onsdag den 10. april 2013

Den trygge barndom, den kolde krig og den lille købmand

Nykøbing den 9.  april 2013
Hej Lise
Den dato var jeg nødt til at stille ret tydeligt op. Ikke fordi jeg er fyldt med indespærret vrede mod tyske besættelsestropper eller nutidige tyskere, men fordi historie ligger mig en del på sinde.
Dit sidste indlæg var fyldt med billeder, der for længst var lagt i arkiv. Skønt igen at kunne kigge dem og nyde dem. Ikke mindst den sidste stregtegning af Per Thomsen. Allerede den gang havde han blyanten til at ville være arkitekt. Ved du hvornår han har begået stregerne? Er de en del af projekteringen? eller er de sat på papir efter ombygningen er sket? Har du svaret?
Jeg har i dag snakket længe med bror Juhl om tiden dengang, om begivenheder og rækkefælgen på dem. Vi blev enige om, at den store ombygning af ejendommen på hovedgaden i Vivild må være sket omkring din fødsel. Måske stod et nyt værelse klar til indflytning, da du blev en integreret del af den lille købmandsfamilie?

4. - 5. klasse Vivild Skole 1954. Året før du dukkede op. Søster Else er nr. 4 fra venstre i den første "ståop" række ved siden af Lisbeth Esbensen, datter af rutebilejeren og en af Elses veninder. Lis Rasmussen fra Kroen, en anden af Elses veninder,  er nr. 2 fra venstre i samme række. Det må være i 5. skoleår, at nogle elever kommer på realskole. Den var stadigvæk privat og lå i Allingåbro.
Som du selv nævner, rejste jeg på korpslejr helt til Bornholm med de grønne spejdere. På afrejsebilledet i mit sidste indlæg står vi 5 små spejdere klar til afsendelse. Vi ser lidt betuttede ud, men vore mødre må have haft det langt værre. Med til spejderhistorien hører, at vi aftjente første del af vores spejdertid ved spejdertroppen i Allingåbro. Først i 1956, tror jeg det var, blev en grøn afdeling etableret i Vivild. Vel hjemkommet fra Bornholms friluftsklipper blev vi overflyttet til Vivild. Vi fik lokaler oppe over missionshuset, hvor vi udførte spejderliv og tog duelighedstegn. Jeg husker en episode, hvor vi skulle have et vandretegn af en art. Alt blev tilrettelagt og dagen kom for den vandretur, der ville forvandle grønne drenge til grønne mænd med hård hud under fødderne. Vi fik aldrig det vandrende duelighedstegn, da der kom en lidt for venligsindet bilist forbi, som lige havde plads til nogle forkomne grønskollinger.

Rutebilejer Henry Esbensen, i dag ville han være vognmand, var en fremtrædende mand i lokalsamfundet, og ydermere tilhørte han missionskredsen i Vivild. Han havde busserne til at invitere vennekredsen på en søndagsudflugt med børn og madkurv. Det kunne være til Himmelbjerget, det kunne være til Verdenskortet i Klejtrup? ved Hobro eller et tredje sted. Her er Niels Dahlerup, bror Juhl og blogskriver Kaj. I baggrunden købmanden  og sadelmager Poul Dahlerup med pibe.
Jeg husker ikke, hvor mange søndagsture i rutebil, det i alt blev til gennem de glade barndomsår, men de står levende i erindringen. Måske har du flere detaljer om de søndage?
En anden aktivitet, der fyldte godt op i min barndom, ja som faktisk varede ved gennem hele  vores fars liv, fra den første tid i Vivild og næsten til han døde på Søndermarksvej i Vivild i den 22. september 2003, var hans dybe interesse for flyvende væsner. Som nystartet købmand var der ikke meget tid til fuglehobby, men de skulle være der. Først i en lille voliere opført som nabo til det udendørs lokum, der i starten var eneste sted til den slags forretninger. Senere blev fuglereservatet udvidet udendørs og det gamle das ombygget til redekasser for eksotiske fugle. Der var i det lille lokale mange forskellige foderblandinger, og han var god til at få forskelligartede pipfugle til at yngle. Den hobby var han ret alene med.
Men fugle var ikke nok. Han skulle også have fjedrede væsner med større motorer, bygget til væddeløb og konkurrencer. Derfor fremavlede han en bestand af hurtigflyvende brevduer.
Nogle gange iagttog jeg ham, når han fodrede, når han nursede og plejede dem. Og når han udvalgte dem til den kommende weekends flyvning fra Groningen eller fra Bremen. Jeg tror ikke, de var direkte dopede, men han ville gerne vinde næste flyvning og var ikke bleg for at tage en rugedue fra reden - så hun havde noget at komme hurtigt hjem til - stoppe hende ned i en transportkasse, køre til opsamlingen i Auning og sende duen sammen med andre fra foreningen med DSB til Holland.
Billedet af bedstemor og Else er genbrug. Du har brugt det tidligere. Denne gang er det ombyggede das i fokus. Bag Else og bedstemor kan man se starten på et langt liv med eksotiske fugle. Billedet må være fra 1965 - 1966.

Ventetiden fra torsdag aften, da duen var daffet afsted til Bremen, og til den igen - helst ikke i kirketiden - søndag landede på brættet til duehuset, kunne føles lang. Det kunne ske, at Johannes måtte springe en højmesse over, hvis den normerede flyvetid angav landing klokken 10.25 på en vinderdag!
Vinde ville han gerne. Pokalerne i skabet inde hos fru Gerda vidnede om hans evne til at udvælge de rigtige duer til den rigtige flyvning. Hans tro på vinderchancer fik ham til at spille en forsigtig krone på en vinder.
Duernes hjemkomst søndag syntes også jeg var spændende. Han holdt vagt i gården spejdende op i luften. Han spottede i 300 fods flyvehøjde deres kredsen om hjemmet og listede ind i dueslaget klar til modtagelse. Så snart duen var inde, lukkede lågen, duen blev indfanget, kontrolringen pillet af benet og stoppet ned i kontroluret, der fik en omgang med nøglen for at dokumentere hjemkomsten.
Så blev der ringet til en flyverven, udvekslet flyvetider og antal hjemkomster og vurderet vinderchancer.
Nu faldt der mere ro over resten af flyverdagen. Næste spændingsfelt var, om alle duer vendte hjem og om de gode flyvere var sikkert tilbage.
"Den der kommer aller sidst skal i den sorte gryde" hedder omkvædet i børnesangen. Den kendte duerne ikke. Nogle af de langsomme fik halsen vredet om. Resten var op til Gerda, som kunne stege duer med persille og tilberede en sovs, der smagte af flyvende langfart.
Nu vi opholder os ved levende væsner, skal det nævnes kort, at vi i en kortere periode ude i den forholdsvis lille gård mellem fugle, sandkasse og duer havde banket et lille kaninbur ned. Jeg erindrer ikke, hvem ophavsmanden dertil var, men vores far har gladeligt sagt ok, når blot vi ville skaffe foder til banditterne. Derfor plukkede vi i den tid vejgrøftegrønt dagligt. For mit vedkommende blev det hurtigt for meget og sur pligt. Ydermere gravede de utilpassede væsner sig ud under buret. Og så havde vi balladen! 
Alt imens duerne fløj om søndagen i Vesteuropa og købmandens omsætning voksede i Vivild, rejste der sig et ironcurtain - med Churchils ord - ned gennem Europa. Fred havde erstattet en lang og ond krig. Hverdagen var i mange henseender vendt tilbage, men blev fulgt af en ny tilstand, som var ukendt, ikke kun  for danskere, men for alle vesterlændinge, nemlig en permanent underliggende frygt for en ny og værre krig, denne gang mellem øst og vest.
Hver morgen blev jeg vækket og gjort startklar med passende tøj og morgenmad. Vores mor havde en ganske stram dresscode. Den lille købmands børn skulle ikke gå ned på manglende knapper, lapper og huller i tøjet. Truslen om atomkrigen kom ikke ind i vores hverdag og fyldte ikke i vores hoveder. Når skoledagen var forbi, lå mulighederne åbne. På et tidspunkt, måske i 3. eller 4. klasse blev jeg bydreng på deltid. Ret hurtigt blev jeg god til at holde balancen på Long John varecyklen. Jeg erindrer svagt at skulle håndtere rationeringsmærker, når jeg leverede varer til kunder. Op gennem barneskolen i Vivild blev jeg langsomt ført ind i købmandslivet med de muligheder og pligter, det liv indebar.
Jeg har tidligere - for mange indlæg siden - nævnt købmandens biler. Det startede småt og gammelt, men ret hurtigt blev bilerne nyere og mere velegnede både til varetransport og til søndagsture. Vores far ser ganske tilfreds ud med V 3278, en ny Opel varevogn med sæder bagi.
 
Her er næste model. Du er blevet passager, bilen er nyere og Johannes ser stadig veltilfreds ud. Vi må være tæt på 1960. Bemærk frontrudens krumning - den nye tids stil.

Bror Juhl fortalte i går, at han overtog en af Oplerne, da han skulle være soldat i Nymindegab. Dertil kom han efter overstået læretid på Larsens møbelfabrik i 1963. Det vender vi tilbage til i et senere indlæg.
Det var vigtigt for købmanden at være kørende på en repræsentabel måde. Skråt over for købmandsforretningen boede elinstallatør Holger Nielsen. Han og konen drev en tilhørende forretning med lamper og eludstyr. De to tilhørte valgmenigheden, handlede både i Kroen og hos vores far. De havde en lille og god forretning. Deres søn Ole var et eller to år ældre end mig. Vi mødtes på stadion, når vi skulle spille fritidsfodbold. De store måtte se gennem fingre med vores lavalder. Ellers var vi ikke 2 hold.
De havde tidligt fjernsyn, jeg kiggede en gang imellem med, og så havde de en flot bil. Med mine barneøjne var elinstallatørens bil misundelsesværdig. Han Kørte Taunus, far kørte Opel. Men hvem havde den flotteste? Der kom aldrig et klart svar på dette vigtige spørgsmål. 
Jeg havde planlagt at komme mere ind på udviklingen i kolonialbranchen, at skrive om lærlinge og om konfirmation. De emner må vente til næste omgang.
 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar