søndag den 17. marts 2013

Sorrig og glæde, de vandre til hobe

                                                 Rønde weekenden 15./16. Marts 2013

Kære Kaj

Du hæfter dig ved, at jeg var hurtig med mit sidste indlæg. Du vil senere i denne skriveproces om et par indlæg opdage, at det med at være hurtig, er noget jeg er født med, men i og med, at vi ikke er kommet  dertil endnu, må du vente med forklaringen.
Denne gang er jeg hurtig af to grunde: min hverdag er fyldt op med livsnydende pensionister, som ind imellem deres frivillige arbejde i " mit" hus i Klostergade i Aarhus tager på rejser og kulturture i et væk, så det ind i mellem blive nødvendigt, at jeg og mine kollegaer, må dække deres vagter, hvilket kan give lange arbejdsdage og mindre tid til erindringsskrivning ( a pro pos Lises og din dejlige tur forleden) Derfor må jeg skrive i weekenderne. Den anden grund har at gøre med, at det om en uge er påske. Så invaderes vores hjem af to knallerter og en prinsesse fra nord, alias Johan på 11, Jeppe på 9 og Karen på 8 ( det med prinsessen fra nord er noget, deres morfar har fundet på. Der findes også en prinsesse på den sydlige halvkugle) Når først de krudtugler incl deres mor og sansynligvis et par unge mennesker mere, har indtaget hjemmet, nytter det ikke at dvæle ved fortiden.

Dejlige billeder, du fremkalder. Billedet med faster Ester med armen omkring sin mor, Petrea med forklædet fik mig til at trække en parallel til den situation, jeg indledningsvis nævner om børnenes besøg. Børnene kommer hjem. Der skal ikke mangle noget. De skal føle sig velkomne og på vores breddegrader betyder det mad. Mor går i køkkenet - med eller uden forkæde. Lige der på det billede kan jeg identificere mig med min bedstemor. Egentlig er det vel kun klædedragten der for alvor vidner om, at der er gået godt 50 år, siden billedet blev taget. Dejligt, dejligt billede. Faster Ester har altid stået for mig som en meget smuk kvinde. Hvorfor, fremgår tydeligt af det billede. At alderen ikke ændrede det image, vidner nedenstående billede af faster Ester i en lidt ældre udgave.
Ester fotograferet til hendes forældres guldbryllupet 1961

Lige før dette blogindlæg var klar til at blive udgivet, tiggede ind i min mailboks en dejlig masse billeder og dokumenter fra kusine Elsebeth i Esbjerg. Det er så vigtigt materiale i fuldendelsen af billedet af storfamilen på bakken i Vejlby, Allingåbro, at vi må dvæle lidt der endnu. Vi har allerede været inde på, at 2 af de otte børn døde ganske unge af tuberkulose. Det er en viden, vi har taget ind, taget til efterretning og noteret os, mest som datoer blandt mange andre datoer. For mig fik den viden krop og sjæl, da jeg så disse billeder og avisudklip.
Kaj ca 16 år gammel, nederst Bodil og Kajs grav



Kaj var 17 år, da han en af de sidste dage i 1940 med stor deltagelse fra hans spejderkammerater blev begravet ved Vejlby Kirke. Tre år tidligere havde forældrene måtte gå samme vej med deres datter, Bodil, som døde 25 år gammel, også af tuberkulose. Hvordan kan man komme til at smile igen, når man har lagt to børn i graven?
 

 
Smile igen kom de to, Petrea og Rasmus dog til igen. Trods forringet billedkvalitet, så fornemmer man på det nederste billede herover to gamle, glade mennesker, som ikke bare holder om og af hinanden, men som kan slå en hjertelig latter op. Feststemningen skyldes, antyder det øverste billede, at børnene Jens, Johannes og Ester med ægtefæller er på besøg. Feststemningen var også slået an, da de to i 1961 fejrede guldbryllup.
 






 

Nu er du, Kaj ikke længere alene om at feste i kælderen på bakken i Vejlby. En ny generation af fætre og her kusiner har set dagens lys. Fra venstre mod højre er det Bodil (Krista og Jørgens datter), mig, Elsebeth (Esters og Kajs datter) og Ruth (Jens og Louises datter)

Øverst er det Else i æresporten ved bedstemor og bedstefars guldbryllup i 1961
Nederst: Kaj Albert, Ulla og Knud Erik (ældste søn af Ester og Kaj)


Vi har tidligere været inde på bedstemors skønne have. Af Elsebeths gemmer dukkede dette beskrivende billede op. Det giver et indtryk af størrelsen og frugtbarheden. Billedet er taget i sommeren 1964. Onkel Kaj graver kartofler op.
 


Det forekommer mig at være en stor have at passe for en gammel dame som bedstemor. Vi sløjfede for flere år siden vores persillebed her i Rønde. Vi kunne ikke overkomme at holde ukrudtet væk. Jeg har, kan jeg konstatere, ikke arvet bedstemors grønne fingre. Hun må have haft en motivation, jeg ikke kan frembringe. Måske har den, motivationen, været økonomi, slet og ret. Der har gennem tiden været mange munde at mætte i det hjem. På dette tidspunkt i 1964, er børnene dog alle flyttet hjemmefra, så måske har havearbejdet for hende været en fornøjelse, en kilde til glæde.
Ca et halvt år efter dette billede er taget, dør bedstefar og den følgende sommer var al motivation til havearbejde væk. Bedstemor sygnede langsomt hen og ville være blevet det rene skind og ben, hvis ikke Else en dag havde taget affære og resolut hentet bedstemor til Vivild, hvor hun fik ophold på Vivild Alderdomshjem. Der var dengang ikke så megen bureaukrati. Der var en ledig stue på Alderdomshjemmet. Bedstemor var tjenlig til den plads, så den fik hun.
 


Øverts onkel Kaj, bedstemor og far fotograferet i Vivild i sommeren 1966
Nederst bedstemor, Else og min hund

Inden vi, i hvert fald foreløbig, sætter punktum for historien om Petrea og Ras Kristian, så skal vi lige se deres dødsannoncer.


Petrea og Ras Kristian blev henholdsvis 79 og 76 år .

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
jorderigs guld
er prægtig muld
Himlen er ene af salighed fuld.
          

Mon ikke Kingos salme meget præcist indrammer de to menneskers liv. Til såvel Kajs som bedstemor og bedstefars begravelse blev der prædiket ud fra Salmernes Bog. Noget tyder på, at det var et bevidst valg, hvilket fortæller mig, at de der sandsynligvis har fundet trøst i svære tider. 

Jeg hæfter mig ved, hvem der begravede bedstemor: Pastor Legarth. Det indikerer, at historien snart tager en ny drejning, men først må vi skifte scene, som du lagde op til i dit indlæg.

Vi er på vej fra Allingåbro til Vivild. Flyttelæsset er pakket med tre børn under fem, en mængde gå på mod og vel også lidt kriller i maven. Kan bukserne nu holde. Vi ved ikke noget om de økonomiske forudsætninger. Hvad kostede sådan en landhandel i efterkrigsårenes Vivild? Har Johannes lagt til side? Ville kunderne bakke op. Der var vel allerede dengang konkurrence fra Axel Rasmussen. Eller tager jeg fejl? En (måske en pensionist) med god tid, kunne i hviletiden mellem rejser og udflugter, sikkert finde svar på nogle af disse spørgsmål ved at grave i de udmærkede arkiver i http://www.rougsoe.lokalarkiver.dk/
hvorfra den meget sigende annonce fra Rougsø Bladet om Forretningsovertagelse stammer. "Med Agtelse Johs. Thomasen, Vivild. tlf nr 7" sådan! Ikke just et brand, moderen reklamefolk, ville finde på. Ydmyghed og enkelhed slår tonen an. Varemærket er agtelse. Det ord bruges ikke meget i dag og jeg var da også nødt til at tage Politikkens Nudansk Ordbog 15. udgave af 1993 til hjælp. Agtelse= respekt

Du var ikke alene om at opleve, at det var koldt at flytte til Vivild. Det VAR faktisk koldt. En googlesøgning på vinteren 1946/47 på tv2vejret, fortæller " Isvinteren 1946/47 blev den 5. koldeste gennem tiderne med en helt unik kulderekord i februar måned. Hverken før eller siden har vi i Danmark oplevet noget lignende. Med en middeltemperatur på -7,3 grader blev grundstenen til isvinteren lagt i februar 1947." 
Jeg har hørt far fortælle om, at der var meget begrænset varmekilde i det lille hus på Langgade, da de overtog det (ved ikke, om gaden havde navn i 1947). Det var ikke nogen misundelsesværdig situation for den lille familie. Rødglødende strikkepinde skulle sikre, at  seks små barnefødder blev holdt varme. Mor må have haft nok om ørene med hus og hjem, mens far solgt koks og stødt melis. Gad vide, om han på det tidspunkt var alene om butiksarbejdet. Mor kunne vel ikke dengang, som hun senere blev det, være medhjælpende hustru, men på den anden side,er det vanskeligt at forestille sig, at den Lille Købmand, turde binde an med en lønudgift så tidligt i karriereren. Ærgerligt, vi ikke i tide satte os med en båndoptager ( eller med nutidens teknologi, en iPhone) og et væld af spørgsmål.
Vi må glæde os over de mange billeder og ud fra dem stykke historien sammen, så godt vi kan.


Kaj, Else, Juhl formentlig efter alderen at dømme fra 1946, altså før flytning til vivild
Kaj, Juhl og Else omkring 1950?
 Kaj og Else  omkring  1944

Ingen kommentarer:

Send en kommentar