fredag den 24. maj 2013

Mit andet hjem

                                                                                2.pinsedag 2013

Kære Kaj

I august 2012 deltog jeg og fire kollegaer i DHL Staffetten i Mindeparken i Aarhus. Initiativet var mit. Enhver arbejdsplads med respekt for sig selv, skal på et eller andet tidspunkt deltage i denne store sensommerfolkefest. En fest blev det, vejret var med os, konditionen måske ikke i topform, men picnickurven var god og vi havde en dejlig aften. Depeche hed stafetten, vi løb med.
Jeg vidste ikke, at depeche også kan betyde personlig (politisk) beretning. Sikke klog, man kan blive af at læse blog. Du har da helt ret i, at vores skriverier godt kan henføres under den betegnelse.

Stinne og William Poulsen er blevet introduceret. Billedet af Stinne med armen om William, mens de begge smiler vestjysk hen over suppetallerkenen, er et ret godt billede på, hvordan jeg husker Astrids forældre. Milde, smilende, venlige, lune og hjertevarme.
Din soldatertid i Holstebro husker jeg fra en forældredag, eller hvad sådan noget nu hed i militærsproget. Det var en solskinsøndag købmanden satte kursen vestover. Vi blev vidner til militærøvelser og parader a la dem, man ser i tv fra Sovjet. Om det var far og mor eller lillesøster på 8, der var mest stolt over at se dig i Kongens Klær, kan jeg ikke afgøre.


Du rejste til Thy og mødte din udkårne. Omtrent samtidig rejste familien Legarth fra Thy, nærmere bestemt Jegindø, den lille landfaste ø 7 km fra Hvidbjerg. Måske har du i Klingenbergs bil med dit nyerhvervede kørkort bragt varer til præsten med de fire drenge. Den familie, de fire drenge og specielt en af dem, kommer senere i denne depeche til at fylde temmelig meget.
Med familien Legarths indtog, havde ikke bare jeg, men hele sognet fået en åben præstegård, hvor alle altid var velkomne. I ordets bogstaveligste betydning var der i Vivild præstegård fra 1963 til præsten 10 år senere måtte trække sig tilbage på grund af svigtende helbred, liv og glade dage. Hjemmet var tilholdssted for børn og unge i alle aldre, ja og ældre for den sag skyld også.
Henning Legarth var en meget afholdt præst. Han formåede at vække menigheden og fylde kirken med lutter ører. Hans engagement for kirken og dens budskab var ægte og levende og rakte langt ind i privaten, som kom til at danne ramme for formelle og uformelle møder for sognebørnene - både de mindre og større. Hvert år den 15. december - på pastorens fødselsdag, var hele sognet inviteret til fødselsdag med boller og lagkage. Emma Kogekone bagte og regerede i det store køkken hele dagen. Jeg husker flere fødselsdagsarrangementer med over 100 deltagerne siddende rundt omkring i de tre stuer og på kontoret.
Pastor Legarth og fru Legarth var et meget afholdt præstepar. Deres åbenhjertige tilgang til menigheden til trods kom ingen på fornavn med dem. Heller ikke jeg. Set i bakspejlet kan det virke underligt, at jeg der færdedes i præsetgården som en datter aldrig tiltalte dem med Henning og Birthe.

Præstegården blev virkelig mit andet hjem. Her oplevede jeg at have jævnaldrende"søskende".
Her har jeg lært at køre på knallert, at bygge huler i de store kastanjetræer eller jordhuler med indlagt fjervarme gennem vandslanger. Jeg har lært med haglgevær at skyde til måls efter krager på kirketårnet (og ramt en, så den faldt aldeles død ned til stor morskab for pastoren, der bad mig selv gå over og hente den døde krage). Jeg har kørt på sparkstøtting, ski og skøjter. Jeg har lavet telefonfis og praktical jokes sammen med præstedrengene, som helt klart havde fået gode tips og ideer af deres far.
Aktivitetsniveauet med de fire drenge og alle tilløberne af såvel drenge som piger, passede perfekt til mit temperament. Jeg stortrivedes i barne -og teen-ageårene i Vivild Præstegård.

Søren med Teddy, John Maler, mig med AnnMari, Faster Beathes barnebarn

Familien Legarth omkring indflytningstidspunktet i Vivild Præstegård september 1963

Jens i flagstangen. Arno Blumensåt og Søren stående med Teddy.
Præstefamilen var vilde med hunde.

Fra venstre Johan, Peter, Jens og Søren 

Du har, Kaj i tidligere indlæg øst af en livsvisdom, som er en filosof værdig. Uden at citere dig ordret, har du sagt noget i retning af, at man som barn ikke kigger nedad i aldershierarkiet,kun opad og til de jævnaldrende sidekammerater. Her er muligvis en forklaring på, hvorfor det tog mere end en halv barndom at få præstens næstældste søn til at kigge i min retning. Søren og jeg var/er jævnaldrende. Vi var som ærtehalm fra dag 1 i september 1963. Den tre år yngre Jens var for os en lille, altid beskidt knægt, som mest stod på hovedet i en knallertmotor hos Rasmus Overgård - det bliver man beskidt af. Peter, den ældste, var så meget ældre - og klogere, forekom det os, at han nærmest var uinteressant for os legesyge børn. Johan derimod blev med en aldersforskel på 3 år mere og mere interessant for købmandens Lise. Han var til gengæld utilnærmelig og hvis din filosofi holder, er der jo alene i aldersforskellen en naturlig forklaring på, at Johan ikke fandt en tre år yngre tøs interessant at beskæftige sig med. Som bekendt blev der ændret på det.

Depechen rækkes videre til dig. Tempoet i den sidste erindringsstafet kan med lidt god vilje sammenlignes med det jeg og kollegaerne fra KlosterCafeen præsterede ved sidste års DHL Stafet. Det er dog ikke konditionen, der ikke rækker lige nu. Hænderne er fulde af familiebesøg og det bør og skal nydes i fulde drag. Dette indlæg blev påbegyndt 2. pinsedag efter en fælles familietur til Ree Parken. Det er først blevet færdiggjort denne tidlige morgen en uge senere, mens huset stadig sover.
Vi ses onsdag til vandring i barndommens gade i Vivild. Det glæder jeg mig til. På gensyn.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar