søndag den 12. maj 2013

Brinken



                                                                                           Mors dag 2013
Kære Kaj    


November 1976 må svaret være. Du spurgte i dit sidste indlæg, hvornår far og Oda blev gift. Den præcise dato tør jeg ikke blære mig med, men det er omkring den 28. Der efterlades ofte i denne brevveksling et par ubesvarede spørgsmål. En del af dem kommer til at blæse i vinden, fordi vi ikke altid husker at vende tilbage med svaret.
Nu skal der jo først løbe en del vand i havet, inden vi når til det bryllup, så vi kan i mellemtiden kredse os lidt nærmere ind på datoen.

Du nød givetvis at sparke bolden over på min banehalvdel ved to dage efter mit sidste skriv at returnere med en tur til Thy. Du returnerede med et slet skjult smil over det, du mente var udsigten  til en lille skrivepause. Du vidste nemlig godt, at Johan og jeg i torsdags - Kr. Himmelfartsdag hentede Jane og børnene i Kastrup Lufthavn. Det er to år siden, de sidst har sat foden på dansk grund, så de næste fem uger kredser vores prioritering omkring samværet med dem, naturligvis.
Det betyder imidlertid ikke, at blogskriveriet skal komme til at ligge stille. Så nu, hvor Sine og Jonas er returneret til Odense, India og Ashton er lagt i seng, deres mor skriver mail hjem og vi gamle hviler ørene, er der jo intet i vejen for at kaste blikket tilbage i tiden.

Det var nyt for mig, at du på dit cv kan føje plattesælger. Det ligger ikke lige til højrebenet, skulle jeg mene, som ung komislærling i Thy at have udviddet kendskab til samtlige mærker indenfor Bing og Grøndal spisestel. Men sådan kan man jo overraskes. For slet ikke at kommentere din politiske karrierestart. Den lader vi lige stå.

Når tiden til erindringsskrivning er knap og afmålt, er det på sin plads med et afgrænset emne.

Tiden er kommet for varme minder fra sommerhuset. Sandsynligvis blev min sommerhusdrøm undfanget her. Duften af saltvand, køjesenge, solskin og lyse sommeraftner, så er stemningen slået an. Læg så dertil nye kartofler og glade gæster, så har du en del af ingredienserne i min barndoms ubekymrede sommer, som den tog sig ud fra Skovgårde strand lige ved siden af Borgen.
Hvem der fandt på at kalde huset Brinken, ved jeg ikke. Hvem der lod huset opføre, er jeg også i tvivl om. Fordelen ved at have kendt sin ægtefælle fra man selv var 8 og han var 11 år er, at han kender en stor del af ens historie. Johan mener, i modsætning til mig, at være sikker på, at far ikke var bygherre, men at han købte huset og lod opføre en tilbygning. Jeg husker, da tilbygningen blev lavet. Det ændrede det ene køjerum til et traditionelt soveværelse med en dobbeltseng. Et stort fremskridt set med voksenøjne.
Sommerhuset var givetvis mors projekt. Hun stod for indretningen - lette kurvemøbler og karrygule gardiner med brune blomster på.
Der faldt en særlig ro på de to, når vi kørte ned af grusvejen fra Johannes Sørensen.
Huset lå på en stor grund, hvoraf en del var en brombærbevokset høj. Det var lidt af et arbejde at holde brombærrankerne væk fra den lille sti, som førte op til toppen af bakken, hvorfra der var en dejlig udsigt over vandet. Her holdt far meget af at gå op. Han kunne stå længe deroppe på toppen og kigge rundt i landskabet. Han fulgte altid interesseret med i, hvem der logerede på Borgen lige ved siden af. Han var jo ikke købmand for ingenting og det kunne nok betale sig at være på god fod med lejrchefen og køkkenmoren på KFUM og K`s sommerlejr.
Der var ikke noget, der hed sommerferie for den lille købmand. Hvis vi overnattede i sommerhuset, var det højest fra lørdag til søndag. Afstanden fra Vivild til Skovgårde gjorde det derimod muligt, når sidste kunde var lukket ud af butikken, at indtage aftensmaden med saltvandsduften i næsen.
Mor brugte også sommerhuset som en break i hverdagen. Hun havde, som en af de få kvinder på hendes alder i Vivild, kørkort. Det blev ikke alene brugt på landture, men også til frieftermiddage i sommerhuset. Hun havde nogle gange mig med. Senere var også mine legekammerater, især Søren, men også John Maler med.
Som sagt voksede der på højen de dejligste brombær. Det var en smal sag for fremmede i fred og ro at forsyne sig med det sorte guld, hvilket vi børn synes var lidt ærgerligt, når vi nu selv så godt kunne lide de store saftige bær. Vi besluttede at lave en fælde. På stien lige før toppen, gravede vi et hul, lagde grene og græs henover, så det faldt i med omgivelserne. Vi tænkte med skadefryd på, hvilken overraskelse brombærtyven ville få, når han/hun dumpede ned i hullet. Hvad vi ikke lige havde forudset var, at mor havde givet tante Louise lov til at plukke de brombær, hun havde lyst til. Hun brækede heldigvis ikke noget i faldet.

Sommerhuset var en stor del af mig i min barndom. Flere gange blev min fødselsdagssammenkomst for pigerne i klassen afviklet i sommerhuset og til min 17 års fødselsdag havde jeg inviteret til chau chau i sommerhuset. Chau chau (jeg aner ikke, hvordan det staves) var en af mors kulinariske specialiteter i først 70érne. Det var en gryderet med masser af tilbehør som ristet kokosmel, mandariner, penauts og meget andet i små skåle ved siden af.
At jeg i særlig grad forbandt mor med sommerhuset vidner en drøm om, som jeg havde efter hendes død. Jeg drømte, at hun slet ikke var død, men at hun var i sommerhuset, hvor hun kunne lide at være alene med sig selv.





Jeg har aldrig været nogen vandhund. Bryder mig ikke om det våde element.
Her ca 6 år - 1962





Far, mor og lille mig en sommerdag ved Skovgårde



Else og mig med vind i sommerkjolerne.


Faster Krista og Else.
Hvem barnet er og hvornår billedet er fra
er jeg usikker på. 

Fra samme sommerdag. Faster Krista med børn er på besøg
Stinne og Poul Dahlerup med Aksel og far og jeg en tidlig forårsdag ved Skovgårde. Mor  må have taget billedet.
Henholdsvis far og mor ved Brinken


Et kig fra Højen med brombærkrattet

Far, mor og nyfødte Claus 1970
Sommerhusepoken sluttede med mors død. Huset blev solgt og vores tilhørsforhold til Skovgårde forsvandt. Jeg har aldrig siden savnet stedet, men har ofte tænkt på de mange gode minder derfra.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar