torsdag den 11. april 2013

Kajs flid lader noget tilbage at ønske

Nykøbing den 11. april 2013 - og det er stadig pivkoldt!
 
 
Kære Lise
 
 

At holde bloggen på din i-pad er som EfB må have det med at holde bolden på modstanderens banehalvdel, når de møder Manchester United. En umulig opgave!
Men det er nogle fantastiske billeder, du disker op med. Når man kender de medvirkende, fortæller de en historie, der uddyber den, vi fortæller med ord. Du har fuldstændig ret i din antagelse om, at udflugtsbillederne er fra Hjerl Hede. Jeg kan svagt huske dagen og den rutebil, det kaldte man et sådant køretøj dengang,  vognmand Henry Esbensen havde stillet til rådighed. Heller ikke den dag var den det sidste nye i passagertransport fra busfabrikkerne.
Det vækker barndommen til live at gense børn og voksne fra dengang. Den herre, som vores slipsklædte far står sammen med kan være karetmager Larsen, nabo til frisør Leo Lehm, men jeg kan nemt tage fejl.
Duebillederne er fantastiske. Der skal mange ord til at yde dem retfærdighed. En vigtig del af brevduehobbyen var at kunne avle hurtigflyvere. Når et nyt kuld unger var flyvefærdige, skulle de testes lokalt for at se om vingerne kunne bære. Det er en sådan testflyvning farbror Åge med børn deltager i den dag. Spændende om det var duerne eller bilerne, der kom først hjem. Og om alle unger undgik duehøgenes klør.
Duer, fugle og familie skulle passes, men først når købmandsforretningen var lukket op, kunderne ekspederet, landturen kørt, dagens omsætning talt op og det hele bogført. Først da var der tid til alt det andet, som vores forældre skulle og gerne ville. De var aktive i menighedslivet. De dyrkede det sociale i vennekredsen, men også i deres rolle som næringsdrivende i en lille by. Deres hjem var gæstfrit. Ofte var der brug for den faste kogenkone, der boede uden for byen mod Lystrup, tror jeg nok. Hun hed Emma til fornavn. Kan du huske efternavnet? Også Viktor Petersens kone, Poul Christians mor, Erna var en del af setup'et, når der skulle serveres flere retter på hvide duge. Duften af flæskesteg og citronfromage bredte sig i hele det lille hus. Vores mor var omhyggelig med skarpt øje for alle detaljer i sådanne sager.
En sådan dag var søndag den 24. marts 1957. Den dag var der dobbelt konfirmation hos købmandens.

Konfirmation søndag den 24. marts 1957 i Vejlby Kirke. Vi må være opstillet til fotografering senere, da pigerne ikke har deres konfirmationskjoler på. Drengene er fra venstre Thorkild Højlund, Poul Christian Petersen, Kaj Thomasen, Kurt Boelsmand Hansen, Poul Johannes Jensen. Pigerne er (jeg er ikke i stand til at sætte de rigtige navne på) i tilfældig rækkefølge Else Davidsen, Grethe Braüner, Birgit Jørgensen, Inger Louise Langballe, Mona Nørgaard, Kirsten Quist Frandsen, Else Thomasen og pastor Ove Bisgård.
Der var god fornuft i en dobbeltkonfirmation. Der er 11 måneders aldersforskel mellem Else og mig. To gange singlekonfirmation koster cirka det dobbelte af en tvillingefest. Både fru Gerda og købmanden kunne gennemskue det regnestykke. Jeg kan huske, at jeg ingen problemer havde med det arrangement. Jeg tror ej heller søster Else kunne få øje på eventuelle ulemper. Blandt mine gaver husker jeg en boggave, Lykkeper i ekstravagant indbinding. En lidt voldsom sag at løfte på i konfirmationshabitten. A pro pos habit. Jeg kan stadig genkalde følelsen af at være habitklædt. Lidt sejt tilfældigt at smugkigge i spejlet for at få et glimt af den unge mand, nu med officiel rygetilladelse. Jeg husker dagen som en helt igennem god dag. Kontanterne blev straks investeret i en orange racercykel af mærket Crescent. Det var nu nok kun en semi racercykel? Men det lugtede da lidt af 6-dagesløb. Og det var vi meget optaget af i de år. Jeg var til 6-dagesløb i Aarhus nogle gange, både til jagterne om eftermiddagen, et sandt tilløbsstykke for børn og unge under kørekortalderen, men også et par gange til aftenens jagter, hvor et mere voksent og øldrikkende publikum fyldte lægterne op. Ved de lejligheder var det en god idé at have lommekniv med for at skære sig kighuller i den tætte tobaksrøg. En gang husker jeg at være ledsaget af far og selveste pastor Bisgård. De havde begge forstand på cykelløb og gik meget op i spændingen og atmosfæren i den tætpakkede hal. Øllene lod de dog stå.
Vinterbanen i Aarhus Hallen var lille og intim. Der var plads til ca. 4.500 tilskuere på stilladserne rundt om banen. Den var kun 114,5 meter lang og en omgang kunne køres på ca. 7 sekunder. Kay Werner og Evan Klamer var mine helte. Evan Klamer var skrøbelig, men fremragende, når han var på toppen. De vandt deres eneste løb sammen i Aarhus i 1955. Andre helte var Ferdinando Terruzzi og Rik Van Stenbergen.
Den gode pastor Bisgård var så fascineret af oplevelserne på cykelbanen i Aarhus, at han til den følgende juleaftens prædiken brugte cykelmetaforer til at forklare julens mirakler. Den prædiken lyttede jeg interesseret til.
Hver aften sendte Danmarks Radios Fjernsyn fra jagten i Flæskehallen. Men vores forældre havde endnu ikke fjernsyn. Og så var rådne dyr gode! Der blev kørt cykelløb i Aarhus fra 1954 til 1961. Det skete flere gange, at jeg hos søster Else plagede mig til en billet hos Karen og Rasmus, byens eneste og bedste fjernsynsforhandler.
Når nu talen er om fjernsyn. Hver lørdag eftermiddag, i erindringen var det fast hver lørdag i en periode, sendte fjernsynet en engelsk serie om Robin Hood. Bror Juhls makker HC, søn af bagermesteren, kunne "udstede" adgangskort til den cafe, hvor bagerens eneste fjernsyn var placeret, og der sad vi en 6 - 8 knægte med flitsbuerne klar for at hjælpe Robin i hans svære kamp mod sheriffen fra Nottingham. Det gjorde vi også lørdag den 31. januar 1959, men Robin Hood dukkede aldrig op på skærmen. Efter en lang ventetid blev det klart, at Robin og sheriffen den dag måtte vige pladsen, fordi Hans Hedtoft, Den Kongelige Grønlandske Handels nyeste skib, var forsvundet, sandlynligvis forlist på sin jomfrurejse til Grønland. I sig selv en spændende og dramatisk begivenhed, men hvorfor skulle det lige gå ud over fjernsynshelten fra Sherwood-skovene?

M. S. Hans Hedtoft, nybygget fra Frederikshavn Værft i 1958. Leveret til Kongelige Grønlandske Handel, forliste på sin jomfrurejse til Grønland den 30. januar 1959. Skibet havde 55 passagerer og 39 besætningsmedlemmer, der alle omkom. En dansk katastrofe - i datiden omtalt som Grønlands Titanic. I bakspejlet forståeligt, at Robin Hood den dag måtte lade pilene blive i koggeret.
I et snuptag flyttede vi tiden frem til 1959. Mens lad os igen gå lidt tilbage for at få det hele - eller det meste - med. Jeg var stadig førende bydreng i de år. Jeg havde været spejder, udsendt til Bornholm, havde ikke taget et vandrende duelighedstegn, men besad andre kompetencer. Tobaksrygning havde jeg lært og bestået sammen med konfirmationen. Jeg havde øvet mig til spejder. Til vinterhalvåret havde min mor fået strikket - eller selv strikket - en god og moderigtig islandsk sweater med rullekave Den var god som spejderpåklædning i den kolde tid. Og den var god at ryge i og gav et tilpas maskulint helhedsindtryk. Blot havde jeg glemt, at tobaksrøg hænger godt fast i 800 gram strikket uld. Min mor undlod ikke at nævne det forhold ved passende lejlighed.
I 1954 skete en anden og skelsættende begivenhed. Jeg skiftede skole. Den lille og trygge 7 klassede landsbyskole blev for lille for mine forældre, måske også for mig. Jeg tror nok, at det var ok med mig. Der var andre fra Vivild, som var ramt af samme skæbne, så det kunne vel ikke gå helt galt. Måske glædede jeg mig til nye omgivelser og nye rammer. Måske var pigerne også pænere på den nye skole?
Dengang tænkte jeg ikke videre over grundene til skiftet. Man kunne få, skulle vel have, realeksamen det nye sted. De voksne syntes, det var værd at cykle 2 gange 7 kilometer for hver dag, og så lød det jo lidt fornemt.
Jeg har mange gange senere i mit voksenliv spekuleret på, hvorfor mine forældre, der ikke selv havde nogen eksamen, fandt pengene og motivationen til at sende mig i betalingsskole. Svaret har jeg fundet i arbejdet med disse erindringer. Vores fars yngste bror, farbror Åge, fik som den yngste og eneste realeksamen fra Allingåbro Realskole. I hans skolegang fik Gerda og Johannes inspiration til, at deres børn skulle have samme skolebaggrund som farbror Åge.
Derfor var vi nogle piger og drenge, der i starten af august, skoleåret var på den nye skole fra august til juli, om morgenen i god cykeltid mødtes ved  lygtepælen ud for slikmutter Dagmar Nørgaard. Cyklerne var forsvarligt pumpede og det samme gjorde vores adrenalin. Vi rullede lidt spændte på de næste kilometer ind i en ukendt fremtid. Alle deltagere slap dog levende og uden mén fra første skoledag. Ret hurtigt blev vi nye gjort opmærksomme på, at vi var bondeknoldene på Allingåbro Realskole. Vores rettigheder var begrænsede, mente både elever fra Allingåbro downtown og lærerne. Dog begrundede de deres synspunkt forskelligt.
Vi mødte nye fag, engelsk, tysk og matematik blev føjet til rækken af fag, som lærerne mente, vi skulle forberede hjemme inden vi næste dag ankom til lærdommens højborg, en række forfaldne og umoderne bygninger, der tilsammen kaldte sig en skole.
Og så begyndte vi at få karakterbøger med hjem for at dokumentere vores standpunkt. Det var jo en betalingsskole, og forældrene skulle have noget for pengene.
Nyt var det at møde den karakterskala, der rummede muligheder for ug, ug-, g og g+. Den hed Ørsted skalaen, og der var talværdier knyttet til hvert karaktertrin. Og man kunne regne gennemsnit ud. Det gik lærerne meget op i. Måske gjorde forældrene også. Jeg var knap så fokuseret på bogstaverne og de tilhørende talværdier. Karakterbogen kom med hjem hvert kvartal, som jeg husker det, den blev taget op af tasken og lagt frem. Gerda og Johannes så den og underskrev. Måske gav indholdet anledning til en samtale, men aldrig noget alvorligt. Kun én gang var skæbnebogen svær at få lagt op. Jeg har måske gået i 3. mellem. I bogen var der denne gang en anmærkning, forfattet af en lærer og indskrevet af skolebestyrer Halvor Christiansen. Kajs flid lader noget tilbage at ønske var budskabet fra skolen til forældrene.
Bogen kom op til underskrift om morgenen den dag, den igen skulle afleveres. Måske  afstedkom den efterfølgende en lidt længere forældre/elev samtale.
Lærlingene og udviklingen i kolonialbranchen må vente. Rigtigt hvad du skrev i sidste blog.
 
 

 
 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar