mandag den 17. juni 2013

Det er så yndigt at følges ad



                                                                             Rønde samme dag 17.6.2013

Kære Kaj

Der var du godt nok hurtig på tasterne. Jeg skal forsøge at holde trit med tempoet og komme op på hesten igen efter en længere skrive/familie -pause.
Det fremgår helt tydeligt, at din militid var en kanontid. Egentlig har jeg ikke tidligere helt forstået, at du var til den slags kæft, trit og retning, men jeg kan jo mellem linjerne læse, at sanktionerne ved forseelser var til at bære. Det bløder lidt op på tingene. Du spørger om far og mor var stolte over at have to sønner ved militæret. De var da megastolte. Jeg husker også turen til Nymindegab, ligesom jeg tidligere har nævnt besøget på kasernen i Holstebro. Der var præstige i militæret. Uniformer, Kongens Klæ`r, at kæmpe for Fædrelandet. Der stod respekt om jer og selvfølgelig mødte vi op, når muligheden for kigge ind bag hegnet opstod.
Dit tilfældige møde og uformelle snak med Balticamanden, fik smilet frem. Det er dig i en nøddeskal. Det er os i en nøddeskal og min påstand er, at det har vi med hjemmefra. Vi er sådan nogen, der falder i snak med folk, en tanken luftes, en mulighed opstår, vi griber chancen og vupti har vores liv taget en ny drejning. Sådan var far også. Han kunne snakke med alle folk. Det førte ham vidt omkring med tillidsposter, bestyrelsesposter, kommunalbestyrelsesarbejde og ja minsandten også omkring Baltica som assurandør på et tidspunkt, men det kommer vi meget mere ind på senere. Arv eller miljø. H.C.Andersen, Pontoppidan eller Georg Brandes. Hvem der har ret, ved jeg ikke. Du ligner far på mange områder. Basta.Det er der kun grund til at være tilfreds med.
Der var i købmandshjemme i Vivild ikke nogen, der læste højt af bogen om blomsterne og bierne for os, så måske kan man ikke bebrejde jer, at I ikke kunne gennemskue konsekvenserne af fejringen af Astrids svendeprøve. Måske var der mere tid til at opdrage mig, for jeg vidste at det var "nogo" med voksende mave før vielsesattesten lå i skrivebordskuffen. Ikke alene var far formand for Indre Mission i Vivild, men min kommende svigerfar var præst samme sted. Det var ikke odds, man gik imod, så vi sørgede for at få lyst for os fra prædikestolen rettidigt, som man gjorde dengang, før vi ved en ikke særlig festlig ceremoni i Vivild Kirke den 14. september 1974 blev rette ægtefolk.
Set i bagspejlet, det spejl, som har det med at vise tingene i et andet lys, var det noget af et afsæt for et livslangt følgeskab.
Lad os lige skrue tiden tilbage til mit indlæg om mit andet hjem. Det sluttede med en antydning af, at jeg havde valgt min udkårne blandt præstens fire drenge, nærmere bestemt nr to fra oven. Han vidste det bare ikke og jeg måtte bage på ham i temmelig lang tid og have hjælp af fælles venner til at åbne hans øjne, før det gik op for ham, at det måske ligeså godt kunne blive købmandens Lise, som hvem som helst ellers, han valgte som livsledsager. Det lyder rationel. Det var det også. Johan ynder at fortælle vores børn, at det der med forelskelse, det varede højest hen over en weekend i 1973 Ikke desto mindre begyndte vi en aften i begyndelsen af januar 1973 "at komme sammen". På min 18 års fødselsdag den 26.maj 1973 blev vi ringforlovet på toppen af jettestuen i Stendysserne. Meget romantisk. Som sagt vidste vi godt at en fælles fremtid under samme tag krævede en vielsesattest, så den planlagde vi at få i hus i juli 1974
Jeg gik i 1. g i Randers. Grunden til at jeg havnede på gymnasiet var helt klart en indflydelse fra mit andet hjem. Du og jeg kommer ikke fra et akademikerhjem og vi fik ikke boglige traditioner ind med modermælken. Men som tilløbende bonusdatter i præstegården var det mere naturligt, så jeg hoppede på bussen og stod af på det nye Amtsgymnasium i Randers Nord. Der lå en lille protest i ikke at vælge det mere klassiske Statsgymnasium. Motivationen var ikke i top. Jeg faldt aldrig rigtig til, følte mig måske ikke boglig nok og havde slet ikke drevet til at gøre noget ved lektierne. I 2. g forsøgte jeg at droppe ud, men Johans far talte mig fra det. Hvor mange bliver også lige gift, men de går i 2.g Nej vel.
Søren og jeg som studenter ved den fælles studenterfest for familie og venner på Sivested Odde 


Det fungerede ikke for mig at være nygift og samtidig være ung gymnasieelev. Ægteskabet bragte mig milevidt fra mine klassekammerater og lige siden har jeg følt, at jeg var en halv generation ældre end mine jævnaldrende. I dag har jeg en god jævnaldrende kollega. Hans yngste er lige blevet konfirmeret. Mit ældste barnebarn skal konfirmeres om 3 år. Kan du se, hvad jeg mener. Men altså, giftes skulle vi og gift blev vi. Mor planlagde bryllupsfesten, men  døde knap to måneder før. Vi udsatte festlighederne til september, men gennemførte den efter den skabelon, hun havde været med til at lave. Datidens skabelon var ikke en, mor lavede. Den var dannet af årelange traditioner for, hvordan sådan et bryllup skulle foregår. Det var ikke megen indflydelse brudeparret havde. Emma Gad foreskrev at brudeparrets familier og de respektive forældres venner stod øverst på gæstelisten. Hvis økonomi og plads rakte, kunne brudeparret vælge et par venner. Vi havde 4 venner med.

Et meget ungt brudepar - bruden 19, gommen rundende 22 to dage efter brylluppet

Pastor Legarths sidste handling som præst var at vie os.


Min svigerfar forestod selve vielsen. Det var en stor ting for os, for han var i mellemtiden gået af på grund af sygdom. Det var en kraftanstrengelse for ham at gennemføre vielsen, men han gjorde det. Resten var lagt i hænderne på den lokale sognepræst, min svigerfars efterfølger, pastor Kresten Christensen. Han havde valgt i sin tale til brudeparret at tage udgangspunkt i Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren med ordene: Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær. Måske ikke det mest opmuntrende afsæt for et ungt pars fælles fremtid. Jeg kunne bag mit slør høre far hulke højt.
Den efterfølgende fest i Bagerens sal trak også tunge skyer af sorgen over mors død. Hurra - og længe leveråb blev erstattet af et minuts stilhed. Ak ja, sorrig og glæde de vandre til hobe. Måske en lidt tung lektie at få læst som ung brud.
Far fører sin yngste datter op af kirkegulvet.
Klassekammerater fra 2.g sproglig linje på Amtsgymnasiet dannede espalier med Gyldendals Røde ordbøger



Vores første fælles hjem blev en lille taglejlighed på 1. sal af Frk Skrivers hus. Før mors død havde vi fået en lejlighed i Skansebo i Randers. Johans onkel Christian, sagfører i Randers, hjalp os gennem boligkøen. Vi glædede os til at komme til byen. Da mor døde og far blev alene, havde jeg ikke hjerte til at forlade Vivild. Jeg synes, det var for meget for ham, at "miste" os begge på en gang. Derfor besluttede vi at blive i Vivild til jeg var færdig med gymnasiet. At vi først rykkede teltpælene op fra Vivild 24 år senere, var ikke lige planlagt dengang.
I mit næste indlæg vil jeg fortælle om, hvordan en uformel snak med en "tilfældig" kvinde satte mig på sporet af et karriereforløb, som absolut ikke havde noget bestemt retning fra starten.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar