søndag den 5. maj 2013

Sikken voldsom trængsel og alarm

                                                                                  Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag 5.Maj 2013

Kære Kaj

At skrive erindringsblog er for mig som at male et maleri. Fingrenes dans hen over tastaturet er som at svinge penslen. Ordene skaber billedet. Jeg ved ikke helt, hvad der kommer ud af processen, men jeg ved, at jeg hver gang glæde mig til at gå ind i det rum, hvor sindet tunes ind på opgaven og tankerne flyver tilbage i tiden.
At modtaget et blogindlæg er for mig som at gå på maleriudstilling. Hver gang glæder jeg mig til at se, hvilke billeder, du frembringer.

Coca colaens indtog i Danmark husker jeg ikke. Den kaffemørke drik har eksisteret så længe jeg mindes. Måske så han rigtig den gode finansminister Torkil Kristensen. (Er det ham, som senere blev din skoleinspektør i Ringkøbing?) Der er vel ikke så meget godt at sige om Coca Cola - bort set fra, at det smager godt, vil yngre generationer indvende.

Dine Københavnererindringer gør mig en smule misundelig. Det var mega sejt af en bette ung fyr fra Vivild at rejse til Kongens København i en alder af 17 år dengang i 1960 . København var for mig en meget stor by, som lå  meget langt væk og bortset fra en skoletur i 7. Klasse, så var jeg voksen, før jeg besøgte hovedstaden. I mit voksenliv har jeg ofte sagt, at hvis jeg var ung i dag, ville jeg bo og arbejde i København minimum et par år.
Vi andre søskende blev alle vest for Storebælt, da vi skulle betræde vores karriereveje. Du har helt ret i, at Juhl har fået særlige gaver i forhold til at arbejde med sine hænder - både når det gælder motorer og træ. Jeg vil våge den påstand, at det er mors kreative gener, som er gået i arv der. Møbelsnedkeriet ved Verner Larsen i Vivild var heldige at få Juhl i lære.
Heller ikke Else rejste langt hjemmefra, da hun skulle finde læreplads. Mor kom i sin tid i lære hos Ross i Allingåbro. Pudsigt nok begyndte Else sin lange karriere indenfor tøjbranchen i den selvsamme butik, ganske vist med en ny ejer, Frk Markussen som, hvis jeg ikke husker helt forkert efter giftemål med en kørelærer blev til Fru Madsen. At Else valgte manufakturbranchen, har sikkert også med mor at gøre.
Du slægtede mere far på. Er vi her ude i en indikation om arv og gener i forhold til vores valg af veje her i livet? En relevant refleksion på filosoffens fødselsdag?  Hvem har i så fald haft mest indflydelse på mine valg? Ligner jeg far eller mor? Svaret må ligge i luften. Måske vil det vise sig undervejs.

Inden jeg sætter penslen til lærredet for at male en flig af mit selvportræt, må jeg lige komme med en korrektion. Det billedet, du referer til med Ane og Sine som babyer har jeg ikke bare for mit indre øje, men jeg har det faktisk også i papirform. Du hævder, billedet er taget hos far og mor. Du har dog lidt kuk i kronologien - for en gang skyld er det dig, der ikke har fakta på plads , he,he .

Sine og Ane 5.6.1977

Oda og far ved Sines barnedåb den 26.6.1977
Sine er født den 22.maj 1977
Hun er døbt i Vivild Kirke den 26.6. - samme sted og samme dato som hendes mor  blot med 22 års forskel


Da de to piger blev født, var mor død. Ja faktisk blev Sine født præcis på 3 års dagen for mors død. Det husker jeg naturligvis ret tydeligt, for det var specielt på den måde at få sat liv og død i perspektiv og det forekom mig at være en understregning af, at slægt skal følge slægters gang. Billedet af Sine og Ane er taget hos far og Oda på Søndermarksvej i Vivild. Det vender vi tilbage til.

Først skal vi, som antydet i mit sidste skriv opholde os ved julen derhjemme i købmandshjemmet i min barndom i 60 erne.

Julen og dens forberedelser i december måned har altid stået for mig som en dejlig tid. Jeg holder meget af december. Det skyldes sandsynligvis mine oplevelser omkring denne højtid over alle højtider i mit barndomshjem. Juleforberedelserne hos den lille købmand begyndte engang i efteråret, hvor firmaer med isenkram og legetøj inviterede til udstilling, så forretningerne kunne sikre sig at have det sidste nye hjemme til jul. Ved en sådan messe på hotellet i Ryomgård fik jeg en plastiktrold med skind på hovedet. Jeg brød mig i grunden slet ikke om den, men passede alligevel på den. Mange år senere blev den Sines foretrukne sovedyr.
Sine med BABY december 1979

Næste step mod juleklimax var i november måned, når kasser af diverse luksuslækkerier fra Galle og Jessen kom hjem og ærbødigt blev båret op af trappen for senere at blive vejet af i små klare folieposer. Aldrig var min iver efter at hjælpe i butikken større, end når årets kanasterblanding og romtoppe skulle vejes af. Johan var på det tidspunkt bydreng hos købmanden. Han husker også kanasterblandingens indtog. Men mærkelig nok har han en erindring om, at han i stedet for julechokolade skulle veje koks i garagen, mens købmandens datter fik fingre i de søde opgaver. Store modne Jaffaappelsiner, som du tidligere har beskrevet, så man næsten dufter orangen og mærker appelsinsaften løbe, var også et sikkert tegn på, at julen stod for døren. Det helt store højdepunkt i min købmandsjulebarndom var dog lørdag aften før første søndag i advent. Da blev sløret nemlig løftet for et brag af en juleudstilling. Det med sløret er ment i bogstavelig forstand., for hele lørdag fra lukketid til sent på aftenen, var udstillingsvinduerne hos alle byens handlende dækket med papir, så man i fred og ro kunne arrangere en flot udstilling og pynte butikken med guirlander og andet julepynt. 
Der herskede en speciel stemning i byen, når næsten alle mand ud på lørdag aften kom af huse for at se resultatet af de mange timers anstrengelser. Vi henne fra den lille købmand var altid spændte på at se, hvad konkurrenten hos Axel Rasmussen, havde fundet på. Der havde man større udstillingsvinduer og som regel blev udstillingen suppleret med et eller andet mekanisk islæt - et elektrisk tog med nisser eller lignende. Men et år duperede den lille købmand hele byens børneflok ved at afsætte hele det ene af de to små udstillingsvindue til et par julenisser med lys i. Det år var jeg stolt af min far og hans juleudstilling.
December var en travl tid i forretningen. Kasseapperatet klingede lystigt. Sirup og grødris blev langet over disken af travle hænder. Købmanden og hans kone satte en ære i at give et smil og et par venlige ord med på vejen. Der var blevet råd til et par medhjælpere. En af dem hed Jørgen. Søren og jeg var ikke søde ved Jørgen. Vi små nævnenyttige unger, kunne lide at gemme os bag sukkersækkene på lagerloftet for, når Jørgen kom op af hønsestigen og i mørket famlede efter stikkontakten at springe frem med et BØH. Jeg synes, jeg husker det som om, Jørgen havde en kort karriere hos Købmand Thomasen.:-( 

Jeg holder meget af traditioner. Det har jeg lært hjemmefra. Mor var god til traditioner. En af dem var, at alt personale den 23. december efter lukketid kl. 18 blev inviteret ind i privaten til hjemmelavede æbleskiver. I dag ville man nok have kastet en pose Daloon i ovnen, men det kunne der ikke være tale om i Gerdas hjem. Maden var altid i topkvalitet og tilberedt med kærlighed og respekt. Sådan også julemenuen. Gåsen blev stegt hos bageren: "Æbleskiven bliver flittig vendt. Gåsestegen er til bag`ren sendt", skrev Peter Faber i 1848. Det blev den stadig i min barndom. Dens fedt blev grundingrediensen i sovsen, som sammen med de brunede kartofler og rødkålen udgjorde et himmelsk måltid, som blev afsluttet med ris a la mande med kirsebærsovs. 
Inden gaverne blev åbnet, læste far juleevangeliet og vi sang et par julesamlerne, mens vi gik rundt om træet. Det er ikke julegaverne, der står tydeligst i min bevidsthed, men følelsen af fællesskab og samvær - følelsen af HJEM. I mit sidste indlæg, erindrede jeg, hvordan jeg kunne føle mig tilsidesat, når I store kom hjem. Den følelse gik over med alderen og specielt omkring jul, oplevede jeg det som en lang fest, når I kom hjem. Jeg husker, hvordan freden ud på aftenen sænkede sig over de voksne, som nød et Glas fad nr 6 af de høje slanke glas med guldkant, mens far røg en cigar. Hen mod midnat fandt vi gåseskoget frem og guffede ved køkkenbordet i os af resterne.Jeg var blevet gammel nok til at være med i et spil Matador, som nemt kunne strække sig over alle juledagene. Juledag inviterede Gerda vennerne til julefrokost. Igen var alt hjemmelavet. Der blev ikke drukket øl eller vin til hverdag i vores barndomshjem, men til julefrokosten manglede der ikke noget. Stemningen blev munter og på et tidspunkt optrådte Peter Larsen med en eller flere monologer. Latteren fyldte hjemmet. Jeg svælgede mig i brune kager og hyggelig julestemning.

Nok om min barndomsjul. Nok om min barndom i det hele taget for denne gang. Og dog. Ubevidst holder jeg måske lidt igen med at komme videre og blive voksen. At runde de 18, at blive voksen og myndig betyder samtidig for mig et farvel til mor. Som jeg senere vil komme ind på, døde hun da jeg var 18. Over nigth følte jeg, at jeg måtte være voksen. Det er alt for tidligt at miste sin barndom, så jeg har brug for at opholde mig ved den lidt endnu.

Lad os kaste et blik på et par billeder, som vi begge har aktier i. Den lille købmand voksede sig større. Det gjorde hans butik også. Fra at være en gammeldags butik, hvor kunden stod foran disken og købmanden sprang bagved efter sukker og mel, som lærlingen havde vejet af i bagbutikken, så blev forretningen i, ja, hvornår var det nu det var? (1968 mener jeg) lavet om til en selvbetjeningsbutik. Du må være kommet købmanden til assistance på åbningsdagen. Der var travlehed. Det var en festdag. 

Den lille købmand før han blev større og fik selvbetjening

Købmanden ser meget veltilfreds ud


Mor Gerda i sin karakteristiske pinkfarvet nylonkittel
Bemærk den unge mand til højre. Det er Gert Enevoldsen, som jeg et par år tidligere havde indkasseret en tur i skammekrogen for at have knock outet i skolegården. Gert var åbenbart ikke mere skræmt, end at han turde indlade sig på at blive bydreng hos købmanden.

Det må lige prøves, hvordan det er at handle i en selvbetjeningsbutik

En selvsikker ung mand hjemvendt fra Hovedstaden med erfaring og selvtillid
Mit maleri er ikke færdigt. Langt fra. Men som billedkunstneren har også blogkunstneren brug for at trække sig og beskue værket på afstand for at finde nye motiver at arbejde videre med.
Du får "penslen". Jeg venter på næste udstilling.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar