tirsdag den 5. februar 2013

Mandtal

Kære Kaj

Hvorfor mon jeg for mit indre blik får billeder af Pelle Erobreren på armen af Max Von Sydow.
De mange munde, der skulle mættes, plovfurerene og børnene, der før, de knap kunne stave deres eget navn, blev sendt ud at tjene, hører til i forrige århundrede, så langt fra vores tidsregning, at jeg har vanskelig ved at forstå, at vi reelt taler om vores fars tid. Tænk, at lille Johannes har gået der med halm i træskoene og tjent til det daglige brød. Den levevej ville næppe have gjort ham til proprietær. Nej så hellere op på cyklen og af sted til Tanderupkær. Hvorfor det lige blev Tanderupkær helt derover i det vestjyske, det har jeg heller aldrig fanget, men at det var en mindeværdig tid, kan vi godt blive enige om. Far har tit og ofte fortalt anekdoter fra den tid. Jeg var nok ikke gammel nok til at hæfte mig så meget ved detaljerne i hans fortællinger. Hvad jeg derimod bed mærke i og stadig undres over, er at han cyklede frem og tilbage på weekend. Hans arbejdsuge var til ende lørdag eftermiddagen og begyndte igen mandag morgen. I mellemtiden tog han lige en tur til Allingåbro på cykel. Selv ikke en elcyklist ville stå model til den præstation i vore dage. Hvad var det for et stof, de var gjort af den gang? 
Om far valgte købmandsvejen eller den valgte ham, ved jeg ikke. Måske tænkte han bare: alt er bedre end landmandslivet og tog, hvad der bør sig, eller også gik han målrettet efter et erhverv, hvor han kunne bruge sin evne til at snakke med folk. Vidste du, at far gerne ville have været læge? Hvis han havde haft evnerne og muligheden, sagde han, så ville han have læst medicin.
Men tilbage til anerne. Rasmus Kristians karriere som sælger lader sig ikke fornægte. Mon et handels talent kan ses i en DNA. I så fald vil jeg vove den påstand, at både du og far ville bonne ud med nogenlunde samme score på det felt. Men det er jo en helt anden historie, som hører en helt anden tid til.

Det glæder mig at du har taget bloggen til dig. Er du klar over, at vi bevares i hundrede år ved at kaste alle disse ord ud på nettet. Måske synes du nu, det går for stærkt, men jeg vil ikke undlade at sige, at du kan hente en blogapp til din tablet, så du ganske mageligt også kan sidde i øreklapstolen og lade fingrene male et bogstaveligt portræt.
A pro pos portræt, så skal du lige have dette dejlige billede af to søde, gamle mennesker. Jeg har ingen anelse om, hvornår eller hvorfor billedet er taget og jeg kan derfor heller ikke regne ud, hvor gamle bedstemor og bedstefar er på billedet, men det jeg lægger mærke til, selvfølgelig udover at det underfundige  varme smil, de begge har, er - ikke overraskende - kjolen. Jeg er ret sikker på, at det er den samme kjole, som bedstemor bar, da hun blev 60. Her er den hvide blondekrave bare pillet af og knapperne skiftet, så den fremstår i et mere hverdagsagtig look. Der var ikke så meget ødslen og stofmisbrug dengang
Petrea og Rasmus Kristian fotograferet i deres dejlige have. Årstallet er ukendt.


Pelle Erobreren er skubbet til side af Jomfru Maria på æselryg. Jeg mener, folketælling - var det ikke noget man havde omkring Kristi fødsel? Lad os kigge i Wikipedia:

Den første folketælling i Danmark blev gennemført i 1769. Den viste, at der på det tidspunkt var 797.584 indbyggere i kongeriget Danmark, hvoraf de 80.000 boede i København. Frem til 1970 blev der gennemført i alt 27 landsdækkende folketællinger.
Efter 1970 bliver der ikke gennemført folketællinger i traditionel forstand. I stedet bliver der med jævne mellemrum gennemført systematiske udtræk af Det Centrale Personregister(CPR-registret), som blev oprettet i 1968.

Smart fundet på med CPR numre, men også ganske godt, at man før den modernitet, fandt på at skrive folk op med pen og blæk. Det giver alligevel krydderi til vores fortælling at vide, hvor mange, hvem og hvor anerne befandt sig og bevægede sig hen. Der må have været noget i Thomasen - blodet, som kunne ligne udlængsel eller som i hvert fald affødte et behov for at se andre græsgange. Da far steg på jernhesten for at drage vestover, satte søstrene kursen andre steder hen i Danmark. I min barndom fandt jeg det meget eksotisk, at have en faster, der boede i København. Det var langt væk, synes jeg. Det var en stor by, fornemmede jeg og det var fint at bo der. Med til den forestilling hører også historien om, at faster havde en vendinde, som havde en bekendt, der kendte en hofdame, som åbenbart fik lov fra tid til anden at tage prinsessernes aflagte kjoler med til hvem, de mente kunne have glæde af sådan en. Jeg var mega stolt, da faster Anna en dag havde en ægte prinsessekjole med til mig. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar