger, tavlekridt og eksaminer. Alt sammen meget spændende og ustruktureret. Der var noget mere styr på familielivet, selv om vi ofte skiftede adresse. Som regel til noget bedre. Gennem vores 6 år i Herning, boede vi på 5 forskellige adresser. Øster Kirkevej 33 og Brændgårdsparken 47, de to sidste bosteder i byen, var de bedste af dem. Flytninger mellem adresserne vender jeg tilbage til.
20. juli 1969. På vej ned ad stigen mod månen udtaler Neil Armstrong de berømte ord: "Et lille skridt for et menneske men et stort for menneskeheden".
August 1969. Morten er på vej til børnehave for første gang. Foråert 1969 flyttede vi til den mondæne Øster Kirkevej tæt på Torvet i Herning.
 
Astrid klippede, permanentede og farvede hår på borgerfruer i Herning, Morten var i dagpleje, jeg gik på HF, der ikke kastede mange kroner efter mig. Dem tjente jeg som kommis og i andre job, som jeg fik fingre i.
Den 21. juni 1969 er HF-eksamensbeviset underskrevet af rektor Dahl Jensen. Den dag vidste han godt, at han ikke slap af med mig. Næste skoleår var jeg blevet lærerstuderende på Herning Seminarium. Beskæftigelsen var sikret de næste 3 og et halvt år.
HF eksamensbevis. Fælles for os var, at vi var ganske studie-uegnede, men samtidig ønskede os et andet sted hen, end der hvor vi kom fra.

Den læreruddannelse, jeg påbegyndte i 1969, var ny og ubrugt. Den indførte eksaminer i stort set alle fag og derfor ingen mødepligt til undervisning. Det skulle lugte lidt af universitet for knallertkørere. Den manglende mødepligt havde nogle studerende det svært med. Man skulle kunne se gennem duggede ruder for at få fat i fordelene. Det gik noget ud over psykologi, pædagogik og undervisningslære. Men den manglende viden på de områder gjorde måske lærerlivet lidt lettere? Det gav i studietiden mere luft i hverdagen, færre lektier og tid til jobs ved siden af uddannelsen.
Apropos job! I det tidlige forår 1970 kom jeg i snak med pølsemanden på torvet i Herning. Jeg havde vel sagtens, som flere gange før, bestilt en rød med brød, sennep og ketchup. Vi udvekslede livserfaringer, som man gør med pølsemænd. I samtalens løb fik han nævnt, at han kendte ejeren af hotel Klitten i Søndervig og at denne også ved foden af Klitten tidligere havde drevet en pølsevogn, Klatten, som en del af forretningen. Pølsevognen passede ikke ind i forretningsprofilen for et lettere depraveret badehotel, så han var interesseret i en bortforpagtning af denne del af koncernen. Pølsemanden fortalte gode historier om sin syge moster, den røde pølse blev suppleret af endnu en. Det måltid endte med en aftale om, at han i sin gamle Mercedes ville tage mig med på en besigtigelsestur til Klatten og en snak med ejeren om en eventuel forpagtning for den kommende sæson. Som sædvanlig var Astrid med på en uigennemtænkt plan. Hvordan skulle vi komme fra Herning til Søndervig? Hvor skulle vi bo i Søndervig? var kun to af de ret væsentlige spørgsmål, vi ikke kendte noget svar på. De svar måtte komme senere.
Morten og William er klar til en Søndervigtur i den nye Opel for at søge sommerbolig.

Turen til Søndervig var ganske vellykket i den forstand, at vi nu havde forpagtet en pølsevogn i Søndervig for hele sommeren 1970. Det lød spændende og udfordrende. Astrid havde salon på adressen Søndergade 4, selv var vi i foråret 1969 flyttet til den mondæne Øster Kirkevej tæt på Torvet i Herning. Vi boede på 1. sal i en to-værelses i nr. 33 med lokum på reposen. Morten var startet i børnehaven Asylet august 1969. Få dage efter at amerikaneren Neil Armstrong søndag den 20. juli 1969 (den dag Morten fyldte 3 år) var landet på månen med Apollo 11. Han trådte ud af sit landingsmodul mandag den 21. juli (dansk tid). Der var livefjernsyn fra begivenheden. Han udtalte på trappen til månen de senere udødelige ord, formentlig indlært hjemmefra, ”Et lille skridt for et menneske, men et stort for menneskeheden”. Vi havde i den anledning anskaffet familiens første TV, et lille brugt sort/hvid (mest hvid) fjernsyn for at kunne være med på rejsen på første klasse.
Tilbage til pølserne i Søndervig. Vi fik et hektisk forår med at arrangere forretning i Søndervig. Aftaler med leverandører af pølser, is, læskedrikke og andet skulle på plads. Vi ville have så meget ud af sæsonen som muligt. Derfor ville vi starte tidligt med åbent fredag, lørdag og søndag. Jeg kunne tage Morten med til Søndervig, så var det problem løst. Vi kunne tage bussen fra Herning til Søndervig tur/retur. Endnu et problem løst. Tilbage stod et stort uløst boligproblem. Hvordan skulle vi overleve nætterne i Søndervig?? Vi kunne ikke sove i pølsevognen, eller kunne vi? Boligproblemet løste murermesteren. Vi var en forårsweekend på besøg i Jernbanegade i Hvidbjerg. Og snakkede selvfølgelig begejstrede om vores planer for sommeren. Murermesteren var let at tænde og tilmed en handlingens mand. Han og Stinne havde netop anskaffet en lyseblå helt ny Opel Rekord. Vejret var til en køretur søndag, og der var ikke uoverkommeligt langt til Søndervig fra Hvidbjerg. Jeg er sikker på, at William havde en plan med den tur. Og planen lykkedes. Da vi kom hjem til Hvidbjerg den søndag aften, var vi ikke længere boligsøgende i Søndervig. Jeg husker ikke længere detaljerne, men fakta er, at vi havde lejet et lille, ”Low Life” træhus tæt på pølsevognen for hele sæsonen sommer 1970. Der var kun et rum, ingen el, ingen vand, men masser af træk fra gulve og vinduer. I børnehaven pralede Morten gerne med, at han og jeg i weekenden skulle ud i vores sommerhus i Søndervig.
Pinsen faldt det år søndag/mandag den 17. og 18. maj. Jeg tror, at Morten og jeg tog bussen til Søndervig fredag den 15. maj om eftermiddagen. Vi blev indkvarteret i vores nye sommerbolig og fik kort efter åbnet pølsevognen klar til aftensalget. Dengang var der hver weekend levende musik på Klitten med flere kendte bands og mange besøgende. Når diskoteket lukkede, skulle gæsterne forbi Klatten på hjemvejen. Det var halvsent, Morten var for længst lagt i seng i pølsevognen under disken. Her sov han godt, da travlheden begyndte. For selvfølgelig var de sultne, alle diskogæsterne og der var ikke andre åbne pølsevogne i nærheden. Første gang kom det store aftenrykind lidt bag på os. Men vi tilpassede hurtigt de lokale indkøbsvaner, kom flere røde i kogekarret, flere stegte på panden og flere brød på risteren, så var vi klar til late night rush hour.
Når den sidste gæst var mæt, og der var slukket for pølserne, blev dagens omsætning og Morten pakket til den korte vej hjem. Lidt spookie at gå midt om natten med Morten på armene og penge i tasken hjem til hovedkvarteret.
Klatten for foden af Klitten. Den synede ikke af meget. Men der røg mange is, pølser og halbe Hänschen over disken. En spændende og anderledes sommer 1970. Med Mungo Gerrys In the summertime i transistoren.
 

Det greb hurtigt om sig. Kort tid efter kom en ældre ferierende tysker og spurgte om ”ein halbes hänschen mit pommes”. Mit tysk var direkte underudviklet. Det tog lidt tid for manden at forklare, at han efterspurgte en grillkylling med fritter. Det kunne vi ikke på dagen sælge til den tyske turist. Den var ikke i sortimentet. Men vi sagde nødig nej. Så dagen efter måtte jeg i forhandling med chefkokken på Klitten. Han ville garantere friskstegte kyllinger dagligt. Så skulle de blot en tur i frituren sammen med fritterne. Men hvor skulle frituren og fritterne komme fra?
Heldigvis kendte vi gennem Astrids søster Ingrid chefen for Herning Gods, Knud Christensen. Han var en mand, man kunne gøre forretninger med. Hans veldrevne firma kørte dagligt godsture mellem Jylland og hovedstaden. En af hans gode kunder var en pommesfabrik i Karup. Han kunne også levere olien til fritterne. Gennem Knud og hans Herning Gods fik vi regelmæssigt leveret frosne fritter. Vi fik hurtigt anskaffet udstyr til opbevaring og stegning af de nye produkter i sortimentet. Afregning af råvarer skete vist nok i jyske trædollars, en gængs betalingsform dengang på de kanter. Så snart den sidste undervisningstime på seminariet var slut, drog Morten og jeg til Søndervig, hvor vi udvidede åbningstiden til hver dag og hele dagen. Mad var der rigeligt af. Det offentlige toilet skråt over for pølsevognen, blev hurtigt opgraderet til vores badeværelse. Vi kunne nu hundrede procent koncentrere om at skabe omsætning i Klatten. Og det gik rigtig godt. Mere frysekapacitet til is blev hurtigt nødvendigt. Da Astrid sommerferielukkede salonen, blev hun en del af personalet. Vi var nu 3 faste beboere i vores ringe sommerbolig. Men det skulle blive endnu bedre. Som du måske erindrer, kom du og Astrids niece Inge Lis på ferie i Søndervig. Vi nød det. Måske gjorde I også. 5 mennesker i den gule hytte var at spænde buen hårdt. Men vejret var godt, og købmanden havde hver morgen franskbrød og yoghurt. Vores mor havde vist nok lidt svært med at vaske friturestanken ud af dit hår efterfølgende.
Den sommer glemmer jeg aldrig. Med Mungo Jerrys In the summertime og Pedro Bikers Regndråber drypper i mit hår fra transistoren fløj sommeren af sted. Den var anderledes og spændende og økonomisk god. Og så havde jeg den fornøjelse, at Steff Houlberg efterfølgende tilbød mig en pølsevogn. Jeg skulle bare sige, hvor den skulle ligge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar