søndag den 4. august 2013

Et skridt frem og to tilbage

                                                              Sommersøndag 4. august 2013

Kære Kaj

Du har fuldstændig ret. Det var lettere i vinterkulden at trække sig ind i sig selv og bogstaveligt trække sig ind foran computeren for at male disse mindeværdige billeder af tiden, der ligger bag os. Det afspejler sig også i vores produktivitet. 33 af vores indlæg blev skrevet i februar, marts og april, mens det kun er blevet til 13 siden foråret og lyset brød frem i maj.  Den sibirske kong vinter ville ikke slippe sit tag og det var som om den bare blev ved og ved. Nu er vi lige ved at kunne sige det samme om sommeren, dog uden på nogen måde at beklage det. Uofficielle kilder hævder, at vi ikke siden den minderige sommer i 1992 har haft en lige så varm og tør sommer, som den vi oplever i øjeblikket.
I sommeren 1992 stønnede vi ikke bare af varme, men også af eufori over at have vundet Euopamesterskabet i fodbold. Det ligger ikke lige til højrebenet for mig i mine erindringer at komme ind på hverken cykelløb eller fodbold, men under Europamesterskabet i 1992 måtte jeg sande, at også jeg kan gribes af en fælles national stolthed. Ingen havde set den sejr komme, for til at begynde med havde Danmark slet ikke kvalificeret sig til Europamesterskabet. Det havde derimod det jugoslaviske fodboldlandshold, men på grund af borgerkrigen i Jugoslavien blev de ekskluderet og Danmark fik som nummer to i kvalifikations puljen mulighed for at deltage. Johan og jeg og vore børn var i den periode i forbindelse med et kommunalt venskabsbysamarbejde på forboldtur til Finland med en gruppe unge mennesker og deres trænere. De finske værtsfolk indbød på finaleaftenen vi voksne til en sand fodboldfest. Forventningerne var store og stemningen høj, da vi omgivet af  venner fra Norge, Sverige og Finland satte os til rette foran tv skærmen. En enkelt tysk turist var tavs tilskuer, indtil det truende nederlag fik ham til en stille retræte. Da sejren var en kendsgerning havde stemningen nået et punkt, hvor alt kunne lade sig gøre incl en kollektiv badetur i den finske midsommernat, hvor solen aldrig helt forsvandt. På hjemrejsen til Danmark dagen efter bar hele delegationen med stolthed vore medbragte danske papirsflag og høstede fra vildt fremmede mennesker anerkendende lykønskninger som havde vi vundet slaget på Reden. Tilbage i Danmark snakkede man om en stemning af kollektiv glædesrus som 4.maj 1945 Jeg er glad for at jeg lod mig rive med af fodboldfeberen og på den måde fik en helt unik oplevelse.

Så langt ud af en tangent bare for at sige, at det er en varm og tør sommer.

Erindringsglimt kom denne blog til at hedde. Det er ikke specielt gennemtænkt. Det var bare det ord, der faldt mig ind, da jeg sådan nærmest forsøgsvis ville vise dig det praktiske i at lægge vores skriverier til hinanden på en blog i stedet for at sende dem pr mail. Siden er jeg blevet klar over, at erindringsglimt netop er en meget dækkende betegnelse for det, vi har gang i. Erindring er genkaldelse af øjeblikke, der er sansede, erfarede og fortolkede og i genkaldelsen genfortolkes de. Vores liv består af en uendelig række af øjeblikke. Vi husker ikke dem alle. Engang imellem standser vi og spørger om sammenhæng og mening. Det er vel det, vi gør i denne proces. Vi prøver med udgangspunkt i en mere eller mindre kronologisk levnedbeskrivelse at lave nogle punktnedslag, at fastholde oplevelser, øjeblikke. Den interessante iagttagelse, jeg har gjort undervejs er, at i genkaldelse af øjeblikkene, genfortolkes de med en naturlig refleksion til følge.

Da du for et par blogindlæg siden bragte billedet af far i kjole og hvidt og mig ved hans side som ung, lidt trist udseende brud på vej til kirken, satte det en del tanker i gang. Din hensigt med billedet var ikke at bringe mit bryllup i fokus. Det havde jeg været inde på tidligere. Din opmærksomhed var på Baltica skiltet udenfor hjemmet og du fik henkastet fortalt, at far havde et fritidsjob som assurandør i Baltica. Hvor kom den lige fra, kunne man måske med et nutidigt slangudtryk spørge. Hvordan og hvorfor ændrede han profil fra forhenværende købmand på Langgade til assurandør med hjemmearbejdsplads i privaten på Søndermarksvej. Vi skylder vist købmanden at forklare det karriereskifte.

På nethinden aller bagest i mit hukommelses-billedgalleri, ser jeg far med et starmt rygkorset, som skulle stabilisere hans ryg og forsøge at afhjælpe de smerter, som mange års slæben i koks og sukkersække havde medført. Det optog, endsige bekymrede mig ikke meget i situationen. Jeg husker far gik til undersøgelser og behandlinger, men jeg var ikke en del af den snak, som naturligvis må have fundet sted mellem vores forældre om det uholdbare i situationen eller om de overvejelser om salg af butikken, det må have medført. Set med mine teenagebriller var det at flytte fra butikken til et nyere etplanshus på Søndermarksvej spændende og nyt. Ganske vist havde jeg hele to store værelser, endda med egen altan og skulle nu indrette mig i et lille værelse på 8 m2.  Til gengæld var vores nye hjem forholdsvis nybygget og havde desuden en dejlig, stor have.
Når jeg i dag genfortolker den flytning og reflekterer over dens årsag og virkning, får jeg en fornemmelse af, at det må have været et stort skridt og en kæmpe udfordring. Lad os lige rekapitulere. Far er født i 1917, mor i 1918
I en alder af henholdsvis 30 og 29 år køber de  i 1947 købmandsbutikken i Vivild. Da de 1. oktober 1970 sælger den til Rita og Just Sørensen har de drevet forretning i 23 år. De har omend ikke bogstaveligt, så dog i overført betydning knoklet sig en pukkel til og må afhænde forretningen, mens de stadig har henholdsvis 13 og 14 år tilbage på arbejdsmarkedet, før de som 67 årige kan gå på pension. Godt nok havde de fået banket en god forretning op, men ligefrem at kunne leve af renterne i flere år? Nej, de måtte som 52/53 årige se sig om efter nye indtægtskilder.
Jeg var 15, da vi i slutningen af september 1970 flyttede ind på Søndermarksvej 7 i Vivild. Jeg havde enkelte gange været på adressen, for pudsigt nok var det vores fætter Allan og hans kone Lise, der havde bygget huset. Efter skoletid var det almindeligt, at piger i min alder tjente en skilling ved at "gå med barnevognen" Jeg trillede et par ture med Allan og Lises søn Michael. 2 år før far og mor overtog huset, havde Allan og Lise solgt til Just Sørensen, som med den handel havde tænkt strategisk, fordi han anså det for nemmere at handle med købmanden, når der kunne indgå et forholdsvis nyt hus i handlen. Den oplysning har jeg fra fætter Allan, som jeg i bestræbelserne på at kaste faktuelt lys over køb/salg af ejendom kontaktede via facebook.
Perioden fra oktober til efter jul husker jeg som en lang sygeperiode for far og mor. De opfangede alle vira i miles omkreds og måtte den ene gang efter den anden holde sengen. Som voksen og med egne erfaringer i rygsækken fra ferier, der delvis har været præget af umådelig træthed og endda sygdom, har jeg været i stand til at efterrationalisere mig frem til, at de simpelthen har været genstand for det velkendte fænomen, at så længe man er i gang, er under pres og stress, så aktiveres kroppens immunforsvar og holder virus ude. Når der så endelig er tid til at slappe af, så falder forsvaret. Der har mig bekendt ikke været mange sygedage, mens de to var selvstændig erhvervsdrivende. Det kom til gengæld de første tre måneder efter den frie købmand i bogstavelig forstand blev fri. Det kan måske heller ikke udelukkes, at der har været iblandet en vis bekymring for fremtiden. Hvad skulle de leve af? Hvad skulle de foretage sig? Her kom Baltica ind i billedet. Tilfældigt? ja, måske, men yderst heldigt, at du i din Balticatid nævnte en mulig alliance mellem en troværdig, kundemindet god sælger og Baltica. At far var god til at overbevise hus -og bilejere om, at de var bedst dækket hos Baltica, vidner vores sølvtøjsskuffe. Så og så mange tegnede forsikringer udløste en bonus i form af bestik i tretårnet sølv.  Fars flair for at arbejde med tal og papir, førte ham desuden til et job som kasserer for fjernvarmen og for menighedsrådet. I perioden 1974 til 1985 var far medlem af kommunalbestyrelsen i Rougsø Kommune. Fra 1981 til 1985 var han formand for udvalget for teknik og miljø. Tiden efter salget af købmandsforretningen blev en god tid for far. Han trivedes med sine udadvendte aktiviteter og med de mange relationer og kontakter, han fik på den konto.
Det er min oplevelse, at mor havde vanskeligere ved at finde sin plads efter skiftet. En overgang var hun husmoderafløser, som datidens hjemmehjælpere blev benævnt. Hun var velset, hvor hun kom, som der stod i nekrologen over hende. Det har givetvis også været en samvittighedsfuld og dygtig hjælper, syge og ældre fik tildelt i mor. Hendes udfordring lå i at lade problemerne ligge, når hun forlod et hjem. Måske var det den kunst, hun ikke mestrede tilstrækkelig, da hun valgte at skifte spor og blev ansat som medhjælp i en skotøjsbutik i Ørsted. Mor døde knap fire år efter hun og far flyttede til Søndermarksvej.

Som nævnt var jeg 15, da min skibsbriks rykkede fra pigeværelset med egen altan på 1. sal over købmandsbutikken til et moderne etplans hus med have. Fløjsbukser og islænder udgjorde garderoben. På væggen hang ryatæppe side om side med en plakat af den franske can can danser Jane Avril. Gyldendals Røde ordbøger samlede støv i bogkasserne på væggen. Den orangefarvede arkitektlampe på arbejdsbordet kastede ikke tilstrækkeligt lys over de tyske verber i realen. Fotos forhindrer min fortrængning i at tror, at jeg brugte mine teenageår på at spille ludo med mine forældre. Værelset var lille, men hjerterummet stort. 8 - 9 unge mennesker kunne sagtens stues sammen. Mærkeligt nok var der i min vennekreds flest drenge. Flere af dem var gode med guitaren og gav den gerne som Dylan og Donovan. "Where have all the flowers gone" sang vi og udtrykte med Pete Seeger vores protest mod alle krige til alle tider.
Johan og Villy Jakobsen gengiver Dylan


Når drengene og deres guitarer og protestsange ikke optog mig, gjorde jeg den som spejder. Det er af flere grunde vigtigt for mig at dokumentere den tid. I Johans erindring havde den måde, vi piger var spejdere på ikke meget med stifter af spejderbevægelsen, Lord Baden Powels grundtanker at gøre. Friluftsliv og patruljesystmer var ikke, efter Johans mening, kendetegnede for os. Jeg er ganske uenig. Jeg havde sammen med blandt andet mine to kusiner Ruth og Tove en gloværdig spejderkarriere, som jeg er stolt af og derfor gerne vil videreformidle til mine børnebørn,Johan og Jeppe, som i disse dage er på en 9 dage lang spejderlejr i Sverige. Jeg tror på, at de erfaringer og kompetencer, man får gennem spejderlivet, kan være værdifulde videre frem. Hvorfor Johan (min Johan) mopper mig med min spejdertid, skal jeg ikke grave i. Han mener at have sin dokumentation i orden, for indtil også pigespejderne i Vivild  flyttede om på loftet ovenpå missionshuuset, hvor du i skjul røg dine forbudte smøger, holdt vi vores møder i præstegårdskælderen.

Vi lader lige billederne fra landlejren i Serridslev ved Horsens i sommeren 1972 tale for sig selv.
Rygsækken er pakket og rottehalerne er tæmmet.
Du og Astrid med Morten og Peter er på besøg





12.000 grønne spejdere deltog i landslejren i Serridslev i 1972

Vi bar ikke uniform hele tiden, som det fremgår af dette billede, hvor mor Gerda med håndtasken kigger interesseret på lejrens kamel.

Et skridt frem og to tilbage, synger Sebastian om den lille malkeko. Kronologien blev lige sat ud af spillet, mens jeg for en stund skruede tiden tilbage til før både bryllup og karrierestart. Jeg vil ikke love, at det ikke sker igen. Pludselig opstår en erindring, et øjeblik, som må fastholdes og genfortolkes.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar