søndag den 7. april 2013

En ny verdensborger med krudt i bagen ser dagens lys

                                                                                         Rønde et par dage efter i april 2013


Kære Kaj

Tak for din mail med dokumentet med afskriftet af de 29 breve fra Hans Albert i Egtved til lille Gerda i Allingåbro i perioden 1938 - 1941 Det har givetvis været et tålmodighedsarbejde at tyde sig gennem Hans Alberts mere eller mindre ulæselige håndskrift. Værdifuldt dokument.
Selv om vi ikke har mors del af brevvekslingen, efterlader brevene os med en del flere brikker til puslespillet om, hvem vores morfar var og om tiden, han levede i.
Postvæsenet havde kronede dage dengang. Der var god mening i at cykle rundt med hilsner mellem landsdelene. Mail er en god og hurtig kommunikationsform, men man kan hverken sende æbler, ris, tobak eller en pibe med brevet, som vi kan læse var tilfældet dengang. Til fars fødselsdag i 1939 ( han må være blevet 22) sendte svigerfar Hans Albert en lille pibe. Han må have fornemmet, at Gerda ikke var venlig stemt overfor Johannes` rygning, for Hans Albert skriver: "Jeg sender her de sidste Æbler af det lille Træ de andre duer ikke, og saa denne lille Pibe til Johannes, som jeg haaber du ikke forsmaar". Her aner vi en forvarsel om historien om, hvordan mor mange, mange år senere blev så træt af fars mange sure piber, at hun en dag smed dem alle i en balje sæbevand og gav dem en grundig omgang med skurebørsten. Man kan for sit indre blik se de mange sæbebobler, som stod op af pibehovedet næste gang, Johannes magelig tilbagelænet efter dagens dont tændte aftenpiben.

Jaffa appelsiner med sukkerknald og brune kager fra mors køkken. Nogle minder og oplevelser har vi fælles - aldersforskellen til trods. Dejligt indlæg med mange detaljer og enkelte afsløringer, som måske burde henlægges under kategorien: bekendelser, som vi gennem skriverier har haft nogle stykker af.
Det hensætter mig i noget nær chok at erfare, at min storebror har været delagtig i at lave fis og ballade med lærerene og for åben computerskærm indrømmer at elske skolelivets udfordringer i IKKE at lave sine lektier, IKKE at sidde stille i vinduesrækken o.s.v. Det eneste formildende ved råt for usødet at blive konfronteret med kendsgerninger er, at det bliver lettere, når jeg i skriverierne når til at fortælle om mine skoleminder :-)

Men inden vi når dertil, må vi opholde os ved maj 1955, nærmere bestemt den 26.
Lad os lige repetere status for familien Thomasen.
Tre "store" børn. Hvor store kan jeg ikke helt afgøre.

Gerda og Johannes er godt i gang med at banke en driftig kolonialforrertning op i Vivild. Det har kostet mega meget arbejde for dem begge. Økonomien var i begyndelsen anstrengt. Den er bedre nu i midten af 50èrne. Tiden var i begyndelsen fuld besat med ikke kun kunder, men desuden tre børn under konfirmationsalderen. Det er bedre nu i midten af 50èrne. Børnene er  - ganske vist ikke i heldagsskole, men nok alligevel på egne ben udenfor hjemmet det meste af dagen, så Gerda har fået tid til at puste ud og trække vejret. Hun har givetvis nydt friheden. Ikke givetvis, for jeg ved at det var sådan, det var. Ikke så få gange i min opvækst har jeg hørt beretningen om, at det ikke lige var meningen, at jeg skulle komme. Hvis det havde ligget til min personlighed at føle mig overset eller mindre værdsat, så ville den måde, jeg blev mødte i denne verden, kunne udløse mange timer hos en psykolog.

Gerda var 38. Hun var både flov over og træt af at skulle begynde forfra med bleer og afbrudt nattesøvn. (Jeg bebrejder hende ikke) Hun begræd og beklagede situationen, men affandt sig efter nogle måneder med sin skæbne. En formildende omstændighed var det, at fru Bisgaard, præstens kone, også vente barn - en måned tidligere. Efterhånden som foråret spirrede og maverne voksede snakkede de to kvinder om " de to små prinsesser", de ventede. Ingen scanninger havde forudsagt, at det var piger, der var på vej, men måske har de begge haft en veludviklet intuition. Prinsesserne skulle opkaldes efter de "rigtige" prinsesser henholdsvis Benedicte og for mit vedkommende Anne Marie.
At jeg ikke kom til at hedde Anne Marie skyldtes - efter hvad jeg senere fik fortalt, at Benedicte Bisgård blev født med en alvorlig hjertefejl og at min mor med alle for hende til rådighed stående midler, ville undgå at besejle min skæbne ved at forfølge ideen om, at vi var to beslægtede prinsessebørn. I min barndom var jeg skuffet over "kun" at hedde Inge Lise, når jeg kunne have heddet noget "berømt".
Hvad jeg også i mine  barndomsår fik fortalt var, at I, mine søskende heller ikke just var tilpasse med min ankomst. Juhl prøvede at sælge mig. Else, som ofte fik opgaven at passe mig, forsøgte at bytte mig væk til Elisabeth Esbensens forældre og du, ja det forlød, at du var ok med at have fået endnu en lillesøster, men det kunne du jo også sagtens være, for du rejste, som du selv fortalte i sidste indlæg, med dine spejderkammerater til Bornholm. Ak ja, mangen en psykolog kunne have tjent kassen på at pumpe selvtillid i mig, men det blev ikke nødvendigt. For med til den historie, jeg gentagne gange som barn fik fortalt, hører, at der alligevel aldrig var nogle seriøse tilbud, der var gode nok til at skille sig af med mig. I måtte affinde jer. Og I måtte tage jeres tørn med mig, når mor ikke kunne undværes i butikken. Det har uden tvivl betydet noget for min udvikling. For eksempel kan det ikke udelukkes at min hang til engang imellem måske at træde lidt for hårdt på speederen, kan skyldes at Juhl og Hans Andersen(HC) tog mig med i barnevogn  i Anlægget - de stejle, træbevoksede bakker bag sportspladsen og lod barnevognen kører alene hele vejen ned for at se, hvor høj fart den kunne få og om den kunne komme helt ned uden at ramme et træ.
Måske var det fra deres side en klog og bevidst handling, for det blev derefter oftest Else, der fik ansvaret for at passe mig.


Lise december 1955
Den 26.6.1955, nøjagtig på månedsdagen for min fødsel, blev jeg af pastor Bisgård døbt i Vivild Kirke.
Inge Lise blev jeg navngivet. Vore forældre havde åbenbart en ide om, at vi alle skulle have dobbeltnavne.
Kaj Albert, Else Elisabeth, Børge Juhl og så altså Inge Lise. Ingen af os er blevet kaldt vort fulde navn, måske lige med undtagelse af mig. Når mor skulle understrege overfor mig, at nu var det alvor, så brugte hun mit fulde navn. Ikke noget at sige til, at jeg aldrig forligte mig med mit døbenavn og derfor som voksen valgte at slette Inge.
Uden at gøre mig til fortaler for stjernetegns betydning, så skal nævnes, at jeg er født i tvillingernes tegn. Ofte hørte jeg mor med lettere beklagelse i stemme sige, at hun oplevede det, som om hun havde fået tvillinger. Jeg må være født med krudt i bagen. Om det skyldtes mit høje aktivitetsniveau eller det bare gik for mor, som det går for mange andre, der har ambitioner om at nedfælde lidt om barnets første leveår, skal jeg ikke kunne sige. Kun kan jeg konstatere, at det ikke blev til ret meget skriveri om mine første skridt. Men ud af det lidt, mor skrev, kan jeg læse, at "Inge Lise er hurtig til alt hvad hun foretager sig, var lille og spinkel det første aars Tid, kunne gaa før hun var et aar".  Et andet sted i samme bog står, at jeg vejede 4250 gram, så SÅ lille var jeg heller ikke.
Det kan ikke udelukkes, at jeg i dagens danske skolevæsen, ville have været indstillet til udredning for en eller anden bogstavskombination. Det fandtes (heldigvis?) ikke dengang. Jeg er født med krudt i bagen og havde, som du? vanskelig ved at sidde stille i skolen og har den dag i dag svært ved ikke at være i gang med noget hele tiden. Det må mine omgivelser leve med. Mine kollegaer reagerer alt efter situationen og deres overskud med suk eller klap i hænderne. Forleden manglede vi mandskab til et større arrangement i KlosterCafeen. I vagtplanlægningen talte jeg for to.

Else indtog en moderlignende rolle overfor mig i mine første barndomsår. Jeg har ingen erindring om, at du og jeg har boet hjemme samtidig. Svagt husker jeg episoder, hvor jeg med min nysgerrige tilstedeværelse har "chikaneret" Juhl og HC, men Else, der imod har jeg mange klare billeder af.

På et tidspunkt fik hun klippet det lange hår af. Hun havde som stor pige langt hår med slangekrøller. Det har givetvis ikke været nogen fornøjelse at holde, men smukt at se på. Jeg husker ikke det lange hår, men jeg husker stadig den æske, hvor en af de smukke slangekrølle blev opbevaret. Det var en højtidsstund, når jeg lille pige fik Else eller mor til at åbne æske, så jeg kunne se og muligvis røre det


Else og Lise december 1956
Else med Lise i sandkassen sommeren 1956

Else har sit hyr med at holde styr på en unge med krudt i bagen.
Det skal dog siges, at dette barn, så vidt jeg ved,  faktisk ikke er mig, men der imod fra Madsens datter. Fru Madsen var Elses chef

Else og Lisefotograferet hos Kehlet, Randers december 1960

Else havde værelse til venstre ovenfor trappen. Jeg havde henne af gangen til højre lige ved siden af soveværelset. Du nævnte for mig i telefonen, at 1. salen af vores barndomshjem ikke var udnytte fra starten. Det må være sket i takt med økonomisk opsving og evt voksende børneflok? 
Stregtegning af "den lille købmand" lavet af Per Thomsen
Verden venter - eller rettere Brita og Frits venter med søndagsfrokost, så nu sender jeg dette blogindlæg til udgivelse og kaster der med bolden over på din banehalvdel.
Du kan være forvisset om, at jeg vender tilbage med mange flere erindringer om mine første barneår, mine legekammerater og min skoletid for bare at stille lidt i udsigt.

God skrivelyst!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar