tirsdag den 12. marts 2013

Kakkelovn med sut i


                                                                                   Rønde et par dage efter i marts 2013
Kære Kaj

Ingen af os havde vel helt forestillet os, hvad denne cyberspacebårne brevveksling ville føre til. Vi havde ikke i forvejen lavet en drejebog og ej heller aftalt hvor langt tilbage i slægten og tiden, vi skulle gå. Det opleves lidt som om historien skriver sig selv. Måske fordi, som du ganske rigtig skriver, at der for hvert besvaret spørgsmål opstår et nyt. Jeg har det med bloggen som med en julekalender. Jeg glæder mig hver gang til et nyt afsnit.

Det er et rigtig dejligt billede af fars søskende, du med hjælp fra Anne Grethe, bringer til torvs. Jeg vil supplere med et par stykker fra min samling. De er taget i efteråret 1981 ved en frokost hos Johan og mig på H.C. Elgårdsvej 4 i Vivild. Efter at de seks søskende, eller i hvert fald de fem ældste, var stoppet på arbejdsmarkedet, skete det ikke sjældent, at de mødtes på skift hos hinanden. Som du, oplevede jeg, at der var fest og glæde, når de med deres ægtefæller samledes.  De var alle lattermilde og humoristiske mennesker med stor kærlighed til hinanden. Sjove historier og anekdoter fyldte rummet. Sammenhold og fællesskab kendetegnede deres samvær. Det føltes dejligt og livgivende at være i deres nærvær.





Når jeg nu er dykket ned i fotoarkivet, har jeg lyst til at vise et par billeder, hvor fætter Jørgen, som du omtaler i dit sidste indlæg er på. Om han og faster Anna besøgte os i Jylland eller det var omvendt, ved jeg ikke. Jeg har ingen erindring om situationen på billedet. Hvad kan jeg være - 3 år, måske. 


Hvor langt tilbage er man i stand til at huske? Min ældste erindring stammer fra mit 4. leveår. Hvor vidt det reelt er min egen erindring eller det ligeså meget er genfortælling af historien, der gør, at jeg mener at kunne huske episoden, ved jeg ikke. Men jeg var fire år og brugte sut. Det er ikke rart at indrømme sådan helt åbent - og så endda smidt ud i det offentlige rum på nettet. Vi er dog for et par indlæg siden, gået til bekendelse om andre ting og konsekvensen af det, har kun været et stigende besøg på bloggen, så jeg tør godt vedgå mig denne indrømmelse også. Men 4 år! så er det på tide, man begynder at overveje at lægge sutten på hylden, eller i mit tilfælde i kakkelovnen. I købmandsbutikken havde vi dengang en kakkelovn og det var heri far overtalte mig til at smide sutten. Det var ikke nogen rar fornemmelse at opleve flammernes varme og lys, da far åbnende ovnlugen. Jeg husker det tydeligt, men hvad jeg også husker (eller har fået fortalt) er, at jeg om aftenen, da jeg skulle lægges i seng af moster Ellen, som passede mig, fordi far og mor var i byen, gik ind i butikken og hentede en ny. Hvad skal man lægge i det? ja, der kan være mange tolkning. Jeg lærte ikke lektien om, at man må tage konsekvensen af sine handlinger. Jeg husker hverken svigt eller dårlig samvittighed. Jeg savnede min sut.Vi havde mange sutter i butikken. Jeg vidste, hvor de var. Løsning lå lige for. Da far efterfølgende genfortalte historien, efterlod det mig med den oplevelse, at jeg havde gjort noget, han synes var sjovt. 

Endnu et billede - denne gang endnu ældre, så det har jeg selvsagt heller ikke nogen personlig erindring om.
13 fætre og kusiner fotograferet i min sandkasse. Jeg kommer ikke altid godt fra at identificere personerne på disse gamle billeder, så denne gang vil jeg undlade at sige andet, end at det er mig allerforrest. Jeg er ca 1 år på billedet. Det er et dejligt billede, som vidner om sommer, familie komsammen og "gang i den". For gang i den, må der have været med så mange jævnaldrende børn fordelt på to kuld.

Nu skal jeg ikke forgribe begivenhederne, for hvis vi skal være bare lidt tro mod kronologien, så må jeg vente lidt. Familien Thomasen bor endnu på dette sted i historien på Hovedgaden i Allingåbro. Mor Gerda er hjemmegående og triller med foreløbig to børn fra den nederste ende af byen, hvor familien bor i en lille lejlighed oven på Tatol op i den øvre ende for at besøge Rasmus og Petrea i det store gamle hus, som specielt du har mange glade minder fra - herunder en gryntende gris med krølle på halen. Når far ikke springer bag disken hos købmand Fynboe, cykler han ud med Oma og Pesil til kunderne. Den lille familie er i trivsel og endnu et par børn venter et sted ude i fremtiden på at se dagens lys.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar