tirsdag den 19. marts 2013

Den lille købmand i Vivild


 
Nykøbing i midten af megavinteren marts 2013
 
Hej Lise

 
Jeg huskede rigtigt om vintervejret i februar 1947. Erindringsevne er for mig en underlig, udefinerlig størrelse. Grundoplevelserne i den flytning og andre begivenheder i mit liv har bevaret en plads på harddisken med nem adgang og god plads. Andre hændelser i mit tidlige (og senere) liv er ikke lagret samme sted, eller slet ikke lagret. Jeg har en ikke underbygget formening om, at det er de ”store” begivenheder i mit liv, der optager plads, f.eks. en skoleudflugt i tog til Silkeborg og Himmelbjerget. Husker ikke hvornår, men jeg har stadig fornemmelsen og suget af at stå i en af de bageste vogne med hovedet ud af vinduet i inderkurven. Jeg var virkelig fascineret at det lange tog i kurven og langt forude lokomotivets vældige røgfane og utæmmelige trækkraft. Og så købte jeg en flaske humørdrik på Himmelbjerget. En lille god flaske til sure tider.

Lige nu afventer vi et nyt fremstød fra den sibiriske Kong Vinter. En kåd vejrspotter på tv kom til at love os 10 - 15 meter sne de næste 24 timer. Måske får han ret?
Vi har monteret Forden med snekæder og lappet huller i de lange underhylere, som ellers var lagt i depot.
Sne og frost skal dog ikke stoppe bloggeriet. Vi er nu i marts 1947. Det er vinter, det er koldt, det var småt med kunder i købmandsbutikken - må man formode. Al begyndelse er vanskelig, og kunderne havde ikke hidtil revet varerne ned fra hylderne. Så meget forstod jeg på vores far, når han en sjælden gang talte om starten i Vivild.
Jeg har forstået på dig, at jeg er kronologimester i vores lille poetklub. Derfor denne erindring om tid og sted.

Tiden fra vores ankomst til Vivild i februar/marts 1947 til jeg begynder min skolegang efter sommerferien i 1950, en periode på 2½ år, står uskarpt og uden egentlige nedslagserindringer.
Knud og jeg leger med teknobiler i Dahlerups gård. Er vi 10 år? Knud har leveret billedet.
 
Ved at bruge bakspejlet kan jeg resonere mig frem til, at den første, jeg kom i kontakt med i Vivild, må have været genboens søn Knud. Vi var jævnaldrende, havde begge søskende, Knud havde både ældre og yngre, jeg havde kun yngre. Vores forældre var begge selvstændige, mindre næringsdrivende. Knuds far, Poul Dahlerup, drev en sadelmagerforretning med håndværksfremstillet seletøj i læder og reparation af brugt seletøj. I sæsonen fremstillede Dahlerup nye og reparerede gamle sejl til selvbindere. Det var et spændende værksted at være på besøg i. Der var ofte mange mennesker. Ved siden af drev Poul med hjælp fra konen Stinne en møbelforretning.
Sadelmager og møbelhandler Poul Dahlerup foran
købmandsforretningen. Billedet er fra ca. 1960. Knud
har leveret billedet.

Jeg har genbrugt et af dine billeder fra dit sidste skriv, et skønt sepiaportræt fra købmandens dagligstue. Det kan på flere måder fortælle historie fra den førte tid i Vivild. I din gave til mig sidste efterår medtager du billedet sammen med en historie, som nok er ret tæt på virkeligheden. Der skulle være råd til børnefotografering, vi var pænt klædt, der var måske nogle nye møbler - fra Dahlerup - og vi læste 3 mand høj i den samme bog. Vi forstod formentlig ikke en meter af bogstaverne i bogen. Du daterer billedet til november 1949. Det er måske lige sent nok. Jeg ligner ikke en på 7 år, som snart skal starte i skolen. Bror Juhl synes ikke tilfreds med situationen.
 
De 3 købmandsbørn fotograferet i 1948-1949?
Du har sikkert ret i, at vores mor i starten ikke deltog meget driften af biksen. Med 3 børn i børnehavealderen og SFO-alderen var der nok at gøre i privaten. Vores far har heller ikke i starten haft hjælp til kundebetjeningen. Det kommer senere.

Endnu et bakspejls ræsonnement. Vores forældre ankom til Vivild med en indremissionsk kristen baggrund. Tante Louise og onkel Jens havde boet i byen i 5 år og var på vej til at blive en del af byen og havde samme kristne livssyn. Den store købmand, Axel Rasmussen, tilhørte ikke de kredse. Det har uden tvivl fået nogle kunder til at prøve og derefter vælge den nye købmand.
De missionske kredse i Vivild udgjorde en ikke ubetydelig del af samfundet, og deres pung var ikke mindre end andres. Samtidig har den yngre købmand på købmandsakademiet i Tanderupkær lært at tale med folk. Hjemme har Petrea og Rasmus Kristian vist ham, at også småkårsfolk havde brug for mel, margarine og sukker. Læg dertil en god del flid og mange arbejdstimer. Alt det har vores far fået til at spille sammen som grundlag for en lille købmandsforretning med årlig fremgang i omsætning og indtjening.
Kolonialgrossisten, firmaet der solgte gryn, mel, krydderier og sirup til købmand Johs. Thomasen, tlf. 7 Vivild hed Brdr. Justesen, Firmaet var hjemhørende i Randers. Her lå også købmandens kaffegrossist, Hjersing’s Kaffe, et gammelt familieejet kafferisteri startet i 1849. Alle frie købmænd tilstræber at sælge den bedste kaffe. A pro pos historien om gaden med 3 købmænd. Øverst i gaden reklamerede købmanden med Verdens Bedste Kaffe. På skiltet ved den næste stod Byens Bedste Kaffe. Den sidste var mere beskeden. Her stod Gadens Bedste Kaffe!
 



 









 
         
Hjersing kaffe. Rich's og Danmarks.
                
På den tid, i 40’erne og start-50’erne, var kaffe stadig rationeret - senvirkning fra krigen - og blev altid solgt sammen med Rich eller Danmarks.
Kaffen blev leveret et par gange om ugen med rutebilen fra Randers friskristet i 25 kilos flotte jutesække. Vigtigt at sækkene så flotte og nye ud. Der var et renomé at vedligeholde.
Dengang var kaffe virkelig friskmalet, når kunden købte en pose kaffe,ofte 1/8 kilo og en Richs eller en Danmarks.
Det er Richs der drik's, men det er Danmarks der dur - lød et slogan fra Danmarks.
Brdr. Justesen leverede kolonialvarer hver anden tirsdag. Chaufføren bakkede sin lastbil op mellem vognmand Jens Sørensen og købmandsforretningen. Her var på første sal en luge, hvor alle de store, tunge sække kom ind, mel, sukker, kartoffelmel, salt m.m. Meget var i 50 kilos sække. De blev stablet på loftet og hentet ned til afvejning i 1 kg og 2 kg’s poser afhængigt af indhold. Hvem står lige og mangler 2 kilo kartoffelmel? Også andre varer kom ind den vej. Sirupstønden med 25 liter sirup til aftapning i kundernes medbragte glas eller flasker blev leveret gennem døren i smøgen. Studsen til levering af petroleum sad i soklen og blev pumpet op med håndpumpe i bagbutikken.

Når man som 5 årig løber rundt et fremmed sted på sine korte ben, er aktionsradius begrænset. Dels sætter ens mor forbudt-skilte op, dels er vovemodet ikke til lange udflugter.
Jeg er dog sikker på, at fætter Max, der boede Søndergade 11 ved siden af smedens skrammel plads, hurtigt kom på legelisten sammen med genbo-Knud. Begge dele blev meget værre senere.
Alt imens nærmede skolestart sig. Jeg tror, jeg havde det ganske udmærket med at skulle begynde på et nyt kapitel. Jeg ville gerne lære noget nyt, og jeg ville gerne have flere legekammerater.
Frk. Nielsen stod parat til at tage imod os august 1950. Du skal lige have et billede med, godt nok fra 1952, da jeg ikke selv og heller ikke Knud var lagerførende i skolebilleder fra 1950.

Nederste række fra venstre:
Lis Rasmussen, Elisabeth Esbensen, Inge Nygaard Christensen, Else Thomasen, Ketty Pedersen,
Gurli Nielsen, Birthe Elgaard, Marie Elisabeth Hansen og lærerinde Emmy Nielsen
Midterste række fra venstre:
Bruno Andersen, Villy Kjeldgaard, Poul Christian Pedersen, Birgitte Jørgensen, Inger Rønde,
Birgit Bødker, Kaj Thomasen, Max Thomasen og Keld Jensen.
Øverste række fra venstre:
Gunnar Rønde, Ove Thuesen, Per Thomsen, Preben Madsen, Knud Dahlerup, Jørn Gunnersen,
og Knud Åge Nielsen.
Rød skrift: 2.b i alt  14 elever (Jørn Gunnersen var ny i klassen og ikke med fra 1. klasse.)
Blå skrift: 2. a i alt  10 elever
Knud har leveret billede og påførrt navne.
 

 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar