tirsdag den 7. maj 2013

Retur som landkøbmand - nu med juleplatter

 
Nykøbing tirsdag den 7. maj 2013

Kære Lise

 

I dag har vi haft temperaturer på op mod 20 grader. Jeg har indtil videre pakket immigrationspapirerne væk.
Næppe har man afsendt et indlæg, før man får det hele retur endnu engang.
Først min eklatante fejl med billeddatering. Du har det rigtige billede. Og selvfølgelig er det fra juni 1977. Ane er født den 7. marts det år. Jeg vidste også, at vores mor døde 22. maj 1974. Sorry! Hvornår blev Oda og far gift? Den dato har jeg ikke present.
Finansminister Thorkild Kristensen, Thorkild Livrem, var en del af regeringen Erik Eriksen, en V og K-regering, der sad på taburetterne fra oktober 1950 til september 1953. Det var den regering, der gennemførte og underskrev den nye og nuværende grundlov den 5. juni 1953. Det var ikke den Kristensen, der var skoledirektør i Ringkøbing i 1973. Han hed Christian Christensen, var fra Kristeligt Folkeparti, og blev senere miljøminister.
Jeg holder meget af malerier og maleriudstillinger.  Både Astrid og Lise var og er lette at overtale til at kigge på malerier. Du slutter generøst dit sidste indlæg med at overdrage mig penslen. Den er jeg ikke god til at bruge bogstavelig talt. Jeg har en tydelig erindring om maleseancen til min 60 års fødselsdag på Fjordgården.

Det er rigtigt, hvad du skriver. Du passer godt sammen med pensel og farver. Her ved min 60 års fødselsdag på Fjordgården.
Jeg var langt bedre til at sælge malerpensler end til at bruge dem på lærred. Det er ikke tilfredshed, der lyser. Fra 60 års fødselsdag på Fjordgården.

Det kom der ikke meget godt ud af fra min hånd. Jeg forstår så godt, det du skriver. Jeg har en anden følelse. Billederne opstår inde i mit hoved, mens jeg skriver. Ofte ændrer jeg ord og sætningsbygning, for at få det sproglige udtryk til at stå klarere og tydeligere. Og meget gerne på en måde, der danner billeder og lydeffekter.

Max' konfirmation i 1957? Forrest fra venstre er det Åse, Bodel, Ruth og Alice Kjær Laursen. I næste række ses Keld, Bjarne, fætter Kaj,  Arne Bak, bror Juhl og Maja Bak. De sejeste står baggest. Kaj, konfirmand Max, fætter Knud Erik og søster Else.


 Farbror Jens og tante Louise hr sølvbryllup den 8. maj 1961.Familien er stillet op til fotografering. Fra venstre er det Louises mor Ane Henriksen, Louise med Tove, farbror Jens med Ruth, bedstemor og bedstefar med Åse. Bagest Anna-Grethe, Gunnar, deres ældste datter Kirsten, Max, Bente, Kaj og Allan.
 
Apropos billeder. Igen disker du op med en luksusmenu i billeder fra tiden dengang. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på fortidens andespil. Jeg har aldrig været hardcore andespiller, men har da været opråber af Gamle Ole og alle de andre fra 1 til 90, da de var blevet til bankospil, men stadigvæk havde sidegevinster. Sidegevinster er der også i rigt mål ved erindringsskriverier. Jeg har lige snakket med fætter Allan og kusine Anna-Grethe igen igen. Har man ørerne åbne, strømmer der historier ind i hovedet. Allan kunne berette, at han har været bydreng hos den lille købmand helt tilbage i 1949 til 1952. Han er født i 1939, var ikke større end en pose tobak og måtte bruge trækvogn, når vægten blev tungere end 30 æg og en pose kaffe. Han husker især to kundeforhold. Når Anker Jensen ringede fra fagforeningen i Søndergade for at bestille øl til de folk, der var til kontrol for at få understøttelse. Købmanden indprentede Allan, at han skulle huske tomme flasker retur. Allan så frem til gode drikkepenge. Andre gange skulle han hente æg hos Ejner Jensen ude på Århusvej. En pæn cykeltur i modvind og langt at gå hjem med en stor kasse æg på ladet. Allan nævnte også en tidlig lærling, Bent ”Fine” Madsen, han boede på Århusvej, på hjørnet over for slagteren, hans ”fine” far solgte tatolvarer, husker Allan, direkte til forbrugerne, lidt som tupperware-konceptet fungerer i dag.

 
En stor omvej for at komme hjem fra København, men hjem kom jeg da. I sommeren 1961. Desværre husker jeg ikke, om jeg havde nyt job, da jeg vendte retur til Vivild, eller jeg først fik det, efter jeg var hjemvendt. Jeg var hjemme en måneds tid og har vel gået lidt til hånde hos købmand Johs. Thomsen telefon 7 samtidig med at jeg erhvervede kørekort. Det skulle jeg have i mit nye job, forlangte købmand Klingenberg i Hvidbjerg. Jeg anede ikke en hujende fis om, hvorhenne Hvidbjerg lå. Kun at det var langt væk og lige så meget ude på landet som Vivild var. Måske kørte min far og mor? mig til Vestjylland til et møde mellem gerningsmand og offer, rollefordelingen ukendt. Jeg blev lejer af et værelse i den østlige ende af den driftige stationsby. Lønnen, som købmanden kunne tilbyde, var tårnhøj set fra min pung. 1.400 kroner om måneden var ganske pænt for en ung mand fra Vivild.
Forretningen lå på hovedgaden lige over for byens førende og eneste hotel, hvor jeg blev pensionær til den varme middagsret sammen med en maler, der var flygtet fra København, en ungkarle slagtersvend og andre spændende mennesker.
Der var 7 købmænd i byen og Klingenberg havde den største omsætning og den flotteste forretning. Et kæmpe miljøskift på alle måder. Sproget kunne kun tales og forstås af de indfødte. Jeg kom med mit storbyprægede sprog, som krævede noget snak inden de lokale anerkendte ham den nye. Fra skibsprovianteringens 80 kilo røget bacon og 10 stænger Camel cigaretter til 2 kilo melis, en bestilling på årets B&G juleplatte og så lige 1 dåse sort alkydmaling med højglans. Men der var gang i biksen med mange kunder og et større varesortiment. Stort udtræk i maling, tapet og isenkram. Byens eneste forretning med porcelæn fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing & Grøndal. Efter lidt oplæring rådgav jeg kunder i Muselmalet, Mågestel og Offenbach. Derfra stammer kendskabet til Erantis og vores eget stel Offenbach.
Og så var der jo nogle rigtig gode landture i den sidste nye Opel Rekord stationcar. Helt alene og med eget kørekort. Købmanden var ikke karrig med arbejdstimer. Han hængte sig ikke i 8 timers arbejdsdagen, når blot man mødte til tiden. Og det skete som regel.
Men der var også fritid. Noget af den brugte jeg på fodbold. Karrieren blev genstartet og førte til en plads på byens førstehold i en periode. Da fodboldsæsonen var slut, meldte jeg mig ind i en politisk forening. Tiden skulle jo gå med noget fornuftigt, og tilfældigvis var VU, Venstres Ungdom, den forening, der lokalt arrangerede de bedste baller på hotellet. På samme hotel kom rejsebiografen også og opstillede Widescreen lærredet. Her rullede nyere film regelmæssigt forbi.
Jeg faldt hurtigt til på den frodige halvø nord for igen ting og vest for al ting. Jobbet fyldte meget og var lærerigt, egnen var velstående med store bøndergårde og Hvidbjerg fungerede som en slags centerby for øens befolkning. Da jeg kom, gik der stadig frasagn om stedets tidligere kæmner Brinch, der brugte kommunekassen som sin egen bank og kom på forsiden af alle datidens aviser. Han blev afsløret i 1959 efter at have lænset kommunekassen for 1,5 millioner kroner, rigtig mange datidskroner. Krofatter var en lun fortæller. Han berettede om en konfirmation, som kæmner Brinch lod afholde på hotellet. Afregningen skete på den måde, at festregningen blev modregnet i hotelejerens skattebetaling. Kæmneren kunne både regne den ud og bruge de penge der blev tilovers.
Tiden fløj af sted, som kun tid kan flyve. En lørdag aften benyttede jeg mig af min nye politiske indflydelse og gik til VU-bal på kroen. Det samme gjorde en ung og yndig lokal frisørelev. Vi kom ud at danse en gang eller fem. Så havde medlemsskabet tjent sig selv hjem. Hun hed Astrid Poulsen, boede i Vestergade og var yngste datter af murermester William Poulsen og fru Stinne. Astrid var på det tidspunkt i frisørlære i Struer og rejste hver morgen med tog til Struer. Hun vendte ført hjem, når Klingenberg havde lukket kasseapparatet og drejet nøglen til porcelænsskabet. Men Astrids storesøster Ingrid spionerede lidt om den unge købmands gøren og laden, når hun havde tid. Derfor var Astrid ikke helt uforberedt til det politiske bal den lørdag aften.
Inden Astrid startede som frisørelev arbejdede hun i en periode på Højskolehotellet i Struer. Et job som hun talte begejstret om.

Det bal kastede meget af sig. Jeg fik en dejlig kæreste, som holdt ud til 2009. Meget mere herom senere. Med i pakken var 4 søskende med svogre og 2 skønne svigerforældre. Dem kommer der også meget mere om.
Julen 1962 nærmede sig. Jeg tror, jeg for første gang holdt jul fjernt fra mors julemad. Men Stinnes julehygge var en fuldgod erstatning. Jeg kan ikke i dag finde billeddokumentation.
Militærets talentspottere havde i nogen tid diskret observeret den unge købmand blandt pocelænsfigurerne og malerbøtterne. Efter sessionen blev Jyske Dragon Regiment i Holstebro stillet forstærkning i udsigt. Den 1. juli 1962 kunne pansertropperne ikke vente længere. Jeg synes stadig, deres beslutning var en smule overilet, men ville ikke lægge mig ud med de væbnede styrker. De næste 2 år var jobsikre.
 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar