mandag den 4. februar 2013

Nu med knallert

Nykøbing den 4. februar 2013

Hej Lise
 
Livet som blogger synes en smule besværligt, som at samle en Lego brandbil efter manual. Med nogen øvelse må det blive lettere. Det er så ikke sket endnu.
Ikke mere brok nu.
Du så de hvide sokker, som de to trækdyr var hældt ned i og gjorde dig bekymringer om, hvor længe den farve holdt. Jeg så trækvognen, vurderede dens egenskaber, bemærkede stafferingerne og gjorde mig forestillinger om, hvor gammel den var, hvem der ejede et så flot køretøj og lignende tekniske tanker. Der er igen pige/dreng forskellen i al tydelighed.
Men et herligt billede, som vækker spor af erindringer.
Sidst jeg skrev, havde jeg haft hovedet nede i gamle kirkebøger og var blevet klogere. Nu har jeg endnu en gang været tilbage i fortiden. Til folketællingerne fra 1921, 1925 og 1930. Igen kom jeg tilbage til nutiden med ny viden.
I 1921 boede familien i Bode eller Bode Mark. Her har Petrea og Rasmus Kristian formentlig startet deres fælles liv, som de påbegyndte efter deres bryllup i Ørsted i 1911. Det er for mig ikke klart, hvornår de fraflytter Bode. Deres næstyngste barn, Kai er født i Bode den 23. juni 1923 (han har TB og dør som 17 årig i 1940). Ved folketællingen den 5. november 1925 er familien flyttet til Vejlby Mark.
Flytningen er altså sket efter den 23. juni 1923 og før den 5. november 1925. På det tidspunkt er der 7 børn. Den yngste, Aage, har endnu ikke set lyset over Vejlby. Det sker først den 27. september 1927.
Måske er det for at gøre plads til Aage, at den ældste dreng, Jens er blevet tjenestedreng, formentlig hos en slægtning, gårdejer Andreas Thomsen (der skulle sandsynligvis have stået Thomasen). På den måde blev der en ledig soveplads og en ledig plads ved bordet til spisetid.
Lillebror Johannes, vores far, er gået i storebrors træskofodspor. Han er blevet taget i hånden af storesøster Anna. De to er nemlig gået det samme sted hen for at hente - om ikke smør til brødet -så dog brødet. Nu var der to børn mindre at mætte til daglig. Selv om de måske og formentlig kom hjem hver aften, når dagens arbejde var til ende. Anne er blevet til tjenestepige og Johannes er blevet til tjenestedreng hos gårdejer Laurids Thomsen (Thomasen) i Vejlby. Man aner igen slægtsskabet med Rasmus Kristian. Men inden de to gik hjemmefra, er familien flyttet atter en gang. De er nu kommet til det sted, der skulle blive deres hjem resten af livet. Det 3 etagers spændende hus på bakken i Vejlby.
Jeg har ofte hørt og læst udtrykket Ud at tjene bønder. Det var det Jens, Anna og Johannes gjorde. De blev af deres forældre sendt ud at tjene.
Vores far, Johannes, var 13 år, da han traskede af sted til gårdejer Laurids Thomsens 5 røde malkekøer og alenlange pløjemarker. Det har været svært at få øje på solen, når man går og kigger ned i plovfuren med tømmen skråt over skulderen. Jeg gætter, men han har gået og tænkt over, hvordan han kunne slippe ud af den situation. Landmandslivet har ikke sagt ham meget. Han har måske heller ikke været uundværlig for erhvervet?
Faktum er, at han den 1. september 1936 bliver ansat som kommis hos købmand L. Fynbo i Allingåbro. Men inden det lystige liv som købmandskommis kunne starte, har han selvfølgelig skullet lære faget som lærling. Man hopper ikke fra plovfuren ind bag disken som kommis. Jeg tror, men ved det ikke, at han lærte købmandsfaget i Tanderupkær, en lille flække nær Snejbjerg og Studsgård. På hans senere snak om tiden dengang fornemmede jeg, at Tanderupkær var arnen for alle senere frie købmænd.
Det har måske ligget lidt i generne hos Johannes, det med købmandsskabet. Hans far startede som boelsmand og endte som sælger af landbrugsmaskiner, store og små for firmaet Bay Nielsen i Allingåbro.
I folketællingen fra 1930 benævnes han som repræsentant for Bay Nielsen. I sælgerstarten var han med egen cykel. Det har selvfølgelig begrænset hans salgsdistrikt. Og det har også irriteret Rasmus Kristian. Derfor kan det ej heller undre, at han i halvtredserne investerede i tidens nyeste transportmiddel for småkårsfolk. Han opgraderede fra cykel til cykel med hjælpemotor. Det lyder langsomt og kedeligt, men øgede med et drej på gashåndtaget hans salgsdistrikt dramatisk. Nu kunne han nå de fjerneste bønder i nabosognet og komme hjem samme aften. Det kørte for Rasmus Kristian.
Disella hed den mest kørte knallert med hjælpemotor. En sådan fartmaskine løb let op i ca. 1000 kr. Men så var den monteret med forgaffelfortærker, dynamolygte, baglygte og et lille horn.
 

1 kommentar:

  1. Tidligt i indlægget skriver jeg: "Du så de hvide sokker....Hvem der ejede et så flot køretøj og lignende...."
    Da jeg skrev afsnittet, var jeg sikker på, at fødselsdagen var 1. august 1947. På det tidspunkt var vores familie flyttet til Vivild. Det skete den 1. marts 1947. Derfor kunne trækvognen ikke være vores. Da fødselsdagen bliver holdt i 1946, bor vores familie stadig i Allingåbro. Derfor er trækvognen "vores". Derved bliver der mere sammenhæng i beretningen.
    Se også kommentarer i indlæggene Bedstemors fest, dateret 30.01.2013 og Præsentation af storfamilien, dateret 30. januar 2013.

    SvarSlet