lørdag den 15. juni 2013

"Det har jeg med hjemmefra"



                                                                    Rønde lørdag den 15.6.2013


Kære Kaj

Jeg holder meget af familiefotos. Læsere af denne blog vil formentlig give mig ret i, at jeg råder over en betragtelig samling familiefotos fra vores hjem. Det kommer egentlig bag på mig selv, at der reelt er så mange, som det har vist sig i denne skriveproces. Jeg har tidligere været inde på, at jeg tror, det er mors fortjeneste, at der er taget så forholdsvis mange såvel portrætter som situationsfotos gennem tiden.
Heldigvis deler Johan behovet for at fastholde ansigter og stemninger gennem kameraet. Det vil ikke være vanskeligt for kommende generationer at fortsætte denne familiekrønike set udfra en fotomaterielt synsvinkel.
Nogle billeder holder jeg imidlertid helt særligt af. Når ens nære familie til daglig lever med 20.000 kms afstand, sker det ikke hverken hvert eller hvert andet år, at alle mand er på samme sted på samme tidspunkt. Når det endelig sker, ligger det mig meget på sinde at få foreviget situationen. Fra de seneste 11 år har vi fire billeder af den samlede familie - det endda med lidt "snyd", fordi der to af gangene har manglet en vis kiwimand.

Juleaften 2002 fra venstre Morten, Sine med Jeppe i maven, Jane, Vaughan, Jonas og forrest mormor med Johan på 15 måneder på skødet ved siden af morfar Johan. Billedet er taget i Jane og Vaughans have ved vores første og hidtil eneste fælles familietur down under

Her er hvad vi kan præstere i maj 2013
Johan og jeg til højre med vore egne tre børn bagest - fra venstre Sine, Jonas og Jane
Sines tre store børn, Johan, Jeppe og Karen sammen med Janes India og Ashton
Billedet er taget med selvudløser i vores have på Lillerupvej i Rønde




Det seneste billede herover tjener dels til dokumentation af, at jeg vitterlig de seneste snart fem uger har haft hænderne fulde af familiebesøg og dels som afsæt for refleksioner over betydningen af familiefotos.
I min forholdsvis velassorterede samling af billeder fra vores hjem, findes der kun ét tilsvarende familieportræt. Det har tidligere været vist på bloggen. Når jeg bringer det igen, er det fordi jeg holder meget af det billede. Udover at tegne et tidstypisk billede, så fastholder det mindet om den familie, vi er rundet af.
Nu vi er ved at bladre i familiealbummet, så lad os tage endnu et par stykker.
Anledningen til at Gerda og Johannes midt i købmandens åbningstid, er trukket i det pæne tøj med hvid skjorte og slips og afslappet cigarføring og ladet sig fotografere omgivet af blomsterbuketter med små hvide kort, er fars 50 års fødselsdag. Jeg kan huske dagen og jeg kan huske oplevelsen af, at jeg virkelig følte, jeg havde en gammel far. Sjovt som synet på alder forandre sig i takt med, at man selv bliver ældre. Interessant er det også at konstatere, at flere og flere personkarakteristika med alderen tydeligere kan adresseres til den ene eller den anden af ens forældre. 
Formentlig fordi denne erindringsskrivningsproces er igang, mens Jane har været hjemme, muligvis kombineret med, at hun har bosat sig på den anden side af jorden og dermed har en skærpet iagtagelsesevne i forhold til gener og karaktertræk, så er det ikke så få gange sket, at hun har sagt: "det har jeg med hjemmefra" . Efterhånden er der hen over de seneste sommeruger for mine pigers vedkommmende gået sport i at identificere, hvorfra den ene og den anden vane, interesse, karaktertræk eller holdning stammer. Er det tilegnet eller medfødt? 
Interessen for familiefotos har jeg helt klart med hjemmefra - nærmere bestemt fra mor.

Det blev en lang indledning. Tankerne flyver. Det gør Jane og børnene også - i mere bogstavelig forstand. Lige nu sidder de i flyet fra Singapore til Christchurch og tilbagelægger de sidste ti timers flyvning, inden de sætter fødderne på New Zealandsk jord. Det ligger nok i mor-generne i tankerne at følge med hele vejen. 

Afsked er ikke altid lige nemt. Hjerte rimer på smerte. Afsked er ikke destomindre, hvad dette blokindlæg nødvendigvis må handle om. Kronologisk set er min historie nået dertil, hvor jeg må tage afsked med mor. Det kan føles grænseoverskridende, men selv svære ting må siges. Det har jeg med hjemmefra.

En dag i begyndelsen af februar 1974 kom jeg hjem fra skole og fik en forvarsel om, at noget i mit liv ville ændre sig drastisk. Jeg gik i 1. g på Amtsgymnasiet i Randers. Når jeg kom hjem med bussen omkring klokken 15.30 havde mor hjemmebagt franskbrød med min gule appelsin-farvoritmarmelade klar. Sammen sad vi ved køkkenbordet, hun, far og jeg og vendte stort og småt, inden jeg gik i gang med lektierne. Denne februardag havde mor ikke franskbrødsmadderne klar. Hun kaldte på mig fra sofaen i stuen, hvor hun havde lagt sig for at hvile. Hendes budskab kom uden omsvøb og uden dramatik. Hun ville blot fortælle mig, at hun inden året var omme, var død. Mor var i familien kendt for sin sjette sans, det man vel kunne kalde en veludviklet intuition. Hun kunne i næsten uhyggelig grad forudsige hændelser. Derfor gjorde det et stort indtryk på mig med denne rolige, sikre forudsigelse. Hvordan reagerer man som 18 årig på sådan en melding? Jeg kunne ikke se, at hun var syg og troede ikke på, hvad hun sagde, så jeg slog det hen. Den 27. februar var far og mor til onkel Jens`60 års fødselsdag. Da mor kom hjem fra den fest, gik hun i seng og stod ikke op mere. Hun havde læge adskillige gange og efterhånden pegede diagnosen på galdesten. I april blev mor indlagt på Ørsted Sygehus. Hun blev opereret og fik fjernet 32 galgesten, men fik det mod forventning ikke bedre. Den 20. maj blev mor flyttet på enestue. Overlæge Larsen prøvede at overbevise os om, at hun nok skulle klare det, men han havde ikke taget højde for, at mor vidste bedre. 
I den måned mor var indlagt i Ørsted, pjækkede jeg ofte fra sidste time for at besøge hende. Den 21. maj kørte far og jeg sammen til Ørsted. Ud for Bollegård ved Hevring plukkede vi en stor buket mørke syrener. Det blev den sidste buket, mor så. Dagen efter døde hun. Vi blev tidligt om morgenen den 22. maj kaldt til sygehuset. Far og jeg kørte straks afsted og senere kom I andre søskende. Da far og jeg trådte ind på stuen, sagde mor med ophøjet ro: "Det er i dag, jeg skal dø, Lise". Hun udstrålede afklarethed og styrke. Vi sad alle tre en stund sammen uden at sige noget. Senere da I kom, snakkede vi om fælles oplevelser og gode minder. Blandt andet husker jeg, hvordan du, Kaj nævnte landturene, som du og mor havde haft sammen. Over middag forlod vi børn stuen og far blev alene tilbage. Han var hos hende, da hun sov ind. Mor var en stærk personlighed i sit liv og blev det også i sin død. Hun blev kun 56 år gammel. Begravelsen fandt sted fra Vivild Kirke lørdag den 25. maj - dagen før, jeg fyldte 19. Ved begravelsen sang Vera Mikkelsen: Jeg har hørt om en stad. Med til mors salmevalg var desuden: Sølvsnoren brister dog engang og Dejlig er jorden.
Slægt skal følge slægters gang. Den 22. maj tre år senere fødte jeg Sine. 












Gennem min barndom har jeg ofte fået fortalt, at jeg ligner far. Det er rigtig på mange felter. Jeg har arvet hans optimistiske tilgang til verden og livet generelt. Jeg ser muligheder frem for begrænsninger. For mig er glas halv fyldt mere end det er halvtomt, sagt sådan i overført betydning. Da jeg 20 år efter mors død, satte mig til at tegne konturerne af den mor, jeg i princippet kun havde kendt mens jeg var barn, gik det dog op for mig, at nok havde jeg mange karaktertræk tilfælles med far, men mor havde efterladt flere egenskaber i mig, end jeg først kunne få øje på. Der er forskel på karaktertræk og egenskaber, har min yngste datter lige lært mig og jeg tror, hun har ret. Karaktertræk er medfødt, egenskaber eller måske snarere færdigheder kan læres. Giver det mening? Er selv i tvivl, men anyway mor har lært mig at klæder skaber folk. Hun og jeg kunne have haft megen glæde af fælles shoppeture. Hun har videregivet hendes interesse for boligindretning - ikke i betydningen designermøbler, slet ikke, men glæden ved at flytte om på møblerne og sy en ny sofapude. I min tidlige ungdom delte jeg hendes interesse for syning og broderi. Da børnene var små syede jeg det meste af deres tøj og strikkede deres sweatre. Jeg har dog aldrig kunnet drive det til korsstingsbroderede stole - dertil rakte min tålmodighed ikke. Ubevidst tror jeg også, det er mors indflydelse, der gør sig gældende, når jeg i dag efter sommerens ryk ind har haft sengetøjet ude af skabet for at lægge det tilbage i pæne bunker. Hvis jeg roder lidt mere i hukommelsen kan jeg givetvis finde meget, meget mere - karaktertræk og egenskaber, som jeg har med hjemmefra.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar