lørdag den 31. august 2013

Små skridt på karrierevejen

                                                       Den kalendermæssigt sidste sommerdage i 2013

Kære Kaj
Her gik jeg og troede, at det arbejdsfrie liv, jeg med efterlønsreformen af 21. december 2011 i hånden kan skimte et stykke ude i horisonten, ville være enden på stress, jag, travlhed, deadlines, alen lange to-do lister og en presset kalender. Og så modtager jeg et blogindlæg om to pensionisters arbejde med tonsvis af havefliser, om maling af kilometerlange træflader, om fældning af gamle træer og ikke mindst om opstilling af glashus. Det aktivitetsnivesu tager pusten fra mig og kalder på en revurdering af det arbejdsfrie liv og jeg genovervejer lige, om jeg skal trække min retræte yderligere et par år.
Tillykke med resultatet af de mange anstrengelser. Det er smukt. Af egen erfaring, kan jeg sige, at sådan et glashus er en helt fantastisk investering. Det forlænger sommeren og gør regnvejrsdage til plusdage.

Du gjorde nok klogt i at sende det lille intermezzo, selvom det udfordrer dit kronologi – og historiegen. Jeg var ved at lukke bloggen ned i den tro, at du i sommervarmen havde fået nok og ikke orkede flere tilbageblik. Sådan forholder det sig heldigvis ikke, erfarer jeg.
Du er, som du selv udtrykker det optaget af at videregive din historie til vores efterkommere, så de ikke selv behøver at grave efter den. Det er et ædelt incitament. Når jeg ransager min motivation for denne skriveproces, så er jeg noget mere egoistisk, må jeg indrømme. Jeg gør det mest for min egen skyld. Jeg er optaget af den refleksion, det afføder at vandre baglæns af veje og vildveje gennem livet. Måske vil der i fremtiden være efterkommere, som vil synes, det er interessant at læse vores beretning, men vi er vel selv de bedste beviser på, at man skal nå en vis alder, før det føles meningsfyldt at vide noget om forfædrenes – herunder også egne forældres – gøren og laden.

Uanset bevæggrunden til disse erindringsglimt, så har vi kastet os ud i det, som også kunne opfattes som en dokumentation af vores liv. Set i det lys giver det god mening i en vis grad at holde sig til kronologien.
Man kan sige, at mit sidste indlæg også var en form for intermezzo. I hvert fald brød jeg med kronologien og kastede mig ud i refleksioner om, hvordan det må have været at være i vore forældres sko dengang de traf beslutning om at afhænde deres levevej. Inden du helt mister tålmodigheden med mig, må jeg hellere finde tilbage til historien og fortælle, hvad der videre skete med den unge opsøgende, ufaglærte beskærftigelsesvejleder i Rougsø kommune.
Dengang stod jeg ved begyndelsen af min karrierevej. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er mine år på arbejdsmarkedet talte. Måske er det netop det fakta, der gør, at jeg er optaget af at finde den røde tråd i mit arbejdsliv. Hvad har kendetegnet mine jobs, hvad har drevet mig, hvilke egenskaber og karaktertræk har jeg trukket på, hvad har min motivation været og i forlængelse af svarene reflektere over, hvornår og hvorfor, jeg skal vælge arbejdslivet fra (og selvvalgte projekter til).

I sommeren 1983 kunne jeg efter 1 års daglig pendlen mellem Vivild og Århus med Friis`Busser kalde mig beskæftigelsesvejleder. Hjemme på matriklen i Vivild blev Sine på fem og Jane på tre passet af vores unge pige, Mie fra Sorvad. Århus var langt væk (transporten tog næsten 1½ time hver vej) og for en ung mor, der hidtil havde været næsten fuldtidsmor med kun 22 ugentlige arbejdstimer, føltes de næsten 10 timers daglige fravær fra børnene og hjemmet som en stor omvæltning. Jeg blev en smule splittet mellem ønsket om og glæden ved ny læring og udvidede horisonter og ”kaldet” som mor.
Den 22. maj 1977 blev Sine født. Jeg blev mor og fik dermed en ny identitet. I løbet af de næste syv år fødte jeg vores tre børn. Jane kom 2 år og 3 måneder efter Sine – forholdsvis tæt på hinanden. Jonas blev en slags efternøler næsten 7 år efter Jane. I de 10 – 12 år med småbørn så jeg først og fremmest mig selv som mor med stort M. Familielivet og børnenes trivsel kom i første række.
Ebeltoft 24.6.1989
Min indsats på arbejdsmarkedet var begrænset til deltid. Det var en bevidst prioritering, som bundede i et ønske om at give børnene det bedste afsæt i livet, med nærværende forældre og en ustresset hverdag. Der var tid til friskbagte boller og varm kakao til eftermiddagskaffen, til legekammeraters besøg og til hyggelige udflugter med veninder og deres børn.

På en af mange udflugter med veninder i to generationer. Mødrene, Karen og jeg med vores børn, hvoraf Sine og Maria er jævnaldrende.
Ofte gik turen til Gl. Estrup med kaffekurven.
Maj 1987
Andre gang blev udflugtsmålet Sivested Odde, som jeg senere vil fortælle meget mere om
Foråret 1989

 Måske fordi jeg fra min egen mor havde ”arvet” kreative gener, syede og strikkede jeg i de år det meste af børnenes tøj selv. Husker stadig fornemmelse af stolthed og økonomisk tilfredshed, ved at klæde pigerne på i hjemmesyede buksedragter og selvfabrikerede trøjer.
20. september 1984 Jane bliver fem år. Pigerne er i hjemmesyede buksedragter og Jane i hjemmestrikket trøje.
Moren var stolt og tilfreds

Set i bakspejlet levede vi dengang et meget enkelt liv – simple living – hvis det skal lyder lidt mere fancy. Småbørnsforældre i dag vil muligvis kalde vores familieliv dengang for kedeligt. Sådan oplevede jeg det ikke – tvætimod forekom det mig at være et privilegium. Jeg vil senere i skriveprocessen komme meget mere ind på hvordan jeg oplevede årene som småbørnsfamilie.
Efterhånden som børnene blev større, blev jeg mere og mere engageret i mit arbejde. Mit lille timetal til trods, fik jeg allerede som uuddannet beskæftigelsesvejleder spændende opgaver og vide beføjelser.  Da jeg som en anden Erasmus Montanus vendte tilbage til mit job efter orlov til uddannelse, havde jeg endnu bedre belæg for at præge udviklingen på ældreområdet i Rougsø Kommune. Kan jeg høre dig sige: hvad lærer man egentlig på skolen for beskæftigelsesvejledere? Et klogt og meget relevant spørgsmål, især fordi uddannelsen ikke længere eksisterer og racen som sådan er uddøende. Uddannelsen var en kombination af teoretiske og praktiske fag, så som psykologi, anatomi og fysiologi, gerontologi, sundheds – og sygdomslære, fysiurgisk ergoterapi og studiekredsledelse, Og på det praktiske område lærte jeg stoftryk og farvelære, skaftevævning, knytning, læder, tovværk og sløjd.
I efteråret 1990, da Jonas lige var blevet fem år, søgte Rønde Kommune en leder til et nyetableret aktivitetscenter for ældre. Jeg søgte og fik jobbet.

Jeg var med – om end ikke fra første spadestik, så dog fra der skulle vælges inventar og skrives idegrundlag, skabes netværk og annonceres aktiviteter. Længe før frivilligt arbejde blev et begreb alle taler om og ministrer inspireres af, blev der i Aktivitetscenter Lilerup etableret en stor gruppe af uundværlige frivillige, som ved at lægge alle gode kræfter sammen, fik skabt den ene netværksskabende aktivitet efter den anden. Hurtig blev Aktivitetscentret en kendt og anerkendt institution, som blandede sig overalt i byen. Vi var med i et undervisningsprojekt for børn og ældre. En gruppe damer fra Lillerup fremstillede en messehagel til rundkirken i Thorsager. Vi deltog i Røndemesse og Egegårdsløb og var med på en kommunal udvekslingstur til Polen. Kun fantasien satte grænser for de aktiviteter, centret blev ramme om. Den måske sjoveste og mest spektakulære blev unægtelig en event, som fandt sted på Møllerup Gods Kristi Himmelfartsdag den 21. maj 1998 under titlen: Før Hubertus kom til Møllerup. For en dag blev tiden skruet 100 år tilbage og med godset som ramme optrådte 80 statister i gamle klædedragter. Arrangementet blev en publikumsmagnet og ikke mindst en kæmpe oplevelse for aktørerne.
Projekt: Fra Hubertus til Møllerup

Modet til at stille mig i spidsen som projektleder på et så stort forehavende, fik jeg under et uddannelsesforløb som netværk på Kulturambulancen i Århus. Efter 6 års ansættelse i Aktivitetscenter Lillerup følte jeg trang til ny inspiration. En helt ny uddannelse som netværker blev samtidig udbudt. Uddannelsen kvalificerede til socialt og kulturelt igangsættende arbejde og tværgående samarbejde i lokalsamfund, organisationer og virksomheder. En netværker uddannes som kulturel igangsætter, aktivitetsmedarbejder, projektleder og netværksskaber, stod der i afgangsbeviset. Jeg var heldig at blive bevilliget orlov til den 10 måneder lange udddannelse. Møllerupprojektet var en direkte udløber af uddannelsesforløbet.

I begyndelsen af 1999, efter godt 8 år i Rønde, havde jeg behov for nye udfordringer og skiftede spor.


Hvor det førte mig hen, vender jeg tilbage til i et andet afsnit. Jeg er ikke helt færdig på arbejdsmarkedet - hverken bogstaveligt eller i denne skriveproces, så der kan forventes endnu et afsnit om det emne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar