fredag den 7. juni 2013

Se fjenderne i øjnene


Nykøbing grundlovsdag 5. juni 2013

Kære Lise
 

En vældig vandretur ad barndommens Gade fra vest mod øst. Imponerende mange mennesker, gensyn med folk og familie fra dengang og med huse og stemninger, der træder ud af forfaldet og forvandles til urmagerbutik, telefoncentral og smedeværksted. En rigtig spændende aften i Vivild. Dagen efter fulgte vi nostalgiens landevej, der førte os til Hahnenklee i Harzen. Et firestjernet hotel var rammen om tre dages regn i Goslar og omegn. Vel hjemkommet lå haven skræmmende uberørt. Asfaltfirmaet havde endnu ikke været forbi med 12 læs grøn asfalt. De vise ord gælder stadig: ”Kun en tåbe frygter ikke haven”!
Grundloven fortjener et par ord. De kommer senere. Nu tilbage til de væbnede styrker. Rekruttiden overlevede jeg med alle lemmer i behold. Dagligdagen var fyldt med aktiviteter, der havde til hensigt at gøre civilister til kampklare soldater. For skoleelever er læse- og regnefærdigheder et must. For soldater er våbenbetjening og præcisionsskydning spidskompetencer. Dagene var fyldt med felttræning, eksercits, våbenpleje og skarpskydning. Hvor træfsikker er en blind rekrut? Førerhunden er ej heller til megen nytte. Det er her Louis Nielsen og hans brillemagere træder ind på scenen. Jeg fandt hurtigt ud af, at både forsvaret og jeg havde god gavn af militære skydebriller. Jeg fik flere træffere på skiven og frihed til at besøge en brilleleverandør. Øjnene skulle tjekkes, der skulle tages mål og brillerne afhentes personligt. Arrangementet kastede alt i alt en del frieftermiddage af sig. En win-win situation for begge parter. Hovedfjenden, Ivan den Grusomme, kunne ikke længere med ro i soldatersindet fortære sin feltration ved de østtyske strande, når jeg kunne spotte ham, om ikke med de blotte øjne, så dog gennem de nypudsede briller.
Den vigtigste udrustningsdel var selvfølgelig soldatens gevær. I 1962 var hærens styrker forsynet med det amerikanske M1 Garand gevær, en semiautomatisk riffel, i det danske forsvar betegnet som GV-M50.
Geværet vejede mellem 4 og 5 kilo, ammunitionen var af størrelsen 7,62 mm og patronerne sad i en laderamme med 8 stk. i hver.
Det gevær lærte vi at skille ad og at samle i dagslys, i mørke, i blinde, under vand og med en promille på 2+. Og så skulle det pudses og smøres ustandseligt. Man kunne være sikker på, at vagthavende under en parade tjekkede en del geværer ved at kigge bistert ned i løbet for at finde rust og andre urenheder. Mangler og forsømmelser kostede. Man blev ”bollet”, dvs. fik stuearrest, inddraget nattegn eller orlov eller tildelt ekstravagter.

"Vi var nu rigtige dragoner og en smule stolte over at gå med baret.
Efter 2 måneder i en rekruteskadron blev vi overført til vores fremtidige enhed. Vi var nu ”rigtige” dragoner og var en smule stolte over at gå med baret. Lidt sejt, når man rejste i tog med almindelige ”fodtusser”. Jeg havde accepteret det gennemregulerede kaserneliv og lært at se mulighederne i systemet. 16 måneders værnepligt var trods alt til at udholde. Noget sværere var det efter 2 måneder i rekrutten at vise begejstring for, at regimentet havde udpeget mig til at gennemføre en sergentuddannelse på PBS - Pansertroppernes Befalingsmands Skole - i Næstved af alle steder. Derved blev værnepligten udvidet med 8 måneder. I samtalen med obersten, regimentschef, herom gjorde jeg stærkt gældende, at jeg slet ikke havde lyst dertil og at regimentet ville være bedre stillet uden en sergent med min motivation. Selvfølgelig var oberstens 3 spejlæg på skuldrene stærkere argumenter end mine røde, usle plasticstrips samme sted.
Resultatet var givet på forhånd. Først i januar 1963 efter en dejlig lang jule- og nytårsorlov var jeg i tog på vej mod Næstved. Grønnegades kaserne hed det gamle kaserneanlæg, som lå centralt inde midt i Næstved. På de gamle vaskekummer ude på gangen hang skilte, der forbød at lukke for vandet, der så ville fryse. Velkommen til PBS! Havde vi ikke lært at vedligeholde udrustning i Holstebro, så lærte vi det i Næstved. I 10 graders kulde. En modbydelig start på et nyt år. Men også strenge tider har talte dage. Solen kunne også skinne i Næstved. Der blev længere mellem besøgene i Hvidbjerg og Vivild. En orlov om måneden. Vi kaldte det ”jydeorlov”. Den gik fra lørdag lige over middag til søndag aften ved sen togtid. De andre weekender var vi ”bollede”, straffede for nullermænd indvendig i de pressede uniformsbukser for eksempel.
Også de rammer lærte man at tilpasse sig. Jeg havde i den vinter tendenser til pandehulebetændelse. Kommandoofficeren, en overfenrik, troede på jyske lidelser, så jeg fik tilladelse til at opsøge læge i byen adskillige gange blot ved at fremvise gyldigt aftalekort fra medicinmanden.
På PBS var vi formeret i 2 delinger, en deling garderhusarer og en deling dragoner. Blandt garderhusarerne var en Helge Adam Møller, den senere folketingspolitiker fra De Konservative. Han var også en fin fyr dengang.
5 nyudnævnte dragonsergenter fotograferet på PBS. Fra venstre er det Aarhus, Hammerum, Vivild, Esbjerg og Lindholm. Den sidste blev senere løjtnant. Jeg husker ikke længere deres civilnavne.

Efter endt uddannelse returnerede vi i juli 1963 til Jyske Dragon Regiment. Her havnede jeg i en kampenhed, 2. Opklarings Eskadron, som gruppefører i en mortèrgruppe. Nu blev soldaterlivet lettere, der kom fløde i kaffen og bøf på bordet. Mine mortèrmænd og jeg skulle hjemsendes samtidig, der var en lun presenning på vores køretøj og vi arbejdede godt sammen, når det var nødvendigt. Og så var der ikke så mange vagter, nu som vagtkommandør bag glaslugen, og meget mere frihed. Der var sergentmesse, spisemesse og eget logi med bad. Nu fik man også løn for at forsvare fædrelandet.
Der blev meget mere tid sammen med Astrid, og vi begyndte forsigtigt at snakke om tiden, efter hendes svendebrev og min exit fra militæret. Det første skridt tog vi sammen, da vi forlovede os den 1. juni 1963. Det næste, da jeg købte en hvid, brugt Folkevogn med motor bagi. Planen var, at jeg skulle genstarte hos Klingenberg. Men først til september, tror jeg. Et midlertidigt job hos Kjærgaard, kolonialgrossist i Struer, fyldte tiden ud til september. Og vi tog på vores første ferie sammen, en telttur i bil til Fredericia, Kolding og Gråsten bl.a. Spidsteltet blev vores første fælles hjem. Og vi nød det. Hvordan fru Stinne og murer Poulsen havde det med at sende deres datter ud på en sådan tur, husker jeg ikke. Astrid var fyldt 19 år nu, så hun kunne selv bestemme over sit liv. Det havde murermesteren og hans kone formentlig indset det rigtige i.
 

Vores første ferie sammen. I folkevogn til Fredericia, Kolding og Gråsten bl.a. Her var en af prinsesserne på ridetur.
 

I næste afsnit har jeg planer om at forlade Hvidbjerg for at flytte til Grenaa. Nu som Baltica assurandør.
Og så et par ord om grundloven. En gammel sag fra 1849. Frederik den Syvende, konge fra 1848 til 1863, blev den sidste enevældige danske konge og den sidste af den oldenborgske slægt. Han blev i 1950 gift for tredje gang. Med Louise Rasmussen, senere grevinde Danner. Hun var en særdeles klog kvinde. Fra et tidligere bekendtskab med bogtrykker Johan Carl Ernst Berling havde hun en dreng, som hun dog ikke havde adgang til. Samtiden var fordømmende over for hende. Sønnen havde fødselsdag den 5. juni. Derfor tilrådede hun Frederik den 7. til at underskrive den nye grundlov netop på denne dag, så ville hele Danmark flage for hendes søn. En udspekuleret og sød hævn over det københavnske borgerskab, som hun foragtede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar