lørdag den 4. maj 2013

Fra landhandel til skibsproviantering


Nykøbing lørdag den 4. maj 2013

Kære Lise

 
Allerførst må jeg bringe en uddybning. Jeg sluttede mit sidste indlæg med at genintroducere Coca Cola i Danmark. På mange måder en skelsættende begivenhed, som også havde Folketingets bevågenhed. Allerede i 1953 (den nye grundlov), da colaen nærmede sig Danmark, den var allerede ankommet til Sverige, tordnede finansminister Thorkil Kristensen, i folkemunde Thorkil Livrem, i Folketinget mod denne ødelæggende drik fra USA. Han så Coca Cola som en trussel mod dansk sodavandsproduktion og især mod dansk ølproduktion. Med disse argumenter fik han Folketinget til at vedtage afgifter på specifikt Coca Cola, der var 8 gange højere end på andre læskedriktyper.
Den amerikanske Way of Life lod sig dog ikke standse af en dansk finansminister. Krigens sukkerrationering var endelig ophørt, Danmark var hastigt på vej fra et samfund af bønder til et samfund med industriproduktion. De unge danskere ville drikke Coca Cola. Efter mange startbesværligheder, begyndte produktion og salg i 1959 og 1960. Jeg beskrev begejstret ankomsten. Dog manglede billeddokumentation. Trods hjælp og ihærdig søgen lykkedes det kun delvist. Billedet er fra introduktionen på Sjælland i 1959. Der var bilerne anderledes. Men kasserne og flaskerne de samme. Kigger man godt efter, kan man se, hvordan proffer bærer en kasse Coca i hver hånd.
Coco Cola sælgere i deres flotte grønne uniformer. Bemærk den måde en rigtig colasælger håndterer en kasse i hver hånd. Bilerne her er københavnske fra lanceringen her i 1959.

Og så til nogle refleksioner fremkaldt af dit sidste skriv. Du skriver om vores barndom, og understreger, at den ikke var fælles, men i to forløb. Sådan har jeg aldrig tænkt på den tid. Måske har jeg ikke haft behov for at erindre så langt tilbage? Måske har mit fokus været på min egen opvækst med sideblik til Else og Juhl. Vores alder er en ”rigtig” søskendealder. Men Else var pige og havde sine veninder, Karen og Rasmus og sit eget liv. Bror Juhl er 3 år yngre og levede en barndom og ungdom, som, tror jeg, var lige så tryg som min. Når man er i den følsomme teenagealder, betyder 3 år rigtig meget. Jeg har før omtalt, at man, når man søger fællesskaber, kigger opad og til siden. Sjældent nedad. Et generelt træk hos mennesker, tror jeg nok. Dog har jeg gode minder om familieliv, når vi var sammen om måltider, når vi, vores forældre, skulle have gæster, og når vi skulle besøge slægtninge og familie, Egtvedture som eksempel. Bror Juhl valgte en anden vej, hans gener var tunet på en måde, som jeg nogle gange misundte ham. Du har nævnt dine barnevognsture med HC og Juhl. Da lillebror var næsten gammel nok, anskaffede han sig knallert. Det var nok hans lærlingeløn, der finansierede det køb. Og det var ikke bare en knallert. Som jeg husker tiden dengang, var det en NSU, det sidste nye i knallertdesign, tysk kvalitet fra stel til motorydelse. Juhl kunne få den til at køre ret stærkt. Jeg manglede den indsigt og de færdigheder. Jeg husker også, at jeg var temmelig optaget af hans evner til at skabe ting af træ. Mine gener og mine hænder var slet ikke til en håndværkeruddannelse.
Hans resultat ved svendeprøven var meget flot, og Astrid og jeg har flere gange nydt godt af hans kunnen.
Du skriver, at du følte, at vi ”store” tog noget fra dig, når vi som små voksne kom på besøg hjemme. Som du beskriver forholdet, kan jeg sagtens forstå din ambivalens. Jeg er sikker på at, da jeg for Astrid skulle gøre hende klar til at møde min familie, har fremhævet en lillesøster, som var med i pakken. Jeg følte aldrig, at du tog noget fra mig. Du var der jo ikke, og da du kom, var det måske lidt sejt at kunne prale af en lillesøster. Sådan vedblev det at være. Som du helt rigtigt skriver, begyndte vores søskendeliv først at være nærværende, da du også stiftede familie. Billedet i mit hoved af de to næsten jævnaldrende Sine og Ane på tæppet hjemme hos Gerda og Johannes står tydeligt i erindringen.
Jeg skal tilbage til arbejdet i fortiden. Sommeren 1959 var jeg færdig med realeksamen. I sommerferien havde vi, som du rigtigt skriver, genbesøg af unge englændere, som vi året før gæstede. Det billede du har medtaget kan godt være den unge mand fra UK. Men mine briller passer ikke ind i den tid i mit liv. Jeg mener, jeg fik briller, mens jeg var ved mili hos JDR i Holstebro. Det var først fra juni 1962 til juni 1964. Han må forblive ubelyst.
Når vi nu er ved det billede med den formodentlige englænder, får jeg øje på klaveret til venstre. Jeg kan ikke huske det instrument. Er det det klaver, der flyttede med til Søndermarksvej og som du skulle lære at spille på?
Jeg begyndte som lærling hos den lille købmand i juli/august 1959 uden lærekontrakt. Jeg gik ikke på handelsskole det første år. Hvorfor det var sådan, ved jeg ikke. Det første år hjemme som lærling var på mange måder lærerigt. Stå op og møde til tiden og vedholdende passe sit arbejde. I sig selv ikke nyt, men det fri og ubekymrede skoleliv var slut. Købmanden havde anskaffet bil, som en lærling med mor som chauffør på landtur, sagtens kunne overtales til at køre på mindre offentlige veje. I tilbageblikket var det et år, som både mor, far og jeg vidste, var et midlertidigt ophold på vej væk fra de trygge rammer hjemme. Det var ikke sådan, at jeg gik rundt som en vred ung købmand, men hen over foråret 1960 blev det klart for både ”de gamle” og ”den unge”, at der skulle ske forandringer. Jeg var dog sikker på, at jeg ville gå købmandsvejen. Den vej kendte jeg til ved at kigge på min far, og jeg befandt mig godt med kunder og salg.
Vores forældre abonnerede på Jyllands Posten. Den havde sin plads på skrivebordet ved trappen op til første sal. Han læste avisen hver dag, måske kiggede jeg også lidt med. En dag gjorde han opmærksom på en stillingsannonce, hvor en skibsprovianteringsforretning i København søgte en lærling. Den annonce vakte umiddelbart min nysgerrighed. At forsyne skibe med varer lød spændende, at den lå i hovedstaden var på samme tid spændende, men også lidt skræmmende. Jeg var kun 17 år, alt for ung til at rejse så langt væk til så stor en by, mente min mor. Men jobbet lød stadigvæk fristende. Det kunne vores far godt se muligheder i. Her kom den tidligere lærling Flemming ind i billedet. Han var nu en driftig ung købmand i København med rødder i Vivild. Måske kunne han blive skytsengel for Thomasens ældste dreng?  En del snak frem og tilbage mellem mor, far, Flemming og lidt mig, bragte sagen videre. Jeg har nok kontaktet dem telefonisk for at høre nærmere, vores far har også sikret sig, at Struwe Eftf. ville betale for, at jeg kunne gå på handelsskole for at tage handelsmedhjælper- eksamen i København. Flemming kunne garantere for et sted at bo og regelmæssigt opsyn med lærlingen fra Vivild. Således var setup’et på plads. Havnegade here we come!



Linje 10 fra Emdrup Torv til Toftegårds Plads. Den kørte jeg med hver dag til Kongens Nytorv. 70 øre for en "ligeud". Den her er en af de nyere sammenbyggede modeller. Københavnerne har mange gange fortrudt afskaffelsen af sporvogne.
Flemming havde sin base ude i Søborg-Buddinge området. Her boede han. Og her skaffede han mig et værelse, hvor han kunne ”overvåge” min gøren og laden. Det passede mig fint, men hvordan kommer man fra Buddinge til Havnegade hver dag til arbejdstid med offentlige køretøjer? Den unge mand rystede lidt i sine velpressede terylene bukser, da han skulle klare den udfordring. Først med bus ind til Emdrup Torv og derfra med sporvogn, linje 10, helt ind til Kongens Nytorv. Herfra til fods ad Holmens Kanal og Niels Juels Gade ned til Havnegade 21. Linje 10 hed: Toftegårds Plads - Istedgade - Kongens Nytorv - Tagensvej - Emdrup Torv og retur. En ”ligeud” kostede i 1960 70 øre fra Emdrup til Kongens Nytorv. Jeg har formentlig benyttet mig af rabatkort.
Et par gange om ugen gik jeg på Købmandsskolen for at tage Handelsmedhjælper-eksamen. Købmandsskolen var et stort sted. Den lå på Nørre Voldgade, ikke langt fra Ørstedsparken. I juni 1961 fik jeg en ganske flot Handelsmedhjælpereksamen.
 
Handelsmedhjælpereksamen uden fremmed sprog, men med ganske flotte karakterer.
 
Og hvordan var det så at blive skibsproviantør? Et kæmpespring for en enfoldig jyde. Selve forretningen var på ingen måder prangende. Inventaret var lidt slidt og varesortimentet stærkt begrænset i forhold til landkøbmandens. Men der kom da både strøgkunder og enkelte faste kunder i butikken. De almindeligste dagligvarer, mel, gryn og sukker havde vi på hylderne. Tobak, øl og sprut fyldte flere hyldemeter. Der var 2 chefer, som sad på kontoret plus et par sælgere, som besøgte skibe i havnen og optog ordrer fra dem. En drikfældig chauffør med lastbil leverede varerne om bord på skibene, og afhentede varer hos leverandører og i frihavnen, når vi skulle levere toldfri sprut og øl og tobaksvarer.
Telegrafen var nervecenteret i forretningen. Ofte bestilte større skibe via telegraf ret store varemængder til levering ude på Københavns Red, når de forbisejlede. Vi skaffede varerne hjem. Derefter blev de sejlet ud til skibet og hejst om bord. Andre skibe med kort liggetid i havnen brugte også telegrafen til deres bestillinger. Den stod ofte og fjernskrev med den karakteristiske tikke-skriblelyd. Jeg fandt hurtigt ud af at holde øje med den lyd. Den betød omsætning og for lille mig ved disken medførte den ofte hektisk aktivitet med varebestillinger og logostik i leveringstid og sted.
Arbejdet var spændende, samværet med de andre ansatte lærerigt og fritiden begrænset, når den lange transport var overstået og aftensmaden spist. Jeg lærte ret hurtigt at sætte pris på at bo og færdes i København. Jeg blev tillige mere og mere bevidst om, at min arbejdskraft var mere værd end den løn, jeg faktisk fik, selv om den var ganske god min alder og erfaring taget i betragtning. Jeg mener, at min månedsløn var kr. 700,-. Jeg ville have noget mere. Efter afsluttet handelsskole tog jeg mod til mig og forelagde min sag for chefen. Han ville gerne give mig mere, men kunne ikke gå højere end kr. 900,-. Jeg fik lønforhøjelsen, men var ikke tilfreds, så jeg sagde mit job op. De sagde, at de var kede af min beslutning og ville gerne, at jeg fortsatte i skibsprovianteringsbranchen. Måske var København for stor for lille Kaj fra Vivild?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar