onsdag den 17. juli 2013

Baltica, Brønderslev, Herning - en dannelsesrejse


Nykøbing den 16. juli 2013

Kære Lise

Vores trofaste pligtlæser må tro, at skriverierne nu er endelig er ophørt i utide. Så let slipper hun ikke! Nu er der igen strøm på pc’eren og skrivetid og trang i fingrene. Den utilsigtede lange pause har sine grunde og forklaringer. Lise (min Lise) og jeg har, som du ved, haft nok at gøre med at planlægge, arrangere og afholde vores første fælles fest.  Selv er vi meget tilfredse og håber, at vores gæster også værdsatte mødet med hinandens familie og venner og bekendte på kryds og tværs af familietilhørsforhold og landsdele.

Inden festplanlægningen for alvor optog plads, var vi på en rejse til Jylland og videre til Tyskland, til Harzen mere præcist. Lidt sjovt for en emigreret Vestjyde at bruge det udtryk ”til Jylland”, men sådan er det. Vi fik lejlighed til at sige hej til Jane og hendes to børn, inden de igen fløj mod syd. Byvandringen i Vivild, som vi sammen deltog i, var en overvældende succes. Omkring 100 mennesker, ”fastliggere” og tilrejsende fik en tur i nostalgitoget tilbage til den tid, hvor mælken kom med hestevogne og biler ikke holdt parkeret på ethvert gadehjørne. Hele turen var virkelig dygtigt planlagt og gennemført af lederen af det lokalhistoriske arkiv på Vivild Skole, Ejvind Nielsen. Stor ros til ham for en spændende tur tilbage til fortiden. Harzen var stedet, vores mor rejste til, da hun alene tog på ”en længere” udlandsrejse i 1952, tror jeg det var, arrangeret af Henry Esbensen.

En lang, men nødvendig, udenomssnak for igen at finde vejen mod fortiden.

Jeg glæder mig til at læse om dit ”uformelle” møde med ”tilfældig” kvinde. Vi er kommet så langt hjemmefra, at begivenheder i dit liv meget vel kan være gået min næse forbi. Jeres bryllup husker jeg dog, ikke som en glad og sprudlende fest, men som en begivenhed i skyggen af og på trods af vores mors død kort forinden. Aldrig heller har jeg forstået, hvorfor I valgte at bosætte jer i Vivild. Din beretning bringer årsager og sammenhænge frem i et forklaret lys.

Med til min hidtil ufortalte historie hører, at jeg kort efter, at jeg var startet i Baltica i september 1965, med posten modtog en genindkaldelse fra den øverste hærledelse i kongeriget. Jeg skulle give møde i Oksbøl til et 14 dages genopdragelsesforløb. De første 14 dage af oktober, var afsat dertil. Jeg var ikke meget for at informere min nye chef om sagen. Jeg søgte militæret om fritagelse, men det kom der intet ud af. Min chef var heldigvis forstående og støttende. Han var vist nok tidligere reserveofficer.

Det lange og det korte er, at jeg måtte forlade Baltica-skrivebordet i Grenaa og køre mod Oksbøl. Her mødte jeg andre sergenter med samme tunge skæbne. Vi blev munderet og derefter anvist en bivuakplads i øvelsesterrænet omkring Oksbøl. Her skulle vi klargøres til at møde genindkaldte menige. I den transformation blev jeg korporal, idet der på min uniform kun var 2 vinkler. Mig generede det ikke, men det blev for meget for en vagthavende officer ved en morgenparade. Han havde ingen korporaler på sin mandskabsliste. Håber han er kommet sig over chokket. I den efterfølgende uge forsvarede vi Fyn og rensede øen for fjender. Gensynet med militæret var en ægte skodoplevelse. Det skyldes formentlig, at jeg på det tidspunkt var kommet videre med mit liv. Efter 14 dage returnerede jeg uskadt til Grenaa og genoptog mit job hos Baltica og startede kernefamilielivet med Astrid.

Vi befandt os godt i vores 1. sals lejlighed i Bredgade. Vores huslejeværter var et pensionistægtepar, der var overordentligt rare at bo til leje hos. Via vores bryllup den 12. marts 1965 kom Astrid ind i lykkelige omstændigheder. Både mine og Astrids forældre fulgte nu spændte med i ventetiden. Stinne og William havde prøvet den situation før, men for Gerda og Johannes var det deres første barnebarn, der var på vej. For Astrid blev den store mave lidt besværlig at have med på arbejde, men hun blev i salonen, indtil hun skulle føde. Det skete en sommerdag, onsdag den 20. juli 1966 på Grenaa Sygehus.

Det var bagende sommervarmt den dag med åbne vinduer på fødestuen. Drengen var sund og velskabt, vejede 3550 gram og var 52 cm lang.
                                        Badetid august 1966 i Vivild. Den store tallerkenstabel kunne
                                        tyde på mor og farsd sølvbryllup den 17. auggust 1966.

                                    
                                       Nu kunne vi invitere gæster. William og Stinne på besøg
                                          i Bredgade 13 i Grenaa. Chaiselong og maghonibord er
                                        fra sadelmager Dahlerup i Vivild. Har svigermor gang i
           noget babytøj?                                

                               
                              Chefen selv på kontoret i Bredgade 13 i Grenaa.
                                           Bemærk kontorstolen, som er egen import i Volkevogn fra København.



                                
Grenaa ligger ikke lige midt på alfarvej, selv om du som 11 årig og vores forældre ikke havde så langt til et besøg og kig på den lille nye i familien. Men også Stinne og William kunne finde vej til Grenaa. I erindringen stod dagene i kø med barselsgæster fra nær og fjern.
Barselsorloven var dengang 14 uger for mødre. Astrid brugte tiden til at lære at blive mor, at give omsorg til den nyfødte og til blevask.
Ikke længe efter Mortens fødsel skulle vi til sølvbryllup i Vivild hos Gerda og Johannes. 25 år var gået siden de blev gift søndag den 17. august 1941ved et dobbeltbryllup på bakken i Vejlby, og sølvbrylluppet holdt de på dagen 25 år senere. Morten stod en stor del af dagen parkeret i sin flotte gyldenbrune barnevogn i gården ved den lille købmand i Vivild. Der var dagen igennem mange p-vagter.
                                             Mortens barnevogn parkeret i gården hos købmandens.
                                             Ved siden af havelågen, som kan være Emma Kogekones.
 
 
Snart blev det hans tur til at invitere til fest og vores tur til at holde festen. Søndag den 4. september 1966 blev han døbt i Grenaa Kirke. Den efterfølgende middag blev serveret på hotellet tæt ved kirken. Vores lejlighed rummede kun plads til den nærmeste familie. Der blev kaffen serveret.

                                           Mortens barnedåb. Middag på hotellet, kaffe i Bredgade.
                                           Kun Edith (øverst), Ingrid og svoger Per er levende i dag.

Da vi var ovre sølvbryllup, barnedåb og barsel blev det igen klippetid for Astrid. Vi fandt en dagpleje tæt på vores bopæl. Her blev Morten leveret om morgenen og afhentet igen, når jeg havde fri. Astrid fandt hurtigt en rytme, hvor hun i middagspausen gik hjem og ordnede de kogte bleer. De blev sat over om morgenen og simrede rene. Hun slukkede for blelortet, inden hun gik hjemmefra. Om middagen blev de skyllet og hængt op ude i haven. På gode dage var de startklare igen til aftenskidning. Jeg husker en dag, hvor hun var rasende på ordensmagten. Hun cyklede for at kunne nå det hele. En dag, hvor hun var på vej som vanligt, blev hun noteret af en politimand for at cykle på en ”gåvej”. Det kostede verdens mest uretfærdige bøde, mente Astrid. Den sagesløse politimand fastholdt sit synspunkt. Han havde skiltningen og uniformen som støtte for sin handling.
Vi var nu forvandlet til en rigtig kernefamilie med nyfødt barn, to indtægter, egen Folkevogn og udsigt til et skattefrit år forude, fordi kildeskatten skulle indføres i 1970. Den forandring ville opleves som et skattefrit år, lovede politikerne.
I efteråret 1966, mens Morten var nyfødt og køkkenet var blevaskeri, sendte skæbnen - godt hjulpet af Baltica - mig på en vikarrejse af et par måneders varighed til Brønderslev i Nordjylland som assurandør i byen nordenfjors. Her manglede Baltica en lokal mand, og jeg var under uddannelse til netop det job. For dem lå den lige til højrebenet. Jeg oplevede udstationeringen som en lang rejse væk fra min kone og vores nyfødte dreng. I Brønderslev blev jeg installeret på et værelse med adgang til et stedligt pensionat, og skulle så ellers få gang i Balticaforretningen der. I weekenderne kørte jeg selvfølgelig til Grenaa. En lang tur i efterårsmørket husker jeg. I god tid før jul var jeg igen tilbage i Grenaa ved familien og mit vante skrivebord.
                                             Besøg iVivild omkring maj 1967. Da må beslutningen
                                             om sporskifte være taget.
December blev på alle måder anderledes i 1966. Frisørlivet i Grenaa var nok ikke meget anderledes end det var i Struer. Fruerne skulle julepermanentes i Struer såvel som i Grenaa. Mit arbejdsliv havde forandret sig dramatisk. Forsikringsbranchen har ikke højsæson i december, snarere tvært imod. Helt anderledes stod det til hos kernefamilien i Bredgade 13. Her skulle vi indføre vores egen måde at komme julen i møde på. Dog var vi ikke klar til at fejre juleaften hjemme. Det spring måtte vente til senere tider.
Jeg gætter nu, min erindring slår ikke til, men jeg tror, at vores første ”gifte” jul blev fejret i Vivild. Det var mere overkommeligt at transportere barn, barnevogn og bleer til Vivild end at flytte hele setup’et til Hvidbjerg.
Hvordan det nu end var, blev det forår, lyset kom tilbage med længere dage og nye tanker dukkede op i mit hoved. Forsikringsfremtiden var på ingen måde skræmmende. Men en pædagogisk tanke var født og voksede i mit hoved.
Inden den forvildede idé fik lov at gro, havde jeg overbevist den forhenværende lille købmand i Vivild om, at hans fremtid lå i et fritidsjob i Baltica. Den tidligere købmand besad til fulde de kerneværdier, forsikringsbranchen dengang efterspurgte: troværdighed og lokalkendskab, godt snakketøj, forstand på indtægter og udgifter og lyst til nye udfordringer, der kunne generere penge i pungen. Vores far blev Balticamedarbejder med eget grønt skilt på huset. Endnu en kasket, endnu en nebengeschæft.
                                                 Et lidt trist brudebillede. Derfor er det ej heller i fokus. Det er
                                                 det lille grønne Balticaskilt i billedets venstre side. Endnu en
                                                 nebengeschæft forkøbmanden.
 
Det pædagogiske frø voksede uforstyrret videre. Ofte har jeg tænkt tilbage på den tid og den beslutning. Hvor kom den fra? Hvordan kunne det gå så galt? Det tætteste jeg kommer en forklaring, er min mors tidlige påvirkning godt støttet af den noble papirsælger fra Silkeborg. Jeg nævner lidt om det i mit skriv Opbrud og udlængsel, dateret 24. april 2013.
Tiden var inde til et familieråd om sagen. Dagsordenen var klar og enkel: Opbrud fra Grenaa og ny start for hele kernefamilien. Et enten eller valg med helt nye livsbetingelser. Jeg vidste, at der lå et lærerseminarium i Herning og at Astrids to søstre boede i Herning. Astrid har altid været fantastisk til at se nye muligheder og til at tage udfordringer op. Vi har formentlig snakket en del op og ned, ud og hen. Men lang tid var vi ikke i tvivlens centrum. Forberedelserne og flytningen til Herning vil jeg komme mere ind på næste gang, det er min tur til at vandre i fortiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar