fredag den 26. april 2013

Linette og hendes grimme hund

                                                                                              Rønde St. Bededag 2013

Kære Kaj

Hvornår var det nu det var? Husker du det populære TV quisprogram som i årene 1992 til 2001 løb over skærmen med henholdsvis Hans Georg Møller, Hans Bischoff og sidst Ole Steffensen som spørgeværter.
Vores cirkus Memo har et element af talquis iblandet. Hvornår var det nu, jeg blev konfirmeret?  De ti års fejlmargen kan enten skyldes: 1) jeg kan ikke regne. 2) fortrængning. 3) jeg er for hurtig på tasterne.
Uden at dybdebore efter en forklaring, vil jeg sige, at der ikke skal  megen hovedregning, men en ret god fortrængningsevne til at fastholde forklaringen om, at det er 34 år siden, jeg var klædt ud som konfirmand, når jeg kommer i hu, at det i år er 39 år siden, jeg stod hvid brud.
Godt du har din logik og dit indbyggede behov for historiske faktakorrekthed i behold.

Siden det første indlæg i denne erindringsblog gik i luften, har jeg fundet projektet interessant og værdifuldt. Det var vigtigt at række bagud i rødderne og få stamtræet rejst og personificeret grenene. Selv om jeg ikke synes, jeg havde nogen kendtskab til dem, så kom jeg i forløbet til at holde af vore bedsteforældre. De fik ansigter og stemmer. Jeg ville gerne have lært dem bedre at kende.
Så rykkede vi teltpælene op og flyttede fokus til vores egne forældre eller i hvert fald vores hjem og vores eget liv. Her er det for alvor gået op for mig, hvad jeg også indledningsvis begrundende min ide om fælles erindringsskrivning med: vi er vokset op i det samme hjem, med de samme forældre, men i to forskellige generationer næsten. Det er så interessant for mig at lære dig at kende på en ny måde. Der er endnu et stykke tid til vore veje for alvor kører paralleløb med krydsende spor. Det sker reelt først, sådan som jeg husker det, da jeg bliver gift, ja måske for alvor først, da Sine fødes 2 måneder efter Ane. Først der, da jeg er 22 og du i midten af 30èrne har vi en fællesnævner, som udligner aldersforskellen.

Du har intet skidt at sige om din skoletid, indrømmer dog, at du havde en fleksibel tilgang til lektierne og en udviklet evne til hurtig afskrivning af regnestykker. Din gengivelse af din ungdomstid efterlader mig med et klart billede af en ubekymret ung mand med en nysgerrig og positiv tilgang til livet. Hvorfor kommer jeg til at tænke på unge Johannes trampende i pedalerne hen over den jyske hede lørdag efter lukketid eller på ungdomsbilledet af ham i spejderbukser.


I har efter min vurdering noget af det samme sindelag, du og far. Han så også flere muligheder end begrænsninger og havde en ukuelig tro på, at tingene nok skulle falde på plads: "Det går nok". De ord citerer vi herhjemme ofte morfar - vores far - for. Han kunne også have sagt det, som Johannes Møllehave: "Det ender godt". I vores barndomshjem stod på de små palisander udtræksborde to små porcelænsfugle, som kiggede henholdsvis opad og nedad. Figurerene kaldes optimisten og pessimisten. Mor lagde ikke skjul på, at hun så dem som symbol på hendes og fars forskellige tilgang til livet. Mor var den mere bekymrede type og jeg husker, hvordan hun kunne irriteres over fars optimisme, som i hendes øjne kunne forveksles med manglende vilje til at se realiteterne i øjnene.
Købmanden og hans frue er i anledning af fotografens besøg trukket i det civile tøj.
Chefen fører symbolsk tal ind i kolonnerne i kassebogen.
Jeg vil antage, at jeg er ca 5 år på billedet, så det er taget omkring 1960
Jeg hæfter mig ved de lyse sommergardiner. Mor gik, som jeg vil komme ind på senere op i boligindretning. Det betød blandt andet, at hun havde et hold vinter- og et hold sommergardiner

Tilbage på sporet. Hvornår var det nu det var? Hvordan var det nu det var? Det sidste først. Det var ubekymret. Det var trygt. Det var sjovt. Malet med de brede penselsstrøg, så er det, hvad der falder mig ind, når jeg tænker på min barndom som købmandsdatter hos den lille købmand i Vivild i 50èrne og 60èrne.
Jeg havde begge mine forældre lige ved hånden. Om morgenen trak far i den hvide kittel og sprang om bag disken. Mor stødte til samme sted i løbet af formiddagen iført en pinkfarvet nylonkitel, som om eftermiddagen blev skiftet ud med en anden og finere model, for at signalere, at der overgik hun fra at være medhjælpende hustru til at være husmor i privaten. Jeg løb uhindret og frit mellem butikken og hjemmet med jævnlige afstikkere til Karen og Rasmus på den anden side af gaden eller senere, da jeg blev ældre helt ned i præstegården. Jeg har en oplevelse af og blev bekræftet i den, da jeg besøgte Karen Overgård, at jeg blev holdt i en strammere snor,end I andre. Karen mente, det skyldtes at jeg var pige, den sidste og så måske også det faktum, at der var mere overskud til at passe mig, end da I var tre. Jeg oplevede mig selv som enebarn. jeg havde ingen søskende at lege med. Måske som plaster på såret fik jeg en hund. Hvorfor valget faldt på en puddelhund, kan jeg ikke forklare. Den dag i dag, vil jeg ikke kategorisere en puddel som en hund. Det skyldes måske i virkeligheden de oplevelser, jeg havde med mine barndomspudler.

Ved årets sommerfest blev der afviklet et børnedyrskue. Jeg fik - som alle andre medvirkende  en lille hædersbevisning

Juhl med Tino 


En af pudlerne hed Tino. Den var et aggressivt og ustyrligt bæst, som skulle holdes i en snor på græsset. En dag så den sit snit til at løbe ud på gaden. Det var skæbnesvangert, for den løb lige ud mellem for- og baghjul på en stor lastbil. Jeg hørte fra værelset med tagvinduet ud mod gaden på 1. sal uroen fra omkringstående. Ved at stå på sengen kunne jeg lige netop kigge ud af vinduet. Det var synet af en livløs hund, der mødte mig. For at komme hurtig over smerten fik jeg en ny puddel, hvis temperament ikke var bedre. Vi opgav at afrette hunden og endte med at sende den i en kasse med DSB til nogle godhjertede mennesker i Holstebro. Derefter var det slut  med flere hunde i mit barndomshjem. Da jeg blev gammel nok til selv at læse, handlede min foretrukne litteratur om hunde. Specielt holdt jeg meget af bogen: Linette og hendes grimme hund. 
Anderledes let var det at opdrætte duer. I modsætning til Else, var jeg ikke bange for fjer.Jeg kunne godt lide at hjælpe far med duerne, at fodre dem og give dem rent vand. Jeg lærte teknikken med at holde dem stramt så de ikke kunne baske med vingerne.  
En ubekymret treårig i fars og duernes selskab

Ditto nogle år senere
Du rejste hjemmefra i en alder af 17år. Det gør det åbenlyst, hvorfor jeg ikke husker, at vi har boet hjemme samtidig. Erindringerne om at Else, Juhl og jeg har spist ved samme aftenbord er ikke eksisterende. I min erindring er det, som om I var voksne og flyttet hjemmefra og derfor havde mulighed for at komme hjem i weekenden. Det husker jeg til gengæld tydeligt. Der blev taget noget fra mig, når I kom hjem. Jeg mistede mors opmærksomhed. Alt drejede sig om at tilberede den mad, I kunne lide og snakken koncentrede sig om jer. Jeg følte mig tilsidesat og overset. Set med mine voksne velpudsede briller,kan jeg jo godt se, at såvel mors som min reaktion var meget naturlig. Men dengang gjorde det mig ambivalent i forhold til at I kom hjem på besøg. 
De store er hjemme. Her er det Juhl og Per. Den unge mand  i forgrunden ses tydeligere på billedet herunder. Jeg husker det som værende en udvekslingselev fra England. Kan det passe?



Min blogtid denne bededag er opbrugt. Turen går nu til Odense. I næste forestilling vil jeg - årstiden til trods, blandt andet skrive om julen derhjemme, derhjemme hos moder engang.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar