fredag den 5. april 2013

Livets skole starter i første klasse


Nykøbing primo april 2013
Hej Lise
Så er påsken forbi, men vinteren varer ved. Hos os har vi stadig sneboldmængder af den i haven og frost i jorden.
Dine statistiske refleksioner kan jeg kun være enig i. 2,2 blogindlæg pr. uge over 10 uger er godt gået af en amatør og en prof blogger - jeg træder ind i den første rolle.
Min langsommelighed i startblokkene kan forklares med en travl påske og ubeslutsomhed i tilrettelægningen af indholdet. To forhold har tøvet mig, tidspunktet for Gerda og Johannes’ første møde og tiden for min egen skolestart.
I dit sidste indlæg vender du tilbage til 3. juledag 1937 som datoen for vores forældres første møde til juletræsfesten i missionshuset i Allingåbro. Det var den dato vores far selv anførte i sin skriftlige korte beretning om sit tidlige liv. Han har ganske vist sat et lille spørgsmålstegn derved for at markere en lille tvivl om rigtigheden. Det var klogt gjort af ham. Han husker forkert. Datoen skal flyttes et år frem mod vores egen tid.
Igen har jeg grundigt læst i brevene fra Hans Albert til sin datter. Det første brev fra Egtved til Allingåbro er dateret Egtved den 11.11.38, dagen før vores mors fødselsdag. Han gratulerer med de 20 år (hun er født i 1918) og udtrykker savnet af hende og formaner hende om at skrive til de venner, hun netop har forladt for at oplyse om sin nye adresse. Far og datter har flittigt benyttet postvæsnet i starten af adskillelsen. Gerda har betroet både opsparing og tanker hos sin far. De sidste munder ud i et brev fra Hans Albert dateret den 27. april 1939 med overskriften Kære tilkommende svigersøn og kære lille Gerda. Der ligger skelsættende begivenheder i den overskrift. Jeg gætter på, at det var en dans om juletræet tirsdag aften den 27. december 1938 i missionshuset i Allingåbro. En detalje uden betydning for historiens forløb, men hvorfor ikke være præcis, når det er muligt?
Så blev den ged barberet - med et udtryk lånt fra De Nattergale.
Næste hul i vejen mod nutiden, min egen skolestart, er måske lidt vanskeligere at gøre noget endegyldigt ved. Men jeg prøver! Jeg sluttede mit sidste indlæg med, at frk. Nielsen stod parat til at tage imod os i første klasse august 1950. Jeg har tænkt over, om hun virkelig ventede så længe?
Godt gemt af vejen i livets rygsæk har ligget en erindring om, at vi startede i skole den 1. april 1950. Datoen har ligget ubekymret og samlet støv. Den rørte lidt på sig, efter jeg af min barndomsven Knud Dahlerup fik tilsendt hans temmelig præcise og udførlige beretning om hans (og dermed også min) skolegang. Han fastsætter med gode argumenter starten til 1. august.
Lidt senere fik jeg kusine Anne-Grethes beretning om samme emne. Hun gik i skole fra 1944 til 1951 - fra april til april forstås! Den historie vækkede min erindring til live. Jeg har snakket med begge de to forfattere. Og har kigget i de gamle skolelove. Det sidste kig får mig til at mene, at vi startede den 1. april 1950.
I Lov om Folkeskolen, 18. maj 1937 hedder det i § 9
Folkeskolens Skoleår begynder den 1. April. Under særlige Omstændigheder kan Undervisningsministeren dog tillade, at Skoleåret begynder til et andet Tidspunkt.
Loven var på mange måder skelsættende. Den skulle udjævne de store forskelle mellem landsbyskoler og byskoler, og den satte for første gang elevens læring i fokus. Mere om dette en anden god gang.
Ret meget uforståelig snak for en skolediscipel på vej i første klasse.
Jeg er ret sikker på, at jeg har været lidt spændt på skolestarten. Var det noget opreklameret fis? Eller var det et sted at komme dagligt? Vurderet nu - men også med de korte bukser på dengang - må svaret på begge spørgsmål være et klart ja. Jeg tror ikke, jeg har pjækket, kun ganske få timer med vikar. Jeg holdt af at få ny viden proppet ind i mit uskyldige, tomme hoved. Jeg elskede de udfordringer, der kunne ligge i ikke at lave sine lektier, ikke at sidde stille i vinduesrækken, at male fuldskæg på billedet af N. F. S. Grundtvig og samtidig give liv til de tre indholdstomme bogstaver NFS. Selvfølgelig betød de Nu Fiser Selve Grundtvig. Fru Højlund var af en anden opfattelse. Jeg tror, det kostede en time i svederen. Dem var der nogle stykker af, men vi gik jo ikke i heldagsskole, så der var stadig tid til det andet vigtige, at lege med sine kammerater. Fru Højlund var i en periode vikar for frk. Nielsen, i det civile liv Emmy Nielsen. Begge pædagoger havde hænderne fulde som coach for 24 små disciple, der dog ikke havde nutidens alfabetdiagnoser som ADHD og BL, men nok havde ”ild i rumpen” - det er jo en pæn blog, vi skriver på! Fru Højlund mødte jeg senere som sanglærer på realskolen i Allingåbro. Også der var samværet langt fra kedeligt.
I skolen får man skolekammerater. En helt ny verden af muligheder åbnede sig. Fritiden var booket op, dels med de kammerater, der boede downtown Vivild og ved festlige lejligheder som fødselsdagsfester, også de kammerater, vi kun kunne nå på cykel. Downtown var det bl.a. Knud Dahlerup, fætter Max, Poul Christian, Preben Madsen, Gunnar Rønde, Ove Thuesen og Per Thomsen.

 Øverst 4 glade skoledrenge klar til eventyr. fra venstre er det Knud Dahlerup,Gunnar Rønde, bagest Poul Christian og Preben Madsen. Billedet i midten. En spejderlejr i Sverige eller Sønderjylland.  Poul Christian sidder på hug,det samme gør Willy Kjeldgaard, PerThomsen i 
                                            træningstrøje, fætter Max foroverbøjet og Knud Dahlerup med
                                            spidshue og armen på lærafterne.
                                            Nederst. 5 rejseklare spejdere. Målet er korpslejren på Bornholm i 1955.
                                         Stedet er Allingåbro station. Fra venstre er det Poul Christian, Kaj, fætter Max,
                                             Leif Hansen og Preben Madsen. Bemærk de flotte tørklæderinge. Homemade.
                                             Du er kort tid før ankommet til Vivild.
 
Det er dybt lagret i alle kortbuksedrenge og fletningepiger, at vi kigger opad eller henad for at søge kønsfæller, sjældent nedad. Derfor var der ikke så meget tid til søskende. De havde deres, Else havde Karen og Rasmus, cykel- og skohandler genboen, der ikke selv havde børn. Og hun havde Lisbeth Esbensen og Lis Rasmussen. En gang imellem var jeg lidt misundelig over de steder, hun kom. Det lugtede lidt af guld og ædelstene. Bror Juhl havde sine kammerater, lige nu husker jeg Hans fra bagerens, HC kaldet, fætter Kaj. Han kan selv gøre listen længere.
Fødselsdagsfester hos skolekammerater var altid gode. Især når værten boede på en gård lidt uden for byen. Cykelturen ud og hjem var spændende. Hos fødselaren på gården var der levende dyr, strømførende hegn og stort kagebord med saftevand ad libitum. Willy Kjeldgaard og Regner Isak var gode at gæste.
Inde i byen står sammenkomsterne hos fætter Max i et særligt lys. Tante Louise var ikke en moder, man løb om hjørner med. Men hun var samtidig rummelig og med god forstand på, hvad der rørte sig i hovederne på sådanne knægte. En episode står stadig klart i erindringen. Nogle steder vankede der både kagebord og aftensmad. Til dessert fik vi denne dag, måske fyldte fætter Max 11 år den dag? grøn frugtgelé. I sig selv en ok dessert. Men dens egentlige kvalitet bestod i substansen. En tilpas mængde grøn gelé på teskeen, et godt sigte - og man ramte præcist sit mål. Den ene ladning tog den næste. Det endte ret festligt. Jeg husker ikke om tante Louise sagde pænt farvel til os.
 
 Jeg kan ikke redegør for billedet. Hvem har jeg fåe tdet af?
                                               Det må være 1. klasse 2 år efter vores skolestart. Der skal jo
                                               være plads for de "små" også. Jeg kan genkende nogle af dem,
                                               men ikke sætte navne på.
 Normalt var hverdagen fyldt med aktiv fritid. Nogle spillede vi fodbold med, andre gik vi til spejder med. Nogle dage legede vi en stor flok nede bag ved huset, hvor Max boede, i smedens skrammelplads. Her var alverdens kasseret ragelse opmagasineret til bedre tider. Primært gamle landbrugsredskaber og landbrugsmaskiner, der gennem vores leg fik nyt liv.
Knuds far havde et sadelmagerværksted, hvor vi en gang i mellem kunne udfolde os. Og en have, som vi om sommeren byggede om til et verdensocean med et spidstelt som centrum for legen. Og med let adgang til friske skovfogedæbler og coxorangeæbler som godbidder.
Per Thomsens far havde et snedkerværksted, hvor vi af en træklods kunne skære os en rigtig og stor indianerpibe, der kunne brænde tobak af. Tobakken granulerede vi af tørrede løvblade. Der kom rigtig røg op af piben, og vi blev grønne i ansigterne.
Da jeg fik lukket op for barndommen, var det svært at standse strømmen af oplevelser igen. Jeg levede en bekymringsfri barndom og vendte ved fyraften glad hjem og var ikke et sekund i tvivl om, at mine forældre var der begge to. Far i en forholdsvis hvid kittel, måske med en pibe i munden, mor i en rød nylonkittel, der både passede bag disken og foran komfuret. Aftensmaden var god og veltillavet. Mor var supergod til at tilberede livretter.
Du gik glad i kirke. Jeg gik mere duknakket derhen. Det føltes lidt nederen at blive set af alt for mange. I søndagsskolen kom jeg også. Jeg er ikke sikker på, at det var min egen idé at deltage. Dog var det lidt fascinerende med negerdrengen der bukkede, når han fik en 5 øre.
 
For efterhånden mange år siden skrev mit ældste barnebarn, Julie et julebrev til Astrid og mig, hvori hun bad os om til brug i skolen at fortælle om vores barndoms jul. Jeg var sygemeldt dengang efter en bypass og havde både tid og lyst. Vi sendte 23 store Jaffa appelsiner og 23 sukkerknalde, en til hver appelsin sammen med en beretning om jul ”i gamle dage”. Den historie vedlægger jeg. Læreren var en ægte sundhedspædagog, der prædikede nej til sukker og andet usundt.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar