fredag den 19. juli 2013

Hvad kan jeg blive

                                                                           Rønde en varm sommerdag - fredag den 19. juli 2013

Kære Kaj

Det var ikke bare vores eventuelle trofaste bloglæser, der var begyndt at blive bekymret over, om historien sluttede i utide uden at vi havde fået opdateret vores liv. Også jeg kiggede i mange dage forgæves efter næste afsnit. Nu vidste jeg jo godt, at du og (din) Lise planlagde en stor festligholdelse af dobbelt fødselsdag med deltagelse af 75 nye og gamle kendinge, så jeg undskyldte dig. Tilfældigvis faldt fødselsdagsforberedelserne sammen med tour de france, så der var muligvis mere end en grund til, at du holdt en skrivepause.
Fødselsdagsfesten på Marienlyst Strand i lørdags var en helt igennem fuldendt succes. Det har muligvis været med lidt bævende hjerte, at I besluttede jer for at bringe familier og venner fra to modne liv sammen. Ingen kunne vide, om det møde ville blive frugtbart. Som deltager i eksperimentet kan jeg sige, at der er grund til at være tilfredse med udfaldet. Tak for en dejlig dag.
Jeres fest blev begyndelse på vores ferie. Vi lader op (læs: sparer op) til den store familieferie down under til december, så der er i de to sommerferieuger ikke lagt op til de store udskejelser. Hotel Rønde, Lillerupvej har i den forgangne uge dannet ramme for familieoplevelser med Sine og børnene. De er blandt andet blevet tvangsindlagt til at deltage i guidet tur til Kalø Slotsruin med indlagt historiefortælling om Erik Menved. Til deres mormors store glæde var de både interesserede i og vidende om den danske historie.
Tirsdag havde vi fornøjelsen at fejre bror Juhls fødselsdag. Han og Ketty lagde hjemturen fra Falster via Odense omkring Rønde, hvor vi i skyggen på en af vore mange terrasser -( vi moppes med at have 11) indtog kakao med boller og lagkage. Når jeg bringer denne faktaoplysning, så er det fordi besøget på flere måder trækker tråde direkte ind i denne erindringsblog.

Aftensmaden blev nemlig, som vi har lært det hjemmefra, indtaget som en picnic i det fri - nærmere bestemt ved Kalø Slotsruin. Den lokalitet var valgt fordi, der her hver tirsdag i sommermånederne er veteranbiltræf på den ene side af vejen og motorcykeltræf på den anden. Det er noget af et tilløbsstykke. Det blev en hyggelig aften.
Picnic ved Kalø

En fast deltager i veteranbiltræffene ved Kalø er Kurt Elgård fra Vivild. Kurt er søn af manufakturhandler Emanuel Elgård. Kurt drev i en årrække farens forretning videre. Kurt og hans bil er ca lige gamle, oplyste Kurt. Bilen har lidt mere end 80 år på bagen.



Her gik jeg og troede, at det kun var dig og mig, der havde arvet fars evne til at komme i kontakt med alle folk. Den vildfarelse kom jeg ud af i tirsdags, da Ketty berettede den ene historie efter den anden om, hvordan Juhl kan komme hjem fra en indkøbstur i f.eks Bilka og fortælle om, hvordan han har fået tilfældigt forbipasserende kunders livshistorie, bare fordi han har indledt en small talk med dem. 
Hjælp dit held på vej, hed en bog, jeg læste for nogle år siden. Den handlede om, hvordan en åben tilgang til livet og andre mennesker kan åbne døre og føre en af nye veje.

Du har fortalt om, hvordan dit tilfældige møde med "Baltica - manden" førte dig med afsæt i Grenå til en karriere i forsikringsverdenen, inden mor-Gerdas tidligere såede frø for at få dig til at gå pædagogvejen, voksede sig plukkemodent. 
Inden jeg supplerer med min historie om tilfældige møders betydning for mit karriereforløb, så skal jeg lige dvæle ved den status, jeg den 20. juni 1966 fik som faster. Da Morten blev født, var jeg på ferie hos kusine Elsebeth i Esbjerg. Måske har vi aftenen før spist vores rugbrødsmadder med pålægschokolade og flækket banan med duften af saltvand i næseborene og lyden af måger i ørene. Det er vanskeligt at forestille sig en verden uden mobiltelefon, sms og mail, men det var faktisk sådan verden var dengang i 1966. Derfor fik jeg nyheden om Mortens fødsels via et postomdelt brev fra mor - den stolte farmor. Mor gav mig i brevet lov til at spørge faster Ester om mulighed for at låne kr 10,- til at købe en barselsgave for. Jeg husker ikke, hvad man for det svimlende beløb kunne få til sådan en lille ny nevø. Jeg husker til gengæld stoltheden over at være blevet faster med mulighed for at køre med barnevogn. Det var ikke en barnevogn som de fleste. Den var helt speciel flot.

Tilbage til min tid eller rettere til den tid, jeg forlod i sidste indlæg, hvor hovedemnet var vores bryllup.
Som sagt blev jeg gift, mens jeg stadig gik på gymnasiet. Jeg havde ikke noget bestemt sigte med min studentereksamen, ville egentlig ligeså gerne være den foruden og finde et arbejde. Det blev som bekendt ikke til noget, så jeg udstod min studietid og demtierede med et mådeligt resultat. I begyndelsen af 1. g legede jeg lidt med tanken om at læse til ergoterapeut. En del af den plan indeholdt et ophold i England for at lære det engelske sprog bedre. Den strategi blev kulkastet, da Johan for alvor kom ind i billedet. Den tanke havde end ikke strejfet mig, at jeg kunne tage til England først og senere vende hjem og gifte mig med Johan. Derfor stod jeg som ung, nygift og nyudklægget student med hatten i hånden i juni måned i sommeren 1975 
Hvad i alverden skulle jeg lave? Hvilken uddannelse skulle jeg satse på? Hvad skulle vi leve af? For lige at sætte scenen til det melodrama, må vi lige opholde os lidt ved Johans karriere. 

Han tog realen med. Og en 1 årig handelseksamen. En elevplads i Den Danske Banks afdeling i Randers blev grundstammen i hans karriere. Johan var helt sikkert god til tal, før han fik sin daglige gang i bankverdenen, men i juli 1973 fik han bevis på det. En fortsat karriere i Den Danske Bank krævede på det tidspunkt, at man skulle "aftjene" en periode i en af bankens filial i København. København var ikke lige, hvad vi havde lyst til. Jeg gik jo på gymnasiet i Randers og en så stor afstand mellem os forekom uudholdelig. Johan gik i forhandling med banken, som undtagelsesvis ville tilbyde en plads i Jylland. Sådan gik det til, at Johan kom til at sidde i Den Danske Banks afdeling i Ebeltoft. Duften at Irish Spring sæbe kan stadig fremkalde kulderystelser hos ham. Det er ikke just de bedste minder, han har fra den tid. Uden at hænge nogen ud, kan det siges på den måde, at arbejdsklimaet ikke ville have fået en glad smiley. 
Selv om dresscoden ikke var medvirkende til, at Johan sagde op, så er den alligevel et lille bevis på forholdene: En dag kaldte direktøren Johan ind på kontoret og spurgte, om han ikke havde lagt mærke til at mændende alle bar slips. Det var et krav, hvilket Johan honorerede ved i middagspausen at gå ud og investere i et rødt og et blåt slips. De to kravatter fik fast plads i garderoben, så han om morgenen stod i valget mellem rødt og blåt. Da duften af dårlig sæbe i bankverdenen i overført betydning blev ham for meget, valgte Johan at sige op uden at have et andet job. Det afstedkom adskillige panderynker hos såvel købmanden som pastoren. 
Det siges at mere end 70 % af alle jobs i dag besættes via networking. Det er ikke noget nyt fænomen, kan jeg hilse og sige. Som meget unge, meget erhvervs -uerfarne, meget lokale og meget jobhungrende, var det godt at kende nogen, der kendte nogen, der.... o.s.v. Den korte version af den historie er, at Johan blev tilbudt et barselsvikariat på kommunekontoret i Rougsø kommune. Udsigten til at slikke frimærker og lukke kuverter i tre måneder, var rigelig fundament for vores ægteskab. Vi var sikret - i hvert fald midlertidigt en indtægt og mente at kunne klare os for den tilsat lidt kildevand og kærlighed.  Månedslønnen var omkring 5000,- . Ansættelsestidspunktet var 1.7.1974 - Hvis ikke Margrethe den anden havde indført indtægtsgrænser, ville Johan næste sommer være tjenlig til en fortjensmedalje, for selv om barselsvikariatet udløb, så fortsatte Johans ansættelse. Arbejdsgiveren var den samme. Arbejdsopgaver og titler ændrede sig i takt med udviklingen: assistent, overassistent, fuldmægtig, ekspeditionssekretær, souschef, afdelingschef, kulturchef, kulturkonsulent. Godt gået med så mange funktioner i betragtning af, at han aldrig har søgt et job.

Tilbage til sommeren 1975 til en ung studine uden fremtidsplaner og uden udsigt til indtægter. Alt er bedre end intet, så selv en måneds ansættelse som ferieafløser i terapien på Amtsplejehjemmet tages imod med kyshånd. Det viste sig at være en god disposition. Den ene måned blev til 13 måneder. Jeg stortrives i jobbet som medhjælp i både fysioterapien og ergoterapien. Min kreativitet blev sat i spil, når jeg i ergoterapien skulle igangsætte aktiviteter for såvel mænd som kvinder. Det er ikke så få  kilometer stoftryk, jeg var med til at fremstille i den tid. Stofferne blev omdannet til alt fra tøjdyr over duge til forklæder og muleposer. Mændene var mere til fletning med peddigrør. En aktivitet som flere år senere blev latterliggjort og brugt som illustration på dårlig smag. Ikke et ondt ord om peddigrør fra min side. Det fungerede godt i de år.
Forstanderinden på Amtsplejehjemmet i Ørsted, Kirsten Jørgensen skifter forbinding mens Lis Kastrup og jeg ser på.

To beboere laver stoftryk, som senere syes til forklæder.

I fysioterapien assisterede jeg fysioterapeut, Dorte Bøye med genoptræning og vedligeholdelsestræning. Mødet med Dorte blev skelsættende, for da Dorte efter vores samarbejde på Amtsplejehjemmet startede selvstændig klinik for fysioterapi i Allingåbro, spurgte hun om jeg ville med som assistent. En af klinikkens patienter var Ellen Christensen, leder af hjemmeplejen i Rougsø Kommune. Ellen spurgte en dag, om jeg ikke havde lyst til at søge jobbet som beskæftigelsesvejleder i opsøgende arbejde i kommunen. 
Sådan gik det til, at jeg i flere år kørte landevejene på Norddjursland tynde for at servicere kommunens ældre gangbesværede pensionister med may flower og stramaj. Jeg kunne lide mødet med de gamle. Med oprigtig interesse for deres livshistorie vandt jeg deres tillid og fik i tilgift mange personlige beretninger, som lærte mig, at alle har en unik historie og at alle mennesker har noget at give af. Jeg mødte i sagens natur mange enker/enkemænd og oplevede, hvad et tab af ægtefælle i en høj alder kan betyde for lysten til at leve. Min unge alder til trods startede jeg en række studiekredse om døden og den døende. Det lykkedes mig at overtale ledelsen i kommunen til at udvide mit arbejdsområde til systematisk at besøge alle aleneblevne pensionister senest tre uger efter deres ægtefælles død. Jeg havde nogle erfaringsrige og gode år i teamworket med hjemmeplejepersonalet, som alle arbejdede efter de politisk bestemte mål, som var gældende på den tid: længst muligt i eget hjem.

I begyndelsen af min ansættelse som opsøgende beskæftigelsesvejleder i Rougsø kommune var jeg ufaglært. Det blev undervejs klart for mig, at det var den vej, jeg ville gå. Skolen for Beskæftigelsesvejledere lå i Århus. Der var stor søgning til skolen. Først 5. gang, jeg søgte, kom jeg ind. Rougsø kommune gav mig orlov under den et årige uddannelse. I mellemtiden havde vi fået to døtre. Det er en helt anden historie, som vi vender tilbage til i et andet afsnit.
Ikke mere arbejde i denne omgang. Der er hermed taget fat på karriereren og der anes en retning. Hvis ikke der havde været et feriejob i terapien på Amtsplejehjemmet den sommer i 1975, så er det ikke til at sige, hvordan mit forløb så havde været. Tilfældigt? Ja, måske, men heldigt, vil jeg sige. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar