søndag den 19. maj 2013

Giv agt! Rekrut 522126 Vivild træd an løb!


Nykøbing søndag den 19. maj 2013

Kære Lise

 

I efterhånden lang tid har jeg haft depechen liggende på skrivepulten. Det skønne forårsvejr har en del af skylden for langsommeligheden. En anden væsentlig årsag er et andet hastende projekt, som du senere kan høre mere om.
Ifølge Wikipedia er definitionen på en depeche følgende: ” En Depeche eller Ambassadøranalyse betegner en ambassadørs personlige politiske beretning til sit lands udenrigsminister. Depechen bør fremtræde som en let læselig, koncentreret, upolemisk og overskuelig information på højt analytisk niveau, der kan stå sig i konkurrencen med anden udenrigspolitisk analysevirksomhed. De temaer, der behandles i en depeche, bør have et bredere perspektiv end det helt dagsaktuelle.”
Depeche er faktisk et meget godt udtryk for det skriveri, vi har startet - lige set bort fra ambassadøren. Det upolemiske og det uoverskuelige på højt niveau, opfylder vi til overflod.
Sommerhuset har jeg mange gode minder om sammen med Astrid og vores børn og familie. Der kan senere dukke mere om Brinken op.
Da jeg gennemlæste mit seneste skriv, fandt jeg en genfejl i min kronologi. Jeg blev indkaldt til JDR den 1. juli 1962, en detalje kan man mene, men en måned er lang tid i en tæt pakket ungdomstid. Det er rettet nu. Jeg skrev også, at den første jul uden mor Gerdas rødkål, var julen 1962. Jeg er kommet i tvivl. Måske var det julen 1961. Vælger at lade sagen forblive uafklaret.
Jeg redegjorde for mødet med Astrid i mit sidste indlæg og omtalte kort familiens sammensætning. Det er på tide mere nuanceret at inddrage murerfamilien fra Thyholm.
Astrids far er Aage William Poulsen, født den 9. september 1904 i Troldgaarden i Feldballe på Mols. Hans udlængsel bragte ham til Hurup i Thy, hvor han efter nogle år kom i lære som murer hos sin svoger K. S. Graugaard. Efter udstået læretid virkede han som murer i Hurup indtil han med sin familie i 1946 flyttede nogle kilometer mod syd, til Hvidbjerg, for at starte selvstændig murerforretning.
William Poulsen blev den 25. marts 1927 i Lyngs kirke gift med Ane Kirstine Graugaard, i daglig tale Stinne. Hun er født den 21. januar 1906 i Lyngs.
Sammen fik de børnene Edith, født 6. januar 1928, Gerda, født 20. maj 1929, Esther, født 1. marts 1932, Ingrid, født 17. maj 1938 og endelig Astrid som den sidste født 10. juni 1944. Alle 5 døtre er født i Hurup.


Stinne og William Poulsen. Hun kom fra kanten af Thyholm, han kom fra Feldballe på Mols.
Det meste af deres liv - fra 1946 - boede de i Hvidbjerg, hvor Stinne passede hjemmet og sin mand, mens han havde travlt i den veldrevne murerforretning, der havde Thyholm som sit virkeområde.
Astrid gik til fotograf,da jeg skulle ind til de væbnede styrker. Billedet er fra foråret/sommeren 1962. Astrid er frisørelev hos frisør Solveig Foldager Johnsen i Struer.

Jeg var ikke til mange VU-baller i Hvidbjerg. Det første blev livsforandrende. Astrid har muligvis fortalt, hvorfor hun den aften valgte at lytte til tidens schlagere fra det levende orkester med basforstærker og mikrofonforsanger. Jeg har bare glemt historien. Tilladelsen til at gå til bal lå ikke på murermesterens skrivebord sammen med biografbilletterne. Den slags vovede forlystelser var ikke velsete hos hr. og fru Poulsen. Deres indremissionske baggrund og ståsted tillod ikke den livsførelse.
På det område delte Astrids og vores forældre langt ind i Det nye Testamente holdning, selv om der var nuancer. Blot var jeg 160 kilometer hjemmefra og 19 år. Astrid var ”kun” 17 år og på kost og logi hjemme. Jeg tror næppe, Astrid var medlem af VU, men piger kom måske gratis ind for at dæmpe de unge hanløvers brøl. Der var ikke penge i hendes pung til at betale for et VU-medlemskab. Af lærekontrakten fremgår klart, at lønnen til udbetaling hver fredag det første år inkl. dyrtidstillæg beløb sig til kr. 16,00. Ugelønnen kunne ikke betale for togkortet. Andet år steg ugelønnen til kr. 21,00 hver fredag, tredje år nåede hyren kr. 25,00 og sidste års læretid måtte frisørmester Solveig Foldager Johnsen tælle kr. 29,00 op hver eneste fredag. Svære tider for frisørmestre, men endnu vanskeligere for frisørelever.
Måske har storesøster hjulpet med en passende forklaring på hendes fravær foran fjernsynet lørdag aften, hvor Dario Campeotto sang Melodi Grandprix og Jurj Gagarins svimlende rumtur blev genudsendt i bedste primetime. Måske pjækkede hun bare fra et spil ludo med mor Stinne? Det må være som det er, men hun var til bal den lørdag aften. Måske havde hendes storesøster snakket om en ny købmand omme ved Klingenberg? Jeg kendte ikke til eksistensen af en så dejlig pige i Hvidbjerg før orkesteret spillede Angelique. Hvem der bød hvem op er uklart og egentlig ligegyldigt. Ud at danse kom vi, mere end den ene gang.
Orkestrets sprøde toner som Banjo Boy, Stop den lille kænguru og Apache flød lifligt ind i øregangene, og Astrid var dejlig at kramme.
Kort efter blev jeg introduceret i huset i Vestergade. Murermesterens boede på 1. sal i en stor og ganske spændende lejlighed. De to mennesker, der fyldte stuerne, var ikke mindre spændende. De var hjertlige i deres velkomst af den unge mand, som Astrid præsenterede som sin kæreste. Efter få besøg blev jeg omfattet af Stinnes omsorg for sine medmennesker og følte snart, at svigersønner havde en særlig status hos hende.
Den varme mad spiste jeg fortsat på kroen, mange andre måltider og mellemmåltider blev oftere og oftere tilberedt af Stinne og indtaget hos Stinne og William. Her blev fritiden også brugt sammen med Astrid. Måske fik vi lov at låne murermesterens bil nr. 2. Den var vist normalt til rådighed for murersjakket, måske var den også til lidt pral og svigersønner. Da jeg kom ind i familien, var det en gammel 2-personers kaleche Ford. Kun et meget lille murersjak kunne transporteres i den. Den blev skiftet ud med en dueblå og lille engelsk 4-døres Ford af ældre model. Den kørte vi en del ture i. Især husker jeg en længere tur i Forden. En weekendtur til Astrids nye svigerforældre i Vivild, mens jeg var soldat. Det var ikke Astrids første møde med Gerda, Johannes og dig. Vi syntes det var lidt sejt at ankomme til Vivild i egen vogn og havde glædet os. Vi tog af sted fra Hvidbjerg lørdag efter Astrid havde lagt kam og saks på plads hos frisøren. Selvejerturen gik fint i dagslys helt indtil kort efter Assentoft. Da udbrød der en mindre brand i maskinrummet på Forden, røgen væltede sort og anmasende op fra kølerhjelmen og vi måtte nødstoppe i vejsiden ud for en bondemand. Han hjalp os med noget vand og branden blev slukket alt imens mørket kom snigende ind på os bagfra. Vi var stadig ved godt mod. Motoren genstartede som den skulle, men det elektriske system til lyset var brændt op og brudt sammen. Til alt held havde vi en stavlygte med på rejsen. Men vi mente det ikke forsvarligt at fortsætte på hovedvej 16 med skæret fra en stavlygte holdt ud gennem sidevinduet som eneste lyskilde på fartøjet. Derfor besluttede vi at forlade hovedvejen for at køre ad mindre veje tættere på Randers Fjord helt til Allingåbro. Uden yderligere uheld ankom vi lettere forsinkede til købmandens i Vivild. Vi måtte over for familien redegøre for især sidste del af den spektakulære tur og sammen med mor og far og styret af Johannes lagde vi råd op for at løse den mørkelagte situation. Han havde sit netværk i orden. Forden kom ekstraordinært på værksted lørdag aften hos mekaniker Simonsen og søndag ved afrejsetid lyste alle kontrollamper igen grønt. Jeg tror mekanikerbesøget var gratis, vi fik i hvert fald aldrig en faktura på besøget.

Der er ikke tid til flere udflugter i denne omgang. Militæret ventede utålmodigt. Jeg havde rettidigt været på session, jeg husker ikke hvorhenne, men resultatet var krystalklart. JDR manglede mandskab af min styrke og kunne ikke vente længere end til 1. juli 1962. Jeg vidste ikke meget om militær og om JDR, men jeg vidste, hvor langt der var fra Hvidbjerg til Holstebro. Og det var overkommeligt.
Forår og første del af sommeren 1962 tog ikke lang tid at komme igennem. 1. juli lå som en truende dato at passere. Jeg tog afsked med Hvidbjerg, købmanden og Astrid, havde pakket min lille taske med de få personlige ejendele, som militæret foreskrev og satte mig i toget til Holstebro. Jeg var ventet ved hovedvagten og gik med tøvende skridt ind til det fremmede og ukendte. Inden for porten blev vi mødt af en bistert kommanderende officer eller sergent, råbt op og stillet på række til udlevering af mundering og udrustning. Oplevelsen var ikke humørfremmende, men vi rekrutter overvandt mødet og var alle i live i den rigtige køje ved fyraftenstid.
Næste morgen var jeg forvandlet til rekrut 522126 Vivild iført militær påklædning, der hang på kroppen som kun uniformer kan hænge på rekrutter. Dragonerne havde fra hestetiden en skik med at kalde de menige ved bynavne. Ganske praktisk når delingsføreren befandt højt til hest på en for ham fremmed lokalitet. Måske var en af hans menige lokalkendt?

JDR - Jyske Dragon Regiment. Hertil blev jeg indkaldt juli 1962. Regimentet er hjemhørende i Holstebro. Jeg arbejdede i Hvidbjerg, så jeg skulle ikke rejse langt for at blive dragon. De 4 kampvogne er af typen Centurion, en engelsk kampvogn fra 2. verdenskrig. Den var armeret med en 81 mm kanon med meget stor træfsikkerhed og en Rolls Royce benzinmotor. Her opstillet til en demonstration på øvlssterrænet i Holstebro.
Een af de 4 kampvogne efter udført opgave - at nedlægge en 3-længet ejndom. Vi rekrutter var udkommanderet for med egne øjne at erfare en kampvogns brutale styrke.

Efter 2 måneders rekruttid blev vi rekrutter fordelt til regimentets forskellige eskadroner. Vi 14 dragoner endte alle i en såkaldt skoledeling, en deling som regimentet havde planlagt skulle gennemgå en sergentuddannelse på PBS, Pansertroppernes Befalingsmands Skole beliggende Grønnegade i Næstved. Hæren var dengang organiseret med 2 såkaldte panserregimenter, mobile regimenter med svær bevæbning. 
Mere er der ikke i posen denne gang. Næste gang fortæller jeg historien om, hvorfor hæren forsyner mig med briller.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar