tirsdag den 16. april 2013

Det bedste ved en kop te

Nykøbing på en dejlig forårsdag mandag den 15. april 2013
Kære Lise
Igen er bloggen havnet i Nykøbing. Den er ikke længe væk fra min pc'er. Godt man er pensionist med bloggertid næsten ad libitum. Temperaturen er tocifret og kun en tåbe frygter ikke haven.
Dit billedarkiv er stort som Polfoto. På et tidspunkt skal vi have opsamlet ikke brugte billeder og gøre dem tilgængelige på bloggen her. Den mulighed må vi overveje.
Vi har nogle aktive læsere. De har kommenteret og korrigeret, så nogle af vores vildskud er blevet bremset og gjort mere rigtige. Kusine Anne-Grethe er en af dem. Knud Dahlerup er en anden. Senest har Knud kunnet navnebestemme personer på et par billeder.


      

Personerne er fra venstre: Juhl, Niels, Knud, Elisabeth, Karen, Birgit, Else, Tage, Aksel, Kaj og den sidste pige kan være Bodil Bisgård. Hun kan være med moster Ellen på udflugt den dag. Og personerne på billedet, hvor Henry Esbensen står ved bussen er. Ved siden af din far er det Walter Esbensen ( bror til Henry, papirgrossist som boede på "Knolden" og kørte ud med papirvarer i sin lille tre hjulede GoggoMobil) så er det mig i forgrunden og Juhl i den ternede skjorte, som jeg kan genkende fra ovenstående billede. Dette år var vi på tur til Hjerl Hede med onkel Henry.Aksel er født i 1952. Derfor tidsfæster Knud billedet til 1953, hvilket betyder, at du ikke var med den dag.
Nu kan det hele ikke gå op i hat og briller og en søndagstur til Hjerl Hede i en ældre bus.
Der var en købmandsforretning, der skulle lukke op mandag morgen. Og måske var det den mandag morgen i sommeren 1953, at vores far skulle tage imod sin første lærling.
Detailhandlen blomstrede oven på krigens mangelsamfund. Og vores far ekspederede ikke med hænderne i lommen. Han havde overlevet de første vanskelige år, havde fået fodfæste og var nu klar til at ansætte personale. Den første, der valgte en handelsuddannelse gennem den lille købmand i Vivild var smed Olaf Lassens dreng Flemming. Da han havde lært at veje melis af og ekspedere kunder, så de kom igen, rejste han til København, købte en kanon og begyndte for sig selv. Ude i Søborgområdet var der plads til en driftig jyde, der lukkede op hver morgen og havde de rigtige varer på hylderne. Nogle år senere blev han min mentor og beskytter, da jeg selv som 17 årig rejste til hovedstaden for at starte som 2. årslærling - eller forbundter - tror jeg nogen kaldte det. Jeg havde fået job i en skibsprovianteringsforretning i Havnegade 21 i København lige der hvor sverigesbådene i de dage sejlede til og fra. Min far og jeg var enige om, at tiden var inde for den unge mand til, med et udtryk fra vores tid, at søge nye udfordringer. Vores mor var den mindst begejstrede for den løsning. Men Flemming var en stabil ung mand, der kiggede ind til sin gamle chef, når han var i Jylland. Han kunne se mulighederne i Købenavn for en knægt som mig. Og han skulle nok tage mig under sine vinger. Det beroligede min mor. Jeg vender tilbage til københavnerturen senere.
Den næste til at løfte sukkersække blev Arne, en ung mand fra Krusborg mellem Gjesing og Auning.  Også ham så jeg op til. Jeg mener, han blev kaldt Persille-Arne, når han ikke selv hørte det, måske fordi han havde været bydreng ved gartner Stengård. Det sidste er jeg langt fra sikker på.
Niels og Knud husker endnu et par lærlinge. Den ene hed Knud, den anden hed Tage Kvist og kom oppe fra Løvenholm skoven. Ingen af de to var hos vores far i længere tid. Bror Juhl husker en pige, Åse, der både ekspederede kunder i købmandsbutikken og passede gryder og støvsuger sammen med vores mor. Hun boede hos os, husker Juhl.
I en købmandsforretning i 50’erne var tobaksafdelingen vigtig. De rigtige mærker på hylderne øgede kundeflowet, den første betingelse for en større omsætning. Tobak havde - og har - en lav avance, men en høj omsætningshastighed. Indtil nu havde der manglet de fine cigarmærker fra A. M. Hirschsprung og Sønner. Det lykkedes ham at få Nihil Sine Labore og Flora Danica på hylderne. De stod på fløjen i den nye Humidor, som blev etableret i den anledning. De andre kendte mærker som Manne, Advokat og King Edward fik plads ved siden af Hirschsprungs cigarer.
Heinrich hed den søn, der blev kendt som kunstmæcen og som lagde navn til Den Hirschsprungske Samling. En kunstsamling, der fortsat har hjemme i Nordsjælland.
Et sådan skilt fra A. M. Hirschsprung og Sønner ville den frie købmand gerne have hængende
Tilbage til min hverdag i 50’erne. Den var fyldt op med skole, lidt bydrengsjob og meget fritid. Jeg har tidligere nævnt drengetidens sysler. Samværet med Max fyldte mere og mere. Vi gik i skole sammen, til spejder, spillede fodbold sammen og familien havde en skøn have med frugter og urter. Louise serverede gæstfrit friskbagt franskbrød og ribssaftevand. Nogle gange var jeg med ham på kirkegården, når det var grandækningstid, eller andet at gøre for et par store knægte. Nogle gange kom jeg på gårdene omkring Vivild, hvor Lars Esbensen tjente som karl. Der lærte jeg at køre med hesteforspand og - når jeg var heldig - prøvede at køre traktor. Den lille grå Ferguson var ny på gårdene i den periode.
Konfirmationen kastede nogle ungdomsgilder af sig. Typisk blev der serveret smørrebrød eller landgangsbrød og serveret sodavand til. Hos nogle konfirmander dansede vi til klaver akkompagnement tidens hotteste schlagere. Bl.a. Loveletters in the sand.
Vi gik dog stadig i skole i Allingåbro. Vi var med tiden blevet gode til at time transporttiden i morgentrafikken fra Vivild til skolen ikke langt fra stationen i Allingåbro. Vi mødte ofte til tiden.
Der kom med årene flere elever på realskolen i Allingåbro. Det banede vej for en privatfinansieret skolebus ordning i vinterhalvåret. Henry Esbensen så en mulighed for en lille ekstra sæsonforretning og vi slap for en kold cykeltur.
Nogle gange havde vi også lavet vores lektier, selv om en god sidekammerat i regning kunne tage toppen af byrderne derhjemme. Gennem et par år var jeg heldig med en sidemand med orden i hjemmearbejdet.
Jeg har tidligere nævnt Karli Højlund. Hun var vikar på lilleskolen i Vivild i en periode. I realskolen var hun sanglærer. Flere gange mente hun det nødvendigt, at skoleleder Halvor Christiansen gennemgik ordensreglementet for udvalgte elever. Fætter Max var ofte blandt de udvalgte. Vi måtte så stille op til skideballe hos chefen.
Også en anden lærer står klart i mine skoleerindringer. Lærer Steffensen, blandt elever slet og ret Steffer. Vi havde ham til skrivning med pen og blæk og lige opstreger. Blækhuset stod dengang i midten af pulten. Vi testede blækkets friskhed ved at putte et stykke skrivekridt ned i det blå. Skummede det op, var det frisk. Blot kunne man ikke efterfølgende skrive med det. Det kostede en Steffernød i ny og næ. En krummet langemand banket mod hovedskallen. Flere lærere brugte de konventionelle pædagogiske metoder. Retstilling og en på lampen. Varianten var den nye gymnastiklærer. Man var klar til at duve med slaget fra højre hånd. Overrumplende var det derfor første gang, at han brugte venstre hånd. Fingeraftrykkene kunne holde hele vejen hjem.
Skoledagen var ikke kedelig. Hjemturen tog ofte længere tid. Der var plads til svink. Et kig ind til bedstemor på bakken. Et møde med landbetjenten fra Ørsted, der måtte vente længe på vores ankomst ved åen i Sorvad. En stejl skrænt og en ny cykel. Hvordan passede det sammen? Der var meget at gøre på en hjemtur.
Skoledagene gik og blev til år. I 4. mellem fik vi mulighed for med skolen at komme på en 3 ugers tur til England. Skolebestyrer Halvor Christiansen havde forbindelser i UK. Han overtalte 3 lærere til at bruge 3 uger af ferien for at rejse med os til England. Vi var begejstrede for en sådan rejse til fjerne egne, og for nogle lykkedes det at overtale vores forældre til at åbne deres pung.
Vi skulle rejse fra Esbjerg til Harwich med DFDS. Derfra blev vi kørt i bus til Sheffield området, hvor vi blev indkvarteret på et sted med værtspar i køkkenet og etagesenge på værelserne. Sheffield ligger i det engelske søhøjland, og jeg husker især mange vandreture ad smalle veje.
Sheffield. Et sted med et værtspar i køkkenet og køjesenge til beboererne. Jeg tror vi er godt og vel 30 elever og 3 lærere. Lærer Erik Petersen står bagest til venstre. Lærer Svend Åge Christensen sidder midt i billedet og skolebestyrer Halvor Christiansen sidder til højre.
Skolebestyrer Halvor Christiansen leder en lille discipelflok ad de midtengelske støvede veje. Jørgen Mikkelen, Niels Jørgen Bugge, Kaj og Poul Christian.
 
 
Efter nogle dage her rejste vi videre til Birmingham området. Her skulle vi privat indkvarteres. Var man heldig, var man to elever om en værtsfamilie. Jeg var uheldig. Men heldig med værtsfamilien. Et lægepar i Birmingham området. Måske hed de misses og mister Smith. De tog sig godt af deres danske logerende. Havde endda allieret sig med en ung brite fra området, jeg husker ikke hans navn, men at han røg nogle små og tynde cigaretter, som vist nok hed Woodbine.
Der var dinner om aftenen i the diningroom. Om dagen var der forskellige fælles aktiviteter. Vi var blandt andet på besøg hos fodboldklubben Wolverhampton, i daglig tale Wolves. Stadion hedder i dag Molineux Stadium.
På stadion, på selve græstæppet, mødte vi mister Billy Wright, en af stjernerne fra succesåret 1957-1958. Han var imødekommende og gav autografer til alle, der ønskede det.


Mit værtspar i Birningham, misses og mister Smith. De havde allieret sig med den siddende mister Woodbine for at underholde den unge dansker.
Efter dagene hos misses og mister Smith i Birmingham, rejste vi videre til London, hvor vi boede på YMCA de sidste dage inden hjemrejsen. Første gang jeg oplevede en rigtig stor by. Skøn oplevelse, men dejligt at kunne rejse derfra igen.
En gang på den lange tur, jeg husker ikke hvor og hvornår, men begivenheden står lysende klar, var jeg landet på et offentligt urinal sammen med skolebestyrer Halvor Christiansen. For mig var det en oplevelse på linje med den katolske pater, der forlader sit vand stående ved siden af paven. Mødet var kort og næsten ordløst. Da skolebestyreren havde forrettet sit ærinde, sagde han lavmælt og veltilpas. ”Det er det bedste ved en kop te”.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar