fredag den 29. marts 2013

"Din Gud skal være min Gud"

                                                                                          Langfredag 2013

Kære Kaj

Siden det første indlæg i denne blogerindring gik i luften i januar måned, er der næppe mellem nogle af de 22 indlæg gået så lang tid som denne gang. 22 indlæg på 10 uger - en ret god statistik.
Bolden ligger hos mig. I dit sidste skriv kastede du mange bolde i luften, som jeg har lyst til at gribe.

Lad mig lige først sætte rammen. Det er langfredag. En helt særlig dag i den kristne og dermed i min bevidsthed. Mere herom senere. Det sner. Det ligner ingenting! For 2 år siden havde vi 20 grader i påsken, mindede en velmenende metrolog på tv i aftes om. Sådan skal en påske være - med sol og spirende forår. Men den sibirske martsvinter vil åbenbart ikke slippe sit tag. Jeg med mit optimistiske sind tror dog, at det lige pludselig en dag vender. Jeg husker det fra dengang børnene gik i børnehave  Man afleverede dem om morgenen med skidragter, huer og vanter for senere på dagen at finde dem på legepladsen kun iført undertøj.

Der har faktisk også været solskintimer i dagene op til askeonsdag. I de dage var Sine og børnene hjemme. Mens børnene susede ned af en selvbestaltet kælkebakke på norsiden af vores hus - på den sti, som gamle damer går på, når de skal fra Lillerupbebyggelsen op til købmanden :-) , sad Sine og jeg på terrassen med en dyne omkring os og næsen lige op i solen. Vi nåede at få en snert soleksem, så sig ikke, at solen ikke har begunstiget os. Nu er solen væk, børnebørnene og deres mor er rejst og langfredagsstilheden er oplagt til refleksion og fordybelse.

Kronologisk set har du som tovholder på den del af vores skriveri, ført os frem til 1947
Der er stadig 8 år til jer ser dagens lys. Med henholdsvis 10,11 og 12 års forspring, må I/du have mange oplevelser og erindringer fra familiens tidligste tid i Vivild. Du præsenterer genboen, familien Dahlerup og løfter sløret for en verden af teknobiler og imødekommer dermed et af de mange spørgsmål, jeg gerne vil have besvaret fra den tid. Hvem legede I med? Havde I legesager? Legede I tre søskende sammen? Havde I pligter? Gik I i søndagsskole? Var I altid så pænt klædt på, som på billedet? Hvordan oplevede du den økonomiske situation? Hvordan var det sociale liv i hjemmet? Hvordan var henholdsvis mors og fars arbejdsdag?
Du har tidligere nævnt, at jo mere, vi skriver, jo flere spørgsmål melder der sig. Så sandt som det er sagt. For mig er det yderst interessant at beskæftige mig med den kendsgerning, at vi fire søskende er vokset op i den samme familie, men så at sige i to forskellige tidsaldre. Det har, fornemmer jeg eller måske tør jeg svinge mig op til at sige, ved jeg, haft en betydning for vores opvækst og måske også for den bagage, vi har med, at der netop er det tidsspring. Det er en af grundene til, at jeg har udfordret dig på denne erindringsøvelse. Vi har oplevet forskelligt og vi har haft forskellige forudsætninger for vores opvækst. Hvad har vi taget med os videre frem.
Lad mig gribe en af boldene fra dit sidste indlæg. Du nævner fars og mors indremissionske kristne baggrund. Uden vi har været ret meget omkring den del af bedstemor og bedstefars liv, så ved vi vel begge, at den kristne tro, var en stor del af deres liv. Bedstefar var søndagsskolelærer, deres børn var grønne spejdere, bedstemor valgte selv, at der ved hendes begravelse skulle prædikes over Davids 23. salme. "Herren er min hyrde. Mig skal intet fattes". Pastor Legarth er i avisen refereret for at have sagt: "Når hun har ønsket dette, må det være fordi hun gang på gang har hentet den tryghed og styrke i sit liv, som denne salme rummer. Når I, hendes børn i dag sidder med smerten og savnet , vil der midt i sorgen blive plads til en inderlig tak til Gud , for hvad han gav jer i jeres moder og med en bøn om, at hvad I fik, må blive ført videre til slægten, der følger".
Far har taget den kristne tro med sig ud i livet og ind i ægteskabet. Mor kom ikke fra et tilsvarende kristent hjem. Hans Albert nævner ganske vist i et af sine breve, at han " har været i et propfuldt missionshus for at høre en missionær fra Kolding". Det var en rar eftermiddag, skriver den gode mand. Vi ved ikke meget om Hans Alberts trosliv, men måske har han tilbragt mere end den ene eftermiddag i missionshuset. Under alle omstændigheder har han vist lille Gerda, at vejen til en rar eftermiddag kan gå gennem missionshusets dør. I hvert fald var det den, hun trådt ind af den 3. juledag i 1937, som skulle blive en skæbnedag for hende. Hun mødte Johannes. Hun begyndte at komme i hans hjem. Et hjem med bordbøn og bibellæsning. Da de to unge besluttede sig for en fælles fremtid, har Johannes muligvis haft behov for at bringe spørgsmålet om det kristne ståsted på banen. Hans eventuelle tvivl om, hvorvidt de to ville dele ikke bare bord og seng, men også livsholdning og kirkegang, blev gjort helt og aldeles til skamme, da Gerda proklamerede: "Din Gud skal være min Gud". Du har tidligere med kærlig drillen fastslået, at jeg er mere bibelstærk end dig, så måske er det nødvendigt at fortælle dig, at de berømte ord stammer fra en beretning i Det gamle testamente om Noomis svigerdatter, Ruth, der viser stor loyalitet og lader de nævnte ord være rettesnoret for hendes fremtidsvalg (Ruth 1:16-17).

I min barndom var søndagens kirkegang ligeså sikkert som præstens ammen på prædikestolen. Det var aldrig til diskussion: skal vi i kirke i dag? Eller Lise, vil du med i kirke? Nej, det var ikke nødvendigt at diskutere, for selvfølgelig skulle vi det. Mor tog en af sine hatte på, indkøbt eller rettere specialfremstillet hos modist Fru Bertelsen i Kirkegade i Randers, far fandt søndagsfrakken frem og med mig i hånden gik turen de få skridt over vejen og ind på kirkebænken. Fra jeg var for lille til at nå gulvet fra kirkebænken til den dag i dag - og her mener jeg faktisk bogstaveligt denne langfredag, har jeg holdt af kirkerummet med dens salmesang og rum for refleksion. Her sættes jeg og livet i perspektiv. Hvis jeg i en takketale til vore forældre skulle fremhæve en ting, jeg er glad for at have fået med hjemmefra, så skulle det være, at de har givet mig deres kristne arv.
Undervejs har jeg luet ud i nogle af de holdninger, som prægede vores hjem. Jeg har valgt noget fra, men grundlæggende har jeg valgt det væsentlige til. Egentlig kan det siges meget smukt med min yndlingssalme :


1 Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

2 Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

3 Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

4 Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

5 Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

6 Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

7 Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

8 Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.

9 Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis

                        - N.F.S. Grundtvig, 1837


Som bedstemor har jeg også forholdt mig til salmevalg og tekster til min egne begravelse. Denne er et must.
A pro pos det med at forholde sig til sin egne begravelse, så havde Juhl og Ketty og Johan og jeg en bisard og sjov snak om netop dette emne, da vi samme kørte til din 70 års fødselsdag på Falster i november. Det var hverken trist eller kedeligt, kan jeg hilse og sige.

Hvis jeg skal drible videre med den bold, du kastede i luften ved at nævne den lille købmands ståsted midt i den indremissionske kundekreds, så skal det være med en lille finde om, at Axel Rasmussens kundekreds, tilhørte Valgmenigheden. I min barndoms Vivild var der meget skarpt skel mellem Indremission og Valgmeningheden. Jeg forstod ikke den meningsmæssige forskel, men det var åbenlyst for selv mit barneøje, at der var standsmæssig forskel. Axel Rasmussens kunder, som langt af vejen var identiske med Valmenigheden, kørte i større biler og de var proprietærer eller ungdomsskolelærere og mest af alt var det ikke købmanden selv, der ekspederede. Det havde man folk til hos Axel Rasmussen. Valgmenigheden havde egen præst og holdt særskilt gudstjeneste. Som barn forstår man ikke den slags, men stiller nok heller ikke spørgsmål ved det og især ikke når det ligger i luften, at der er "dem og os". Rummelighed var ikke et af kendetegnede ved datidens indremissionske holdning i Vivild. Rummeligheden har jeg valgt til.

 Du måtte over gaden til genboens Knud for at hente et billede af vores barndomshjem. Det var sådan set godt nok, for i tilgift fik vi et billede af sadelmageren - og så endda i farver.
Det forhindrer nu ikke mig i en gentagelse. Jeg holder meget af dette billede - hvem der end har taget det - for det er lige præcist sådan, jeg husker mit barndomshjem. "Den lille købmand", ingen betegnelse kunne passe bedre. Man kunne fristes til at tilføje -"med det store hjerte". Mange økonomisk trængte børnefamilier har gennem tiden fået kredit hos Thomasen eller et kræmmerhus med bolsjer med hjem til børnene for slet ikke at tale om et lyttende øre i baglokalet, når der var behov for det. Den lille købmand solgte ikke kun kolonial og koks. Han gav af sig selv og øste af sit menneskelige overskud. Den blanding blev en god forretning og gav et respektabelt eftermæle.

Nu har cirkus Memo for alvor flyttet teltpælene. Mon ikke de næste mange forestillinger vil tage udgangspunkt i en location omkring Vivild og omegn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar