lørdag den 20. april 2013

Jeg ved en lærkerede

Kære Kaj.                                            Lørdag den 20 april 2013


Så kom foråret. Jeg har flyttet erindringsværkstedet op i mit glashus, hvor jeg til lyden af fuglefløjt, legende børn og en handy nabo med motorsav, prøver i tankerne at skrue tiden tilbage til min skoletid.
Jeg har gentagne gange læst dit sidste indlæg. Skrev du virkelig det. Kan det passe, at tre lærere frivilligt brugte tre ferieuger på en skoletur til UK? Jeg er benovet. Jeg er imponeret. Det er en næsten provokerende faktaoplysning i en tid med lockout. Jeg siger ikke mere.

Du har ikke haft nogen kedelig skoletid, fornemmer jeg. Det mere end ligger også i luften og læses mellem linjerne, at Thomasenbørnene - inklusiv dem fra Søndergade, nok ikke har været de mest stille og tilbageholdene i klassen. Min teori er, at vi har fået et eller andet uro- eller måske provo-gen med hjemmefra. Arv eller miljø. Hvem ved hvad. Skoleinspektør Ole Nielsen satte i 5. Klasse mig i skammekrogen, nede i hjørnet af klasseværelset med ansigtet vendt væk fra klassekammeraterne og lige ind i glasskabet med udstoppede dyr. Jeg oplevede det ikke helt som en straf, men sådan var det ment. Min forseelse var, at jeg havde givet Gert Enevoldsen et par på kassen. Det var i 5. klasse. En anden gang skubbede jeg Carsten Sørensen ind i flagstangen, så hans øje ramte lige der, hvor stangen er boltet til pælen. Av, for en forskrækkelse for alle parter. I de større klasser holdt jeg op med at slås med drengene. De blev for stærke. Mit våben blev ord. Set i bakspejlet må jeg indrømme, at jeg ind i mellem må have været ret irriterende. Det var også hvad min geografilærer på Allingåbroskolen, Ove Winther må have ment. Han og jeg havde nok ikke lige den bedste kemi. Hvis sandheden skal frem og det skal den jo her, så chikanerede jeg ham i en grad, så han på et tidspunkt udelukkede mig fra geografitimerne i 2 måneder. Det er ikke en fordel at være på hold med mig i Bezzerwisser i kategorien: geografi.
Det der med skolegang blev aldrig rigtig et hit hos mig. Mine skoleminder flyver i mange retninger, kredser om klikkedannelser blandt pigerne, rundbold i skolegården, håndarbejde med korsstingsbogstaver på småternet rødt bomuldstof. Fysisk bevægede vi os rent bogstaveligt også i mange retninger. Første og anden klasse havde base i skolen ved siden af kirken. Frk. Nielsen og Ole Nielsen klarede indskolingen.
I 3. og 4. klasse cyklede vi til Lystrup, hvor henholdsvis Valdemar Jensen og Frk Knudsen regerede. Valdemar Jensen var en stille, venlig mand, som var for god at drille. Med Frk Knudsen var det lidt anderledes. Signe - med g- Knudsen medvirkede til min manglende glæde ved skolelivet. Hun formåede at gøre mig usikker og mundlam- to egenskaber, jeg ikke er født med. Der skulle udtages korsangere til skolens " store" kor, d.v.s. et kor bestående af de ældste elever fra 4. til 7. Klasse. Udvælgelsen fandt sted efter en korprøve. Hver enkelt elev skulle efter tur stille sig ved siden af sit bord og synge 1. vers af: jeg ved en lærkerede. Hvis tonen ramte rent ind i Frk. Knudsens øre, blev man udvalgt til koret. I modsat fald måtte man for øjnene af sine kammerater modtage dommen: duer ikke.
Turen kom til mig. Jeg sang det bedste, jeg havde lært om lærken i reden. Frk. Knudsen var ikke overbevist. Hun bad mig prøve igen. Som den eneste skulle jeg synge tre gange, før afslaget faldt. Ydmygelsen sved og dommen om ikke at kunne synge, har jeg kæmpet med siden. Heldigvis mødte vi i 6. og 7. klasse en ny lærer, Finn Andreasen, som havde haft en del mere pædagogik på seminariet  Han brugte ikke den slags udelukkelsesmetoder, men var af den overbevisning, at børn vokser af at blive anerkendt. Jeg husker endnu stolheden over at være med i skolens store kor ved pinsegudstjenesten i Vivild Kirke et par år efter.

 I to år cyklede vi frem og tilbage til skolen i Lystrup. De sidste to år før vi i 8. rykkede til Allingåbro blev tilbragt i henholdsvis kælderen i præstegården, en lærerbolig på H.C.Elgårdsvej og lokalerne i den gamle skole. Det var naturligvis en uholdbar løsning, at eleverne skulle cykle rundt i byen i frikvarteret for at være på rette sted til næste time. Den nye Langhøjskole udenfor byen blev indviet efter min tid. Du og dine klassekammerater cyklede til og fra Allingåbro i sommerhalvåret. Man kunne måske tro, at der var kommet en anden løsning på den transport, da jeg ca 15 år senere skulle samme vej. Det var der så ikke. Dagmar Nørregårds butik var stadig samlingsstedet for hele sværmen, når vi om morgenen cyklede afsted to og to. Vi skiftedes til at køre forrest og trække læsset. Kun få gange skete der uheld.

Fødselsdagsselskaberne i skoleårene står lysende klare i min erindring. Især dem, der foregik hos landmandspigerne. Det var sjovt at hoppe ned fra høloftet hos Katholmbørnene i Lystrup. Når mødrene blandende sig gik legen mere stille for sig. "Tag den ring og lad den vandre", var en klassiker. Ligeså sikkert var det, at en af pigerne inden festen sluttede, brød grædende sammen, fordi hun følte sig udelukket.
Mobning var ikke et kendt ord i min skoletid. ikke desto mindre, var jeg nok set med nutidens briller udsat for mobning. Det skyldes min påklædning. Ikke fordi mit tøj var grimt, beskidt eller hullet, men nok tværtimod. Vi har tidligere i dette erindringsforløb været inde på mor- Gerdas sans og behov for, at hendes børn så ordentlig ud i tøjet. I mit tilfælde betød det, at jeg fik nyt tøj så at sige hele tiden. I mange år syede mor selv. Fotos viser mig i yndige ternede kjoler med håndbroderet smock.
I hjemmesyet smockkjole


Senere benyttede mor en syerske i Spidsborg. Jeg husker tydeligt duften af presset tøj og synet af syersken med knappenåle stikkende ud af munden, mens hun tilpassede den nyeste kreation på mit alt for magre legeme. Karen Simonsen, som boede på Grønnegade lige bag ved købmandsbutikken strikkede hvert år flere sweatre og kjoler til mig. Jeg har på fornemmelsen, at der i tilfældet med Karen Simonsen var en form for aftale om byttehandel. Karen var eneforsøger uden fast arbejde. Hun levede af at strikke for folk. Jeg ved ikke, om hun levede godt af at strikke for mor til mig, men hun leverede mange kreationer. Jeg var glad for strikvarerene, i hvert fald lige indtil det blev for meget for mine klassekammerater, som viste deres misundelse ved at udelukke mig fra selskabet. Det var måske også lige lovlig blæret og ret usædvanligt at møde op i tredelt spadseredragt i 7. klasse.


Hos fotograf Kehlet i Randers blev jeg hvert år fotograferet - ofte i striktrøjer fra Karen Simonsen 



Den grønne, strikkede, tredelt spadseredragt blev dråben, der fik skolevenindernes misundelsesbæger til at flyde over.

For at være bare nogenlunde på omdrejningshøjde med dig, må jeg inden dette indlæg slutter, nævne min konfirmation. Jeg gik til præst ved Henning Legarth. Dt føltes en smule akavet, fordi jeg jo havde min faste gang i præstegården og så at sige blev opfattet som en del af familien. Til konfirmationsforberedelse havde jeg et behov for at vise mine kammerater, at jeg ikke var mere pot og pande med præsten end som så og at jeg godt turde sige ham imod. Jeg vippede stolen op på de to bageste ben og sad provokerende afslappet. Jeg husker ikke emnet, men jeg husker stadig min respons på præstens påstand.: "det er noget pladder at sige," var mine ord, hvortil præsten replicerede: "begræns dit ordforråd, Lise". Den sved. Jeg blev flov. Mere skulle der ikke til for at sætte stolen ned på alle fire og finde kammertonen frem. Gode pædagoger er kendetegnet ved deres evne til at træde i karakter med få virkemidler.



Emma kogekone kogte ikke melboller til min konfirmation. Den blev holdt i lokaler ved campingpladsen ved Skovgårde Strand. Spørg mig ikke lige hvorfor. Det kunne måske have været et velvalgt sted, hvis det, som man kunne forvente den 20. April - det er i dag præcis 34 år siden - var smukt og lunt forårsvejr. Det var det IKKE. Der var snestorm den dag. Mine faddere , Marie Bertelsen og hendes mand nåede ikke frem til kirken. Det virkede lidt paradoksalt at stride sig gennem snemasserne frem til en vinterklædt campingplads. Festen forløb ellers efter bogen. Bogen udelukkede børn til festen. Det var udelukkende en voksen fest. Efter bogen delte mænd og kvinder sig ved kaffebordene og helt efter bogen blev der røget cigarer ved mandebordet.










 Mit konfimationstøj var med mor som primusmotor indkøbt i Århus. Mine klassekammerater kunne bruge kreationerne i de randrusianske butikker. Jeg havde ikke tidligere været i Århus. Det var temmelig langt væk fra Vivild. Med bus tog det 11/2 time at nå frem. Vi støvede Strøgbutikkerne igennem uden at finde en kjole, der var lille nok. Dengang var jeg radmager. Størrelse 34 var for stor. Vi måtte tage hjem med uforrettet sag og klynge os til håbet om, at Salling kunne fremskaffe en passende størrelse. Det lykkedes.
Nu hvor mor havde vist vejen til storbyen, valgte Søren og jeg som de eneste at tage til Århus på blå mandag.
Skoleudflugten i 7. klasse gik til Kongens København i fem dage. Det var langt hjemmefra. Det var stort og fremmed. Jeg husker det kun som om der var en lærer med, Finn Andreassen. Det er sikkert ikke rigtigt. Mon han gjorde det frivilligt og i sin ferie? Næppe.

Var det virkelig alt om min skoletid? Ikke helt. Jeg tog ikke bare realen med. Jeg tog også studentereksamen. Mere herom senere.
Naboen har forlængst slukket motorsaven, børnene er kaldt ind til aftensmad, fuglene bygger rede og fløjter glad til arbejdet. Jeg tror, vi indtager kalvecoulotten her i glashuset eller måske endda undendørs og nyder et velfortjent glas rødvin ovenpå en travl arbejdsuge, som ikke har levnet megen tid til blogskrivning. Nu ligger blogbolden hos dig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar