onsdag den 24. april 2013

Opbrud og udlængsel


Nykøbing onsdag den 24. april 2013 

Kære Lise

 
Jeg er lidt i vildrede. Jeg har ofte i vores skriverier betonet min støvede og fragmentariske hukommelse. Ville gerne at den havde virket bedre. Dog mener jeg stadig at være i besiddelse af rester af regnekundskaber, på trods af mine 2 år som afskriver i netop regning.
Og så til sagen. Du beskriver levende din konfirmation, vejret på dagen og stedet for festen. Du skriver, at det netop den 20. april 2013 er 34 år siden, vores forældre holdt din konfirmation i Skovgårde. Jeg kan faktisk ikke huske dagen, men kan se at Astrid var med til festen. Så det har jeg sikkert også været. Dog undrer det mig, at du var 24 år, da du blev konfirmeret.
Det kan jo også være, at der er gået 44 og ikke 34 år siden den snekolde dag på campingpladsen.
Men jeg skulle da læse din beretning igennem et par gange, før alarmen gik i gang.
Spændende at du kan fremkalde et sent forår gennem vores skriverier. Tankevækkende i disse co2 tider. Din konfirmation må have været i 1969.
Det er nyt og spændende for mig at læse om din skoletid. Jeg var ikke klar over, at I levede som skolenomader med undervisning i Lystrup og forskellige steder i Vivild, inden I i 8. klasse pumpede cyklerne og kørte til Allingåbro, der på det tidspunkt have fået en kommunal realskole.
Vi måtte ”nøjes” med den nedslidte private skole downtown Allingåbro. Mellemskoleeksamen var i hus i 1958, før vi rejste til England med skolen den sommer. Men ”han skulle have realen med”, mente mine forældre. Jeg var nok enig. Jeg havde absolut intet skidt at sige om skoler. Det skulle da lige være lektierne, men med en fleksibel tilgang, var det overkommeligt. Set i bakspejlet - et rigtig godt spejl at kigge i - var det heldigt, at der ikke var flere klassetrin at kravle op ad dengang. Resultaterne blev ringere og ringere. Mellemskoleeksamen klarede jeg med et snit på 13,64 i årskarakter og på 13,85 i eksamenskarakter. Sammenlagt blev det til en karakter på 13,75, hvilket i Ørsteds skala var et mg. Til realeksamen året efter så tallene sådan her ud: Årskarakter 13,38. Eksamenskarakter 13,53. Det samlede resultat endte med 13,46 svarende til mg-. Ret nøjagtigt, hvad en liter benzin koster i dag.
Real A Allingåbro Realskole ved starten på sidste skoleår i 1958. Året hvor de sidste ord skal bøjes og de sidste regnestykker skrives af.
Jeg lover ikke, at jeg kan alle navne. Siddende fra venstre er det Hanne Asmund, Agnes Nygård, Margrethe Sørensen, Ingrid Hau, Joan Najmann, Bodil Svensgård, Inger Heller, ???. 2. række stående fra venstre er det Marie Junge, Marie Elisabeth Rasmussen, Jørgen Mikkelsen, Peter Gam, Jens Haarup, Kaj Thomsen, Niels Jørgen Bugge, Poul Petersen, Lis Bækgård Jørgensen, Per Nygård ? og Thorkild Højlund.
Bevis for realeksamen. 13,46 i snit. Nok til en liter benzin i dag. Eller en læreplads hos den lille købmand i Vivild. Jeg foretrak det sidste. I dag kunne man komme ind på et seminarium med de karakterer.
 
 

En liter benzin eller en lærlingeplads hjemme hos Gerda og Johannes, det var mulighederne. Og det var ikke svært at vælge. Det var overhovedet ikke en straf. Jeg så ikke begrænsningerne, men mulighederne. Handelslivet tiltrak mig. Jeg husker ikke længere detaljerne i forbindelse med valget. Dog er jeg sikker på, at vores mor gerne havde set hendes ældste søn på et seminarium i Silkeborg i færd med at læse til lærer. Hun blev i det synspunkt støttet af en respektabel og nydelig klædt sælger fra Silkeborg Papir, der havde kendskab til seminariet og tasken fuld af gode papirvarer, fødselsdagskort og konfirmationstelegrammer til salg i butikken og regnskabsark til dobbelt bogføring af købmandens regnskaber. Hendes drømme kæntrede. Jeg skulle ikke videre til et sted med bøger, sporene skræmte. Havde langt lettere ved at se mig selv i færd med at betjene en kunde med 5 liter petroleum, 1/8 kilo kaffe og 1 Rich noteret i kontrabogen sammen med en fælles beklagelse over det dårlige vejr og tørken, der ville gå ud over roeudbyttet.
Regnskabsark til dobbelt bogføring. Udtrykket fremkaldte en klar erindring om netop regnskab og revisorbesøg i privaten hos købmanden. Revisorer spøgte man ikke med i de tider. Den velklædte mand med slips og mappe i ægte læder kom helt fra Randers i egen bil. Hans halvårlige eller årlige besøg var aftalt længe i forvejen og vores mor havde omhyggeligt planlagt de kulinariske dele af besøget i detaljer. Revisionen foregik ved skrivebordet i privaten med kaffe og tobak ad libitum. Manden måtte ikke forstyrres i taltrylleriet. Revisorer skrev med blyant på dobbeltarket og der var ingen distraherende moms. En aura af stille ærbødighed ramte købmandshjemmet på de dage. Først når den fine mand var returneret til Randers, blev det igen hverdag.
Mange andre erindringer fra de sene 50’ere banker på for at komme på bloggen. Nævnes skal det, at vi om sommeren, når vi var kommet fra skole og vejret var til det, cyklede til Lystrup Strand for at nyde badelivet, købe en is og på gode dage en sodavand. Vi var bevidste om vores uimodståelige udstråling i badebukser.
Andre forlystelser i Vivild var en biotur. Med passende mellemrum kom rejsebiografen og stillede kino op i bager Andersens sal. Atmosfæren i salens tusmørke var spændende, den store fremvisers tikken, når de tunge spoler skulle trækkes hele vejen gennem apparatet sammen med Nilfisk støvsugerens brummen for at køle skidtet forsvarligt, gav en spændende kulisse for Mosekongen og Ole Offor i skikkelse af Poul Reichhardt og De røde heste at agere i.
Vivild Idrætsforening, VIF, var en meget aktiv klub i byens sportslige og sociale liv. Det var her jeg spillede fodbold i ungdomsrækkerne. VIF havde i perioder et ret godt førstehold, som spillede i det, der dengang hed mesterrækken. Holdet spillede mod modstandere fra de store byers klubber. Hvert år arrangerede VIF en sommerfest med bal lørdag aften og med et spektakulært og flot optog søndag lige over middag.


Bagerens sal var også rammen om VIF-ballerne. En gang om året var der dilletant med efterfølgende bal. Ballerne var dragende. Vores mor gav tøvende et stumt nik, da hun mente at jeg var gammel nok til disse sider af livets mangfoldighed. Vores far var klog nok til ikke at bore i den detalje.




 
VIF arrangerede hvert år en sommerfest. Bal lørdag aften i bagerens sal. Optog gennem byen søndag over middag, når hovedpinen havde fortaget sig lidt.
 

Jeg har tidligere skrevet begejstret om julen i Vivild. Men efter jul kommer nytår med helt andre muligheder og udfordringer. Den søde hjertetid blev afløst sort krudt, høje brag og grove løjer. Nytårsskyts var spændende og udfordrende. Der var ikke så mange restriktioner på krudtmængder og bragenes størrelse. Toppen var nogle firkantede vinrøde sejlgarnsbomber med stiv svovllunte. Rigtigt affyret kunne den lægge et brændeskur ned.
I den anden ende af ammunitionslisten var nogle små røde miniknald. Enkeltvis kunne man rense tænder med en sådan fætter. De var med vægerne flettet sammen i måtter med omkring 100 enheder i hver serie. Fyret af på den måde var der mere maskingevær- musik i måtten.
 
 
 
 

Nytårdsaften hos genboen. Øverst har Johannes og Stinne Dahlerup det lystigt. I midten er jeg iført flot hat. Birgit Dahlerup og Elisabeth Esbensen samtykker i baggrunden. Dernæst er Kirsten, Nielses kone, Stinne og den gamle fru Dahlerup færdige med natmaden. Nederst Kirsten og Peter Larsen fejrer nytår. Peter var chauffør på turen til Rüdesheim.
 
Vi var altid ret velforsynede, nytår kom ikke bag på os. Jeg husker især en nytårsaften, som jeg delvis tilbragte med Niels og Knud Dahlerup. Den ene af de to brugte plusfour buksernes dybe lommer som krudtdepot. Heri lå sammen med det øvrige skyts nogle veltørrede hundepropper, der på det nærmeste var selvaffyrende. Familien boede på første sal. På vej ned ad trappen skete en utilsigtet eksplosiv hændelse. Resultatet blev brændte lommer og forbrændte lår. Den anden bror havde depot i begge brystlommer på parkacoaten. Dog med samme resultat, skidtet brændte af sammen med lommerne, men forbrændingen var ikke mindre. Det satte de to brødre lidt tilbage den nytårsaften.
Der var altid en bunke skrammel, der ventede på at blive flyttet fra smedens skrammelplads til udvalgte steder i byen. Træsko Maren og Rasmus modtog hvert år en hel del af den slags. De var lidt anderledes i deres fremtræden, måske derfor skulle de tilgodeses. Vi måtte dog ofte slæbe det hele retur første nytårsdag. Vores forældre og andre har måske hjulpet os med den beslutning.
Et år blev en lokumsspand i forbindelse med et redskabsskur ved præstegården hejst op i flagstangen. Det gav ikke mange points på kontoen.
Nu er livet andet end nytårsskyts og VIF-optog. Der var også ferier at passe. Skæbnen ville, at jeg det første år med egen indtægt som købmandslærling fik mulighed for en busrejse til Rhinen, til Rüdesheim forstås. Peter Larsen var til daglig chauffør hos Henry Esbensen. Det var ikke i dagligdagen det gode humør overmandede chauffør Peter. Helt anderledes var det, når han havde fri eller kørte glade turister til fjerne lande. Så var han solen selv. Han havde, nok sammen med chef Henry, arrangeret en bustur til Rüdesheim med overvejende lokale deltagere, herunder mange unge.


Knud og jeg var blandt de rejselystne. Jeg vidste måske, at Rhinen var en flod i Vesttyskland, men jeg vidste garanteret ikke, hvad og hvor Rüdesheim var, hvilket var et af formålene med turen. Vi overnattede i Celle, tror jeg det var, på udturen, måske også på hjemturen. Domkirken i Köln gjorde et stort indtryk. Drosselgasse i Rüdesheim et endnu større indtryk. Men der var vi også i længere tid med indbagte udflugter til lokale seværdigheder. Vi kom hjem lidt klogere på det brogede liv og meget klogere på Drosselgasse.
 
Øverst. Datidens luksusbus på et rast i Vesttyskland. I midten: Uden mad og drikke duer heltene ikke. Nederst: Köln Domkirke er baggrund for de to flotte fyre. James Dean har ikke levet forgæves.Bemærk den unge mand til venstre havde mere end et par bukser og en vest med til Rhinen.
 

Ferien er forbi. Et år venter hos den lille købmand. Året er 1960. Det år blev Coca Cola genintroduceret i Jylland, året før på Sjælland. Wilian & Madsen i Højbjerg ved Århus etablerer et tapperi, hvorfra de distribuerer den amerikanske læskedrik i de karakteristiske flasker og kasser. Jeg husker den dag den gule Bedford lastbil første gang holdt i Langgade ud for nr. 7. Jeg var dybt fascineret af slagschaufførens greb om kasse og flaske, når han skulle bære en kasse i hver hånd ind i forretningen.
Udlængselen sad stadig og murrede under kitlen. Tiden til afrejse og udrejse nærmede sig.

 

 
 
 
 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar