søndag den 14. april 2013

Et hjem med klaver





                                                        Rønde lørdag den 13.april 2013

Kære Kaj

Din gamle lærer, Halvor Christiansens ord om din manglende flid gøres helt og aldeles til skamme i forhold til blogskriveri. Utroligt som den dom, man gennem tiden har fået af mere eller mindre pædagogiske lærere, har det med at lagre sig i hukommelsen. Min tysklærer på gymnasiet skrev engang med røde bogstaver under en rettet stil H.L.A.H.U oversat betød det: her lades alt håb ude. Så var det da ligesom slået fast, at jeg ikke skulle vælge at lade min karrierevej gå gennem Tyskland.

Kogekonen fra Lystrup hed Emma og Viktor Pedersens kone, som hun gik ud og kogte sammen med hed Erna. Om jeg husker dem? Der var feststemning i flere dage, når Emma kom og forberedte. Hun lavede melboller, som jeg aldrig siden har smagt magen til. Det var fascinerende at se Emma håndtere melbolleanordningen, hvor dejmassen kom ind i en form for aluminiumsrør med et ovaltformet hul i enden. Det hele blev presset ned i en stor gryde kogende vand ved at Emma satte træskubberen ind i røret og pressede let med overkroppen, mens hun med en hurtig bevægelse og en skarp kniv lod melbollerne dumpe ned i gryden. Efter endt kogetid blev bollerne lagt til tørre på et fad med et viskestykke og her var det jeg kom ind i billedet. Det var ikke så få melboller jeg kunne sætte til livs. Mou, gå hjem. Det er aldrig siden lykkes mig at købe melboller, der bare tilnærmelsesvis smagte som Emmas.
Der har helt sikkert været travlhed forud for jeres konfirmation. Mor Gerda vidste nok, hvordan hun ville have det. Der skulle ikke mangle hverken rødbeder eller melboller til en fest i hendes hjem.



Else som konfirmand 24. marts 1957



Else ved gavebordet.
 Det er lidt vanskeligt at identificere gaverne, men jeg tror Lykkeper var forbeholdt drengekonfirmander.



Kaj som konfirmand samme dag 24. marts 1957
Klæder skaber folk.


Anderledes afslappet var klædedragt og attitude på andendagen. Min første tanke, da jeg så billedet af min piberygende storebror var, at i min barndom, måtte man ikke ryge før, man var fyldt 18 år. Nu vel.
Den opmærksomme læser har nok gennemskuet, at de to nederste billeder ikke kan være fra 2. dagen. Når man laver den slags detektivarbejde, som vi er i gang med her, så lærer man at afkode billederne på en ny måde. Og ved at tage de rigtige briller på, kan man se, at det dels er sommer, dels at der er kommet nyt gardin for vinduet og dernæst at de to søskende har ændret frisure. Om vi er nået helt op omkring 1961, hvor det er officielt tilladt at ryge, kan jeg have min tvivl om


Inden jeg forlader jeres konfirmation og fortsætter mit eget liv, om jeg så må sige, så lad mig lige bringe dette dejlige billede til torvs. Bagpå det står: på vej til Kajs og Elses konfirmation marts 1947 Faster Ester er med Elsebeth i hånden og Knud Erik og Kurt på vej med DSB fra Esbjerg til Djursland. 





I sidste indlæg var vi på udflugt. Til Hjerl Hede nærmere bestemt. Henry Esbensen lagde rutebil til og byens børnefamilier - eller klanen omkring kirken, var med. Jeg var for lille til at huske turen. Tidligere har jeg nævnt, at udflugter med madkurven var en tilbagevendende aktivitet i det Thomasenske hjem. Det med madkurven fornemmer jeg, var mors fortjeneste. Fars glæde ved biler har muligvis haft indflydelse på radius for turen. I mit velassorteret billedarkiv gemmer sig ikke så få fotos fra den slags ture. Fotos er gode til at understøtte hukommelsen. Når jeg ser nedenstående billeder fra en tur til Skagen, kan jeg huske, hvor bange jeg blev, da Sandormen satte sig fast og vi måtte gå i land. 




Billederne tyder på, at familien var alene på turen til Skagen. Andre billeder fortæller historien om, hvordan flere vennepar brugte naturen som kulisse for deres samvær. Det forekommer mig at være en genial måde at være sammen på.
Krista og Elmer Larsen med deres søn, Benny
Lise og købmanden
Familien Dahlerup og familien Thomasen på udflugt med kaffekurven
Igen familien Dahlerup og familien Thomasen på somme søndags- picnictur i skoven.
Efter klædedragten at dømme er de to billeder fra samme tur, men ikke fra samme location. Det fortæller mig, at turen har været lang nok til at spise frokost et sted og drikke kaffe et andet. Måske kunne teltene på det øverste billede indikere, at vi er på besøg på en spejderlejr.


turene med frokost/kaffe i det fri fortsatte mor med hele livet. Her er vi sammen med fastre  og fætre og kusiner

Far, mor, faster Ester og mig.
Billedet er fra 1971 i min "hippitid"

Ikke flere udflugter. Ikke flere overspringshandlinger. Jeg må tilbage til et kapitel som godt kunne henregnes under kategorien: indrømmelser/bekendelser.


Præstens 4 drenge fra venstre
Peter, Johan, Søren og Jens

Indtil jeg blev 8 år havde jeg min daglige gang i Vivild Præstegård. Benedicte var min legekammerat. Vi var nærmest uadskillige, indtil hun og hendes familie i 1963 flyttede til Fredericia. En ny præstefamilie med "kun" fire drenge flyttede ind. Jeg havde ingen positive forventninger til det bytte. Min nysgerrighed var dog tilpas stor til at jeg måtte cykle en "tilfældig" tur forbi, da flyttelæsset og drengene ankom. Drengene havde taget opstilling på fortrappen, formentlig drevet af samme nysgerrighed efter at få et glimt af potentielle fremtidige legekammerater. Ingen af os havde mod til at åbne en dialog, så der blev kun kigget eller måske ligefrem gloet. Jeg glemte at se mig for og endte oppe i bagenden af familiens Tanus. Det var en pinlig og meget flov affære, som fik mig til at bedyre overfor mine forældre, at jeg ALDRIG mere ville komme i præstegården. Nu skal man som bekendt aldrig sige aldrig, for så kan man komme til at æde sine ord. Det måtte jeg allerede et par dage efter. Ole Nielsen, skoleinspektøren om hvem man kan sige meget, men ikke at han ikke var snedig, ringede til købmanden og bad ham spørge, om ikke købmandens Lise ville følge en af præstens sønner, Søren i skole dagen efter. Søren skulle i samme klasse som Lise. Vi to fulgtes derefter ad i samme klasse til vi 11 år senere blev studenter. Søren og jeg blev ligeså uadskilligelige som Benedicte og jeg havde været. Vi fulgtes også til firhændig klaverundervisning i Frk. Nielsens privatbolig på 1. sal af vores klasseværelse i byens skole. Hvorfor jeg lige skulle gå til klaverundervisning, har altid været mig en gåde. Det var slet og ret spil af penge. Jeg havde ingen motivation eller tålmodighed til at øve mig. Og dog, jeg fandt ud af at jeg kunne slippe for opvasken, hvis jeg spille: jeg har hørt om en stad i det fjerne. Det var helt klart mors favorit. Den kom som det eneste musikstykke til at sidde ret godt i fingrene. Ellers havde jeg mere lyst til at lege end til at øve skøjtevalsen firhændigt. Mor har helt klart været primusmotor i bestræbelserne på at banke lidt musik og rytme ind i mig. Hun ville gerne have, at jeg skulle gå på danseskole, men der satte Johannes grænsen. Dans var ikke en del af konceptet i det hjem, han kom fra og blev det heller ikke i det hjem, hans børn skulle vokse op i. Den kamp tabte mor. Klaverundervisning blev sikkert kompromisset.

Når vi ikke gik i skole eller "til klaver", manglede Søren og jeg ikke beskæftigelse. Vi lavede klubber af mange forskellige slags. Vi lavede ikke så få huler i kastanjetræerne i præstegårdshaven ofte sammen med en hel sværm af andre legekammerater. Jeg legede aldrig med piger. Ville hellere klatre i træer eller på hustage.
Det sidste blev der bradt sat en stopper for, da min forældre opdagede, at jeg kravlede rundt på tagryggen af købmandsbutikken.

Jeg var omkring 5 år, da jeg fik en splinterny dukkervogn. Den fangede aldrig helt min interesse selvom Else og mor gjorde en stor indsats for at jeg skulle se ideen. Mor syede dukkesengetøj med ægte mellemværk og tøj til dukken og Else legede tålmodigt med mig og dukkevognen, men det blev aldrig et hit hos mig.


Baggården af hjemmet i Vivild. Når en bold havnede i tagrenden var det nemt lige at smutte op på skraldespanden og op på taget på baggangen. Når man var der, kunne det være sjovt at se verden fra den vinkel. Som tænkt så gjort. Først op på taget af lagerbygningen og siden krable sig hele vejen hen af hovehuset og ned via altanen. Det skete kun en gang!


Ret hurtigt blev jeg en del af familien Legarth endda i en sådan grad, at nogen - herunder personalet på Ørsted Sygehus, hvor præsten engang var indlagt, troede, at Søren og jeg var søskende. Vi fulgtes ad i tykt og tyndt og læste i de ældste klasser, lektier sammen - måske læste jeg, hvis jeg skal være helt ærlig ikke så meget, som Søren i gymnasiet. Det kommer der senere en forklaring på. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar