mandag den 17. juni 2013

Forsvar og forsikring


Nykøbing den 17. juni 2013

Kære Lise

 
Når jeg kigger tilbage på mit sidste indlæg, går det op for mig, at jeg kom lidt let gennem min tid i de væbnede styrker - på mere end en måde! Det råder jeg bod på senere.
Jeg tror, at jeg ved, at dit liv ikke primært styres af kronologi og årstal, men af andre og vigtige faktorer. Mit hoved er indrettet lidt anderledes. Håber ikke, at ligestillingspsykologer overfalder mig nu! Men den februardag, du kom hjem fra gymnasiet i Randers var i 1974. Samme år som onkel Jens fyldte 60 år den 27. februar og året efter, at Peter, Morten Astrid og jeg var flyttet til Ringkøbing. Jeg husker endnu den onsdag morgen, da far ringede og fortalte, at mor var meget syg, og at vi hellere måtte komme hjem straks, inden hun døde. Det vender jeg alt sammen tilbage til - til rette tid forstås.
Du gør dig vældige tanker om og spørger ”hvorfra den ene og den anden vane, interesse, karaktertræk eller holdning stammer. Er det tilegnet eller medfødt?
Jeg skal ikke kloge i de dele af menneskelivet, men vil blot erindre om, at for Hans Christian Andersen, 1805 - 1875, var sagen klar. I eventyret Den grimme ælling fra 1843 lader han den grimme andeunge forvandle sig til en fejende flot svane. Altså sejr til de medfødte gener.
Henrik Ponoptikon (eller Pontoppidan), 1857 - 1943, giver 51 år senere sit svar på samme spørgsmål i novellen Ørneflugt (1894). Her bliver den vilde og højtflyvende ørn tæmmet og tager bolig i præstegården. Miljø og sociale omstændigheder vinder over de medfødte gener. I mellemtiden havde Georg Brandes været forbi med sine ideer om bl.a. dette forhold. Hans tanker om realisme og naturalisme i litteraturen giver points til Henrik Ponoptikon.
Jeg vil lade tankerne flyve videre og søge en jordbunden landingsplads ved de væbnede styrker i 1960’erne, ved JDR og 2. opklaringseskadron. Her rådede vægten af skulderstjerner og sildesalat. Enkelt og letfatteligt for en købmandssøn fra Vivild. Vores delingsfører løjtnant (R)Filt Hansen demonstrerede ofte systemet. Om morgenen, 4 minutter efter mødetid, blev jeg flere gange mødt på følgende måde: Godmorgen sergent Thomasen, De kommer 4 minutter for sent. Deres straf er, at jeg skal låne Deres cykel over i messen her i formiddag!” Sådan, en stjerne vejer mere end tre vinkler!
Inden jeg som nyudnævnt sergent landede som mortérgruppefører i 2. opklaringseskadrons 2. deling, skulle jeg uddannes til at skyde med mortér. Det skete på et 3 ugers mortérkursus i Oksbøl umiddelbart efter jeg vendte tilbage til Holstebro.  
Inden kurset i Oksbøl var min viden om mortérer absolut fraværende. I Oksbøl var jeg sammen med andre sergenter fra Næstved og Holstebro og en enkelt løjtnant fra Næstved. Her blev vi meget klogere på mortérens skydetekniske muligheder og begrænsninger.
Det var højsommer i Dannmark i den periode fra 2. til 20. juli 1963. Fritiden blev for en stor dels vedkommende tilbragt ved Vejrs Strand. Løjtnant Peter Parkov havde bil, som han meget generøst stillede til rådighed. Jeg er mange gange senere stødt på hans navn i medierne i forbindelse med de kongelige. Lidt kongelig røg kom der fra feltkøkkenet i Oksbøl. Han var en rigtig fin fyr. Dengang kendte vi ikke hans aner, ej heller hans fremtid.
Tilbage til Holstebro fra et spændende og lærerigt kursus i Oksbøl, hvor mortérgranaterne fløj smukt og præcist i deres krumbuebaner, blev jeg tilknyttet 2. opklaringseskadron, hvor jeg blev tjenestegørende sammen med bl.a. 4 sergenter, som jeg også efter militærtiden fik mange dejlige timer sammen med. Sergent Preben Nielsen, kampvognskommandør (Preben døde alt for ung i 1990érne), sergent Tage Thomsen, kampvognskommandør, sergent Georg Ladegård, spejdergruppefører, sergent Erik Rask Nielsen, spejdergruppefører. De tre førstnævnte var 2 måneder ældre i tjenesten end jeg. Erik Rask Nielsen var to måneder yngre.
Diplom fra mortérkursus i Oksbøl. Her lærte vi gennem teori og skarpskydning at håndtere en 81 mm mortér.

 
Chefskifte i 2. opklaringseskadron. Den lille afgående major af reserven, Brisant Jensen afløses af en dengang kendt atletikudøver,en linjeofficer og major. Delingsfører løjtnant Filt Hansen står baggest til venstre med sabel.

Sergent Preben Nielsen, Olga Thomsen og sergent Tage Thomsen
 
Afdøde Hanne og sergent Georg Ladegård. Hanne var Georgs anden kone. Den første døde ung.
 
Bente og sergent Erik Rask Nielsen.
De tre billeder er fra Astrids og mit sølvbryllup i 1991.
 





Gjort op i dag står de to år hos JDR meget stærkt og lysende i min erindring. Med et nutidigt udtryk, et megafedt livsafsnit.
En krølle på historien er, at lillebror Juhl i samme periode var soldat i Nymindegab. Gad vide, om vore forældre følte stolthed over at have to sønner i militæret på samme tid? Eller optræder det fænomen kun i amerikanske film? Jeg husker det som lidt sejt en gang imellem at mødes hos vores forældre og udveksle militære hemmeligheder.
Købmandsfamilien på søndagstur i den sorte Opel. Billedet er fra en forældredag i Nynindegab, hvor bror Juhl var soldat. Han er i uniform. Billedet er fra 963, vist nok.
 
Jeg vil senere nævne en genindkaldelse, der kom lidt på tværs.
 I mit sidste indlæg skrev jeg om min tilbagevenden til Hvidbjerg og købmand Klingenberg. En dag i foråret 1965 kom en velklædt og ukendt herre ind i forretningen. Vi faldt i snak. Han fortalte, at han kom fra Thisted, hvor han var ansat i forsikringsselskabet Baltica som chef for deres forretninger i Thy. Han snakkede videre og nævnte, at hans kollega i Grenaa, inspektoratschef Ove Zabel, manglede en assistent på sit kontor. Hvis det var noget for mig, ville han sætte mig i forbindelse med denne Zabel. Jobbet var et uddannelsesjob med henblik på efterfølgende at blive assurandør i Baltica. Det kildrede lidt i ørerne. Jeg snakkede med Astrid om den ændring af vores liv. Vi skulle sammen flytte til Grenaa, og var vi klar til det? Kunne Astrid få job som frisør?  Astrid har aldrig været bange for forandringer og hurtig til at træffe beslutninger. Jeg var til samtale i Grenaa om jobbet. Sagde ja og fik samtidig et midlertidigt værelse. Hensigten var, at vi skulle have en rigtig lejlighed, flytte sammen og starte en lille kernefamilie. Alt det blev til virkelighed i et lidt kaotisk forløb måske, men vi var unge og havde mod på forandringer. Jeg begyndte på det nye job i efteråret 1965, tror jeg nok. Astrid skulle have færdiggjort sin frisøruddannelse og aflagt svendeprøven i oktober 1965.
Bogen om blomsterne og bierne havde vi ikke læst godt nok, eller ikke forstået den rigtigt? Måske fejrede vi Astrids svendeprøve lidt heftigt. Hun blev gravid i slutningen af 1965. Vi var ikke gift, og en ”skandale” var under udvikling. Endnu vidste kun Astrid og jeg besked om tingenes rette tilstand. Vores viden holdt vi for os selv og fortsatte med flytteplanerne. Måske hjalp Ove Zabel, inspektoratschefen, os med at finde en lejlighed down town Grenaa. Bredgade nr. 13 på første sal lå i gåafstand fra vores arbejdssteder på strøget, hvor Astrid havde fået frisørjob i en salon, som permanentede og farvede hår på finere borgerfruer.
Istandsættelse og møblering af en begynderlejlighed tager tid og koster penge. Vi havde ikke nogen af delene. Men var ovenud tilfredse med resultatet. Rigtige sadelmagermøbler i gammel stil med passende gulvtæppe i kongeblå såkaldt hestedækken lagde stilen. En perfekt ramme til starten på et fælles liv. Alligevel gik vi lidt trippende om den varme grød eller den voksende mave. Der skulle et bryllup til for at luske omstændighederne ind i en holdbar ramme. Vi forelagde vores planer, uden at gå i detaljer, og fik med vore forældres samtykke arrangeret kirkebryllup i Hvidbjerg kirke lørdag den 12. marts 1966. På det tidspunkt kunne brudebuketten stadig skjule de lykkelige omstændigheder. Festen skulle holdes hos Stinne og William i deres ”festsal”. Sandt at sige husker jeg ikke meget fra vores bryllup. Vi var begge noget påvirkede af de skjulte omstændigheder og glædede os begge til at flytte ind i vores nye lejlighed i Bredgade i Grenaa. Mandag morgen den 14. marts kørte vi i vinteragtigt føre mod Grenaa med Folkevognen fyldt op med bryllupsgaver og andet flyttegods.
 
 
 
Bryllup i Hvidbjerg lørdag den 12. marts 1966. Svigerfar William røg ved særlige lejligheder lang pibe. Brillestangen er hans moderne høreapparat.


 
Her startede vi vores fællesliv. Det vil jeg spinde videre på i næste afsnit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar