tirsdag den 30. juli 2013

HF - Husk Forberedelse - og læreruddannelse på Herning Seminarium


Nykøbing - en af mange højsommerdage - fredag den 27. juli 2013

 
Kære Lise

 
Det var lettere i vintermørket og vinterkulden at finde et lunt sted og sidde og fede den foran pc’eren end det er i dag at finde et køligt sted til det samme. Men det bliver ikke mig, der stønner, at det er for varmt. Jeg husker alt for tydeligt den lange og kolde vinter.
Tour de France blev kørt i juli, før, under og efter vores sommerfest. Det havde jeg lige glemt, selv om jeg så de allerfleste etaper. Faktisk har jeg aldrig før kunnet følge så kontinuerligt med i løbet.
Korsika tager sig ud som et fristende feriemål. Og så er Napoleon født på øen, så der er nok at komme efter.
Igen et par korrektioner til mit indlæg Forsvar og forsikring, der omhandlede perioden fra ca. 1964 til 1966.
I skriveprocessen er jeg temmelig koncentreret og undersøgende. Jeg tjekker datoer, retter fejl, skriver om, læser korrektur og lægger på nettet. Åbenlyse fejl retter jeg i den færdige blog. Og kommer efterfølgende i tanke om episoder, som burde være medtaget. Således også denne gang.
Der er god grund til at opholde sig ved og omtale bedstefars pludselige død fredag den 15. januar 1965 på Ørsted Sygehus. Han blev efterfølgende begravet mandag den 18. januar fra Vejlby Kirke. Astrid og jeg deltog i begravelsen. Vi kørte ad vinterveje Hvidbjerg/Allingåbro tur retur sammen dag. Vi var selvkørende i den før omtalte hvide folkevogn. Jeg erindrer ikke, at jeg tidligere havde været til begravelse. Også af den grund gjorde begivenheden stort indtryk på mig. Men også fordi jeg mistede en kær bedstefar og bedstemor mistede en kær ægtemand. Den dag mødte jeg personligt sorgen i livet.
Jeg skylder Rasmus Kristian og Petrea, at de bliver skrevet ud af historien på en ordentlig måde.
Bedstemor sørgede over tabet. Hun var svagelig med hjerteproblemer, havde været det i flere år og kom sjældent uden for det alt for store hus. Hun sygnede hen på chaiselongen indtil søster Else tog affære og bragte hende til Vivild, hvor hun efter nogle dages ophold hos Gerda og Johannes fik bolig på Asylet, Vivilds alderdomshjem. Her levede hun de sidste to år af sit liv. Hun døde træt af dage knap 80 år gammel lørdag den 18. februar 1967. Hun blev begravet på kirkegården i Vejlby ved siden af Rasmus Kristian den efterfølgende uge.
Rasmus Kristian og Petrea Thomasen. 2 skønne gamle mennesker. Han døde pludselig fredag den 15. januar 1965 uden forudgående sygdom. Petrea døde af sorg lørdag den 18. februar 1967 på Asylet i Vivild. Deres gravsted er nu slettet.
 
Vi boede i Grenaa, men kun Astrid deltog i begravelsen, da jeg var på kursus på Balticas hovedsæde i Bredgade i København. Jeg havde tidlige været på et længere ophold i hovedkontoret, et meget lækket sted, der osede af tradition, fine møbler og kongeligt naboskab. I den periode boede jeg hos faster Anna og onkel Hans i deres ikke store lejlighed på Tagensvej i København. Hver morgen startede onkel Hans den lille Renault 4 CV, fik sig krøllet ind på førersædet og mig ind på passagersædet. Derefter kørte vi ind mod Bredgade og Hans fandt en plads til 4 CV’en. Den krævede ikke meget fortovskant for at kunne være der. Hans havde næse for p-pladser. Med hjem til Grenaa fik jeg en stor og tung kontorstol med buet ryg. Den blev restaureret og ombetrukket og pyntede i lejligheden i Bredgade. Den er afbilledet i indlægget Baltica, Brønderslev, Herning - en dannelsesrejse dateret 16. juli 2013.
Efter disse udflugter i fortiden er det på tide at vende tilbage til kernefamilien i Bredgade. Det er forårstid 1967. Familierådet om flytning og nystart i Herning var besluttet. Men hvordan er det lige man kommer ind på et seminarium? En detalje, som jeg ikke havde ofret meget opmærksomhed, indtil nu. Det skulle være Herning, det lå klart i beslutningsgrundlaget, som det hedder i moderne sprogbrug. Der boede Astrids to søstre. Sådan var det.
Hvordan kom man ind på Herning Seminarium? Kunne en halvgammel bandit uden orden i papirerne overhovedet komme gennem porten til lærdommen?
Der var ingen telegraf, intet internet, kun en håndholdt fastnettelefon til kommunikation med omverdenen. En sådan fandtes ikke hos familien i Bredgade. Den slags var luksus over vores niveau. Lånetelefon eller telefonboks med indkast af 25 ører og enkroner. Førte opkald til Herning Seminarium bragte mig længere væk fra en studiestart der. Jeg blev venligt og detaljeret orienteret om, at Folketinget netop havde vedtaget lov nr. 226 af 8. juni 1966 om Højere Forberedelse og samtidig ændret loven om læreruddannelser, lov nr. 235 af 8. juni 1966. Begge lovforslag fremsat af den socialdemokratiske undervisningsminister K. B. Andersen.
Trøstrupsgade 16 i Herning. Alfred har mistet hovedet. Morten er i klapvogn. Nederst får svoger Erik og svoger Alfred sig en snak i "haven" i Farveladeby.
 
Sammenlagt betød de ændringer, at Herning Seminarium ikke længere optog lærerstuderende uden studentereksamen eller den spritnye HF-eksamen. Selv om kriterierne for optagelse på HF dette første år var diffuse, kom man ikke langt med en vissen og halvsløj realeksamen fra 1959. Dog ville en positiv udtalelse om egnethed fra daværende leder af Allingåbro Realskole hjælpe processen i den rigtige retning. En ny telefonopringning, denne gang til Halvor Christiansen, nu leder af den kommunale Allingåbro Skole, var næste træk. Måske kunne han svagt huske en discipel fra købmanden i Vivild, formentlig havde han glemt de langt fra prangende skolekundskaber. Han skrev en ganske positiv epistel om min egnethed som lærer. Ren fantasi og digt! De rigtige ord på fint papir med blækunderskrift er stærkere end maskingeværer i krig.
Formanet om vigtigheden af personligt fremmøde ved aflevering af optagelsesansøgningen rejste jeg til Herning og fik foretræde for rektor Dahl Jensen. Resten var ”a peace of cake”. Rektor havde svært ved at se, hvordan hans HF kunne undvære en så studieivrig halvgammel familiefar af ordentlig familie på sit kursus. Den var hjemme. Men endnu manglede flytningen til Herning.
I den fase af forandringen trådte Astrids søster Ingrid og hendes daværende mand, Alfred for alvor i karakter. De udgjorde et netværk på en fremskudt post i det nye land. En lejlighed i Herning var lige så uopnåelig som en større gevinst i Klasselotteriet. Vi besøgte dem flere gange i processen, og med deres hjælp og annonce i den lokale avis lykkedes det at leje en nedlagt landejendom i Farveladeby, 5 huse og et fælles lokum 4 kilometer uden for Herning mod Varde. Beboelsen lignede noget, der var løgn, og lugten var endnu værre. Der var mus i køkkenskabene, men tag over hovedet. Med hjælp fra Ingrid og Alfred fik vi hældt noget maling over hytten og fik den indflytningsklar.

Foråret 1967 var en travl og spændende periode. To gode job blev sagt op med forklaringer og begrundelser. Vi kørte flere ture til Herning for at tilrettelægge vores nye liv der. Med vores forældres hjælp, købte Astrid en frisørsalon i Søndergade i Herning. Så var hendes jobsituation afklaret. Købmand Madsen på hjørnet af Gl. Landevej og Øster Kirkevej manglede an kommis i sin lille, men veldrevne forretning med en stabil og købestærk kundekreds. Vareudbringning i købmandens bil var med i jobbeskrivelsen. Hos ham havde jeg job i ferier og på andre tider. Et godt arrangement. Morten kom i ”dagpleje” hos Ingrid i Trøstrupsgade 16. Med mus i skabene og stram griselugt i stuen var vi klar til næste fase af vores unge liv. Astrid var nu frisørmester og jeg forvandlet til studerende. Velkommen til Herning - byen hvor trådene knyttes!

Astrid og Morten i Søndergade 32 i Hvidbjerg den dag Margrethe blev gift med Henrik. Datoen er lørdag den 10. juni 1967. Astrid fylder 23 år den dag.
Astrid fylder år den 10. juni. På den dag i 1967 blev Kronprinsesse Margrethe gift med grev Henri, prins Henrik efter brylluppet, som fandt sted i Holmens Kirke i København. Jeg mener, at vi var flyttet til Herning på det tidspunkt. Murermesteren og fru Stinne boede i deres nybyggede hus i Søndergade 32 i Hvidbjerg. Der var vi på besøg den dag, fordi de havde fjernsyn. På den måde kunne Astrid følge hele brylluppet i tv. Jeg havde lovet at passe Morten på dagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar