onsdag den 10. april 2013

Hjulene på bussen drejer rundt

                                                                                 April den 10. mens den stadig er kold - 2013

Kære Kaj

Det vil give god mening, hvis tilfældet falder sådan, at du også udgiver et blogindlæg den 4. maj - på befrielsesdagen. Du er historielæreren og desuden har du selv, omend svage, minder om krigen fra din skueplads ved vinduet ud over det tysk besatte banelegeme i Allingåbro. Husker du noget fra befrielsen?

De 12 års aldersforskel på dig og mig præger historieskrivningen. Du er "penneføreren" i denne erindringsøvelse, men selv om jeg, som nævnt i sidste indlæg altid får skudt i skoene, at jeg er hurtig, så er jeg ikke hurtig nok til at nå dig til sokkeholderne. Du har nået at fortælle om dine legekammerater, din skoletid og din spejdertid. Jeg har kun lige lært at gå. Min taktik er at være hurtig på tasterne, så jeg kan tilnærmelsesvis følge med.

Per Thomsens stregtegning er lavet til mig. Jeg sad ved siden af ham, da han satte stregerne, hvorefter han forærende tegningen til mig. Jeg blev glad for den, hvilket også bekræftes af, at jeg har gemt den i alle årene. Vi er tilbage i midten af 60èrne.
Du spørger om jeg har flere detaljer om søndagsudflugterne i Henry Esbensens rutebil.

Jeg husker ikke rigtig noget fra udflugterne. Jeg tror, jeg var for lille til at husk disse store fælles udflugter  Men jeg har supplerende billeder til dit. Ved at studere billederne nøje, kan man konstatere, at de alle stammer fra samme udflugt - bemærk klædedragt og raftehegn. Det nederste billede er særlig interessant. Der må have være to fotografer, for her er et billede af en mand, vores far, som tager et billede af den store børneflok, hvor jeg muligvis er den lille i midten. Er vi på Hjerl Hede? Måske eller måske et andet sted. Det er sommer, vennerne er på udflugt, kvinderne har styr på kaffe og hjemmebag. Termokanden var muligvis ikke nået til Vivild, for det ser ud til at kaffen bliver brygget på stedet.


Mor og Stinne Dahlerup pakker ud til fælles kaffebord


Poul Dahlerup stående, mor i midten, Stinne Dahlerup og liggende Henry Esbensen
Henry Esbensen kigger ind i bussen. Det er far med slipset, De øvrige kan jeg ikke identificere

Else og Elisabeth, kaldet Lis Esbensen
Gerda

Købmanden som fotograf ved årets store familieudflugt sammen med vennerne
Hvis det er mig den lille i midten er vi vel i foråret 1956
 Jeg har tilbragt denne onsdag eftermiddag hos Karen Overgaard. Med mig havde jeg min erindringskuffert med de mange fotos samt vores blog. Sidstnævnte læste jeg op af, mens vi slubrede kaffe i os af Julerosekopperne. Munden stod ikke stille i de to timer, vi sammen pudsede minder af og satte ord på gamle dage. Karen er 89 år. Hun ser dårligt, men er ellers kvik og mobil. Hvis jeg bliver 89, vil jeg ønske og håbe, at jeg kan være som Karen. Hun er optimistisk, positiv, glad, tilfreds, humørfyldt, vis, livsklog og meget gæstfri.
Jeg spurgte Karen, om hun og Rasmus havde deltaget i omtalte søndagsudflugter. Det havde de ikke. De havde ingen børn og hørte ikke rigtig hjemme på disse familieture. Lige en parentes  bemærket: de havde ikke selv børn, forstås, men mange børn, havde deres andet hjem hos dem. Det gjaldt i særlig grad Else.

Det var en dejlig oplevelse at besøge Karen. Mange ting blev sat på plads for mig og flere brikker fandt plads i mit memoripuslespil.
Karen Overgård, Else og mig sidst i 50èrne
Else er som taget ud af et retromodeblad. Hun var en flot pige
Karen og Rasmus´s hjem på den anden side af gaden i cykel - og skobutikken, blev Elses andet hjem. Eftersom Else ofte skulle passede mig, blev det også i nogen grad mit andet hjem. Mor ville ikke have at I drenge løb ligeså meget over til Karen og Rasmus. Karen havde to forklaringer: Mor ville ikke risikere, at I lavede for megen ballade (av, der fik I den) Den anden grund var, at risikoen for at I blev beskidte af knallertolie, ikke bekom Gerda.
Selv holdt jeg meget af at komme hos Karen og Rasmus. De havde altid tid - det havde de måske reelt ikke, for de havde ligesom vores forældre nok at se til som selvstændig næringsdrivende  men det virkede på mig som om jeg var centrum for deres opmærksomhed, når jeg var der. De boede på 1. sal ovenpå forretningen. Hver gang butiksdøren gik, måtte Karen springe ned af de mange trapper. Rasmus kunne med sin benprotese ikke bevæge sig hverken hurtigt eller frit, så han kom kun op til spise - og kaffetider. Ellers solgte eller reparerede han cykler og knallerter. Det er ikke så få gul, meget gul, citronvand, jeg har sat til livs i selskab med de to ved det lille køkkenbord bag døren ud til trappen. Karen havde et hav af postkort. Det var højtid, når hun fandt bunken frem, udstyrrede mig med en nyspidset blyant og et pergamentppapir og satte mig i gang med at tegne motiverne. Karen kunne få mig til at sidde stille og koncentreret i flere halve timer. Noget af en præstation. Det var også Karen, der lærte mig at være kreativ. I 10 år var Karen primusmotor eller tovholder, for nu at bruge et udtryk, som slet ikke fandtes dengang, for en lille sykreds i præstegårdskælderen. En eftermiddag om ugen samlede hun med Birthe Legarth som assistent, 12 -15 piger i alderen 10 - 15 år til  saftevand, højtlæsning og kreativ udfoldelse. Jeg lærte at brodere korsstingsbilleder af katte og andre kæledyr og at hækle mellemlægsservietter i mayflower. På en sommerdag med udsprungen bøgehæk og fuglefløjt, blev alle kreationerne bortloddet ved en tombola i præstegårdshaven, hvor publikumstilstrømningen var imponerende og limonaden smagte af hindbær. Overskuddet gik til børn i Afrika. Frivilligt arbejde? Det begreb fandtes ikke, men det var det, det var, frivilligt arbejde, der gjorde en forskel.

Nu vi er i præstegårdshaven, må jeg lige opholde mig lidt ved Benedicte Bisgård, præsentens datter, som blev født en måned før mig. Benedicte og jeg var de første 8 år af vores liv slyngveninder og bedste legekammerater. Benedicta var, som nævnte født med en alvorlig hjertefelj, hvilke begrænsede hende i hendes fysiske formåen. Det spekulerede vi ikke så alvorsfuld over. Vi var sammen på den måde, som det nu var muligt. Jeg trak altid rundt med Benedicte i en trækvogn. Præstegårdshaven var stor, så der var mange kroge at tage på udflugt i. En sommerdag forekom det os alligevel fristende at se, hvad der gemte sig bag de store skræppeblade, så vi besluttede, at vi ville gå til Allingåbro, som vi jo kendte, fordi vi ofte havde været med på bagsædet af præstens bil. Vi fornemmede nok at det var en lang vej, for vi fandt ekstra tæpper og provianterede os ved æbletræet, inden turen gik ud af Nordkystvejen. Vore forældre må have været vant til, at vi beskæftigede os selv, for vi nåede helt ud til Langkolden, før vi blev indhentet i bil af en panderynkende pastor Bisgaard.
Benedicte Bisgård ca 6 år

Benedicte Bisgård, Pia Blumensåt og mig.
Så vidt jeg husker er billedet taget ved Pias fødseldag i 63, umiddelbart før Benedicte og hendes familie flyttede til Fredericia

Du nævner fars brevduer og du gør det godt og malende. Præcist sådan husker jeg også de søndage, hvor duerne var i luften.
Farbror Aage og drengene er med Johannes ude for at kigge efter brevduerne


Stegte duer med mors sovs var en sællert.
Fars duehus med dueslaget, hvor kunsten var at få duerne til hurtigt at gå igennem, når de vendte hjem efter en flyvetur fra Bremen f.eks.


Lad mig slutte mit indlæg med dette beskrivende billeder af familien Thomasen fra omkring begyndelsen af 60´erne. På mange måder et meget sigende billede. Det perspektiverer aldersforskellen på jer og mig. Det viser, at far var glad for sin pibe. Naturligvis er billedet taget foran duehuset.

Blogskriveriets veje er uransagelige. Man ved aldrig helt, hvor næste indlæg bærer hen. Dispositioner er unødvendige, for de holder alligevel ikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar